Formand, forhandler og lærer: Portræt af Anders Bondo

PORTRÆT: Hvorfor arbejder Anders Bondo døgnet rundt i København, når han bor i Ullerup, Sønderjylland? Hvorfor forlader han sin søns bryllup, fordi der er forhandlinger i Forligsinstitutionen? Altinget tegner et portræt af formanden for Danmarks Lærerforening, langdistanceløberen og forhandleren, som under OK18 kæmper for genrejsning fra lærerkonflikten i 2013. 

Anders Bondo er til det lange stræk. Han kan løbe hurtigt – nuvel – men han løber primært langt. Han arbejder også længe og sover lidt. Han har nogle gange feber ”et par timer”, men har ikke haft en sygedag siden 1992. Han kan huske det, fordi OL i Barcelona kørte på fjernsynet den dag, hvor han naturligvis ikke selv var syg. Han passede blot sin datter. 

”Engang troede de, at jeg havde fået dårligt hjerte. De hev mig ind på Rigshospitalet, men det var ikke min skyld. Jeg tog tilbage på arbejde bagefter. Det hele var en misforståelse.”

Lærerne har en formand i fremragende form, og som selv uden træning løber et maraton. Rekorden lyder på 3 timer og 11 minutter. 

”Det er dumt at bruge mere end 3,5 timer på et maratonløb,” som han siger om distancen, han har tilbagelagt 36 gange. 

Anders Bondo er altid i bevægelse – tager ikke elevatoren op til sit kontor på fjerde sal, men tager til gengæld to trappetrin ad gangen. Han er konstant ”på”. Telefonen er altid tændt.

Som journalist kan man modtage en e-mail sent om natten, fordi man har skrevet noget forkert i en artikel. Mange hundrede mennesker havde læst den, men blot én spottede fejlen og reagerede: lærernes formand. Som det samstemmigt lyder fra folk, der kender ham, er han nemlig ekstremt grundig, detaljeorienteret, arbejdsom og seriøs. Anders Bondo er et kraftfelt, som har meget at give af – og gør det. 

Men hvorfor egentlig? Hvorfor arbejder han døgnet rundt i København, når han i virkeligheden bor i Ullerup, Sønderjylland? Hvorfor accepterer han at forlade sin søns bryllupsfest, fordi der er forhandlinger i Forligsinstitutionen?

Papirfabrikken
Tilfældighed er det overordnede svar på de fleste forhold i hans karriere og liv, mener han selv.

Eksempelvis da han endte som lærerstuderende på Fyn, fordi han en aften på stamværtshuset Latinerly i Viborg lukkede øjnene og lod en kuglepen prikke et tilfældigt hul i danmarkskortet. Hullet blev lavet øst for Svendborg – i nærheden af Skårup Seminarium. Så blev det der, han tog sin uddannelse, fandt sin kone Gitte og fik sit første barn. 

Men hvad Anders Bondo med sin jyske beskedenhed måske underspiller, er, at tilfældighederne tidligt fik følgeskab af målrettethed. For hvis tilfældigheder har dikteret rammerne om hans liv, har målrettethed og engagement i høj grad afgjort, hvad der er sket inden for rammerne. Udefra er det nemlig tydeligt at se, at hvis der ligger et ansvar og mangler en ejermand, så samler Anders Bondo det op og tager det alvorligt. 

Det gjorde han allerede i gymnasiet, da han meldte sig hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og da han som studerende i 1979 blev valgt ind i Lærerstuderendes Lærerkreds. Han har søgt organisering og fællesskab fra en tidlig alder. Da han som ung student på tomlen rundt i Norge fandt arbejde på en papirfabrik, tilsluttede han sig eksempelvis helt naturligt det norske papirarbejderforbund – hvor han selvfølgelig stadig er medlem i dag. 

For på papirfabrikken, Bamble Cellulosefabrikk ved Porsgrunn i Telemarken syd for Oslo, fik den unge Anders fagforeningens effektivitet at mærke. Fabrikken gik konkurs, men forbundet forhandlede et slutvederlag på plads, så han i 1977 kunne rejse hjem med næsten 9.000 kroner på lommen – nok til at komme igennem lærerstudiet uden gæld. 

Kampen for formandsposten
Som nyuddannet lærer endte den tidligere papirarbejder – igen tilfældigt – i 1982 som årsvikar på Guderup Skole på Als. Her begyndte konturerne af en fremtidig lærerformand at tage form. 

Velankommet i sit nye lokalsamfund bagte han en omgang boller og inviterede alle de andre løstansatte fra nærliggende skoler til møde. Anders Bondo synes, de skulle blive enige om at behandle hinanden ordentligt. Det gjorde de så, og da han senere selv blev tilbudt en fast stilling og ”tilbudt” at holde mund, takkede han nej. Det vigtigste var de fælles rettigheder. De første fagforeningsskridt blev derfor taget som græsrod, men allerede i 1987, som 27-årig, var der mere ansvar, som skulle tages. Anders Bondo fik et større bord at sætte sig ved, da han her blev formand for Sønderborg Lærerforening. Sådan er det gået slag i slag for læreren og fagforeningsmanden.  

Han insisterer i dag på tilfældighedernes råden og afviser, at han oprindelig havde ambitioner udover det sønderjyske. Alligevel blev han fra 1996 medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening (DLF), før han allerede i 1999 gjorde et første forsøg på at erobre formandsposten.  

I disse år gav han den med egne ord som oppositionspolitiker i DLF. De, der sad med ansvaret, gjorde det ifølge Anders Bondo ikke godt nok. I 1995 sagde lærerne nej tak til foreningens overenskomstforlig med KL, og selvom den daværende formand Jørn Østergaard blev afløst af Anni Herfort, havde ledelsen fået Bondo ”på halsen”. 

Hans insisterende øjne var stift rettet mod arbejdstidsaftalen fra 1993, hvor lærerne blev flyttet fra stat til kommunerne og mistede titlen som tjenestemænd. Samtidig skulle lærernes arbejde opdeles i såkaldt U-F-Ø-tid: En U(ndervisningstime) udløste en F(orberedelsestime), mens Ø stod for de øvrige opgaver.

Anders Bondos mission dengang var i vid udstrækning den samme som i dag. Han ville og vil have faglig anerkendelse og stolthed om lærerfaget. Han vil slippe lærerne fri. Fri fra minuttælleri og over til tid, tillid og tro på lærernes faglighed. 

Den helt store mission i opposition var at flytte DLF fra en lønmodtagerstrategi til en ”professionsstrategi”, som det hed i de år. Det var Anni Herfort ikke den rette til at sikre, mente Anders Bondo, som dog tabte kampvalget om formandsposten i 1999. 21 stemmer skilte de to. Da Anni Herfort fik nok af palaveren og trak sig i foråret 2002, var vejen banet for formand Bondo, som stillede op uden modkandidat.

Broderen
Hvor fik knægten fra Ans så det, der skulle til for at blive formand for cirka 60.000 lærere? Hjemmefra er det klichefyldte svar, som i dette tilfælde holder vand – der løber en særlig drivkraft for foreningsliv, civilt engagement, politik, sammenhold og fællesskab i Bondo-flokken. 

Hans yngste storebror, Ole Bondo Christensen, er i dag socialdemokratisk borgmester i Furesø Kommune. Den ældste, Peter Bondo Christensen, er ph.d. i mikrobiologi og seniorforsker ved Aarhus Universitet. Lillesøster Anna Bondo Nielsen er lærer og byrådspolitiker i Roskilde – for Enhedslisten. Lillebroren Morten Bondo Christensen er ph.d. og speciallæge i Aarhus. 

Anders, Ole og Peter er alle født inden for to år og tre måneder. Det gav en særlig dynamik i barndomshjemmet i Ans. 

”Vi tre brødre havde vilde diskussioner. Flere af mine forældres venner kom på besøg bare for at deltage i dem,” erindrer Bondo. Til EF-afstemningen i 1972, da Norge stemte nej, klatrede den 13-årige Anders og hans brødre rundt i de lokale lygtepæle og hængte plakater op med budskabet om et dansk nej.

Engagementet og det tilhørende sociale udsyn stammer særligt fra moren Birte Regin Christensen (født Bondo), der var sygeplejerske og døde i 2014. 

”Det ikke at ville acceptere uretfærdighed lå meget dybt i min mor,” fortæller han. Samtidig gav hun plads til dem, der ikke havde andre steder. Som den overvægtige og svagt begavede Bamse nede fra plejehjemmet i Ans. Faderen Harry Regin Christensen bor stadig i byen og er Anders Bondos store forbillede. Hans positive livssyn og respekt for andre mennesker er helt unikt, lyder begrundelsen.

“Selv når det ser mest håbløst ud, kan min far se noget positivt. Det har jeg haft stor glæde af.”

Såret fra 2013
Anders Bondo er udformet i noget nær tidløst design. Kigger man arkiverne med portrætter af ham igennem, er billederne ofte svære at datere ved første blik. Særligt ét år udgør dog et ”før og efter” i hans egen bevidsthed.

2013 er kardinalåret i Anders Bondos karriere. Diskussionerne om folkeskolereformen, overenskomstforhandlingerne med KL og ikke mindst lockouten af lærerne i april 2013 har efterladt uoprettelige spor. I mange måneder af 2013 sov han med egne ord ”næsten ikke”. Følelsesmæssigt og intellektuelt var han drænet. Hver en tanke, følelse og vågen time var reserveret til de højspændte forhandlinger og kampen for lærernes arbejdstidsregler.   

”Hen på efteråret i 2013 troede jeg, at jeg havde fået en virus på balancenerven. Det havde jeg ikke, forklarede min læge. Jeg var bare smadret,” siger han i dag. 

Rent fysisk er der slået et skår af maratonmanden, som ikke kan klinkes. 

”Jeg tror, det er en af årsagerne til, at mine maratontider er blevet lidt dårligere. Jeg får aldrig den samme fysik igen. Det er, som det er. Jeg skal ikke gå og klynke.”

Foto: Katja Holm/Altinget

Og nu står han der så igen. I forhold til 2013 er finansminister Bjarne Corydon (S) skiftet ud med innovationsminister Sophie Løhde (V), men formanden for KL’s Løn- og Personaleudvalg er den samme: Michael Ziegler (K). Det er blevet tid til genoprejsning for Bondo. Lov 409, som var resultatet af regeringens indgriben og afslutning på lockouten, skal død og pine erstattes af en egentlig overenskomst for lærerne. Det er den kamp, han nu igen har kastet sig ind i med al sin kraft og magt. Den langdistance, som igen skal tilbagelægges.

Men hvad hvis det ender med endnu en konflikt – kan Anders Bondo holde til en omgang mere a la 2013?  

”Når du spørger mig inden, så siger jeg nej. Men jeg er sikker på, at hvis jeg kommer i det, så gør jeg det også.”

Sådan er det med forhandlinger som med maratonløb. 

”Efter 36 maratoner ved man, hvad der sker. Selvom man føler, man ikke kan flytte benene efter 34 kilometer, så kommer man videre. Det vigtigste er erfaring og ikke at have ondt af sig selv. Man bliver nødt til at kunne pine sig selv.”

Helle Thorning-Schmidts kolde skulder
Selvom OK18 skulle ende med et godt resultat, får han formentlig aldrig sin fulde oprejsning fra 2013. For der er stadig meget, Bondo mangler svar på. Mange sår, som ikke er helet. Personer, han ikke har tilgivet. Han tøver eksempelvis ikke med erklære sig skuffet over den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini. 

”Hun lod sig bare spænde for en vogn, som nogle ganske få i tårnet besluttede,” siger han og henviser til regeringsgrundlaget for den daværende SRSF-regering, som blev forhandlet på plads højt oppe i Hotel Crowne Plaza. Christine Antorini ønskede ikke at deltage i forbindelse med dette portræt. 

Relationerne til den socialdemokratiske top led generelt et stort knæk i de år, forklarer han. 

”De præsenterede ét skolesyn inden valget, men satte sig op i et tårn og lavede et regeringsgrundlag, som repræsenterede noget helt andet. Man gik overhovedet ikke i debat,” siger Anders Bondo og fortæller, at Helle Thorning-Schmidt er den eneste statsminister, han ikke har kunnet få et møde med. 

”Jeg bad hende seks gange om et møde. Jeg fik det aldrig. Jeg havde aldrig et møde med Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Det er helt uhørt. Her bad jeg endda om det hos en regering, som havde skole som højprioritet.”

Sværest har han det dog øjensynligt med den nuværende chefredaktør for Børsen, tidligere finansminister Bjarne Corydon. 

”Jeg har ikke Corydon mistænkt for ikke at ville det danske samfund det bedste. Men man skal passe på, man ikke bliver så magtfuldkommen, at man er sikker på, at man har fundet de vises sten. Så går det galt. Det gjorde det i 2013.”

Da regeringen besluttede sig for at afslutte lockouten og fremsætte lov 409 i 2013, og politikerne var ved at behandle loven, tog Anders Bondo ind på Christiansborg for at råbe dem op. På vej ud af Christiansborg greb Anders Bondo og Bjarne Corydon lige nøjagtig på samme tid fat i den samme dør. Tilfældigt. ”Skal vi shake hands,” spurgte Corydon – ifølge Bondo. 

Skulle I så det?

”Selvfølgelig skulle vi ikke det. Han havde vist totalt disrespekt for alle de lærere, som knokler røven ud af bukserne. Så skulle vi ikke shake hands.”

Hvad hvis han kom ind ad døren lige nu. Ville du shake hands?

”Ja, jeg ville tale ordentligt med ham. Men jeg ville bestemt også holde ham ansvarlig for det, han har gjort.”

Når Anders Bondo næppe kommer sig fuldstændig over 2013, skyldes det formentlig den helt særlige følsomhed, der også kendetegner ham. Det gælder i alle livets facetter, men særligt i forhold til lærergerningen og folkeskolen, som i sandhed er hjerteblod for ham. Som fagforeningskollegaen FOA-formand Dennis Kristensen formulerer det: 

”Hvis man bringer folkeskolen på banen, så skifter han fra det meget alvorlige til det helt passionerede. Han føler meget, meget stærkt for den danske folkeskole.”

Derfor kan passionen også nogle gange løbe af med ham, vurderer Dennis Kristensen:

”I 2013 var han under pres i meget, meget lang tid. Der var nogle gange undervejs, hvor han nok skulle have besindet sig. Der var det berømte tv-klip, hvor han fik sagt, at ’nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da’. Der skulle han have haft mere is i maven.”

Foto: Katja Holm/Altinget

Suverænen
Anders Bondo er i årenes løb blevet – og bliver det stadig – beskrevet som en nej-siger. Det bryder han sig meget lidt om. Han lægger selv stor vægt på, at han kan lande aftaler og forpasser ikke en ledig lejlighed til at minde om, at han har landet otte ud af ni mulige aftaler som lærerformand og formand for Forhandlingsfællesskabet (tidligere KTO). Kun i 2013 glippede det. Anders Bondo er derfor særligt opmærksom på ikke at blive kaldt stædig. Han foretrækker ”vedholdende”.

”Jeg er ikke spor stædig i forhold til forhandlinger. Der finder jeg altid løsninger. Det har altid været min styrke at tænke kreativt, når tingene ser mest håbløse ud, og så finde et kompromis.”

Beskrivelsen går rent faktisk igen hos dem, som har forhandlet med eller mod ham. Som Michael Ziegler, der selv under forløbet i 2013 beskrev ham som ”utrolig løsningsorienteret og meget konstruktiv”. Michael Zieglers forgænger, tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech (K), har tilsvarende beskrevet Anders Bondo som en kompromissøgende og ”behagelig” forhandlingspartner. Den nuværende undervisningsminister Merete Riisager (LA) stemmer i:

”I starten var der nok lidt berøringsangst hos DLF i forhold til Liberal Alliance. Det er jo fair nok, når man kommer som nyt parti, men jeg fik hurtigt en god dialog med Anders Bondo,” siger hun og uddyber: 

”Jeg har altid oplevet ham som meget pragmatisk og meget lyttende. Han var fra starten klar på at se, hvad der gemte sig hos et nyt parti på højrefløjen. Det er bestemt ikke nogen selvfølgelighed. Det er en kvalitet i det politiske liv, at man kan møde op med et åbent sind. Det kan han. Han er god til at parkere fordommene ude i kosteskabet.”

Merete Riisager beskriver yderligere en engageret og hårdtarbejdende formand, som ”lægger noget knofedt i det for sine medlemmer”. Den udlægning kan Dennis Kristensen skrive under på. Han har kendt Anders Bondo i cirka 16 år og beskriver en ”meget alvorlig, seriøs og grundigt forberedt lærerformand”. 

”Han kan noget, som andre har embedsmænd til,” siger FOA-formanden. Men Bondo kan måske endda komme lidt for langt ned i materien. 

”Han kan have svært ved at koge en sag ned til noget, andre skal forholde sig til,” siger Dennis Kristensen og forklarer: 

”Jeg vil ikke sige, at han fremfører konspirationsteorier, for han har sikkert ret. Men jeg har ofte tænkt, at jeg ville have valgt nogle færre og nemmere elementer at formidle, hvis jeg stod i samme situation som ham. Der er nok opstået en intern kultur i DLF efter 2013, hvor der er rigtig meget, de vil ud med. Det har også præget Anders.” 

Som Mads Lebech konstaterede om Anders Bondo over for JydskeVestkysten i 2010, så er det ”en ulempe at være bureaukrat, når du skal være politiker”. Stor detailviden kan være en belastning for ham, fordi han ikke altid kan se skoven for bare træer, lød vurderingen fra Mads Lebech. En kilde med lang erfaring fra fagbevægelsen vurderer da også, at DLF er blevet meget centraliseret under den detaljefokuserede Anders Bondos ledelse. 

”Der sker ikke meget, uden det kommer forbi hans bord. Han skal have fingeren nede i det hele,” lyder vurderingen fra kilden. 

Engagementets pris
Den ekstreme grundighed, arbejdsomhed og passion kommer derfor heller ikke uden pris. Som Anders Bondo har betalt med kapital trukket fra familiekontoen. Det passer således ikke helt, at han stod uden modstander til formandsposten i 2002. Særligt hans ene datter var imod. 

Hun havde forudset den virkelighed, Anders Bondo har befundet sig i de seneste knap 16 år. Et liv, hvor han som regel er langt hjemmefra. Men selv når han er ”der”, bliver han ikke altid. Som i marts 2013, da hans ældste søn blev gift. Samme dag var der møde i Forligsinstitutionen, fordi KL havde varslet lockout af lærerne. Anders Bondo nåede lige vielsen, før han måtte videre. Sønnens tale til bruden fik han ikke med. Man kan ikke sige nej til et møde i Forligsinstitutionen, forklarede han dengang. 

Men hvorfor egentlig ikke? 

”Det her var ikke hvilken som helst forhandling. I Forligsinstitutionen bestemmer man ikke længere selv. Der er forhandlingerne taget ud af ens egne hænder. Hvis forligsmanden siger, at nu skal man møde på et bestemt tidspunkt, så bliver man nødt til at stille op,” lyder hans rationelle forklaring. 

Du betaler en høj pris. Hvorfor er den værd at betale? 

”Man kan ikke gøre det op som et regnebræt. Jeg har truffet et valg, og så vil jeg ikke bruge hele mit liv på at fundere over det. Når jeg lægger mig til at sove i København, og min kone ligger 300 kilometer væk, så kan jeg godt spørge mig selv: Hvad laver du her, din idiot? Men det nytter ikke noget at ligge søvnløs hele natten. Så skal jeg holde op. Det er enten-eller.”

Anders Bondo vil ikke spilde tiden på unødig spekulation. Det løber som en rød tråd i hans eget og sin families liv, at har man sagt A, siger man B. Hele hans søskendeflok er loyale mennesker. Alle fem er sammen med deres første ægtefælle. I et sjældent interview med JydskeVestkysten fra 2010 siger hans kone Gitte, at arbejdet fylder utrolig meget hos ham, og hun frygter, at han bliver ramt af stress. 

”Jeg hørte, han sagde i fjernsynet, at han ikke er formand om ti år. Det regner jeg sandelig heller ikke med,” sagde hun ved den lejlighed. Otte år senere nærmer det sig alligevel.

Hvorfor ikke holde op? 

”Det gør jeg også på et tidspunkt,” svarer Anders Bondo.

Hvornår? 

”Det ved jeg ikke.”

Det virker ikke, som om det er lige oppe over.  

Forrige artikel Finansministeriet har fundet afløser for Lars Frelle Finansministeriet har fundet afløser for Lars Frelle Næste artikel Månedens bøger: Se Kirsten Bierings  boganbefalinger Månedens bøger: Se Kirsten Bierings boganbefalinger