AU-ledere: Ministeren sår tvivl om sin opbakning til forskningsfriheden

Der er en århundreder gammel tradition for, at universiteterne med næb og klør beskytter deres videnskabelige frihed.

Der findes også talrige eksempler på, at magthavere historisk har søgt at begrænse den videnskabelige udfol­delse og udbredelsen af kundskaber.

Men vi ved også, at det er de samfund, som bedst har sikret videnskaben og uddannelserne frie rammer, som har udviklet sig til velstående, fremgangsrige samfund med tryghed og udfoldelsesmuligheder for flest.

Det har derfor også længe været et kendetegn for lande med stærke demokratiske institutioner, at man beskyttede forskningsfrihe­den. Det har også været og er tilfældet i Danmark.

Forskerne har som andre samfundsborgere ret til at have en politisk eller værdimæssig holdning, uden at universiteternes ledelser eller andre skal granske deres sindelag.

Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen
Hhv. dekan, Arts, Aarhus Universitet og rektor, Aarhus Universitet

Tvivl om ministerens opbakning
Der kan derfor være grund til at komme med nogle principielle bemærkninger til den debat, som i den seneste tid har udfoldet sig med blandt andet kritik af kønsstudier, minoritetsforskning m.v.

Først og fremmest er det på sin plads at takke uddannelses- og forskningsminister Ane Hals­boe-Jørgensen for så klart i besvarelsen af en række §20-spørgsmål at have udtrykt regeringens opbakning til forskningsfriheden og til arms­længde­princippet i forhold til forskning og forskernes deltagelse i den offentlige debat.

På et tidspunkt, hvor videnskabens frie udfoldelse er til debat i medierne, og hvor nogle forskere, som pligtskyldigt stiller deres viden til rådighed for offentligheden forhånes, chikaneres og trues, er det afgørende vigtigt, at regering, folkevalgte og universiteter står sammen om disse principper.

Ministerens svar giver samtidig udtryk for visse bekymringer om forskningens objek­ti­vitet, og hun varsler, at det er noget, som hun vil drøfte med universiteterne. Den tilføjelse kan desværre så tvivl om ministerens ellers så klare og principfaste forsvar for forsk­nings­friheden.

Mange forskere er drevet af et stærkt samfundsengagement og et ønske om, at forsk­nings­resultaterne bidrager til at løfte samfundets debatkraft og i det hele taget til et bedre samfund; det være sig i arbejdet for den grønne omstilling, styrket retssikkerhed, lige adgang til uddannelse, teknologi i fremskridtets tjeneste osv.

Grundlovens §77 om ytrings­frihed gælder også forskere. Forskerne har som andre samfundsborgere ret til at have en politisk eller værdimæssig holdning, uden at universiteternes ledelser eller andre skal granske deres sindelag.

Hav tillid til universitetsledelserne
Forskernes personlige holdninger og motivation er i det hele taget sagen uvedkommende. Forskernes forskningsresultater og publika­tioner er underkastet den rigorøse kontrol, som danske og udenlandske kollegers videnskabelige kritik udgør.

Forskningen i Danmark brydes således med idéer og forskningsstrømninger på nogle af verdens bedste universiteter i andre lande. Heri ligger en vigtig garanti for pluralisme og mangfoldighed i den kundskabsudvikling, som det danske samfund er så afhængig af.

Det er universitetsledelsernes op­gave at sikre, at forskningen har en høj kvalitet og gennemføres i overensstemmelse med god forskningspraksis efter de standarder, der gælder inden for feltet.

Det er også universitetsledelsernes ansvar at sikre, at der er kontrolmekanismer for god videnskabelig praksis og muligheder for at indbringe tvivlsom forskningspraksis for en uvildig prøvelse.

Den opgave varetager vi på universiteterne hver dag. Det bør ministeren og folketinget have tillid til. Det er de værdier, vi står på mål for og vil forsvare. Det er også de pligter, som er nedfældet i universitetsloven. 

Forskerne er ikke forpligtet på, hvad et givet folke­tingsflertal måtte mene om et givet forskningsområde.

Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen
Hhv. dekan, Arts, Aarhus Universitet og rektor, Aarhus Universitet

Forskere skal være kritiske overfor hinanden
Det er rigtigt, som ministeren anfører, at hverken regering eller folketing er forpligtet på at følge forskernes anbefalinger.

Ligesom forskerne er forpligtet på at være kritiske over for hinandens forskning, er politikerne vel nærmest også forpligtet på en kritisk stillingtagen til det videns­grund­lag, som de tager beslutninger på.

Det er der ingen, der vil overraskes over. Kritik og udfordring af de videnskabelige resultater er et dagligt vilkår for alle videnskabelige medarbej­dere.

Til gengæld er forskerne ikke forpligtet på, hvad et givet folke­tingsflertal måtte mene om et givet forskningsområde.

Sådan er det i et stærkt rodfæstet demo­krati, som bygger på kundskaber, stærke vidensinstitutioner og forskningsfrihed.