Folketingets tavshed om det vigtige er fascinerende dysfunktionel

Folketingets afslutningsdebat i denne uge var ikke usædvanlig. 

Vi kender den arytmiske dødedans af meningsfrihed og idiosynkrasi fra talerstolen. Det absurde teater, hvor sandheden er underordnet, danskheden er Gud, og hvor virkeligheden er noget, man helt selv skaber. 

Men onsdag stod almindelighederne i skærende kontrast til et helt usædvanligt år. 

Og det er her, i denne kontrast, vi skal finde sandheden om politik i dag. Og den er foruroligende, fascinerende og dybt dysfunktionel.

Folketingsåret har som bekendt budt på en rigsretssag imod en tidligere minister, en granskningskommission med henblik på at afklare grundlaget for en rigsretssag imod individer i den siddende regering, en historisk stor og voldsom ekspropriation af et helt minkerhverv, udført uden lovhjemmel og eksekveret af militær og ordensmagt, og et folketing, der har fortsat undermineringen af den grundlovssikrede private ejendomsret i en lang række brancher i den private sektor, og som antyder, at dette kunne fortsætte, jævnfør eksemplet Jomfru Ane-gade i Allborg lige pt.

Det er et folketingsår, der har medført en fornyet indsats for internationalt at brande Danmark som Vesteuropas skøre, forbitrede og antisociale onkel. Vi regner nu blandt vores tætteste venner Orbán i Ungarn, Israels korruptionsanklagede og i skrivende stund afgående premierminister Netanyahu og Østrigs højreradikale kansler Kurz, der lige nu er under anklage for at have løjet for en korruptionsundersøgende kommission.

Og selvfølgelig politistaten Rwandas Præsident Kagame, der dog sendte et klart signal om, hvem der har bukserne på i det forhold, ved at sende en viceminister, da to forpjuskede ministre fra den danske regering dette forår noget monty pythonsk dukkede op i hovedstaden Kigali.

Regeringen virker totalt ude af stand til at informere offentligheden om, hvad den vurderer, at det kommende folketingsår måtte indeholde af vilkår for erhvervslivet og for den private bevægelsesfrihed i relation til den virus, som alle ved, ikke er mulig at udrydde.

Anne Sofie Allarp

Året har budt på hjemsendelse af flygtninge fra Syrien til omverdenens forfærdelse og en regering, der forsøger at indføre den hidtil mest radikaliserede omlægning af det danske asylsystem, nemlig til at skulle foregå et sted i Afrika efter australsk forbillede.

Australien er ved at nedtage sit eget oversøiske asylregime, fordi det trods alt var for belastende for landets selvbillede som civiliseret nation, men hvem går op i detaljer i det danske folkestyre?  

Året har også budt på et stort fravær af blandt andet kræftdiagnoser og beklageligt stor covid-smitte på hospitaler og blandt plejehjemsbeboere. På milliarder af kroner til en massetestoperation, det er svært i skrivende stund at se en ende på.

Ovenpå dette usædvanlige år indtog statsministeren talerstolen iført optimistisk lyserød, og leverede en søvndyssende og rutinepræget omgang bragesnak.

Der var de helt almindelige mennesker, som statsministeren hele tiden er ude iblandt. For eksempel Daniel Svendsen, læreren på erhvervsskolen i Hvidovre og hans elever, der møder en halv time tidligere. Måtte alle være som ham. 

Der var Dannebrog og selvrosen, der formentlig har besejret selveste den ’globale pandemi’. 

Og frem for alt så statsministeren fremad med ordene: "En statsministers tale ved Folketingets afslutningsdebat plejer at se tilbage på folketingsåret. I år vil jeg gøre det anderledes. Jeg vil se frem."

Bekvemt, kunne man indvende, men selv i denne fremadskuen var de forhold, der har vendt op og ned på hverdag og forholdet offentlig og privat i de sidste 16 måneder, mærkeligt fraværende.

I stedet fik vi gamle copy-paste travere som: "Regeringen forbereder nu et ambitiøst reformprogram. Vi vil øge væksten og velstanden. Gøre Danmark til et både rigere og grønnere samfund. Først og fremmest: Dygtigere." Altså en stiløvelse i at tømme sproget for mening og indhold.

Men hvad med virus? Det tætteste statsministeren kom på at forholde sig til et fremtidigt scenarie var at sige, at vi formentlig skal vaccineres igen og igen imod denne sygdom.

Og disse ord var i sig selv hele talen væld, for der afslørede statsministeren en flig af det, der vel nok er den største hemmelighed i staten lige nu: Hvad er scenariet i forhold til virus efter august i år? 

For regeringen virker totalt ude af stand til at informere offentligheden om, hvad den vurderer, at det kommende folketingsår måtte indeholde af vilkår for erhvervslivet og for den private bevægelsesfrihed i relation til den virus, som alle ved, ikke er mulig at udrydde.

Og mens det er uvist, hvorfor regeringen ikke formår at lægge bare et minimum af overvejelse frem, så er det fascinerende i al sin tavse dysfunktionalitet. 

Tavshed er som bekendt ofte det sted, hvor allermest afsløres.