Harun Demirtas: Derfor blev mit hjemland til et ”lorteland”

KOMMENTAR: Det var mennesker som Rasmus Paludan, der gjorde mit hjemland til et ”lorteland”, skriver Harun Demirtas, der fik fysisk ondt i maven over tirsdagens partilederdebatter på DR1 og TV 2.

Rasmus Paludan var med i både DR og TV 2's partilederdebatter tirsdag.

I det danske demokrati bliver synliggørelsen af Rasmus Paludan set som et tegn på demokrati. For danske medier hænger det selvfølgelig sammen med, at alle skal høres og ses, uanset hvilket menneskesyn og hvilken holdning de har.

Men medier som DR og TV 2 glemmer tit, at der også er sådan nogle som mig, der følger med i debatten og gerne vil høre og blive klogere på, hvad partierne har at byde på – og som helst vil være fri for at høre, hvad Rasmus Paludan mener om migration.

Men det var der ikke meget snak om, eftersom værterne meget amatøragtigt ikke formåede at stille ham de samme kritiske spørgsmål, som de stillede til de andre partiledere, når det kom til andre emner end migration. Ingen fordybning i hans holdning til pension eller klimapolitik. Til gengæld fik Rasmus Paludan lov til at udtrykke sine sædvanlige grimme holdninger til muslimer, holdninger, som vi kender i forvejen.

Er det ikke også vælgernes demokratiske ret at blive klogere på, hvad den her mand mener om samfundets andre problemer? Det synes tv-programmerne åbenbart ikke, jeg som seer bør vide noget om.

Hvorfor kan jeg ikke være fri for at blive krænket af en tv-kanal, jeg er med til at finansiere? I min optik bør DR og TV 2 tage afstand fra de udtalelser, der kom fra Rasmus Paludan.

Der kan efter min mening ikke være tale om demokrati, når muslimer som mig bliver kaldt for ”affald” og omtalt som nogen, der stammer fra ”lortelande”, direkte på Danmarks største mediekanaler.

Demokrati handler netop om, at demokratiet gælder alle, og at ingen skal fremmedgøres, bare fordi de har en anden religion eller et andet udseende.

For Rasmus Paludan gælder hans ønske om at deportere muslimer ikke alene dem, der ikke bidrager til samfundet eller ikke vil have demokratiet. For ham handler det om, at alle muslimer skal sendes til det land, de stammer fra, uanset om man bidrager til Danmark eller ej.

Jeg er en af de første, der bliver sat på en flyver for at blive sendt tilbage, som Rasmus Paludan skriver i sit tweet i oktober 2018. Og han mener endda, at jeg bør fængsles indtil da (se nedenfor).

 I går sad jeg foran fjernsynet og var rasende og havde virkelig også ondt i maven over, hvordan man kunne tillade sig at give sådan en mand lov til at svine så mange danskere til.

Mange hævder vigtigheden af demokratiet som en undskyldning for synliggørelsen af Paludan.

De bør dog vide, at mange som mig, der raser over Paludan, faktisk kan nikke genkendende til hans retorik. For det er præcis den retorik, der har været årsag til, at vi har måttet forlade vores hjemland og søge asyl i andre lande.

Forfølgelse, ingen accept og konstante trusler, fordi man ikke måtte være den, man er.

Derfor bør Paludan og de, som elsker Danmark, prøve at forstå, at når mit hjemland i dag bliver fremhævet som et ”lorteland” på direkte tv og måske også er blevet det i nogles øjne, er det, fordi mennesker som Rasmus Paludan fik taletid og magt. Demokratiet blev undergravet, minoriteter og mennesker, der faldt udenfor, blev nemme at få øje på og følte sig derfor tit forfulgt.

Derfor spørger jeg dig som en, der er dybt forelsket i dette samfund, ikke er født her, men som en, der skal begraves i kongeriget: Hvordan synes du, at andre lande i verden om nogle år skal omtale Danmark?

-----

Harun Demirtas er tidligere flygtning og arbejder til daglig som sygeplejerske. Harun Demirtas har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om hiv og aids. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Nina Groes: Nu kommer ligestillingen til skurvognen Nina Groes: Nu kommer ligestillingen til skurvognen Næste artikel Jarl Cordua: Lars Løkke Rasmussens sidste folketingsvalg Jarl Cordua: Lars Løkke Rasmussens sidste folketingsvalg
Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

Sommerpodcast: Liberalisme i Danmark

AJOUR: Såvel Venstre, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance henviser til liberalismen, som deres ideologi. Alligevel er partierne uenige og forskellige. Hvad handler det om?