Debat

Forsker: Fodfejl tvang Ryanair til forhandlingsbordet

DEBAT: Ryanair er for første gang klar til at forhandle overenskomst med en faglig organisation. Spørgsmålet er, om andre medarbejdergrupper også kan tvinge Ryanair til forhandlingsbordet, spørger lektor Steen E. Navrbjerg.

Flypassagerer har også et ansvar for selskabernes 'ræs mod bunden', mener forsker Steen E. Navrbjerg. 
Flypassagerer har også et ansvar for selskabernes 'ræs mod bunden', mener forsker Steen E. Navrbjerg. Foto: /ritzau/Philip Davali
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Steen E. Navrbjerg
Lektor, FAOS – Forskningcenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Københavns Universitet

Fredag 15. december var en skelsættende dag for Ryanair. For første gang i flyselskabets 32-årige historie valgte firmaets karismatiske leder, Michael O’Leary, at anerkende fagforeninger – i hvert fald for piloterne.

Dette er et nybrud, da O’Leary ellers har været kendt for at kæmpe mod faglige organisationer med næb og kløer. Og det hele startede med en fodfejl i Ryanairs ledelse.

Tilbage i september i år gik det op for Ryanair, at en betydelig del af deres piloter havde ferie til gode. Ryanair forsøgte i første omgang at presse piloterne til at flyve med henvisning til kontrakter, som forpligter piloterne til at samarbejde, og man truede med at fratage dem en række goder, hvis de ikke fløj.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til  [email protected]

Men piloterne ville have ferie – og tilbud på op til 12.000 pund for at droppe ferien og flyve blev afvist. Mange piloter kunne uanset ikke flyve, da de havde nået grænsen for, hvor meget de må flyve inden for et år (Flight Time Limitations, red.).

Konsekvensen var aflysning af cirka 2.000 flyafgange, hvilket påvirkede 700.000 passagerer. Hele episoden gjorde piloterne – og Ryanair – bevidste om, hvor sårbart flyselskabet var, hvis der pludselig var en samlet gruppe af medarbejdere, der trak stikket.

Hvis vi mener, at piloter og kabinepersonalet skal have bedre forhold, kommer vi også til at betale mere for billetterne.

Steen E. Navrbjerg
Lektor, FAOS – Forskningcenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Københavns Universitet

Piloterne kræver repræsentation
Ryanair har hidtil lavet individuelle kontrakter med kabinepersonalet på de enkelte baser, men efter aflysningerne i september kommunikerede piloterne nu samlet, at de ville skabe en ’uofficiel fagforening’ inden for selskabet.

13. december annoncerede de irsk baserede piloter i Ryanair, at de ville strejke 20. december – op til en af de travleste perioder på året – hvis ikke de fik en uafhængig repræsentation over for ledelsen via deres fagforening IALPA.

Ryanairs svar var at antyde, at der ikke var tale om en uafhængig fagforening, men at IALPA er en ’Air Lingus-fagforening’ – altså en fjendtlig aktion igangsat af et konkurrerende selskab. Man truede nok en gang med at fratage piloterne goder, som de havde opnået i ansættelsen.

Nu bredte bølgen sig til Tyskland, Spanien, Italien, Portugal og Storbritannien, hvor piloterne også truede med strejke. 15. december krøb O’Leary til korset og skrev til piloterne, at Ryanair var villig til at starte forhandlinger om at anerkende fagforeningerne i de respektive lande.

Forløbet viser for det første, at når en presset part – piloterne – finder ud af, at man kollektivt kan skabe et modpres, så er der basis for i fællesskab at reagere over for en hård arbejdsgiver. Der er således tale om et klassisk forløb for en arbejdskamp.

For det andet viser historien, at det nogle gange er tilfældigheder, der gør, at arbejdstagere pludselig vejrer morgenluft. Havde Ryanair ikke presset piloterne så hårdt hen over sommeren, så havde de ikke været i den situation, at piloterne i september hverken ville eller kunne flyve. Og var det ikke sket, så er det ikke særlig sandsynligt, at piloterne havde opdaget, hvor stærkt de faktisk stod kollektivt.

Enlig svale eller nye tider i Ryanair?
Spørgsmålet er så, hvad dette kommer til at betyde for øvrige ansatte i Ryanair – og for luftfarten – hvis piloterne i en række lande får kollektive overenskomster med Ryanair.

De øvrige ansatte bliver sikkert inspireret af piloternes kollektive forhandlinger, men der er store forskelle på piloter og det øvrige personale. Piloter er i stigende grad en mangelvare, og selvom O’Leary mener, at de er for højt betalte – for "det er jo ikke så svært at styre et fly" – så vil der i lang tid fremover fortsat være brug for flere piloter. Vi flyver mere og mere, og der uddannes ikke så mange piloter, da uddannelsen typisk er selvfinansieret. Det betyder, at piloterne står i en ganske stærk forhandlingsposition – de er en veluddannet mangelvare, som ikke umiddelbart kan erstattes.

Sådan er det ikke med det øvrige kabinepersonale, som er noget nemmere at erstatte. Men kan de stå sammen kollektivt, kan de i hvert fald lægge et akut pres på Ryanair, hvis de vælger at strejke – om det så sikrer dem bedre vilkår eller en fyreseddel, er den chance, de må tage.

Og vi passagerer? Vi bidrager til ’the race to the bottom’ hver gang, vi søger efter den billigste billet på nettet.

Hvis vi mener, at piloter og kabinepersonalet skal have bedre forhold, kommer vi også til at betale mere for billetterne – for det er næppe sandsynligt, at Ryanairs aktionærer selv vil bære den større omkostning, som bedre forhold for piloter og kabinepersonale vil medføre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Erik Navrbjerg

Lektor, Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Sociologisk Institut, Københavns Universitet
mag.art. i kultursociologi (Københavns Uni. 1993) phd i sociologi (Københavns Uni. 1999)

0:000:00