Harun Demirtas: Lad ikke DF afspore racismedebatten fra selve problemet

Mange borgerlige politikere er meget optagede af debatten om racisme i disse dage.

Debatten handler for dem ikke om, hvorvidt nogle mennesker i Danmark føler, der er racisme. For de er meget optagede af definitionen af selve ordet racisme fremfor oplevelsen.

Men er det egentlig ikke lige meget, hvad det hedder?

Hvis en person er blevet nægtet arbejde på grund af religion og udseende, er det så ikke det, vi skal tale om? Hvorfor vil politikerne ikke tage sig af selve problemstillingen i stedet for at fokusere på ordets definition?

Ifølge Pia Kjærsgaard og Marie Krarup er det helt forståeligt, at en arbejdsgiver fravælger en muslim ved en ansættelsesproces.

Især tørklæder udgør umiddelbart et problem. Eller en tandlægeassistent, der holder ramadan, fordi man ikke vil risikere at stå med en assistent, der er ved at besvime over patienterne på grund af lavt blodsukker.

Når man stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan arbejde, kun fordi man er muslim eller har et udseende, arbejdsgiveren ikke er vant til, så er det ligegyldigt, om man kalder det for racisme eller diskrimination

Harun Demirtas

Det er tydeligvis ikke racisme. Det er ifølge de to damer helt acceptabelt, at en arbejdsgiver tænker på sine kunder. 

Jeg har mødt mange dygtige sosu-assistenter og sygeplejersker, der er muslimer eller går med tørklæde. Ligesom jeg har mødt mange patienter, der er ligeglade med personalets udseende.

For det, der er afgørende for patienter, er at kunne få behandling. Og det sikrer alle, uanset om de er er muslimer eller ej.

Men når man stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan arbejde, kun fordi man er muslim eller har et udseende, arbejdsgiveren ikke er vant til, så er det ligegyldigt, om man kalder det for racisme eller diskrimination. For problemet er lige så stort og uacceptabelt, uanset hvilken etiket du vil sætte på.

Det kan vi dog ikke debattere. For politikerne afsporer debatten ved at gemme sig bag definitioner.

Debatterne starter altid heftigt med eksempler fra virkeligheden om racisme. Og de ender med, at politikerne og debattørerne til sidst bliver enige om, at det eksempel ikke var ”heelt” racisme, men mere diskrimination, hvorfor det engagement, der var i debatterne, pludselig forsvinder.