Foreningsformænd: Bevar armslængde til universiteterne

Af Thomas Damkjær Petersen,  Lisa Herold Ferbing og Camilla Gregersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA, formand for Djøf og formand for Dansk Magisterforening 

Universiteterne skal være i samspil med omverdenen. De skal gøre samfundet klogere og udfordre etablerede sandheder gennem nytænkning og verificering. De skal forske i områder, der har politisk bevågenhed, eksempelvis klima- og miljøområdet, og de skal forske i områder, der måske aldrig får politisk bevågenhed, begge dele uafhængigt af politisk styring, solidt og troværdigt.

At forskningen ikke er politisk styret, men at der er en armslængde til politikerne, er universiteternes adelsmærke. Derfor er det ikke uden betydning, når regeringen har fremlagt et lovforslag, der kan rejse tvivl om, hvorvidt universiteterne fortsat kommer til at være uafhængige vidensinstitutioner.

Lovforslag sætter armslængdeprincip ud af kraft
På overfladen ser lovforslaget uskyldigt ud, fordi det ikke foreslås, at ministeren selv direkte udpeger universitetsbestyrelserne. Men når en minister sikrer sig udvidet kontrol med indstillings- og udpegningsorganer til universiteternes bestyrelser, så er uafhængighed og armslængdeprincip de facto sat ud af kraft.

Man kan ikke være næsten uafhængig eller have et armslængdeprincip, der kun går til håndleddet.

Tilbage i 2003, da man gennemførte den sidste store styringsreform af universiteterne, stillede man øgede krav til samspillet med omverdenen og indførte blandt andet bestyrelser med et eksternt flertal.

Man kan ikke være næsten uafhængig eller have et armslængdeprincip, der kun går til håndleddet.

Argumentet for at have bestyrelser med medlemmer udefra var netop, at de skulle sikre armslængden til det politiske niveau, sådan at det for eksempel ikke var ministeren, men bestyrelsen, som skulle ansætte rektor.

Uafhængige, ikke isolerede universiteter
At universiteterne er og skal være uafhængige, betyder dog ikke, at de skal være isolerede. Tværtimod! Så i stedet for at sætte universiteternes internationale renommé over styr som politisk uafhængige, kan ministeren nøjes med den del af modellen, der opretter et udpegningsorgan med personer fra erhvervsliv, kulturliv, uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder.

Modellen giver det samfundsmæssige udsyn, som regeringen efterspørger, og garnerer man med øget medbestemmelse til ansatte og studerende, er vi tæt på det perfekte.