Ny bog om ligestilling er et status quo-manifest fra en mand med en sag

ANMELDELSE: Professor Hans Bonde påstår selv, at han har skrevet en ”videnskabeligt baseret” og ”ikke-polemisk” bog om ligestilling i toppen af samfundet. Men i realiteten er det ét langt, postulerende partsindlæg. 

Altingets vurdering: 3/6

Anne Sofie AllarpAf Anne Sofie Allarp
Journalist, forfatter og kommentarskribent på Altinget

Hans Bonde, manden bag bogen 'Fordi du fortjener det,' har skrevet en ny bog om, hvorfor kvinders fremme i toppen af samfundet er i gang med at ødelægge det.

’Vi vil have vores fair andel,’ hedder bogen. Titlen er et citat fra den tyske formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

Kvinder er skam velkomne i toppen, skriver Bonde. Det skal bare foregå ud fra ”redelige argumenter og virkemidler”. Ordet "redelige" kvalificeres ikke, men vi forstår ud fra bogen, at redelig har noget med verden før år 2000 at gøre. 

Kvinder er i hvert fald ikke velkomne ud fra en favoriseringskultur, som efter hans mening er både lovstridig og forkert. Og som bliver fremmet af den ”toneangivende nutidsfeminisme,” der med sine ubønhørlige krav om ligelig repræsentation er ved at underminere meritokratiet og selve borgerskabsbegrebet i samfundet. 

Det er det, der har ansporet Hans Bonde til at skrive en efter eget udsagn ”videnskabeligt baseret” og ”ikke-polemisk” bog om emnet.

Men allerede to sider længere fremme er polemikken i fuld vigør. Stort set alle officielle møder om køn, som Hans Bonde har deltaget i, har været ”vækkelsesmøder”, hvor ”alle har bekræftet hinanden i opfattelsen af kvinden som evigt krænket”, og hvor de få tilstedeværende mænd ”forventes at piske sig selv til blods”. 

Thorning vandt på sit køn
Hans Bonde selv er naturligvis ikke en del af nogen vækkelse, men han føler, at han har et borgerligt ombud, der forpligter ham til at blive ved med at prøve at redde samfundet fra at ukvalificerede kvinder kravler til tops.

For det er det, der sker, med typer som Helle Thorning-Schmidt, som alene blev valgt til formand for Socialdemokratiet, fordi hun var kvinde (og altså ikke fordi hun førte en god valgkamp, var karismatisk og frem for alt ikke var Frank Jensen). I modsætning til Mette Frederiksen, som Bonde afgør, har skaffet sig magten, fordi hun er dygtig. 

Kommissionsformand von der Leyen er et andet eksempel på en leder, der blev valgt foran mere kvalificerede mænd, fordi hun er kvinde. Bonde forbigår, at von der Leyens nærmeste konkurrent var Manfred Weber, og at han formentlig blev fravalgt, fordi man kan finde stueplanter, der er mere inspirerende.

Vi hører ikke nogen refleksioner om, hvordan verdenshistoriens mange mandlige ledere har haft præcis det rette køn, udseende og fremtoning til posten. For det er ligesom ikke pointen.

Masser af citater
Bonde er så vred på interessen i at fremme kvinder i samfundets top, at problemet ikke bare er, at Danmarks Frie Forskningsfonds Inge Lehmann-program skal styrke talentudviklingen i dansk forskning ved at fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.

Nej, Bonde tilføjer, at selvom videnskabskvinden Inge Lehmann, der har lagt navn til programmet, ganske rigtigt i 1936 opdagede, at jorden har en kerne, så opdagede hun ikke, at kernen er fast. Så stort et kvindeligt geni var hun altså heller ikke, må vi forstå.

Bonde bruger næsten tre sider på at forsøge at nedtone den beskedne anerkendelse, videnskabskvinden Inge Lehmann måtte være blevet tildelt siden sin opfindelse.

Bogen er i det hele taget et langt, postulerende partsindlæg.

Den gennemgår en række sektorer som forskning, kunst, politik og medier, indenfor hvilke man kan støde på den dødsensfarlige ”fifty-fifty-kultur," der er defineret som et overordnet ideal for ”løsning af samfundsproblemer og skabelse af et idealsamfund.”

Indholdet er et kludetæppe af gengivelser fra medierne og anden dokumentation for, at der består dette her kætterske ønske om at fremme kvinder i de givne sektorer.

Når et interview har været særligt oprørende, så gengives interviewet ordret. Og så er der masser af citater fra meningsdannere, der er enige med Bonde. Og der er citater fra andre, hvis udtalelser kan bruges til at understøtte hans teser. Og der er citater, som Bonde bruger til at etablere truslen fra ”fifty-fifty-kulturen.”

Professor Nina Smith fra Aarhus Universitet er for eksempel en feministisk økonom, og så ved læseren, hvad klokken er slået. 

Og så smider han om sig med referencer til kloge folk. Aristoteles for eksempel. Og Simone de Beauvoir, som ville have det, som Anette Heick havde det, da overborgmesterens tunge pludselig landede i hendes øre, hvis hun kunne læse, hvordan hendes hovedværk ’Det andet køn’ bliver brugt af Bonde.

Mangler åbenhed for modsatte synspunkt
Bogen er et (m)andekald til kamp imod denne her fifty-fifty-kultur, som i Hans Bondes hoved er allestedsnærværende og kulturdominerende med kravet om, at kvinder skal repræsenteres i toppen af samfundet i henhold til deres andel af befolkningen.

Hvad Bonde mangler, er en åbenhed for det modsatte synspunkt og en granskning af de præmisser, som han lægger til grund for de knap 400 siders påvisninger. 

Har vi virkelig et meritokrati i Danmark? Ledes vi ikke af en regering, hvis ministre alle tilfældigvis har meldt sig ind i en ungdomsorganisation som helt unge og siden har formået at klappe hinanden på skuldrene længe nok til at komme i betragtning?

Nuancerer skandale på skandale i offentlig og privat sektor ikke billedet af et samfund, der rationelt selekterer de bedst egnede? 

Og denne her ”fifty-fifty-kultur”, som Bonde ser overalt, findes den overhovedet? Og hvis den gør, er den så allestedsnærværende, dominerende og hegemonisk? 

Ligestilling fylder ikke i forståelsespapir
Den regering, som gav den måske faktisk ikke så specielt geniale Inge Lehmann et forskningsprogram, er sammensat sådan cirka lige så kønsulige, som regeringer var det for de forjættede 20 til 30 år siden, hvor kvinder ikke var underrepræsenterede, men blot optrådte med lavere frekvens, som Bonde helst så det formuleret.

Cirka en tredjedel kvindelige ministre kan vores regering mønstre. Og så fik regeringspartiet i øvrigt ved folketingsvalget sidste år valgt 75 procent mænd til deres folketingsgruppe, præcis som den verdensgennemsnitlige parlamentariske kønsfordeling.

I rød bloks forståelsespapir fylder ligestilling tre linjer ud af 18 sider. Danmark er ifølge World Economic Forum på en 101.-plads i verden, når det kommer til kvindelige parlamentarikere, højtstående embedsmænd og ledere.

Det går kun én vej for riget på samme forums årlige Gender Gap Index, og det er ned. I medierne er der blå jakkesæt så langt øjet rækker, og når der en gang imellem optræder en dame, så er det typisk statsministeren.

Full frontal confirmation bias
Jeg har personligt efter en del år i feministiske kredse aldrig stødt på, at 50 procent kvinder er præsenteret som en løsningsmodel på samfundets problemer.

Jeg ser selv den kønsmæssige fordeling som en analysemodel, der kan fortælle noget om rekruttering i forskellige brancher. Det er en diskussion, der blandt andet er højaktuel efter dokumentarserien om kulturen i de politiske ungdomspartier. 

Og det er også svært at få øje på den så magtfulde ”toneangivende nutidsfeminisme”. Bortset fra #MeToo som er et ægte folkeoprør, så er feminismen og kvindesagen dybt splittet og fragmenteret i disse år. Og der er som bekendt ikke noget politisk parti på tinge, som investerer reel politisk kapital i ligestillingsspørgsmålet. 

Bonde mener, at ubevidste bias simpelthen ikke findes, og det gør de i hvert fald ikke i hans begrebsverden, hvor kvinderne først ”kom ud på arbejdsmarkedet i 1970'erne”, og derefter som gruppe besluttede sig for, at sværindustrien var mindre spændende end topledelse.

Det er utilsløret og full frontal confirmation bias. Bogen er et manifest for status quo eller måske verden af i går. Og som sådan skal den nok finde et publikum.

Hans Bonde (medvirken af Torsten Skov), 'Vi vil have vores fair andel - På vej mod fifty-fifty-kulturen', 388 sider, Gyldendal, er udkommet

Forrige artikel Boganmeldelse: En visionær ener i dansk og europæisk politik Boganmeldelse: En visionær ener i dansk og europæisk politik Næste artikel Lisbeth Knudsen: Nyhedsmedier kan stadig noget særligt Lisbeth Knudsen: Nyhedsmedier kan stadig noget særligt
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.