4. maj 2022 kl. 05.00

Kommentar af

Anja Katrine Søndergaard Elsby

Politisk konsulent, Djøf, kommentarskribent, Altinget, fhv. politisk rådgiver i SF

Fri os fra udemokratisk partihopperi og lad mandaterne blive hos partierne

Hvornår forholder vi os til, om et mandat i Folketinget egentlig ikke bør tilhøre partiet, og om det ved et folketingsmedlems udmeldelse af partiet skal tilfalde den suppleant, der er den næste på partiets opstillingsliste i den pågældende valgkreds, skriver Anja Søndergaard.

Opdager man for eksempel, at man er begyndt at tænke som en socialdemokrat eller en kristendemokrat og ikke længere er radikal, må det være i alles interesse, at man lader de radikale om at være radikale, skriver Anja Søndergaard.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Anja Katrine Søndergaard Elsby

Politisk konsulent, Djøf, kommentarskribent, Altinget, fhv. politisk rådgiver i SF

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Antallet af løsgængere i Folketinget har aldrig været større i hele Danmarkshistorien. Samtidig har mængden af partihoppere, der i 2019 blev valgt ind under ét partibogstav og i dag går til gruppemøder hos et andet, også slået alle rekorder.

Formandsopgøret i Dansk Folkeparti var den seneste katalysator, som også partiets tidligere formand Pia Kjærsgaard har problematiseret for nylig.

Nuvel, tre år er rigtig nok lang tid i dansk politik, og verden er grundlæggende forandret. Corona, MeToo og krigen i Ukraine har vendt op og ned på meget. Samtidig har Venstre, Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti alle gennemgået udmattende kriser.

Vi skal væk fra politik som iværksættersport og tilbage til holdånden

Det er klart, at både menneskers holdninger, partiers politiske programmer såvel som interne relationer og intriger i en folketingsgruppe udvikler sig, og i en sport som politik udgjort af mennesker synes det kun naturligt, at der sker omrokeringer.

Opdager man, at man er begyndt at tænke som en socialdemokrat eller en kristendemokrat og ikke længere er radikal, må det desuden være i alles interesse, at man lader de radikale om at være radikale. Og kan man ikke længere se sig selv arbejde under den demokratisk nyvalgte leder, som det var tilfældet i både Dansk Folkeparti og Alternativet, er det nok også mest konstruktivt for alle parter, at man kigger mod nye græsgange.

Men bør disse nye græsgange i så fald ikke være et helt andet sted end i Folketinget? Hvornår forholder vi os til, om et mandat i Folketinget egentlig ikke bør tilhøre partiet, og om det ved et folketingsmedlems udmeldelse af partiet skal tilfalde den suppleant, der er den næste på partiets opstillingsliste i den pågældende valgkreds? Præcis som når en MF’er sygemeldes.

Mange folketingsmedlemmer indvælges i dag i Folketinget ved hjælp af listestemmer. Og skulle man være i den situation, at man ved et valg får nok personlige stemmer til at bære sit eget mandat ind, må man antage, at i hvert fald en del af krydserne er sat ikke kun på grund af de fine visioner og den behagelige personlighed, men også fordi man havde det partibogstav, man nu engang havde.

Det er ikke fair og synes udemokratisk, at stemmer sendt i retning af Radikale Venstre pludselig kan tilfalde andre partier, eller at mange DF-stemmer skal flyde ud i det uvisse hos løsgængere.

Det må derudover være en anelse træls for en vælger, der har sat sit kryds ved eller måske endda brugt tid på at føre valgkamp for den lokale kandidat, at vedkommende melder sig ind i en anden klub, og at den, man troede skulle repræsentere ens holdninger på tinge, nu pludselig mener noget andet. Det ville undre, hvis det gjorde noget specielt godt for tilliden til de folkevalgte. Og den kunne ellers godt bruge et nøk opad.

For nogle måneder siden viste en meningsmåling, som Epinion har foretaget for Altinget, at halvdelen af danskerne har lav tillid til de folkevalgte politikere.

Den lave tillid er et demokratisk problem, der har komplekse og brogede forklaringer. Alt fra sociale medier, udebleven inddragelse, forhastede høringsprocesser, polarisering, populisme og undersøgelseskommissioner kan tænkes at have betydning, men måske det heller ikke ville skade at stikke en kæp i hjulet på partihopperiet?

Udover at være uretfærdigt over for både partiet, der mister mandatet og for de vælgere, der har sat sit kryds, er løsgængeriet også ærgerligt, fordi det sender et signal om, at politik i tiltagende grad er blevet små iværksætter-projekter, hvor man bare kan sige nej tak til det fælles partiprojekt med de langsigtede visioner for i stedet at flyve rundt på Christiansborgs gange som en anden satellit og engagere sig i det, man nu har lyst til.

Det er fint, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, men lad partierne beholde det mandat, der var deres
Anja Søndergaard

Vi skal væk fra politik som iværksættersport og tilbage til holdånden. Det fælles projekt er vigtigere end det individuelle – det er kernen i politik, at man går sammen for et større mål.

Vi har brug for partierne og for de organiserede interesser, og nok kræver det indgåelse af kompromiser, samtaler og søgen efter fælles fodslag i gruppen, men det er gavnligt og nødvendigt, hvis demokratiet skal fungere.

Det ville være en kende udfordrende at drive en effektiv lovgivningsmaskine når klimakrise, krig og globale pandemier rammer, hvis små satellitprojekter går rundt på Slotsholmen med hver sin kæphest.

Nok skriver Grundloven, at politikere kun er bundet af deres overbevisning, og det skal vi respektere, men i praksis ville folkestyret blive godt og grundigt udfordret i et scenarie uden partier med 179 medlemmer med hver sin personlige overbevisning.

Ville vi nogensinde nå i mål med en finanslovsforhandling? Hvilke politiske resultater kan man opnå som løsgænger uden ordførerskaber og partistruktur?

Vi bør – indenfor såvel som udenfor Christiansborgs mure – fordele os i grupper efter overbevisning og tage politisk medlemskab alvorligt. I en tid hvor partierne bløder medlemmer, og forskere melder om, at partiernes organisationsstruktur om få årtier kan være fundamentalt forandret, er det på tide at tale partierne op.

Både et solidt bagland med aktive partiforeninger såvel som stærke partigrupperinger på Christiansborg er nødvendige for, at der legitimt kan udarbejdes politiske udspil og effektivt træffes beslutninger.

Det er fint, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, men lad partierne beholde det mandat, der var deres.

Politik har aldrig været vigtigere