Forskere til regeringen: Klimatilpasning må ikke ende som en hensigtserklæring

DEBAT: Klimatilpasning skal integreres fuldt i alle hjørner af Danmarks grønne udviklingsstrategi, hvis vi skal sikre modstandsdygtige udviklingslande. Her er et bud på vejen frem, skriver Diis-forskerne Marie Gravesen, Mikkel Funder og Esbern Friis-Hansen.

Af Marie Gravesen, Mikkel Funder og Esbern Friis-Hansen
Forsker, seniorforsker og seniorforsker, Diis

Tilpasning til klimaforandringerne er afgørende for at opbygge modstandsdygtige samfund.

For selv, hvis verden når det globale mål om en temperaturstigning under to grader celsius, er især udviklingslandene presserende nødt til at tilpasse sig de ændringer i klimaet, der allerede giver udfordringer og som uundgåeligt vil eskalere i fremtiden.

Derfor er det godt, at klimatilpasning er blevet et selvstændigt mål i regeringens grønne klimastrategi. Udfordringen bliver nu at sørge for, at klimatilpasning også bliver integreret i alle dele af dansk udviklingsbistand.

Første skridt dertil er, at klimastrategiens prioritering af klimatilpasning også udmønter sig i den udviklingsstrategi som på nuværende tidspunkt er under forhandling. Det er dér, vi konkret vil se, om der er villighed til at gå fra hensigtserklæringer til at ændre praksis.

Klimatilpasning skal integreres i Danmarks udviklingsstrategi
Klimaforandringernes påvirkninger stopper ikke ved bønderne, landbruget og adgangen til vand.

Konkret vil klimaforandringer påvirke økonomien i udviklingslande i alvorlig grad og vil begrænse opfyldelsen af ​​målene for bæredygtig udvikling på næsten alle fronter.

Ofte ser vi en dominoeffekt, hvor en lang række grundlæggende samfundsaspekter som produktion, handel, mobilitet og sikkerhed også berøres.

Hvis eksempelvis adgangen til vand bliver mindsket af klimaforandringerne, vil kampen om de resterende vandressourcer eskalere allerede eksisterende konflikter i det berørte område, accelerere den regionale migration og i øvrigt lægge ekstra pres på de vandressourcer, der er tilbage.

Lande som Etiopien og Kenya har samtidig med at skulle takle den udfoldende covid 19-krise kæmpet med ekstreme oversvømmelser eller tørke, fødevaresikkerhedstrusler, interne konflikter og en række økonomiske udfordringer.

Evnen til at reagere på sådanne chok og udfordringer og transformere samfund i en bæredygtig retning er nøgleelementer, når man taler om modstandsdygtighed. For at opnå dette kræves en integreret tilgang til udvikling, hvor tilpasning til klimaforandringer er et kritisk element.

At adressere klimatilpasning og udvikling separat betyder, at deres indbyrdes forbundne natur ignoreres, og dermed følger en høj risiko for både dårlig klimatilpasning og mislykket udvikling – kort sagt skaber det ikke den transformation, der er brug for.

Hvem og hvad pengene når ud til
Diskussionen om, hvorvidt klimatilpasning skal være en del af udviklingsarbejdet, er ikke ny, men den fortjener måske en forklaring.

Røster i det globale syd og internationale udviklingsorganisationer har de seneste år talt for at holde udviklings- og klimatilpasningsinterventioner adskilt ud fra en bekymring for, at donorlande simpelthen kan flytte midler, der allerede er afsat til udvikling, til klimatilpasningsaktiviteter – i stedet for at tilføje nye midler til at opfylde deres løfter til Parisaftalen.

Nogle peger også på risikoen for, at donorer "dobbelt-tæller" deres bidrag, så de både rapporterer klimabidragene i bunken for udvikling og for klimafinansiering.

Dertil kommer bekymringen for, at konventionel udviklingsfinansiering generelt styres af donorernes dagsordener frem for, hvad der er mest relevant for modtageren.

Nogle udviklingslande foretrækker derfor, at klimatilpasnings- og udviklingsfinansiering holdes adskilt, hvormed de håber at kunne få højere indflydelse på finansieringsbeslutningerne.

Fra et historisk perspektiv er både udviklingslandenes og udviklingsorganisationernes bekymringer forståelige og legitime, og de skal tages alvorligt.

Ikke desto mindre er en uheldig bivirkning af debatten, at en stor del af opmærksomheden på klima- og udviklingsindsatsen har fokuseret på at sikre, at donorer redegør korrekt for deres klimafinansiering (som de selvfølgelig bør).

Men dette har skubbet debatten om integrationen af ​​udvikling og klimatilpasning ud på sidelinjen og har gjort nogle donorer tilbageholdende med at følge fuldt integrerede tilgange, der beviseligt kan forbedre kvaliteten af udviklingsbistanden.

Dermed kommer debatten altså til at cirkulere omkring kvantitet frem for kvaliteten af de penge, der nu engang er blevet bevilget.

Ikke dermed sagt, at beløbet er uden betydning, men der er stort potentiale i at forbedre kvaliteten ved at se på, om pengene rent faktisk bliver brugt på det, som de er tiltænkt.

Lær af bistandshistorien
Mens bistandshistorien langt fra altid er smuk, glemmes det undertiden, at den også tilbyder en lang række nyttige erfaringer – gode såvel som dårlige – som der kan drages nytte af i forhold til klimatilpasning.

For eksempel er der efterhånden gode erfaringer med, at beslutninger bliver taget tæt på og i samarbejde med de mennesker, der vil blive påvirket af dem, i stedet for på et kontor langt væk. I forhold til klimatilpasning kunne det betyde, at berørte borgerne er med til at beslutte, hvordan midler allokeres.

På trods af dette træffes de fleste vigtige beslutninger om klimatilpasning i dag i centrale ministerier og globale instanser som Verdensbanken og Den Grønne Klimafond.

Det betyder, at mange indsatser ender som utilstrækkelige tekniske løsninger, der ikke tager hensyn til de underliggende sociale problematikker, der måtte være i den givne lokalitet.

Hvis klimatilpasningen i syd skal skabe varige ændringer og bidrage til fattigdomsbekæmpelse, handler det helt afgørende om at omstrukturere de politiske beslutningsprocesser for klimatilpasning og støtte op om, at dem, der rammes af klimaforandringerne, også har indflydelse på, hvilke løsninger der skal til i deres område.

God klimatilpasning er god udvikling
En analyse af Danmarks udviklingsbistand i fire lande viser, at vores bilaterale bistand kan opnå gode resultater med at integrere klima- og udviklingsdagsordener.

Nøglen til at sikre, at klimatilpasning de facto bliver en del af udviklingsindsatsen, ligger dels på det politiske niveau med en klar strategi og dels på praksisniveauet med velinformerede analyser af klimarelaterede risici og sårbarheder allerede i aktiviteternes designfase.

En sådan strategi behøver ikke være fluffy. Der findes allerede håndgribelige tilgange, som kan indarbejdes i Danmarks udviklingspolitik og -strategi.

De inkluderer typisk en klar analyse og identifikation af de klimarisici og sårbarheder, som aktiviteterne vil hjælpe med at løse; et simpelt sæt kriterier, der skal opfyldes for at støtte kan godkendes som tilpasningsrelevant; og en tilgang til tilpasning, der går på tværs af sektorer og forbinder det politiske niveau med praksis – altså at beslutninger tages så tæt på borgerne som muligt.

At sikre, at klimakomponenten i programmerne behandles tydeligt, vil desuden hjælpe med at imødekomme bekymringer om "dobbelttælling" og manglende gennemsigtighed i klimafinansiering. Det vil både skabe succesfuld klimatilpasning og udvikling.

Forrige artikel Tidl. ambassadør: Socialdemokratisk udenrigsstrategi er ikke specielt socialdemokratisk Tidl. ambassadør: Socialdemokratisk udenrigsstrategi er ikke specielt socialdemokratisk Næste artikel Forsker: Præsidentvalget i USA afslører krisen for det gamle liberale demokrati Forsker: Præsidentvalget i USA afslører krisen for det gamle liberale demokrati
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.