Ph.d.-studerende: Vi er grotesk underrepræsenterede i universiteternes demokratiske organer

Fravær i beslutningsorganer

Lad os starte med at få nogle tal på bordet. Eksakte tal er svære at grave frem, men sammenholder man tal fra Danmarks Statistik og Danske Universiteters farverigt navngivne rapport "Tal om danske universiteter," kan man estimere, at omtrent 50 procent af VIP'erne i 2022 var ph.d.-studerende under uddannelse – en andel, der formentlig er den samme i dag.

Alligevel er de næsten fraværende i universiteternes beslutningsorganer. I 2003 blev der med den nugældende universitetslov indført eksternt dominerede bestyrelser som universiteternes øverste myndighed.

De har som opgave at træffe beslutninger om universitetets overordnede strategi, økonomi og organisation.

I hver bestyrelse sidder der 1-2 VIP-repræsentanter, og ser man på bestyrelsessammensætningen på landets otte universiteter, finder man ingen ph.d.-studerende, postdocs eller videnskabelige assistenter blandt dem.

Det samme gør sig gældende, hvis man ser på sammensætningen af de akademiske råd, der ifølge universitetsloven skal "sikre medbestemmelse og medinddragelse om akademiske forhold," og udgøres "af medlemmer, der repræsenterer det videnskabelige personale, herunder ph.d.-studerende."

Den konstante jobusikkerhed og stress betyder, at mange talentfulde forskere forlader universiteterne, der dermed mister både viden og engagement.  

Andreas Baltzer Skov og Valeska Slomianka
Hhv. forperson for ph.d-foreningen på DTU og bestyrelsesmedlem i PAND (den nationale forening for ph.d studerende)

Tager vi de 21 offentligt tilgængelige oversigter over medlemmer i de akademiske råd på universiteterne, finder vi blandt 160 VIP-repræsentanter blot ni ph.d.-studerende – heraf otte fra Aarhus Universitet.

Det svarer til en repræsentation på under seks procent, i en gruppe der udgør omtrent halvdelen af det videnskabelige personale.

Det er mildest talt en grotesk underrepræsentation, og vidner desværre om en bredere tendens: De tidsbegrænsede VIP'ere, som også dækker postdocs og forskningsassistenter, er stort set fraværende i universiteternes demokratiske strukturer.

Denne underrepræsentation har vidtrækkende konsekvenser.

Usundt arbejdsmiljø

For det første forstærker den de usikre vilkår, som præger yngre forskeres hverdag. Ph.d.-studerende og postdocs befinder sig i tidsbegrænsende stillinger, hvor jagten på den næste kontrakt begynder, før den nuværende er udløbet.

Ifølge undersøgelser fra Ingeniørforeningen og Dansk Magisterforening skaber dette udbredt stress og et usundt arbejdsmiljø. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, peger desuden på, at usikkerheden bidrager til kønsskævheder i forskningskarrierer, fordi især kvinder i højere grad fravælger et liv i akademia, når balancen mellem arbejde og stabilitet bliver uholdbart.

Den konstante jobusikkerhed og stress betyder, at mange talentfulde forskere forlader universiteterne, der dermed mister både viden og engagement.

Og når yngre forskere ikke repræsenteres, fylder disse udfordringer naturligvis mindre i de beslutningstagende organer.

Manglen på diversitet – både i erfaring, køn og senioritet – betyder, at beslutninger træffes med en blind vinkel.

Andreas Baltzer Skov og Valeska Slomianka
Hhv. forperson for ph.d-foreningen på DTU og bestyrelsesmedlem i PAND (den nationale forening for ph.d studerende)

En anden konsekvens er et tab af perspektiver. Det er især de tidsbegrænsede VIP’ere der står for at producere langt størstedelen af det videnskabelige output i form af de eksperimenter, undersøgelser og datasæt, der bruges i artikler og publikationer.

Det er, så at sige, dem, der står med hænderne i videnskabens muld. Når strategiske satsninger, forskningspriorteringer og undervisningsudvikling drøftes uden disse, opstår der selvsagt et kompetence- og videnshul.

Manglen på diversitet – både i erfaring, køn og senioritet – betyder, at beslutninger træffes med en blind vinkel, og centrale perspektiver går tabt, hvilket hæmmer både medarbejdertrivslen og evnen til at tænke innovativt.

For det er et veldokumenteret faktum, at diversitet i både rådgivende og beslutningstagende organer forøger kvaliteten af en institutions eller virksomheds beslutninger samt skaber større opbakning til diverse tiltag.

Når beslutninger træffes uden inddragelse af dem, der udfører størstedelen af forskningen, svækkes også følelsen af ejerskab og ansvar for forskningspraksis. Det gør de yngre forskere mere sårbare over for uetiske handlinger og pres fra systemet.

En undersøgelse fra Ingeniørforeningen viser for eksempel, at mange unge forskere føler sig tvunget til at inkludere medforfattere, der ikke har bidraget væsentligt.

Det underminerer forskningsintegriteten og -troværdigheden, hvilket i sidste ende er en trussel mod samfundets tillid til videnskab.

Samtidig forstærkes magtforskellen i akademia: Seniorforskere har faste stillinger, etablerede netværk og kontrol over ressourcer, mens yngre forskere ofte er afhængige af vejlederes støtte for at få adgang til penge, publikationer og karrieremuligheder.

Manglende repræsentation selvforstærker dette hierarki og de strukturelle udfordringer for trivslen og samarbejdet på tværs, som det medfører.

En bedre repræsentation af yngre forskere kunne fungere som en form for demokratisk kontrolinstans, der sikrer, at beslutninger træffes mere retfærdigt og gennemsigtigt.

Alle er lige under universitetsloven, men alle har ikke lige muligheder for at deltage.

Andreas Baltzer Skov og Valeska Slomianka
Hhv. forperson for ph.d-foreningen på DTU og bestyrelsesmedlem i PAND (den nationale forening for ph.d studerende)

Anerkend ph.d.-studerendes engagement

Så hvad er årsagen til denne underrepræsentation? En del af forklaringen er strukturel. 

Unge forskere i tidsbegrænsede stillinger bliver tvunget til en enten-eller, i stedet for en både-og mentalitet, når det kommer til at engagere sig.

Deltagelse i kollegiale organer tæller sjældent positivt, når næste stilling skal søges, og engagement bliver dermed en luksus, få har råd til.

I Sverige anerkendes ph.d.-studerendes institutionelle og politiske engagement som en del af arbejdstiden – det gør det ikke i Danmark. Her skal deltagelsen ske i fritiden, ofte på bekostning af forskning og privatliv. Derudover findes der flere formelle barrierer.

De fleste møder og dokumenter i de kollegiale organer foregår på dansk, selvom arbejdssproget i mange forskningsmiljøer er engelsk.

Det skaber en reel udelukkelse af internationale medarbejdere og står i skarp kontrast til universiteternes strategier om diversitet og internationalisering.

Samtidig afholdes valg til de akademiske råd kun hvert tredje eller fjerde år, hvilket gør det vanskeligt for ph.d.-studerende med kortere ansættelser at stille op.

Alle er lige under universitetsloven, men alle har ikke lige muligheder for at deltage.

Heldigvis findes der lyspunkter. På Aarhus Universitet udgør ph.d.-studerende otte ud af de ni repræsentanter, der på landsplan sidder i akademiske råd.

Og den aarhusianske mirakelkur er heldigvis ikke en hemmelighed gemt bag lås og slå.

Det fremgår nemlig, af samtlige forretningsordener at "ansatte ph.d.-studerende, der repræsenterer det videnskabelige personale, er valgt for to år ad gangen." 

Denne fleksibilitet gør det muligt for ph.d.-studerende at engagere sig reelt i universitetsdemokratiet, uden at det kolliderer med deres forskningsforløb.

Det ligger altså øjensynligt inde for universiteternes handlingsrum at indføre mere repræsentative demokratiske strukturer – det kræver blot, at universiteterne bruger det.

Repræsentation er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed. Det handler om at sikre et universitetssystem, der kan udvikle sig gennem samarbejde, tillid og diversitet.

Andreas Baltzer Skov og Valeska Slomianka
Hhv. forperson for ph.d-foreningen på DTU og bestyrelsesmedlem i PAND (den nationale forening for ph.d studerende)

Tillid og diversitet

Repræsentationen i de akademiske råd er illustrativt for de mange udfordringer, de tidsbegrænsede VIP'ere oplever, når det kommer til deres engagement på universiteterne.  

Akademisk succes måles stadig på publikationer og citationer – ikke på kollegialt engagement eller bidrag til universitetets udvikling.

Det skaber et snævert og kortsigtet belønningssystem, hvor den største medarbejdergruppe i mange tilfælde er udelukket fra at få indflydelse.

Og hvis de danske universiteter på lang sigt vil skabe rammer, der fordrer den gode forskning, den høje kvalitet og en evne til at tiltrække talent, er dette et glimrende sted at ændre på status quo. For repræsentation er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed.

Det handler om at sikre et universitetssystem, der kan udvikle sig gennem samarbejde, tillid og diversitet.