Forskere: Djøf kan ikke nøjes med at forsvare sig i debatten om minoriteter

Et tydeligt misforhold

Fagforeningerne er de facto de mest medlemstunge og indflydelsesrige interesseorganisationer i Danmark. Med hundredtusindvis af medlemmer har de en unik position i det organiserede civilsamfund.

Samtidig er de grundlæggende demokratiske organisationer med lange og komplekse traditioner for medlemsinddragelse, valg og intern debat.

Fagforeningsdemokratiet er ikke blot en formalitet, men dynamiske organisatoriske processer, hvor medlemmer ofte kan stemme, kan vælge at blive tillidsvalgte og måske endda politisk aktive og derved være med til at påvirke beslutninger, der former arbejdslivet.

Fagforeninger har haft vanskeligt ved at sikre reel repræsentation af medlemmer med anden etnisk baggrund.

Nana Wesley Hansen og Christian Lyhne Ibsen
Hhv. vicecenterleder og centerleder ved Faos, Københavns Universitet

De danske fagforeningers demokratiske styrke hænger også tæt sammen med deres rolle i reguleringen af arbejdsmarkedet. Gennem overenskomstsystemet er de med til at fastsætte nogle af de mest grundlæggende vilkår i danskernes hverdag: arbejdstid, mindsteløn, lønsystem, arbejdsmarkedspension, løn under barsel og meget andet.

Selvom mange akademikere oplever at være kontraktansatte og selv forhandle deres løn og arbejdsvilkår, så bygger også disse lønmodtageres vilkår i ret vidt omfang på overenskomstsystemets evne til hele tiden at bygge på og lægge en bund ind.

Men netop fordi fagforeningerne er så centrale, bliver deres blinde vinkler også politisk vigtige.

Forskning viser, at de nordiske – herunder danske – fagforeninger har haft vanskeligt ved at sikre reel repræsentation af medlemmer med anden etnisk baggrund.

Der er et tydeligt misforhold mellem medlemskab og repræsentation.

Den universelle tilgang har fejlet

Det er vigtigt at anerkende, at fagbevægelsen ikke er passiv. Den har spillet en aktiv rolle i at håndtere udfordringer som social dumping og har bidraget til aftaler som IGU, der skal integrere flygtninge på arbejdsmarkedet under ordnede forhold.

Den har også arbejdet hårdt på at organisere flere udenlandske arbejdstagere og lønmodtagere med anden etnisk baggrund.

Men udgangspunktet er et universelt medlemsbegreb: Alle er velkomne, og rettigheder gælder ens.

Men forskningen i Danmark og udlandet viser, at denne universelle tilgang også er en del af problemet. Når alle medlemmer harmoniseres, bliver det sværere at få øje på, hvordan oplevelser på arbejdspladsen kan være forskellige, og hvordan adgangen til at blive repræsenteret og hørt i praksis er ulige fordelt.

Når alle medlemmer harmoniseres, bliver det sværere at få øje på, hvordan oplevelser på arbejdspladsen kan være forskellige.

Nana Wesley Hansen og Christian Lyhne Ibsen
Hhv. vicecenterleder og centerleder ved Faos, Københavns Universitet

Den universelle tilgang har et smukt lighedsideal, men gør det også vanskeligt at udvikle fagforeningernes egne demokratiske strukturer i takt med et mere mangfoldigt medlemsgrundlag.

Og det er her, debatten om Djøf og diversitet måske også bliver en anelse for snæver. Spørgsmålet er nemlig ikke kun, om fagforeninger gør nok for bestemte grupper.

Spørgsmålet er, hvordan fagforeninger som demokratiske institutioner organiserer deltagelse, repræsentation og engagement i det hele taget. Hvordan de faktisk tænker deres medlemmer, organiserer dem og sikre dem demokratisk repræsentation og indflydelse.

Her kan initiativer for særlige grupper, for eksempel nationalitetsgrupper for migrantarbejdere eller lønmodtagere af anden etnisk herkomst, være en nyttig indgang til deltagelse, men kun hvis det ikke fører til en "parkering" af disse grupper i særlige arrangementer og tiltag. 

Kan fagforeninger tage de næste skridt?

Fagforeninger rummer nemlig en enorm – og ofte undervurderet – demokratisk kapacitet.

De er ikke kun med til at regulere arbejdsmarkedet; de er også med til at forme demokratisk deltagelse og følelsen af, at det nytter noget at deltage.

Forskning peger på, at medlemskab af fagforeninger kan styrke politisk engagement, og at arbejdspladser med stærk organisering fungerer som træningsarenaer for demokrati. Når medlemmer deltager i afstemninger, diskussioner og forhandlinger, udvikler de erfaringer med kollektiv beslutningstagning, som rækker langt ud over arbejdspladsen.

Derfor er debatten ikke kun et spørgsmål om bestemte segmenters synlighed eller fagforeningers evne til at kommunikere de mange aktiviteter de afholder for at understøtte diversitet.

Hvis fagforeninger vil styrke deres legitimitet – og deres helt grundlæggende store bidrag til demokratiet – kræver det en bredere indsats.

I en tid, hvor demokratiet er under pres, er dette ikke en nichedebat. Det er et kerneanliggende.

Nana Wesley Hansen og Christian Lyhne Ibsen
Hhv. vicecenterleder og centerleder ved Faos, Københavns Universitet

Indsatsen er altså mere fundamental og handler om at skabe mere deltagelse: hyppigere og bedre dialoger om krav til forbedringer i arbejdslivet, medlemsmøder om konsekvenser af beslutninger og rum for løbende engagement omkring de emner som optager medlemmerne.

I disse processer skal toppen af fagbevægelsen anerkende, at der er mange forskellige oplevelser på arbejdspladsen og behov blandt egne medlemmer.

Erfaringer med arbejdslivet bygger ikke alene på sektor, fag eller professionstilhørsforhold, men også på medlemmets alder, køn, migrantstatus og etnicitet.

I en tid, hvor demokratiet er under pres, er dette ikke en nichedebat. Det er et kerneanliggende.

Fagforeningerne har historisk været blandt de vigtigste institutioner for demokratisk deltagelse i Danmark. Spørgsmålet er, om de i fremtiden vil nøjes med at forsvare sig i diversitetsdebatten, eller om de vil tage næste skridt og aktivt styrke demokratiet for alle deres medlemmer.