Fejlene med Preben Bang Henriksen, Jeppe Bruus, Sigurd Berg og kendelsen, har forlaget nu sørget for, kommer med på et retteblad i bogen. Så langt, så godt. Fejl skal rettes.

Der er i øvrigt også en del kritik af mit sprog. Det er svært at vurdere, når der kun er fremkommet et enkelt konkret eksempel i anmeldelsen. Men jeg tager det til mig og vil næste gang, jeg skriver en bog, sørge for at få den læst af endnu flere inden udgivelse for at rydde op i eventuelt dårligt sprog.

Og så lad os se på, hvad jeg er mere uenig i. Og der er desværre en del. Jeg har her trukket de fire punkter op, som Nielsen særligt fokuserer på. Disse faktuelle såkaldte fejl rammer Altingets chefredaktør ikke korrekt.

Faktuelle fejl i anmeldelsen  

For det første: Jakob Nielsen kritiserer mig voldsomt for at have sagt, at Donald Trump er blevet frikendt ved en amerikansk rigsret. Jeg skrev godt nok "den amerikanske version af rigsretten," og det, jeg skrev, er i øvrigt helt korrekt.

Denne del af kritikken lagde Nielsen sig ned på, da journalist Søren K. Villemoes gjorde ham opmærksom på det på det sociale medie Twitter. Og Nielsen har nu trukket denne del tilbage med begrundelsen, at det var en klar fejl af ham. Tak for det. Men dog uden at ændre øvrige dele af anmeldelsen.

Al faktuel kritik på indhold ud over navnene skyldes, at Jakob Nielsen enten misforstår, hvad han skriver om, eller ikke kender til det, som han mener at vide

Leif Donbæk Thomsen
Advokat og forfatter

Jeg er også lidt forundret over, at der i rettelsen står, som om jeg skulle have skrevet noget om et forsøg på statskup 6. januar 2021. Men det har jeg ikke berørt hverken direkte eller indirekte, og det er mig helt uklart, hvor Jakob Nielsen har fået den idé fra.

For det andet: Det kritiseres, at jeg foreslår en kommission til at udarbejde et nyt forslag til en rigsret. Ifølge Nielsen skulle jeg angiveligt ikke være klar over, at det formodentligt ville kræve en grundlovsændring. Det er helt forkert – og en forkert gengivelse af bogen.

Jeg skriver i omegnen af 50 sider om, at Rigsretten er indskrevet i Grundloven, blandt andet ret detaljeret om, hvordan dette er blevet ændret ved grundlovsrevisionerne, som har ændret i Rigsrettens opbygning og funktion. At jeg ikke skulle være klar over det, er åbenlyst forkert. Jeg anså det for så åbenlyst, at jeg ikke mente, at det behøvede at fylde yderligere i konklusionen.

For det tredje: Det kritiseres, at jeg har skrevet, at en kontorchef blev frikendt i forløbet med følgende sætning: "Eksempelvis frikender man i efterspillet til Tamil-sagen en kontorchef, ved at dette ansvarsniveau ikke er tilstrækkeligt til, at man skulle have gået udenom ministeren".

Her kritiseres det som forkert, da den pågældende ikke var i Tjenestemandsretten. Til dette må det blot anføres, at det, jeg sigter til, er, at han blev frikendt for ansvar i kommisionsrapporten.

Rette forum havde i øvrigt nok været en straffesag og ikke tjenestemandsretten, havde der været rejst en sag. Kritikken fra Nielsen er misforstået, og det er både i jura og helt almindeligt sprogbrug normalt at tale om, at man kan blive frikendt af en rapport eller undersøgelse, uden at der har været en retssag.

For det fjerde: Det kritiseres, at jeg ikke går nærmere ind i en debat om jurificering af det politiske. Jeg skriver nu omkring syv til ti sider om det, og det er nævnt 11 gange, deriblandt er der to underkapitler, som alene handler om det. Det er helt sikkert et emne, der kunne skrives mere om, men jeg synes nu, at det er lidt upræcist, når Jakob Nielsen skriver: "Men forfatteren når aldrig dybere ned i denne problematik".

Kritik til eftertanke

Tilbage står, at Jakob Nielsen mener, at jeg har et sludrende sprog, at jeg konsekvent ved en åbenlys fejl har skrevet et navn forkert, og tre andre steder har lavet fejlskrift.

At det kvalificerer til at være den pinligste og mest sjuskede bog, som Jakob Nielsen har læst, er overraskende, men jeg beklager, at han har haft den oplevelse, og jeg tager især kritikken af mit sprog med mig. Ligeså lægger jeg mig i fulde ned på navnefejlene, det er ikke godt nok. Og konsekvensen heraf er også taget af forlaget.

Men – og her er det store men. Jeg noterer mig, at al faktuel kritik på indhold ud over navnene skyldes, at Jakob Nielsen enten misforstår, hvad han skriver om, eller ikke kender til det, som han mener at vide. Og det bør ikke kunne ske i en anmeldelse. Og slet ikke i en anmeldelse, der sabler en bog så meget ned, som Nielsen gør.