Debat

Forskere: Angreb på forskningsfrihed er blevet mainstream

Når der sættes spørgsmålstegn ved de nødvendige frihedsgrader, når navngivne forskere angribes, når hele forskningsmiljøer lægges for had og med ét sværdslag erklæres uvidenskabelige, så undermineres forskningsfriheden, skriver Rikke Andreassen og Mikkel Thorup.

Det er "et demokratisk problem", når forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ikke tager afstand fra, at politikere ikke skal være dommere over forskningen, mener Rikke Andreassen og Mikkel Thorup, lektor og professor ved RUC og AU.
Det er "et demokratisk problem", når forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ikke tager afstand fra, at politikere ikke skal være dommere over forskningen, mener Rikke Andreassen og Mikkel Thorup, lektor og professor ved RUC og AU. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Rikke Andreassen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi ser i denne tid en række angreb på køns- og migrationsforskningen fra politikere såvel som meningsdannere. De kritiserer forskning og uddannelser for at være ’aktivistiske, ’pseudo-videnskabelige’ og påvirket af ’identitetspolitik’.

Hvis vi vil forstå den danske modstand mod forskning i ligestilling og racisme er vi nødt til at se den i sin internationale sammenhæng.

Fornuftens falske stemme
Den kritik, vi ser i Danmark i disse måneder, afspejler nemlig et bredere, internationalt angreb på forskningsfriheden – ofte kaldet ’anti-gender’ – som har fået alvorlige konsekvenser i flere andre lande.

Vi er på vej mod en politisk diktering af forskningen, som vi kender fra lande, vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med

Rikke Andreassen og Mikkel Thorup, lektor i kommunikation, Roskilde Universitet og professor i idéhistorie, Aarhus Universitet

Karakteristisk for kritikken er, at den iklæder sig fornuftens stemme. I sin danske udgave iklæder den sig også en relativt progressiv selvforståelse: Den er tilhænger af ligestilling, men synes, at feminismen og #MeToo går for langt.

Den er imod racisme, men synes, at forskningen går for langt, når den forbinder en kolonial fortid med nutiden eller påpeger, at racisme mod sorte hænger sammen med privilegier for hvide.

Kritikerne fremstiller sig selv om dem, der vil beskytte fornuften og videnskaben ved netop at bekæmpe de forskere, der i kritikerens øjne er ’gået for langt’.

En stor del af kritikken består derfor i at forsøge at fratage navngivne forskeres videnskabelig legitimitet samt at udpege kurser eller uddannelser som værende ’uvidenskabelige’ og ’farlige.’

Amerikansk kulturkamp passer ikke til dansk virkelighed
Store dele af debatten og dens argumenter er hentet én-til-én fra en amerikansk kulturkamp, der slet ikke passer til en dansk virkelighed.

Woke, cancel culture, krænkelseskultur, identitetspolitik påstås ofte at være humanistiske studerendes og forskeres agenda, hvilket afslører et grundlæggende ukendskab til virkeligheden på landets universiteter.

Internationalt set er både postkolonial forskning og kønsforskning ganske små i Danmark. De er ikke ved at overtage forskningsdagsordenen.

Der er diskussioner om metoder, om kanon og inklusion, men det er netop diskussioner, hvor ingen advokerer for en udrensning af et gammelt pensum, men supplementer, tilføjelser og udvidelser – ikke ud fra en ideologisk interesse, men fordi redelig forskning i dag er nødt til at inkludere mangfoldigheden af stemmer, aktuelt og fortidige.

Men det ser man ikke, hvis man følger debatten i danske medier og blandt nogle politikere, der har copypastet de mest hysteriske stemmer og ekstreme eksempler fra USA, som de dernæst påstår er lig, hvad der sker i Danmark.

Det tilsættes en katastrofisk tone, der siger, at videnskabelighed, sandhed, almindelig sund fornuft – nogle gange nationen, civilisationen, familien – er under hastig afvikling af ondsindede, destruktive humanister.

Nationale aviser leverer spalteplads til fejlagtige og fakta-resistente argumenter om, at forskning i køn, migration og race er 'fundamentalistiske', 'ikke rigtig videnskab' og 'farlig'

Rikke Andreassen og Mikkel Thorup, lektor i kommunikation, Roskilde Universitet og professor i idéhistorie, Aarhus Universitet

Der har altid været en ideologisk farvet kritik af humaniora; en kulturel anti-intellektualisme, såvel som en politisk motiveret kritik af forskning og forskere, hvis resultater man af ideologiske grunde ikke bryder sig om.

Det nye er, at denne kritik er blevet så udbredt, at den kolporteres af avisredaktører, kommentatorer og politikere.

Angreb på forskningsfrihed er blevet mainstream. Nationale aviser leverer spalteplads til fejlagtige og fakta-resistente argumenter om, at forskning i køn, migration og race er ’fundamentalistiske’, ’ikke rigtig videnskab’ og ’farlig'.

Politikere indkalder til forespørgselsdebat med en forskningsminister, der ikke virker fremmed for idéen om at ’rydde op’ i forskningsverdenen fra politisk hold.

Forskningfrihed presset i Østeuropa og USA
Det kan være fristende at tænke, at disse kritikker og påstande om forskningen bare er debat, og at de ikke får betydning.

Men internationalt set har lignende anti-gender-kritikker fået stor betydning.

I 2018 nedlagde den ungarske regering forskning og undervisning i kønsstudier, også ved det private, internationalt anerkendte, Central European University i Budapest. I 2020 fulgte Rumænien i Ungarns fodspor med et forbud mod uddannelse i kønsforskning, og i 2019 indførte Polen ’LGBT-frie zoner’.

I alle tre lande er forbuddene gennemført med begrundelse om, at den forståelse af køn og seksualitet, som kommer til udtryk i kønsforskningen, eller i krav om rettigheder til seksuelle minoriteter, er farlig og uvidenskabelig.

Politikere i de tre lande hævder, at kønsforskningen og dens kritik af konservative kønsroller og familieformer er et udtryk for ’import’ af ’farlig’ teori fra USA, der strider imod de grundlæggende nationale og kristne værdier i de tre lande.

I USA har angrebene på forskningsfriheden også fået konsekvenser. Delstaten Oklahoma har for eksempel forbudt undervisning i critical race studies.

På samme måde som med den danske kritik, så foregik delegitimeringen af forskning i Østeuropa og USA ved at tilskrive forskningen påstande: Kønsforskningens påpegning af, at opfattelser af køn forandres gennem historien, blev fordrejet til en påstand om, at forskningen hævder, at ’køn slet ikke findes’.

I Danmark ser vi desuden, at migrationsforskning som påpeger, at der er udfordringer med racistiske strukturer i Danmark fordrejes til en påstand om, at migrationsforskningen er ”racistisk” (mod hvide mennesker), et udtryk for ”politisk ekstremisme” og tilskrives "et andet syn" på genopdragelsesrejser.*

Den politiske kontrol med forskningen er tæt forbundet med den devaluerende kritik af forskningens videnskabelighed.

Kritik er det, der driver forskningen fremad. Men aktuelt ser vi noget, der måske ligner kritik af forskning, men reelt er angreb på forskning som sådan

Rikke Andreassen og Mikkel Thorup, lektor i kommunikation, Roskilde Universitet og professor i idéhistorie, Aarhus Universitet

Både i Østeuropa, USA og Danmark hævdes det, at forskningen er ’uvidenskabelig’ på grund af dens metoder, når man ikke bryder sig om dens analyser og resultater.

Kritik og angreb får følger
I Danmark har den nuværende kritik allerede fået konsekvenser. For angrebene på navngivne forskere og uddannelser, og det online-had der følger i kølvandet på sådanne angreb, får en række forskere til at udøve selvcensur og trække sig fra at formidle deres forskning offentligt.

Fagbladene Forskerforum og Akademikerbladet har i foråret beskrevet, hvordan forskere – især inden for fagområder som køn og migration –udsættes for trusler og had i sådan et omfang, at trusler om vold er blevet et arbejdsvilkår for flere forskere (det samme sker nu med vaccineforskere).

De politiske kritikker af navngivne forskningsområder og bestemte forskningsmetoder, og den clickbait-fødekæde, som disse angreb er del af, øger selvcensuren og får flere forskere til helt at afholde sig fra at formidle deres vigtige forskning om aktuelle samfundsforhold.

Det er en trussel mod forskningsfriheden, når forskere trues til tavshed, og når politikere og meningsdannere vil blande sig i, hvilke områder der forskes i eller hvilke metoder, der anvendes.

Derfor er det et demokratisk problem, når forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ikke tydeligt tager afstand fra, at politikere ikke skal være dommere over forskningen eller dens metoder.

Men det er et lige så stort problem, at ministeren ukritisk godtager kritikernes forestilling/fantasi om, at visse dele af forskningen er ’uvidenskabelig’, ’aktivistisk’ og ’farlig’. For så er vi på vej mod en politisk diktering af forskningen, som vi kender fra lande, vi normalt ikke ønsker at sammenligne os med.

Den nuværende kritik, og ministerens håndtering af den, er derfor ikke kun et problem for køns- og migrationsforskningen, men et større demokratisk problem.

Skal være et semi-beskyttet sted
Forskning lever af dialog og kritik. Forskere kommenterer, kritiserer og vurderer hinandens forskning, ligesom resultater testes på virkeligheden. Alle forskere forstår sig selv som i kritisk dialog med deres fagfelt og med bredere offentligheder. Kritik er det, der driver forskningen fremad.

Men aktuelt ser vi noget, der måske ligner kritik af forskning, men reelt er angreb på forskning som sådan.

Den britiske idéhistoriker Stefan Collini har sagt, at et universitet er et semi-beskyttet sted, hvor jagten på sandhed forfølges med sådan en iver, at det ville være vanvittigt at indrette sig sådan noget andet sted.

Forskere undersøger verden, fremlægger resultater, indgår i debatter og kritikker, ansøger om penge, publicerer og formidler. Det, vi laver, kan ses af andre; måden, vi gør det på, lægges åbent frem.

Men universiteter skal også være semi-beskyttede steder for at kunne fungere. Der kan ikke være fri og reel forskning, hvis forskere frygter for deres stilling og bevilling, når de politiske vinde skifter, eller hvis resultaterne ikke huer de aktuelle magthavere.

Når der, som nu, bliver sat afgørende spørgsmålstegn ved de nødvendige frihedsgrader, når navngivne forskere angribes, som det for eksempel skete i Folketingssalen for nylig, når hele forskningsmiljøer lægges for had og med ét sværdslag erklæres uvidenskabelige og ugyldige, så undermineres forskningsfriheden til skade for alle.

Læs også

*Sætningen er rettet, da den citerede Søren K. Villemoes i Weekendavisen for noget, han ikke havde skrevet. Altinget beklager fejlen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Kulturminister og kirkeminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)