Debat

Forfatter: Stop mishandlingen af syge og gentænk kontanthjælpssystemet

KRONIK: Det er på høje tid med en fuldstændig gentænkning af kontanthjælpssystemet, skriver forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.

Regeringen bør ændre den lovgivning og kommunerne den forvaltningspraksis, som parkerer syge borgere i kontanthjælpssystemet, mener forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.
Regeringen bør ændre den lovgivning og kommunerne den forvaltningspraksis, som parkerer syge borgere i kontanthjælpssystemet, mener forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Det er et af mange politikere skjult faktum, at der i dag "parkeres" rigtig mange meget syge og uarbejdsdygtige mennesker i kontanthjælpssystemet i mange år.

Det er blandt andet en konsekvens af reformer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp og en stigende kompromittering af retssikkerheden i den kommunale forvaltning.

Der findes ikke nogen præcise opgørelser over, hvor stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne der er berørt af alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men ifølge tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau kategoriserede kommunerne i 2016 omkring 75 procent af alle kontanthjælpsmodtagere som værende "aktivitetsparate".

Det flugter nogenlunde med den overrepræsentation af mennesker med handicap, som også formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, pegede på, da han i Altinget i 2015 henviste til en undersøgelse fra Ringsted Kommune, hvor 90 procent af de aktivitetsparate havde en funktionsnedsættelse eller flere. 

Social- og beskæftigelsespolitikken har igennem de seneste to årtier mistet jordforbindelsen og bygget på optimistiske vrangforestillinger om, hvad syge mennesker skal kunne.

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Andre mener, at der samlet set er flest kontanthjælpsmodtagere, der vurderes "jobparate", men at de hurtigt forlader systemet og derfor ikke tæller så meget i disse opgørelser som de "aktivitetsparate".

Den nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) har 21. august svaret på en række spørgsmål, som beskæftigelsesordfører Torsten Gejl (ALT) har stillet ham om antallet af personer på forskellige ydelser, der er afgået ved døden.

I et indlæg i Altinget 19. september skrev jeg om nogle af dem – nemlig om personer, der var afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen på et ressourceforløb, et fleksjob eller en periode på ledighedsydelse, eller som var afgået ved døden i løbet af de første seks måneder efter tilkendt førtidspension. Dem var der mange af.

Mange aktivitetsparate dør
I nærværende indlæg vil jeg følge op med, hvad ministeren 21. august har trukket frem fra Dream-databasen i sine svar om kontanthjælpsmodtagere:

I perioden fra 1. oktober 2016, hvor den seneste kontanthjælpsreform trådte i kraft, til 30. april 2019 har 254.930 borgere modtaget en kontanthjælpslignende ydelse.

Blandt disse er 1.460 borgere afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af forløbet. Det svarer til, at dødeligheden blandt borgere berørt af en kontanthjælpslignende ydelse i den omtalte periode var 0,6 procent.

Heraf stod de såkaldt aktivitetsparate for 1.230 døde, de jobparate for 180 døde og de uddannelsesparate for 40 døde. De aktivitetsparate stod således for langt de fleste dødsfald.  

De tilsvarende tal for den tidligere kontanthjælpsreform i perioden fra 1. januar 2014 til 30. september 2016 er, at 304.700 borgere har modtaget en kontanthjælpslignende ydelse.

Blandt disse er 1.760 borgere afgået ved døden senest fem uger efter afslutningen af forløbet. Det svarer til, at dødeligheden blandt borgere berørt af en kontanthjælpslignende ydelse i den omtalte periode ligeledes var 0,6 procent.

Heraf stod de aktivitetsparate for 1.470 døde, de jobparate for 210 døde og de uddannelsesparate for 40 døde. Igen stod de aktivitetsparate for en meget høj andel af de døde. 

At så mange borgere dør i kontanthjælpssystemet, tegner et noget andet billede af gruppen af kontanthjælpsmodtagere end det, som politikere bag kontanthjælpsreformerne fra 2014 og 2016 har tegnet. Til sammenligning var den generelle dødelighed i 2018 for danskere mellem 18 og 64 år ifølge Danmarks Statistik 0,23 procent.

Historie om selvmordstruet er forfærdelig
Jeg husker for eksempel med forfærdelse, da jeg læste om 37-årige Ivalo Kiviog, der i 2018 tog sit eget liv godt hjulpet på vej af systemmishandling. 

Hun var mor til tre børn, led af svær angst, depression, borderline, alkoholmisbrug og havde også tidligere været selvmordstruet. Hun havde levet næsten ti år som hjemløs, da hun i 2017 opnåede at få et værelse på et pensionat.

Men i december 2017 valgte Københavns Kommunes sanktionsenhed, K-kassen, at lukke for hendes kontanthjælp i tre måneder, fordi hun ikke dukkede op til et møde på jobcentret – noget, som var en konsekvens af hendes psykiske sygdomstilstand.

Det gjorde de, selvom man i kommunen godt vidste, at hun var selvmordstruet. Det fik den konsekvens, at hun i begyndelsen af 2018 igen blev hjemløs og måtte lade sig indlægge på et psykiatrisk hospital. Der begik hun selvmord 19. februar 2018.

Læs også

Politikken bygger på vrangforestillinger
Det er for let at afvise nødlidende kontanthjælpsmodtagere ved at lukke øjnene og kategorisk påstå, at de selv er ude om det og godt kunne arbejde, hvis de ville.

Det er for let at påstå, at svært syge og døende i øvrigt slet ikke er på kontanthjælp eller skal være det, når det nu er virkelighed, at det er der mange, der er. 

Social- og beskæftigelsespolitikken har igennem de seneste to årtier mistet jordforbindelsen og bygget på optimistiske vrangforestillinger om, hvad syge mennesker skal kunne.

Man har simpelthen fra politisk hold og i de kommunale maskinrum omdefineret værdigt trængende til at være uværdigt trængende.

Det fastslår ph.d. i statskundskab Mathias Herup Nielsen, der arbejder som forsker og underviser i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet, i sin nye bogudgivelse 'Optimismens politik – skabelsen af uværdigt trængende borgere'.

På den måde fralægges det politiske og det forvaltningsmæssige ansvar for at hjælpe eller forsvare dem, der trænger alvorligt til hjælp.

Modtagere lider under brutalt system
Kampen om, hvordan virkeligheden ser ud, er i dag en af de væsentligste kampe i forhold til beskæftigelsespolitikken.

Jeg mener ikke, at det er i orden at bringe kronisk sygdomsramte borgere over på kontanthjælp og at underlægge dem de samme krav som de raske. 

Det er min vurdering, at langt de fleste kontanthjælpsmodtagere lider under et brutalt system, og at der altid er en grund til, at de er havnet dér.

Og der er ikke så langt fra succes til fornedrelse, som de fleste forestiller sig.

En cykelulykke eller nogle kroniske sygdomme, der bryder frem af dybet – ingen kan vide sig sikker på, at man ikke en dag får brug for det offentlige sociale sikkerhedsnet. 

Gentænk kontanthjælpssystemet
Jeg ville ønske, at regeringen ville ændre den lovgivning og kommunerne den forvaltningspraksis, som har betydet, at mange borgere med langvarige sygeperioder, alvorlige kroniske sygdomme eller sociale problemer er blevet parkeret i kontanthjælpssystemet. 

Disse borgere burde få ydelser, der svarer til deres helbredsmæssige tilstand, deres sociale problemer og (varigt) nedsatte arbejdsevne – det kunne være sygedagpenge, revalidering, fleksjob eller førtidspension.

Og de burde ikke blive sanktioneret af deres kommuner, når det er sygdom, sociale problemer og manglende funktionsevne, der forhindrer dem i at møde op på kommunen eller i at honorere beskæftigelseskrav. 

Det er på høje tide med en fuldstændig gentænkning af hele kontanthjælpssystemet i sammenhæng med en gentænkning af de øvrige social- og beskæftigelsespolitiske ordninger for mennesker med funktionsnedsættelser.

Den gentænkning skal tage udgangspunkt i virkeligheden og resultere i en realismens politik. Det er dét, som mennesker i systemet sukker efter. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Riisager Henriksen

Forfatter og debattør
cand.mag. (Aarhus Uni. 2003)

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00