Køb abonnement
Annonce

Grønland får ny regering: Et drømmescenarie for Mette Frederiksen, siger kommentator

Foto: Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix
28. marts 2025 kl. 14.10, opdateret 28. marts 2025 kl. 14.26

17 dage efter det grønlandske valg er en ny regering på plads.

Det står klart, efter at Demokraatit-formand Jens-Frederik Nielsen fredag eftermiddag dansk tid har præsenteret en ny regering på et pressemøde i Nuuk, mens USA’s vicepræsident er på vej til Grønland.

"Det er en tid hvor vi som befolkning er presset," siger han ifølge mediet KNR på grønlandsk og fortsætter: 

"Vi skal holde sammen. Fælles står vi stærkest."

Det er partierne Demokraatit, IA, Siumut og Atassut, som udgør den brede koalition, der nu skal lede Grønland.

De kan i alt mønstre 23 ud af 31 pladser i det grønlandske parlament, Inatsisartut.

Læs også

Det bliver Demokraatit-formanden, der står i spidsen for regeringen som formand for Naalakkersuisut.

"Det er en opgave, jeg går til med stor alvor og med dyb respekt,” skrev han kort forinden præsentationen på Facebook.

Múte Bourup Egede, der er partileder for IA og har stået i spidsen for regeringen siden 2021, bliver naalakkersuisoq, altså minister, for finanser og skatter, mens Vivian Motzfeldt – Siumut-formand – beholder udenrigsposten.

Vil træde varsomt i spørgsmål om selvstændighed

Dermed er selvstændighedspartiet Naleraq, der forlod regeringsforhandlingerne mandag, som det eneste parti uden for indflydelse.

Det var spørgsmålet om løsrivelse fra rigsfællesskabet, der stod i vejen. 

De fire regeringspartier lægger vægt på at “træde varsomt” og inddrage befolkningen i spørgsmålet om selvstændighed. Det fremgår af et fysisk eksemplar af partiernes koalitionsaftale, som DR har fået.

Læs også

Her fremgår det desuden, at den nye regering vil indkalde Danmark til forhandlinger om en revision af Selvstyreloven.

"Status quo er ikke en mulighed," hedder det i aftalen, der fortsætter:

"Forhandlingerne vil tage udgangspunkt i følgende: En gensidig forståelse og aftale om, at Grønland og Danmark samt grønlændere og danskere skal være totalt ligestillede og ligeværdige. Der skal være tale om et samarbejde med ligeværdige parter."

Bedst tænkelige udgang set med danske øjne

Den brede koalition er lidt af et drømmescenarie for statsminister Mette Frederiksen. Sådan lyder vurderingen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Den nye grønlandske regering repræsenterer for en gangs skyld en rigtig god nyhed for den danske regering fra det høje nord. Den nye regeringskonstellation er simpelthen den bedst tænkelige udgang på valget set med danske øjne," siger han og tilføjer:

"Partierne tæller alle de partier, der er entydige modstandere af amerikanske trusler og lokketoner – og alle fire partier har en ret pragmatisk holdning til selvstændighed. Bortset fra Atassut ønsker de alle grønlandsk selvstændighed, men de lægger vægt på, at det bliver i et tempo, der ikke smadrer velfærden i Grønland."

I et opslag på Instagram ønsker Mette Frederiksen tillykke med den nye regering.

"Jeg ser frem til et tæt samarbejde i en unødvendig konfliktfyldt tid. Stærkt med en bred regering og sammenhold mellem forskellige politiske partier. I viser demokratiets styrke," skriver hun.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026