Forskere: Trumps Grønland-stunt afslører hans kommende præsidentstil og syn på Nato

Selvom denne politik virker simpel og måske uigennemtænkt, så skal den tages meget alvorlig i de europæiske hovedstæder – og tydeligvis også i Nuuk og Ottawa.

For endnu en gang at bekræfte den velkendte sandhed: Ord betyder noget. Og det betyder noget, når USA's kommende præsident for åben skærm ikke vil afvise at bruge militær magt mod et Nato-land for at få sin vilje.

Det ved Donald Trump udmærket. Med denne manøvre underminerer Trump ikke kun Grønlands ret til selvbestemmelse og Kongeriget Danmarks suverænitet, men også den logik, der ligger bag Nato som forsvarsalliance.

Det er ikke så lidt at opnå med så få ord.

Sublim timing betyder ikke nødvendigvis sublim konsekvensberegning

Vi behøver ikke at tillægge Trump større taktisk begavelse, end han har, for at konkludere at dette set-up og måden at kommunikere på er helt bevidst. Der skabes bevidst forvirring, usikkerhed, uforudsigelighed og utryghed.

Det er en meget målrettet strategi – og præcis den her måde, Trump fører politik på. Og da det er ganske svært at navigere i forhold til, bliver det en så uhyre effektiv og dermed også magtfuld strategi.

En politik der baserer sig på usikkerhed og uforudsigelighed, er gift for en forsvarsalliance som Nato.

Lise Wiederholt Christensen og Lin Alexandra Mortensgaard
Hhv. ph.d.-stipendiat og ph.d.-studerende

Selvom det er en bevidst strategi og et forsøg på at skabe splittelse på en måde, som USA kan drage nytte af, og som Trump kan sælge til sin vælgerbase, betyder det ikke nødvendigvis, at Trump har tænkt konsekvenserne til ende.

Hans timing er fantastisk og nok ikke tilfældig. Der er krise i Rigsfællesskabet. Formanden for Naalakkersuisut har beskyldt Danmark for at have begået folkemord. Der skal snart være valg i Grønland. Og samtidig forsøger danske og grønlandske politikere at blive enige om forsvarsforligets implementering i Arktis og Nordatlanten.

Men at Donald Trump ser sit snit til at udnytte denne krise er ikke ens betydende med, at han har gennemtænkt konsekvenserne af sine trusler om økonomisk eller militær indblanding i Grønland. Der ligger ikke nødvendigvis langsigtede konsekvensberegninger bag hans bemærkninger.

Det er således langt fra sikkert, at Trump har forudset de reaktioner, vi allerede har set fra Nato-allierede, herunder Frankrig, Tyskland og Norge. Og det kan man slippe afsted med til et hvis punkt, når man er verdens mest magtfulde demokratisk valgte leder.

Trump vil ikke afvise noget, ligeså vel som han ikke vil bekræfte noget. I hans pressemeddelelse vil han heller ikke kommentere, hvad der er lagt af planer for en overdragelse af Grønland til USA.

Alle muligheder er åbne, og spillepladen er ikke sort og hvid, den er i farver, og det gør Trumps hånd uforudsigelig. Og det er effektivt. Det skaber usikkerhed og uforudsigelighed.

En politik, der baserer sig på usikkerhed og uforudsigelighed, er gift for en forsvarsalliance som Nato.

USA er den ubetingede leder af Nato, og vigtigst af alt for Nato er, at der er troværdighed omkring amerikanernes lederskab og opbakning. Men hvis udtalelser af den karakter, vi var vidne til 7. januar 2025, sætter sig i det transatlantiske fællesskab, og det puster til den spirende tvivl, der er i Nato om, hvor meget man kan regne med USA, så er Nato for alvor i frit fald.

Et nyt transatlantisk forhold er en realitet

Det er hverken nemt eller sjovt at være dansk statsminister eller grønlandsk landsstyreformand i disse dage.

Mens Múte B. Egede skal håndtere situationen foran et hjemligt grønlandsk publikum, som snart går til valgurnerne, skal Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) håndtere Trumps kommentarer på vegne af hele Kongeriget, og udmeldinger fra alle tre vil blive fulgt tæt i USA og på tværs af Europa. Og selvfølgelig i Moskva og Beijing.

Den danske regerings tilgang har været ganske afdæmpet og yderst diplomatisk indtil videre. Det er helt forståeligt og formentlig også den rigtige strategi – i hvert fald for nu. Det er næsten en umulig balancegang for Mette Frederiksen.

Vi må ikke tolke den afdæmpede reaktion, som kommer fra den danske regering, som et tegn på, at dette bare er et lille bump på vejen.

Lise Wiederholt Christensen og Lin Alexandra Mortensgaard
Hhv. ph.d.-stipendiat og ph.d.-studerende

Men balancegang og diplomatiske svar fra den danske statsminister og udenrigsminister er diplomatiets virkemidler.

Vi skal ikke tolke det afdæmpede officielle svar fra den danske regering som et udtryk for, at situationen ikke er alvorlig.

Det er uden fortilfælde, at den politiske og militære leder af Nato og den stat, som ynder at kalde sig selv 'lederen af den frie verden' og Danmarks tætteste allierede, “ikke kan udelukke at bruge økonomisk eller militær magt” for at få kontrol med det grønlandske territorium.

Og selv hvis man afskriver den kommentar som en impuls af varm luft eller forhandlingsteknik, så må grønlænderne, danskerne og europæerne erkende, at vi befinder os i en situation, hvor den tiltrædende amerikanske præsident kan slippe afsted med at udtale den slags, på et tidspunkt hvor der i nyere tid ikke har været mere brug for sammenhold i Vesten.

Vi må ikke tolke den afdæmpede reaktion fra den danske regering som et tegn på, at dette bare er et lille bump på vejen.

At Donald Trump med så kort og spontan en bemærkning kan så tvivl om Grønlands ret til selvbestemmelse, så tvivl om dansk alliancepolitik og så tvivl om Nato som forsvarsalliance, siger alt om, hvad der er på spil.

Vi er helt derinde, hvor det handler om, hvad det vil sige at være en stat, og hvad det vil sige at være en del af en forsvarsalliance.