Frederiksen er velsignet med to arvefølgeopgør i blå blok

Denne uge har ikke været god for Socialdemokratiet. Igen skal man i det store regeringsparti forklare sexchikane-sager, hvor kvindelige praktikanter anklager ledelsen for ikke på betryggende vis at have håndteret deres klager over en nu tidligere medarbejders tilsyneladende helt utilbørlige opførsel over for dem. En praktikant forklarede i Deadline på DR2, at hun nærmest blev bebrejdet af partiets HR-chef, at hun klagede. 

Den ellers drevne S-partisekretær Jan Juul Christensen er ude og beklage og erkende problemerne, men det kommer alt for sent. Det er bestemt sandsynligt, at der også ligger en masse lignende sager i de øvrige partier, men Socialdemokratiet er med den stadigt voksende bunke af forkludrede sexchikanesager på vej til at overtage førertrøjen efter Radikale, når det gælder dårlig håndtering og elendig medarbejderkultur. Og dét siger ikke så lidt.

Statsministeren har vanen tro med stålsat mine tidligere fra Folketingets talerstol forsikret offentligheden om, at alle kvinders klager skal tages alvorligt. Det, kan man ikke just sige, er sket i denne sag og i det parti, hvor hun er formand, og det svækker naturligvis også hendes egen troværdighed. Det er faktisk ret bizart, at netop Mette Frederiksen, der har så meget styr på centraladministrationen, hvor ingen fugl kan lette uden starttilladelse, når det kommer til sit eget parti, ligner en amatør i ledelse.

Tiden er vist kommet til den helt store hovedrengøring i partiet, der ellers i deres egen selvforståelse opstod som almindelige menneskers værner og bolværk mod arbejdsgiveres misbrug af deres arbejdskraft.

At det dog alligevel ikke står helt så skidt til for regeringen, kan enhver forsikre sig om ved at kaste et blik på meningsmålingerne, hvor regeringen og rød blok fortsat står bomstærkt. Eksempelvis ugens Voxmeter-måling, hvor rød blok fører med knapt ti procentpoint. I mandater er det en forskel på 20. Ved valget var afstanden blot fem procentpoint.

Men målingen kan berette om andre opmuntringer for regeringen. For blå blok er stadig "velsignet" med hele to indædte opgør, der involverer i alt fire blå politiske partier. Opgør, der titter frem, og som alt i alt pulveriserer alle forestillinger om et reelt blåt alternativ, så længe øjet rækker.

Tydeligst er opgøret mellem DF og Nye Borgerlige om, hvem der skal være konge/dronning af den yderste højrefløj. Længe har det ligget til Pernille Vermund, der har sat Kristian Thulesen Dahl af i målingerne.

Det har længe været tydeligt, at DF ikke kan affinde sig med sin rolle som endnu et lille parti på højrefløjen.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

To målinger i denne uge viser, at forskellen mellem partierne er så lille, at der reelt er dødt løb lige nu. DF's strategi har længe været at udligne forskellen til Nye Borgerlige ved at dreje endnu mere til højre i udlændingepolitikken og kræve Danmark ud af EU. Forskellen ses alene i den økonomiske politik, hvor DF gerne indtager rollen som socialdemokraterne i blå blok, mens Nye Borgerlige anklages for overbudspolitik.

Derfor kunne man eksempelvis forleden opleve en gammel fremskridtsmand som Hans Kristian Skibby (DF) side om side med socialdemokraterne tordne mod en usikker Pernille Vermund i afslutningsdebatten med spørgsmål om, hvor pengene til skattelettelserne mon skal komme fra. Tidligere har tonen på nettet mellem partierne været endnu skarpere. Det er føjet frem og tilbage med bizarre anklager om smædeskrivelser af ukendte forfattere, som kritikere formoder er sendt i byen af partiledelserne. Heldigvis for Mette Frederiksen kan stridighederne fortsætte længe endnu!

Det har længe været tydeligt, at DF ikke kan affinde sig med sin rolle som endnu et lille parti på højrefløjen, men det samme ses også hos Nye Borgerlige. Nu oplever man for første gang modgang i meningsmålingerne, og hvor Vermund hidtil har forestillet sig, at vejen til borgerlig indflydelse ene og alene går gennem erobring af vælgermasserne, så opfordrede hun forleden dag under afslutningsdebatten Jakob Ellemann-Jensen til at samarbejde med Sofie Carsten Nielsen med en bemærkning om, at han burde tage hende på ordet, efter den radikale leder i Berlingske havde varmet op til skattelettelser. Det glædede Ellemann.

Sidste sommer kom Ellemann ellers under pres fra borgerlige kritikere, der mente, at han fløj for tæt på den daværende radikale leder, Morten Østergaard. Ellemann måtte ud og aflyse alle forestillinger om regeringssamarbejde og enighed i udlændingepolitikken. Signalet dengang var klart: Radikale gjorde Ellemann sårbar for kritik, men nu er Nye Borgerlige pludselig åbne for et samarbejde mellem V og R. Heldigvis er DF ikke til skattelettelser, så der ender den romance mellem blå blok og Sofie Carsten Nielsen.

Der er også et andet opgør i gang i blå blok om retten til at være blokkens førerhund og statsministerkandidat. Siden Venstres store skisma med Støjberg har Søren Papes konservative siden februar været større end Venstre og blå bloks største parti. Ikke i aktuelle mandater, men i meningsmålingerne. Det har afstedkommet en atmosfære af intens rivalisering og gensidig irritation. Også imellem hovedpersonerne.

Der er intet så skønt for enhver socialdemokrat som uafklarede magtforhold i den borgerlige lejr.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Det kan næsten ikke være bedre for Mette Frederiksen. Borgerlig rivalisering er den klassiske drømmeposition for Socialdemokratiet i enhver kommunalbestyrelse, hvor en klog S-borgmester har kunnet spillet parterne ud mod hinanden, og det er det også på Christiansborg. Der er intet så skønt for enhver socialdemokrat som uafklarede magtforhold i den borgerlige lejr.

Og for tiden må man bare sige, at det ligner en fest for statsministeren. Ikke mindst nu, hvor venstrefolkene i seneste Voxmeter-måling kan øjne et håb om igen at blive storebror i blå blok. Med ganske få promille passerer Ellemanns tropper Konservative, så Venstre nu igen er størst. Matematisk er målingen tvivlsom på grund af statistisk usikkerhed, og fordi forskellen er så lille.

Politisk kan en enkelt måling næppe flytte holdninger i aktuelle sager, men psykologisk kan målingen næppe overvurderes. I Venstre ligner det vejen ud af vildnisset for partiets medlemmer, der kan øge tiltroen til Ellemann, som stadig kæmper med at finde sig selv til rette i rollen som partiformand. Det er en måling, der nok kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på Konservative med forhåbninger om endnu en storhedstid som det dominerende og statsministerbærende parti ligesom under salig Poul Schlüter, hvis kiste Søren Pape var med til at bære ud af Holmens Kirke på en solbeskinnet Grundlovsdag i lørdags. Konservative vil gøre alt for, at målingerne fra januar til juni 2021 ikke bliver en kort sommer.

Næsten uanset hvordan det går med målingerne sommeren og efteråret over, så ligner det en kæmpe blodtud for Venstre og en storsejr for Konservative til kommunalvalget. De konservative rykker ind i en række byråd, hvor de har været forsvundet. Her vil mange forsøge at gøre Søren Pape kunststykket efter i Viborg, hvor han i sin tid blev borgmester på socialdemokratiske mandater. De vil ikke savne forståelse fra chefen selv.

Omvendt vil venstrefolkene næppe holde sig tilbage og forsøge sig med noget lignende. Til trods for, hvad man internt i de to partier hævder, så har ingen i V eller K næppe noget at lade den anden høre med hensyn til rævekager under de natlige konstitueringsforhandlinger efter kommunalvalget. 

På Frederiksberg så man for nyligt, hvordan Venstres Jan E. Jørgensen, der udover at sidde i Folketinget også er medlem af kommunalbestyrelsen i den konservativt ledede kommune, forholdsvist elegant - og via Politiken - bragte sig i spil som alternativ borgmesterkandidat til den stærkt kritiserede og vingeskudte borgmester Simon Aggesen.

Sidstnævnte var i lang tid hængt til tørre i pressen med en boligsag, hvor han fremstod som en bjergsom hykler, der melede sin egen kage som boligspekulant efter under forrige valg at have tordnet mod samme.

Konservative kan gå nok så meget frem i hele landet, måske endda blive repræsenteret med borgmesterposter igen i Jylland, men taber man i 2021 Frederiksberg, så bliver det fortællingen om kommunalvalget.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Det er så vidt vides første gang, at en venstremand på Frederiksberg har bragt sig i spil som borgmesterkandidat, og Jørgensen var hurtig til at påpege, at man nok fik pengene mange gang igen, hvis man spillede på ham som borgmester på Oddset.

Normalt vil en sådan melding fra Jan E. Jørgensen, der i dag er ene om at repræsentere Venstre i kommunalbestyrelsen, næppe blive taget alvorligt, men fordi Konservative – trods håb om stor landspolitisk fremgang – står til at miste en borgmesterpost, som man har besat siden Arilds dage, vækker det opsigt. For hvis den konservative borgmester er upopulær, og demografien har ændret sig med en betydelig naturlig afgang af Frederiksberg-konservative samtidig med en mindre invasion af røde vælgere, hvorfor skal de Venstre-vælgere, der stemmer konservativt til kommunalvalget for at undgå en socialdemokrat, denne gang fravælge Jørgensen til fordel for Aggesen? En mand, som også mange V-vælgere måske ikke bryder sig om?

Jørgensen har også set, at den svage borgmester læner sig tæt op af en anden markant konservativ ideolog, nemlig K-kulturrådmand Nikolaj Bøgh, der ser sig selv som en endog meget konservativ byplanlægger, som ofte ser med stor skepsis på initiativer, der laver om på byrummet. I hvert fald stempler Jørgensen de konservative som nogle, der lider af "forskrækkelse for det nye".  Det kan i alle tilfælde kun ses som en reel udfordring af Konservative, som temmelig sikkert også vil blive opfattet som mere end provokation, ja, som en reel krigserklæring.

Den friske start på valgkampen på Frederiksberg kan også får indvirkning på stemningen mellem V og K på Christiansborg. For Konservative kan gå nok så meget frem i hele landet, måske endda blive repræsenteret med borgmesterposter igen i Jylland, men taber man i 2021 Frederiksberg, så bliver det fortællingen om kommunalvalget. K kan ikke have et godt kommunalvalg og samtidig tabe Frederiksberg.

For venstrefolkene er styrtet fra tinderne i meningsmålingerne nemlig også et slags frihedsbrev, hvor det ikke-længere-så-store-parti bedre kan ignorere det særlige hensyn til de engang så trængte konservative.

Bundlinjen er, at hvis ikke Pape og Ellemann forstår at håndtere deres åbenlyse rivalisering, så kan det gå grueligt galt allerede ved kommunalvalget. Hvis det sker, kan Mette Frederiksens parti besætte endnu flere borgmesterposter, end man allerede har udsigt til.

Ellemann er sammen med LA's formand Alex Vanopslagh de to eneste ledere i blå blok, som her og nu er tilfredse med deres positioner som henholdsvis partileder for det største parti og erklæret hjælperytter for Venstres formand. De øvrige tre - snart fire med Løkke - er uafklarede eller ønsker en anden rolle.

Venstre-formanden forfølger tydeligvis en strategi om at samle de borgerlige partier omkring en kritik af Mette Frederiksens håndtering af mink-skandalen og IS-mødrenes hjemkomst. Dertil kommer en annoncekampagne om at værne landbrugets erhvervsvilkår.

Det er dog sjældent, at man ser Ellemann selv komme på banen med holdninger, der har potentiale til at splitte. Det så man dog en prøve på i hans grundlovstale, hvor der også blev plads til at hylde troen på morgendagen, udsynet til verden, fokus på økonomisk holdbarhed og erhvervslivet vilkår, men også at Danmark skal kunne rumme andre religioner m.v. En tale, der lød påfaldende liberal og midtersøgende, men samtidig skyndte sig at betone behovet for, at der skulle styr på flygtningestrømmen og integrationen, sådan at Ellemann ikke kunne beskyldes for at være radikal.

Men man savner stadigvæk et samlet projekt og ikke bare store overskrifter eller "arenaer" fra Venstre – og i øvrigt fra hele blå blok. Og indtil det sker, vil fokus være på Ellemanns trængsler med at fylde formandsrollen ud. Og der ligner han ikke en, der er meget højere end Pape.

Til gengæld ser han meget mindre ud end Mette Frederiksen. Det er et problem nu, og det problem bliver kun større i en valgkamp, hvor det også levner plads til Ellemanns forgænger, Lars Løkke Rasmussen, og hans nye parti Moderaterne.