Fremtidsforsker: Putins nøgle ligger i vedvarende energi

Af Martin Kruse
Forsker ved Instituttet for Fremtidsforskning

I foråret 2014 begyndte forlydende om russiske soldater, der opererede i Ukraine, at dukke op.

Kort efter udbrød en decideret borgerkrig, der kulminerede med en annektering af Krim. Endnu engang viste Rusland sig fra, hvad der kunne forekomme at være sin irrationelle side.

For russerne er svaret tydeligt
Hvorfor vil et land, der har en eksportandel til EU på 60 procent, risikere en boykot, særlig med tanke på, at EU’s eksportandel til Rusland stadig kun er 7 procent? Rusland er meget mere afhængig af EU end omvendt.

Hvorfor vil et land, der har en eksportandel til EU på 60 %, risikere en boykot, særlig med tanke på at EU’s eksportandel til Rusland stadig kun er 7 %?

Martin Kruse
Instituttet for Fremtidsforskning

For russerne er svaret tydeligt; Da Putin i 2010 foreslog at lave en frihandelsaftale, der ville strække sig fra Vladivostok til Lissabon, svarede EU med at starte frihandelsforhandlinger med Moldova, Ukraine, Georgien og Armenien – en direkte provokation og forsøg på at isolere Rusland. Putin har fået nok og har villet give Vesten en lærestreg, mens Rusland stadig kan, og dermed cementere Putins eftermæle.

Nøglen hertil ligger i vedvarende energi.

Det store spørgsmål om lagring
COP 21 afrundede 2015 og må betragtes som en middelmådig succes. Det lykkedes Obama at strække den eksisterende Clean Act lovgivning, så den tillader at indbefatte en række traditionelle klimaspørgsmål uden at skulle gå til kongressen, hvor han med sikkerhed ville tabe.

EU har, med Merkel i spidsen, kæmpet for en grønnere fremtid. Merkel har imidlertid et problem – el er en vare, der skal bruges, når den bliver produceret. Det gælder særligt for vedvarende energi, som er udset til kullets afløser og til at mindske udledning af klimagasser. 

For at skabe en stabil leverance af alternativ energi, er man nødsaget til at have en lagringsteknologi. Ifølge IFO vil det i Tyskland kræve 3300 pumpekraftanlæg, eller hvad der svarer til en 100-dobling af eksisterende kapacitet, for at opnå en stabil leverance fra sol og vind.

Udfordringen med den type energireservoir, ud over de store omkostninger, er NIMBY problemet (Not In My Back Yard). Selv en kapacitetsudbygning svarende til 4/7 af det nødvendige ville være politisk umuligt i Tyskland.

Jo grønnere EU bliver, des mere afhængig af russisk gas
Men hvad med batterier?

Det ville kræve 164 mio. batteripakker af typen brugt i BMW3i. De 1 mio. elektriske biler, som forventet vil være på vejen i Tyskland i 2020, og som kan bruges som distribueret lagring, ville kun levere batterikapacitet svarende til 0,6 procent.

Hydrogen har med eksisterende teknologi så store konverteringstab forbundet med lagringen, at den teknologi heller ikke er en god løsning.

Konvertering af vindenergi til metangas er en mulighed, men prisen for gas fra onshore vind er seks gange så høj som Putins gas og 10 gange så høj for off shore.

For Merkel og for resten af Europa bliver en overgang til et mere grønt energisystem ikke en let proces med tanke på, at man samtidig skal kompensere for tabet af atomkraftenergi, og at det paneuropæiske elektricitet grid ligger langt ude i fremtiden.

Jo mere grøn EU bliver, jo større bliver afhængigheden af russisk gas – og det ved Putin godt.