Hans Skov Christensen er død

DØDSFALD: Den mangeårige direktør for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, er død efter længere tids sygdom. Han blev 68.
Foto: www.di.dk
Redaktionen

I dag, torsdag, er Hans Skov Christensen sovet stille ind i sit hjem på Frederiksberg efter længere tids sygdom.

Det oplyser DI i en pressemeddelelse.

Hans Skov Christensen var igennem 18 år adm. direktør for Dansk Industri. Da Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet i 1992 fusionerede til Dansk Industri, blev det Hans Skov Christensen, der som den første adm. direktør blev bedt om at bygge den nye organisation op. 

Forud herfor sad Hans Skov Christensen i spidsen for Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han var adm. direktør fra 1985. 

Ved siden af hvervet som adm. direktør for DI bestred han en lang række tillidsposter og var bland andet formand for FIH Erhvervsbank og BaneDanmark og næstformand i Industriens Pension. 

Sideløbende havde Hans Skov Christensen et betydeligt kirkeligt engagement, som blandt andet afspejlede sig i formandsposten for både Kristeligt Dagblad og Danske Sømands- og Udlandskirker. 

Politisk var han konservativ og var i sin ungdom blandt andet medlem af Det Konservative Folkepartis hovedbestyrelse og viceborgmester i Herlev. 

Hans Skov Christensen var i mange år gift med overlærer og viceborgmester i Frederiksberg Kommune, Vibeke Skov Christensen, som døde i 2002. I 2006 blev han gift med den tidligere formand for Advokatrådet, advokat Sys Rovsing. 

Hans Skov Christensens familie ønsker ikke i dag at udtale sig yderligere til pressen. Tidspunktet for begravelsen vil blive oplyst senere.

 

Små guder 

I en nekrolog (se link) skriver chefredaktør og adm. direktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad om sin afdøde formand:

"Det politiske fængede ham tidligt, og han blev anti-kommunist og inderlig modstander af de totalitære strømninger, der prægede tiden. Han blev optaget af forholdet mellem det enkelte menneske og samfundet. Og han ræsonnerede, at hvis man tror på individets betydning, føres man helt naturligt til også at mene, at individets udfoldelse er begrænset af et ansvar. Ikke bare et ansvar over for andre, men også et ansvar over for en øvre instans. Uden den ansvarsfølelse over for det større risikerer mennesker at gøre sig selv til små guder." 

Personligheden opsummeres således:

"Han personificerede en borgerlighed, der ikke hylder materialismen, men er karakteriseret ved kultur, ånd, udsyn og tolerance over for livets mangfoldighed."

 

Begraves på Fretderiksberg 

Hans Skov Christensen begraves fra Godthaabskirken på Nyelandsvej 51 på Frederiksberg fredag 22. november kl. 13. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Skov Christensen

Fhv. adm. direktør, DI, formand for Kristeligt Dagblad
Cand.polit.

0:000:00