Debat

Hans Bonde: Udskamning af min bog er til fare for den danske kønsdebat

REPLIK: Anne Sofie Allarps anmeldelse af bogen ”Vi vil have vores fair andel - På vej mod fifty-fifty-kulturen” er som at se Fanden læse Biblen. Hendes kritik kunne man have regnet ud på forhånd, skriver forfatter Hans Bonde, der her tager til genmæle.

Anne Sofie Allarps kritik belyser en farligt højt polariseret kønsdebat, skriver Hans Bonde.
Anne Sofie Allarps kritik belyser en farligt højt polariseret kønsdebat, skriver Hans Bonde.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil.

Nu skete det igen. En stærkt feministisk anmelder sættes til at anmelde en stærk kritik af den moderne feminisme. Det går naturligvis, som når Fanden læser Biblen, og man kunne derfor have regnet sig frem til resultatet på forhånd.

Faktisk medfører denne tendens til polariserede anmeldelser en fare for, at den danske kønsdebat udvikler sig i trumpistisk retning, som ganske almindelige, afbalancerede mennesker holder sig langt væk fra. Som når demokrater og republikanere i USA simpelthen nægter overhovedet at forstå hinanden.

Favorisering af kvinder
Oven på Anne Sofie Allarps forsøg på at udskamme min bog må det være på sin plads at give Altingets læsere en mulighed for at forstå, hvad bogen egentlig handler om.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det kan udmærket ske via Allarps angreb. Hun indleder med at konstatere, at min bog handler om, ”hvorfor kvinders fremme i toppen af samfundet er i gang med at ødelægge det.”

Allerede her går det galt for Allarp. For som jeg skriver som mine første ord i bogen: ”Lad det fra start af være slået fast med syvtommersøm: Kvinders aktive deltagelse på alle niveauer i det moderne samfundsliv er et absolut gode, der kan gøre hele samfundet klogere og rigere.”

Undervejs i læsningen af anmeldelsen får man indtrykket af, at anmelderen slet ikke har læst bogen grundigt, endsige til ende.

Hans Bonde
Professor, dr.phil.

Det, som jeg kritiserer, er, at der har udviklet sig en tendens til favorisering af kvinder blandt andet med særprogrammer inden for kulturliv, videnskab og ledelse. Denne favorisering truer både mænds retssikkerhed mod at blive diskrimineret, og den truer kvindefrigørelsen ved at kvinder risikerer at blive rubriceret som et B-hold.

Samfundet får herved ikke ydelser på højeste kvalitetsniveau. Ligesom vi nødigt vil opereres af en hjernekirurg eller flyves af en pilot, der er ansat ud fra et måltal, vil det også betyde et generelt kvalitetstab i samfundet, hvis topstillinger besættes via krav om ’kønsbalance’ og ikke først og fremmest faglige kvalifikationer.

Ubevidst bias
Allarp harcelerer mod min bog, fordi den ikke er ”videnskabeligt baseret”, men hun gør sig ikke den umage at dokumentere, hvorfor mine artikler i tidsskrifter som ”Ugeskrift for Retsvæsen” (sammen med sagfører Jens Ravnkilde), i ”Økonomi og Politik” og i ”Politik” ikke skulle være videnskabelige.

Hun imødegår for eksempel ikke den kendsgerning, at kvinder i dag har en væsentligt højere succesrate end mænd, når de søger faste forskerstillinger som adjunkter, lektorer og professorer.

Allarp hævder, at ”Bonde mener, at ubevidst bias simpelthen ikke findes”, og hun forbigår herved, at min statistikkyndige makker på bogen, ph.d. i epidemiologi Torsten Skov, over 30 sider i bogen og i forskningsartikler viser, at den eksisterende forskning ikke kan påvise evidens for ”ubevidst bias” mod kvinder, men tværtimod udgør en stærkt manipulerende pseudoforskning.

Allarp mener, at det er polemisk, at jeg indledningsvist skriver, at stort set alle de officielle møder om køn, som jeg deltaget i, har været ”vækkelsesmøder”, hvor ”alle har bekræftet hinanden i opfattelsen af kvinden som evigt krænket”, og hvor de få tilstedeværende mænd ”forventes at piske sig selv til blods.”

Men dette er sandt, uanset om vi taler om møder om køn på universiteterne eller for eksempel i EU’s ekspertkomité om kønsligestilling (EIGE), hvor jeg har repræsenteret Danmark.

Læs også

Køn over kompetencer
Allarp vender sig mod, at jeg diskuterer, om det gavner kvindesagen, hvis vi begynder at stemme på kvinder ud fra deres køn frem for ud fra deres kompetencer. Jeg må således ikke skrive, at Helle Thorning-Schmidt blev promoveret også på grund af sit køn, men Allarp forholder sig ikke til, at Thorning-Schmidt selv anerkender, at ”hun blev valgt som partiformand, fordi ”hun havde en anden baggrund, og ønskede at gøre partiet mere resultatorienteret, men også fordi hun er kvinde.“"

Allarp afviser også, at kvindekortet var en meget væsentlig faktor i valget af Ursula von der Leyen som kommissionsformand, men her kan læserne heldigvis selv vurdere evidensen via min artikel i Altinget.

Allarp synes ikke, at jeg i bogen skulle have påvist, at videnskabskvinden Inge Lehmann, hvis navn i øjeblikket bliver brugt til et særprogram med midler udelukkende til kvindelige forskerledere, ”ganske rigtigt i 1936 opdagede, at jorden har en kerne”, men ”ikke opdagede, at kernen er fast.”

Vil det sige, at jeg skulle have deltaget i det kor af stemmer fra Forskningsministeriet til pressen, der overdriver betydningen af en i forvejen eminent international forskerstjerne, som om hun var en lille pige, der havde brug for ekstra anerkendelse? Det er ikke min definition på kvindefrigørelse.

Meritokrati er det bedste system
Allarp fremstiller det, som om min bog alene bygger på citater fra ”meningsdannere, der er enige med mig.”

Hermed udelader hun helt min dokumentation for, at der foregår et massivt statsligt pres på offentlige institutioner og virksomheder for at øge måltallet for kvindelige ledere, et pres, der endog har ført til lovstridige handlinger og initiativer og indførelse af de facto kvoter til statslige bestyrelser.

Allarp spørger kritisk: ”Har vi virkelig et meritokrati i Danmark?” Men hun forholder sig ikke til min argumentation for, at meritokratiet trods alt er det bedste system, vi har, og at uden det risikerer vi at falde tilbage til mekanismer fra standssamfundet, hvor vi ikke forsøger at vælge den bedst kvalificerede, men den med de rette kønslige, etniske eller seksuelle særtræk.

Undervejs i læsningen af anmeldelsen får man indtrykket af, at anmelderen slet ikke har læst bogen grundigt, endsige til ende. I hvert fald henviser hun triumferende til det årlige Gender Gap Index, som vi i bogen (s. 288f) sammen med flere forskere dokumenterer udgør et dybt uvidenskabeligt og alarmistisk barometer.

Til sidst bekender Allarp kulør ved at trække Metoo-kortet, for #MeToo er for hende ”et ægte folkeoprør”, og når jeg med akklamation citerer den store franske feminist Simone de Beauvoir, så hævder Allarp, at Beauvoir ville have det med denne anerkendelse, ”som Anette Heick havde det, da overborgmesterens tunge pludselig landede i hendes øre”.

At Allarp her prøver at styrke sin argumentation ved at hente sexchikane-debatten ind, taler vist sit eget tydelige sprog.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Hans Bonde

Professor, Institut for Idræt og Enæring, Københavns Universitet
dr.phil. (2002)

0:000:00