Køb abonnement
Annonce
Debat

Friskolelærere til politikere: Sæt de populistiske udmeldinger på standby

"Slap nu lige lidt af. I har lovgivningen på plads," skriver Uffe Rostrup til en række kritiske politikere.  
"Slap nu lige lidt af. I har lovgivningen på plads," skriver Uffe Rostrup til en række kritiske politikere.  Foto: Frie Skolers Lærerforening
17. august 2017 kl. 06.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Rostrup
Formand for Frie Skolers Lærerforening

Nord-Vest Privatskole fylder meget i medierne.

Den muslimske skole i det københavnske nordvestkvarter har ifølge pressen rod i regnskaber, værdier, karakterer, overholdelse af loven og så videre.

Medieopmærksomheden har fået diverse politikere til i stærke toner at fordømme skolen og fremsætte forskellige forslag. Dan Jørgensen (S) foreslår, at alle skoler med over 50 procent ikke-vestlige børn skal fratages tilskuddet. Alex Ahrendsen (DF) følger op og lufter det synspunkt, at alle muslimske friskoler bare skal lukkes fra en kant.

Fakta
Deltag i debatten! 
Send dit indlæg til debat@altinget.dk

Også andre – Henrik Dahl (LA) for eksempel og minister Merete Riisager (LA) – deltager i debatten.

Men ærlig talt: Kunne vi ikke lige lade tilsynet tale først?

Vi har et grundlæggende, demokratisk princip i dette land, som siger, at man er uskyldig, indtil det er bevist, at man er skyldig. Kunne vi ikke lade det gælde, også for muslimske friskoler?

Uffe Rostrup
Formand for Frie Skolers Lærerforening

Uskyldig, indtil andet er bevist
Nord-Vest Privatskole er under skærpet tilsyn. Og vi har et grundlæggende demokratisk princip i dette land, som siger, at man er uskyldig, indtil det er bevist, at man er skyldig. Kunne vi ikke lade det gælde, også for muslimske friskoler?

Kære politikere. Sidste år strammede I tilsynet med de frie skoler, og I har tilført flere penge og ressourcer til tilsynet.

Der blev som en del af imam-pakken indført et krav i friskoleloven om, at der ud over, at de frie skoler skal stå mål med folkeskolen i forhold til at opdrage eleverne til frihed og folkestyre, også skal opdrages til demokratisk dannelse. Et krav, som ikke eksisterer i folkeskoleloven.

Så slap nu lige lidt af. I har lovgivningen på plads. Og selvom I er bange for parallelsamfund og radikalisering, så rettede Frie Skolers Lærerforening sidste år henvendelse til PET, FE og Kriminalpolitiet. Og der er ingen sammenhæng mellem radikalisering og skoletilhørsforhold på en muslimsk skole.

Mulighed for at lave forskellige skoler
I 1855 indførtes der undervisningspligt i Danmark – ikke skolepligt. Det gav mulighed for, at forældre kan gå sammen i værdimæssige fællesskaber og lave skoler, som hviler på et værdigrundlag og ikke på en lov som den, der styrer folkeskolen. Når man giver sådanne muligheder i et demokrati, så er det for at lade demokratiet blomstre og folde sig ud.

Det giver mulighed for at lave en masse forskellige slags skoler: Grundtvig-koldske, katolske, Freinet, Steiner, muslimske, scientology, indremissionske og så videre.

Det er sandsynligt, at der vil være nogle af disse skoleformer, hvor mange af os vil være dybt uenige i værdigrundlaget. Skal de så forbydes? Det mener jeg bestemt ikke.

De skal have mulighed for at lave skole – så længe de gør det inden for lovgivningens rammer.

Lad nu tilsynet virke
Lad nu tilsynet med friskoleloven virke. I stedet for yderligere stramninger så er det selvfølgeligt nødvendigt, at tilsynet med de frie skoler virker.

Og vi har ikke brug for forbud mod muslimske skoler. Lad mig minde om, at det ikke engang efter 2. verdenskrig blev forbudt at være nazist, fordi man netop mente, at det ville begrænse vores demokrati og svække ytringsfriheden.

De muslimske skoler skal derfor ikke lukkes. Men det skal sikres, at alle frie skoler overholder loven. Så stol dog på, at den lov og det tilsyn, som I selv har vedtaget og indført, virker. Og sæt jeres populistiske udmeldinger på standby, til tilsynet er kommet med deres melding.

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026