Det er et uvelkomment gensyn, at politikere bruger kristendommens værdier som brynje i deres politiske projekt

Der er i hvert fald ikke noget vundet ved blot at sige, at religion og politik skal holdes adskilt.

Religion og politik hænger uløseligt sammen, alene fordi begge beskæftiger sig med spørgsmålene om, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er det gode liv, og på et mere abstrakt plan: hvad magt er, og hvordan den skal udfolde sig i et samfund.

Kirken og staten har skiftedes til eller kæmpet om magten gennem hele Europas historie, og da vi selv fik Grundloven i sin tid, var løsningen på striden, at kirken fik et løfte om at få sin egen forfatning, og så fremgik det også, at folkekirken skulle være evangelisk-luthersk.

Det sidste er vigtigt, for det betyder, at kirken er national, og at den ikke har et egentligt hierarki. Derfor kan man tale om en dansk folkekirke; til gengæld kan man ikke tale med den, men kun med folk i den.

Det er ikke troen, der er blevet politisk; det er politikken, der er blevet troende.  

Svend Thorhauge

Det er selvfølgelig noget rod, at politikerne aldrig har givet kirken den forfatning, som den blev lovet. Men den tætte institutionelle forbindelse mellem stat og kirke i Danmark har omvendt haft den store gevinst, at vi har kunnet holde religion og politik nogenlunde adskilt, fordi der har været en arbejdsdeling, som har ladet kirken nøjes med at tage sig af troen; så klarede staten magten.

Ved at lade statens kirkeminister og rigets konge være henholdsvis øverste bureaukrat og det konfessionelle overhoved har man i kirken kunnet slippe for at skulle organisere sig med nogen af delene.

Derfor kan alle i kirken udtale sig, ganske som Mads Fuglede efterspørger, uden at nogen skal tages til indtægt for andet end deres egen holdning. Ingen kan udtale sig på kirkens vegne, og derfor har kirken heller ingen fælles politisk holdning.

Otte ud af ti biskopper kan gå sammen om et brev om fred i Gaza, men de udtaler sig ikke som kirke, men alene som personer i forening. Men selvfølgelig med en vis tyngde.

Det er en stor styrke, for det giver enhver i kirken udstrakt politisk frihed, og det gør også forkyndelsen i kirken friere, for den kan 'nøjes' med at forholde sig til sit religiøse sigte uden politiske hensyn og især uden politisk-institutionelle hensyn.

Den kan groft sagt være ligeglad med, om Danmarksdemokraternes nuværende kirkeordfører mener, den skal være mere synlig, eller om deres forhenværende syntes, den var for synlig. Og det syntes Søren Espersen i modsætning til Fuglede.

Den nuværende ordning afpolitiserer kirken. Var kirken selvorganiseret helt uden organisatorisk hængsel til det politiske system, ville alle ti bispedømmer hurtigt få tilknyttet en politisk rådgiver.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om det omvendt også gør det politiske mindre religiøst. Og det er vel det, der er Trine Pertou Machs anliggende. Det har det hidtil gjort.

Selvom kristne spørgsmål har haft stor betydning for eksempelvis skolepolitikken, hvor præsten havde opsynet med undervisningen indtil engang i 1930'erne og med kristendomsundervisningen helt op til midten af halvfjerdserne. For bare at nævne ét eksempel.

Man skal gå med skyklapper, hvis man skal kunne overse det stærke fællesskab mellem kristendommens etik og dansk værdipolitik gennem tiden.

Det giver bare ikke en eneste kristen patentrettighed i forhold til danske værdier eller dansk demokrati. Og slet ikke siden Grundloven, hvor folkekirkens privilegier netop blev stadfæstet sammen med religionsfriheden.

Det var givetvis nemmere, da friheden lå mellem missionsfolk og grundtvigianere (og til dels jøder), men trods det gav det religiøse spørgsmål om abort anledning til et helt nyt parti, da Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 og kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.

Det religiøse har med andre ord altid haft en stemme, men en stemme på lige fod med nye pædagogiske og filosofiske strømninger, altså værdibårne forandringer i folkets navigation.

Så hvad er det, der er under forandring nu?

Det er to forhold.

For det første er det ikke længere folkekirken, der af nogle politikere gives forrang; det er kristendomstroen i sig selv. Kirken er knap nok vigtig.

Det så vi med bededagsfejden og senere ønsket om at have sin egen præst i Folketinget, selvom alle medlemmerne har adgang til en præst i deres eget sogn.

For det andet fremføres kristendommen ikke blot som en religiøs stemme i demokratiet, men som en grundpille i demokratiet som sådan.

Det så vi tegn på allerede, da Kristeligt Folkeparti i 2003 i tråd med en europæisk trend ændrede navn til Kristendemokraterne. Det handlede ikke om branding; der var noget langt vigtigere på spil.

Det kan synes som en lille ting, men det er det ikke. For det er den samme tankegang, der gennemsyrer ideen om åndelig oprustning. Det er et politisk synspunkt om, at det kristne demokrati har særlige fortrin eller kendetegn frem for andre demokratier.

Det er ikke troen, der er blevet politisk; det er politikken, der er blevet troende.

Det er samme synspunkt, der ligger bag, når den fungerende kirkeminister vil have det danske forsvar til at forsvare kristne værdier, selvom adskillige konstabler enten bekender sig til en anden tro eller slet ikke er religiøse. Og selvom de største trusler lige nu fra både øst og vest begge er gennemsyret af kristen symbolik i deres politiske sprog.

Det er ikke nyt, at kristendommen tilbyder et reservoir af fælles værdier, men det er et uvelkomment gensyn i Danmark, at disse igen tages frem som rustning og brynje i en særlig national version og udlægning.

Svend Thorhauge

Uanset hvad man politisk mener om disse holdninger, så er de udtryk for en ny kristelig orientering på tværs af partier, og det er mere end det, for det er også udtryk for en politisk udlægning af kristendommen, der overhovedet gør sådanne synspunkter mulige.

Der er med andre ord taget teologisk stilling fra Christiansborgs talerstol.

Det er ikke nyt, at kristendommen tilbyder et reservoir af fælles værdier, men det er et uvelkomment gensyn i Danmark, at disse igen tages frem som rustning og brynje i en særlig national version og udlægning.

Man hægter sig ikke på kristendommen, men hægter kristendommen på sit politiske projekt.

I den forbindelse kunne man påpege, at vi i denne tid fejrer pinse med fortællingen om, at Ånden taler alle sprog og i øvrigt blæser, hvorhen den vil, og gerne som modvind. Kristendommen kender ingen grænser. Tværtimod.