Debat

Hans Bonde: Von der Leyens fifty-fifty-kommission kan svække EU i globale udfordringer

DEBAT: Med kønskvoter i EU-Kommissionen vil man blandt andet risikere at personer med lavere kvalifikationer ansættes i en tid, hvor vi har brug for det stærkeste hold, skriver Hans Bonde.

Både i EU-Kommissionen og i erhvervslivet risikerer man et kvalitetstab, hvis man fokuserer på en bestemt kønsfordeling på topposterne, skriver Hans Bonde.
Både i EU-Kommissionen og i erhvervslivet risikerer man et kvalitetstab, hvis man fokuserer på en bestemt kønsfordeling på topposterne, skriver Hans Bonde.Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil.

I min nye bog 'Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen' (medvirken: Torsten Skov, Gyldendal) viser jeg, at der i Danmark omkring år 2020 er tale om opstart af en hel bølge af favoriseringspolitik over for kvinder.

Fifty-fifty-princippet forsøges indført i forskning, kulturlivet, det offentlige, det private erhvervsliv og ved regeringsdannelser. Men det er kun toppen af isbjerget.

I stedet for at kæmpe mod barrierer for kvinders karriere i udgangspunktet skal kvinder forlods sikres 50 procent af alle prestigegivende pladser. Rutinemæssigt anklages institutioner for "uligestilling" og undertrykkelse, hvis kønsbalancen er skæv – og det uanset kvindernes egen indsats og interesse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Mere balance mellem kønnene
Titlen på bogen ”Vi vil have vores fair andel” er et udtryk fra EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyens kampagne først for at få sig selv på posten som EU-kommissionsformand og siden for at få dannet en kommission med 50 procent kvinder. Det er selve fifty-fifty-kulturens slogan.

Også inden for EU-politikken har idealet om ’kønsbalance’ nemlig vundet stærkt fodfæste. I 2019 nåede EU’s fifty-fifty-forkæmpere så tæt på deres mål som ingensinde før.

Ligesom vi nødigt vil opereres af en hjernekirurg eller flyves af en pilot, der er ansat ud fra et måltal, vil det også betyde et generelt kvalitetstab i samfundet, hvis topstillinger generelt besættes via krav om kønsbalance, så halvdelen af stillingerne besættes uden åben konkurrence.

Hans Bonde
Professor, dr.phil.

Det startede på et topmøde i maj, hvor EU’s ledere med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i spidsen erklærede, at der efter seks årtier med kun mænd på EU’s absolutte topposter nu var behov for mere balance mellem kønnene, og at mindst to af topposterne derfor burde gå til kvinder.

Dette er en typisk mekanisme blandt magtens mænd: Både Tusk og Jean-Claude Juncker skulle gå af som EU-ledere i november 2019. Det var derfor ikke deres egne taburetter, de satte på spil, men i stedet indførte de en spærring for potentielle mandlige efterfølgere, der således ikke skulle vælges til posten.

Von der Leyens overraskende kandidatur
Den mest overraskende kandidat til posten som kommissionsformand var Ursula von der Leyen.

Von der Leyen blev foreslået af den franske præsident Emmanuel Macron, der er den moderne statsleder, der mest konsekvent har benyttet sig af kvotering i politik i form af fifty-fifty kønssammensatte regeringer.

Macrons promovering af von der Leyen blev kritiseret, fordi hun på det tidspunkt ikke var blandt de ledende kandidater og dermed kom til at skubbe for eksempel en politiker med stor politisk erfaring til side: den kroatiske statsminister, Andrej Plenković, men også vor egen Margrethe Vestager.

Von der Leyen var den første kvindelige tyske forsvarsminister. Hun var historisk upopulær i den tyske befolkning blandt andet på grund af beskyldninger om nepotisme, og fordi det i 2016 var blevet afsløret, at dele af hendes doktorafhandling var plagiat.

Hun havde annonceret, at uanset om hun fik posten som EU-kommissær eller ej, ville hun gå af som forsvarsminister. Hun vakte opsigt blandt sine konservative partifæller, når hun argumenterede for kvindekvoter i erhvervslivets bestyrelser.

Von der Leyen blev som forsvarsminister efterfulgt af Angela Merkels kronprinsesse i regeringspartiet kristendemokraterne, CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer.

Kramp-Karrenbauer var ikke imponeret over sin forgængers arbejde, og helt usædvanligt for en partifælle kritiserede den ellers så diplomatiske nyvalgte CDU-formand Kramp-Karrenbauer ved et militært arrangement i Berlin i begyndelsen af februar 2020 von der Leyens arbejde med at forny det tyske militærs kampevne med følgende vending: ”Resultaterne er ikke tilstrækkelige.”

Fifty-fifty-missionen lykkedes ikke helt
Som formand for EU-Kommissionen kom von der Leyen med en historisk svag baggrund. Hendes mandlige forgængere som kommissionsformænd, José Manuel Barroso og Jean-Claude Juncker, havde forud for deres EU-formandskaber begge været statsministre i henholdsvis Portugal og Luxembourg.

Centralt i von der Leyens valgkampagne var altså løftet om at sammensætte en fifty-fifty-kommission med lige mange kvindelige og mandlige kommissærer. Hun krævede derfor, at EU’s medlemslande indstillede både en kvindelig og en mandlig kandidat. To af de endeligt indstillede kvindelige kandidater viste sig ikke at have ministererfaring.

Det viste sig imidlertid så svært at finde topkvalificerede kvinder, at von der Leyen til sidst landede på 12 kvinder og 15 mænd, hvilket dog var en langt højere kvote end forgængeren Jean-Claude Juncker, som havde 9 kvinder og 19 mænd i sin kommission.

I den endelige afstemning godkendte Europa-Parlamentet kun von der Leyen med ni stemmers flertal over de nødvendige 374, hvilket iagttagere frygter vil svække hende i det kommende kommissionsarbejde. Hendes forgænger Jean-Claude Juncker vandt således i 2014 afstemningen med 422 mod 250.

Anede ikke en flyvende fis
Når valget af von der Leyen og hendes kommission løb ind i så store vanskeligheder, skyldes det ifølge partiet De Grønnes leder i EU-Parlamentet, Philippe Lamberts, at det efter et møde mellem hende og De Grønne i Bruxelles ikke ville være seriøst at stemme for hende:

"Det var en katastrofe. Hun efterlod os med to indtryk. Dels at hun ikke anede en flyvende fis om EU-politik, og dels at hun ikke ønskede vores stemmer, så hvorfor skulle vi dog stemme for hende?"

Dertil kom, at flere af hendes kandidater præsterede under lavmålet i den afgørende høring i EU-Parlamentet. Den estiske kandidat til EU-kommissær, Kadri Simson, fremkom således under den tre timer lange høring med en række diffuse og ukonkrete svar.

Von der Leyen blev bakket op af den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, der udtalte: ”Det kunne være godt, hvis alle medlemslande stillede med både en mand og en kvinde, så man kunne lave en mangfoldig kommission. Når vi udnævner derhjemme til råd og nævn, stiller man jo med en mand og en kvinde, fordi vi gerne vil have balance.”

Vestager går ind for kvoter
Arbejdet i EU-Kommissionen, hvor Margrethe Vestager nu også er blevet næstformand, har fået hende til at gå ind for kvoter: ”Hvis mænd kan tåle at blive valgt på grund af køn, så kan jeg også.” Så hvis den første præmis i hendes konstatering er rigtig, så er følgeslutningen da også logisk.

Hun fortsatte med ordene ”der er de facto tale om mande-kvoter i erhvervslivet”. På et debatmøde i HK-Huset i København kunne hun i maj 2019 uddybe sin indsigt: ”Det, som kvoter gør, er, at de rydder op i laget af inkompetente mænd.”

Hun funderede over at være blevet overhalet indenom af Ursula von der Leyen: ”Da jeg ikke blev formand, tænkte jeg lige i 20-30 sekunder, om jeg skulle være bitter. Jeg blev enig med mig selv om, at det muligvis ville ødelægge mit eget liv, men alle andre ville nok være ligeglade.”

Den største erkendelse for hende i år var ”hvor meget mere, der skal gøres, før vi har ligestilling. Et emne, jeg har beskæftiget mig særligt meget med i år, fordi vi virkelig har kæmpet for at få en kvindelig formand og skabe opmærksomhed om, at der skal være balance mellem kommissærerne, så der er lige så mange kvinder som mænd.”

EU har brug for de stærkeste hjerner
Margrethe Vestager er i disse år anerkendt for sit arbejde som EU-konkurrencekommissær, ikke mindst hvad angår kravet om, at multinationale selskaber og især tech-giganter betaler skat i de lande, de opererer i.

I betragtning af hendes egen dygtighed kan hendes opbakning til kvoter undre. Men det viser måske mere end noget andet, hvor stærkt favoriseringsbølgen præger EU i disse år.

Men er det egentlig et problem, at kvindelige politikere søges rekrutteret på en 50 procent kvote uden konkurrence fra mænd?

Ja, idet der for det første gribes ind i nationalstaternes indstillingsret til kommissærposterne. For det andet risikerer man herved, at personer med lavere kvalifikationer ansættes i en tid, hvor vi i den grad har brug for at mobilisere de stærkeste kort i en omverden med trusler fra global opvarmning, epidemier, en stadig mere aggressiv Putin og Xi Jinping og en utilregnelig Trump.

Ligesom vi nødigt vil opereres af en hjernekirurg eller flyves af en pilot, der er ansat ud fra et måltal, vil det også betyde et generelt kvalitetstab i samfundet, hvis topstillinger generelt besættes via krav om kønsbalance, så halvdelen af stillingerne besættes uden åben konkurrence.

Dertil kommer, at mænd herved diskrimineres, og at kvinder valgt på særlige vilkår risikerer at blive betragtet som et B-hold.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Bonde

Professor, Institut for Idræt og Enæring, Københavns Universitet
dr.phil. (2002)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00