Anmeldelse af 

Forfatter svarer igen på Merete Riisagers anmeldelse: Du viser ufrivilligt værdien af min bog

REPLIK: I en anmeldelse på Altinget illustrerer Merete Riisager eksemplarisk – men nok ufrivilligt – den analytiske værdi af bogen "Konkurrencestatsministeren", skriver forfatteren bag bogen, Martin Møller Boje Rasmussen.

Som forfatter til en bog til djøf’ere kan man næppe ønske sig en bedre anmeldelse, end dén undervisningsminister Merete Riisager gav "Konkurrencestatsministeren", skriver forsker Martin Møller Boje Rasmussen.
Som forfatter til en bog til djøf’ere kan man næppe ønske sig en bedre anmeldelse, end dén undervisningsminister Merete Riisager gav "Konkurrencestatsministeren", skriver forsker Martin Møller Boje Rasmussen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Af Martin Møller Boje Rasmussen
Filosof, forsker ved Institut for Statskundskab, KU, og forfatter til "Konkurrencestatsministeren"

Konkurrencestatsministeren ”beskriver og oplister mekanismer og forhold, der af moderne økonomisk og politisk teori anses for relevante i forhold til styring af statsapparatet, den offentlige sektor og rammevilkårene for den private sektor. Bogen vil være en nyttig håndbog for enhver håbefuld djøf'er, der drømmer om at (…) gøre karriere helt op på øverste embedsmandsniveau.”

Som forfatter til en bog til djøf’ere kan man næppe ønske sig en bedre anmeldelse end den, undervisningsminister Merete Riisager i Altinget 2. april gav min nye bog Konkurrencestatsministeren. For ligesom Lorenzo de Medici, til hvem Machiavelli stilede Fyrsten, aldrig læste den, nærer jeg ikke håb til, at mange danske politikere får den læst lige foreløbig. Men jeg har forsøgt at skrive en bog, der kan bruges netop blandt andet af håbefulde djøf’ere. Nu har de ministerens ord for, at bogen kan hjælpe dem.

Jeg kvitterer også for måden, som Riisager eksemplarisk – men nok ufrivilligt – viser bogens analytiske værdi og bidrag. Nok giver hun den karakteren tre A'er ud af seks mulige. Nok finder hun, at den ”for politikere er irrelevant” og ”forældet, næsten før den er udkommet”. Og i det hele taget ærgrer hun sig over, at bogen ikke handler om spørgsmål – hvad er meningen med livet i staten, hvad driver politikere? – som bogen ikke handler om. Jeg takker for tilliden til, at jeg ligger inde med svar på alt det.

Som forfatter til en bog til djøf’ere, kan man næppe ønske sig en bedre anmeldelse end den, undervisnings-minister Merete Riisager i Altinget 2. april gav min nye bog "Konkurrence-statsministeren".

Martin Møller Boje Rasmussen
Forfatter til "Konkurrencestatsministeren"

Men vel vidende, at jeg ved at omgå de spørgsmål kan udskriges som ”Danmarks koldeste hånd”, har jeg fastholdt fokus på de værktøjer og muligheder for politik, der er i konkurrencestaten Danmark. Konkurrencestatsministeren sammenfatter otte års arbejde og argumenterer for, at der inden i konkurrencestaten er forskellige økonomiske ideer om konkurrenceevne. At der finder en intens politisk kamp sted om at gøre nogle gældende over andre. Og er altså et halvfilosofisk forsvar for, at økonomer, djøf'ere og politikere ikke er så slemme, som de tit gøres til. Ja, bogen er tiltænkt som bidrag til gendrivelsen af den udbredte, ukorrekte – og farlige – idé, at de har ”overtaget Danmark” og holder et såkaldt folk ude eller nede. I sig selv vidner Riisagers anmeldelse om, at der kunne være brug for mere debat herom – og altså også for bogen.

Bogen råder ganske rigtigt den såkaldte elite til at lære af måden, hvorpå nogle fremstiller sig som talerør for "folket" eller "mennesket". Og den råder også en konkurrencestatsminister til altid at drage opponenters fokus og faglighed i tvivl. Og Riisager har faktisk forstået bogens bissetricks temmelig godt. Hendes anmeldelse vidner om politisk drevenhed, hvormed hun udfordrer mig for ikke at kende politik ”indefra”, og ”hvad der driver politikere.” (Korrekt. Jeg er ikke politiker.)

Det vil jeg gerne rose og kvittere for ved i det følgende at bruge bogens analytik til at evaluere Riisager som konkurrencestatsminister. Jeg vil altså anmelde hende, og for hver af Konkurrencestatsministerens læresætninger, hun mestrer, tildele én fin machiavellisk ræv:   

1) Konkurrencestatsminister, kend din konkurrencestat: Bogen anbefaler, at en konkurrencestatsminister ikke forveksler den danske variant med andre typer, og den redegør udførligt for, hvordan denne på mange måder adskiller sig (side 75-125). Den fremhæver blandt andet, at det i Danmark er lykkedes at opnå stor velstand trods for eksempel højt skattetryk. Som konkurrencestatsminister tjener det Riisager til ære, at hun ikke anfægter, men tilstår den analyse. Jeg havde forventet, at LA-medlemmet ville have fratrukket adskillige A’er på den konto. Men for mådehold kvitteres med en ræv.

2) Optegn den internationale konkurrences spillebane: Her er Riisager på uvant terræn og fremstiller globalisering som nulsumsspil: ”Hvis lande i Fjernøsten og Østeuropa overhaler Danmark i forhold til velstand, vil disse landes samfundsmodeller, teknologi og politiske magt påvirke levemåden hos os.” Bogen deler ikke analysen og viser blandt andet, at Danmark er blandt de lande, der har haft mest ud af globalisering og EU. Det anføres også, at ”bogen ikke forholder sig til forskydninger i globaliseringen”. Bogen handler ikke om ret meget andet og viser, hvilke muligheder politikere har i mødet hermed. Ingen ræv.

3) Sæt mål for din konkurrencestat: Bogen viser, at et konkurrencedygtigt lands resultat kan opgøres forskelligt (for eksempel ved eksport, vækst eller balanceevne, side 157-167.) Når bogen kritiseres for ikke at ”forholde sig til, at manglende relativ vækst også betyder manglende relativ magt, og derved ringere mulighed for at videreføre og udvikle den levevis, vi finder meningsfuld”, vidner det om, at Riisager vægter velstand, magt og mening højt. Fint for det. Det er et politisk valg. Men bogen viser, at der er andre muligheder. (Man kan parentetisk forundres over, at en liberal politik vil skabe mening for den enkelte borger.) Nul ræve.

4) Vælg konkurrencestatens virkemidler: Hun ignorerer også, at en konkurrencestat kan nå de mål med forskellige midler (side 167-191). Bogen viser blandt andet, at investeringer i grøn omstilling kan ses som middel til konkurrencekraft (uden at plædere for det.) At det omgås, må undre, al den stund at MR’s politiske chef, Anders Samuelsen (LA), samme dag som anmeldelsen annekterede det argument og i Altinget plæderede for, ”at markedet har brug for hjælp til at løse klimakrisen”. Altså netop gjorde brug af en af de muligheder, som bogen anviser. Det er durkdrevent. Og Riisager skal qua sit LA-medlemskab takkes og have en ræv for at bringe dét til torvs og derved vise bogens værdi som idékatalog.

5) Bestem konkurrencestatens ”spilletid”: Bogen viser, at en konkurrencestatsminister kan søge at konkurrere mere eller mindre tålmodigt (side 191-201) Riisager har ikke stor tiltro til gradvise reformer. De afskrives som ”justeringens finmekanik”, uanset at dette djøf’ske reformmodus vel har virket for Danmark. Man må forstå, at Riisager ønsker sig mere livfyldte, organiske, menneskelige, empatiske og hurtige politiske quick fixes. Et synspunkt, der også ofte høres i dansk politik. Men igen: bogen plæderer hverken for en utålmodig eller ”systemisk” politik. Den viser blot, at en konkurrencestatsminister har forskellige reformtempi til sin disposition. Så ingen ræv for det.  

6) Sæt dit hold i konkurrencen: Riisager finder det ”foruroligende”, at ”borgerne, familien, civilsamfundet og kulturen ikke spiller nogen rolle i bogen overhovedet”. Men hun må have sprunget kapitel 6 (side 201-215) over, der helt er helliget både dem og også virksomheder, skoler, unge og ældre og alle mulige andre grupper, som hver enkelt menneske indgår i på kryds og tværs. Bogen råder en konkurrencestatsminister til offentligt at udpege de grupper, der aktivt bidrager til indfrielse af mål. Men også til at udskamme de ”ballademagere”, der obstruerer. Riisagers egen udskamning af hele Ørestad Gymnasium på grund af (d)et enkelt(e) menneske(s) er et fint eksempel på den teknik. Men ikke ræveværdigt. Det kan gøres på andre og mere subtile måder. Bogen viser hvordan – men tager ikke stilling.

7) Byg konkurrencestatens måltavle: Bogen råder til, at man ”altid holder snor i den statistiske elastik” og altid styrer, hvilke typer statistik man politisk vil lade sig måle ved. Også her er Riisager påfaldende tavs. Men i sin førte politik er hun en mønsterelev. Med sin insisteren på at fastholde fejlbehæftede metoder til evaluering af egen succes og ved at sidde stærk faglig kritik af folkeskolens nationale tests som misvisende overhørig, praktiserer Riisager netop denne gren af konkurrencestatskundskab til perfektion. At det har givet bagslag, kan vel ærgre. Men det vidner om stor kunnen og fortjener en velvoksen ræv.

Altså giver jeg Riisager tre ud og syv ræve for sine evner som konkurrencestatsminister. At hun netop har trukket sig fra politik, fordi hun "ikke bryder sig om kynismen i politik", kunne være gjort til genstand for mangen en perfid afskedssalut (i stil med at otte års arbejde er forældet, før det er slut).

Men det vil jeg ikke. Jeg vil i stedet rette en oprigtig tak for hendes dedikerede arbejde til forsvaret for den danske konkurrencestat og for hendes meget brugbare anmeldelse af bogen. Jeg håber, at håbefulde djøf’ere og andre finder bogen mere anvendelig, end dens triple-A-rating tilsiger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

Martin Møller Boje Rasmussen

Stifter og direktør, Nordic Model Institute, Postdoc, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Ph.d. i komparativ politisk økonomi (CBS)

0:000:00