Her er kommissionsformandens jobbeskrivelse

TOPPOST: Den kommende formand for EU-Kommissionen skal være ledvogter for al den lovgivning, som Unionen skal igangsætte de næste fem år. En position, der internt i EU-embedsværket er blevet styrket over de sidste ti år, vurderer en ekspert.

EU's statsledere peger på Luxembourgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker (t.v) som den næste formand for EU-Kommissionen. Her ses han i samtale med den afgående formand José Manuel Barroso (t.h).
EU's statsledere peger på Luxembourgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker (t.v) som den næste formand for EU-Kommissionen. Her ses han i samtale med den afgående formand José Manuel Barroso (t.h).Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Michael Hjøllund

BRUXELLES: EU's næste formand for EU-Kommissionen hedder Jean-Claude Juncker.

Det står klart, efter at han er blevet godkendt af både EU's stats- og regeringschefer og Europa-Parlamentet.*

Altinget.dk giver her et indblik i, hvad hans kommende job egentligt går ud på.

Chefen for det hele 
Formanden for EU-Kommissionen er øverste chef for de 28 EU-kommissærer og deres tilsammen over 20.000 embedsmænd, der arbejder inden for en lang række politikområder som landbrug, økonomi og det indre marked. 

Fakta
Siden Lissabon-traktatens ikrafttrædelse udpeges formanden for EU-Kommissionen af EU's stats- og regeringschefer under hensyntagen til udfaldet af valget til europaparlamentsvalget og efter konsultation med Parlamentet.

Beslutningen skal træffes med kvalificeret flertal, og intet land kan nedlægge veto mod kandidater, de ikke vil have.

Derefter skal et absolut flertal blandt alle medlemmer af Europa-Parlamentet godkende den valgte kandidat.

Det er EU-Kommissionen, der har initiativretten, når der skal laves ny lovgivning, og derfor er det også i sidste ende kommissionsformanden, der sidder med nøglen til, hvad EU foreslår af nye tiltag.

Formanden leder EU-Kommissionens kollegium. Det består af 28 kommissærer, som for tiden blandt andet tæller den danske klimakommissær, Connie Hedegaard.

Et langt stykke hen ad vejen støder man sammen med statslederne.

Caroline Grøn
Adjunkt, Københavns Universitet

Kollegiet handler i fællesskab, men under den siddende formand, portugiseren José Manuel Barroso, har formandsposten fået mere magt, vurderer Caroline Grøn, der er adjunkt ved Københavns Universitet og har EU-Kommissionen som forskningsområde.

"Formanden for EU-Kommissionen er en gatekeeper (ledvogter, red) for dagsordenen i institutionen. Hvis ikke formanden er enig i et lovforslag fra en kommissær eller ikke synes, et lovforslag ser ordenligt ud, så kommer det ikke videre ud i verden," siger hun.

Med til jobbeskrivelsen som EU-kommissionsformand hører også at give retningslinjer for EU-Kommissionens arbejde, organisere institutionen indadtil, samt ikke mindst retten til at fyre en kommissær, der er faldet i unåde.

Ned i maskinrummet
Derudover har formanden også en rolle udadtil, blandt andet som deltager ved møder med statslederne i Det Europæiske Råd.

Ifølge Caroline Grøn kræver det en vis politisk rutine at styre en stor institution som EU-Kommissionen gennem det politiske farvand, hvor bølgerne kan gå højt rundtomkring i medlemslandene, når EU er på vej med nye regler.

"Et langt stykke hen ad vejen støder man sammen med statslederne, og det skal ikke underkendes, at kommissionsformanden kan få et opkald fra Berlin eller London, hvor man får at vide, hvordan andre mener, at tingene skal håndteres," siger hun.

Der er med andre ord ikke tilfældigt, at samtlige kommissionsformænd med en enkel undtagelse er kommet til Bruxelles med et job som tung minister eller statsleder i bagagen.

Flair for organisationen
Samtidig er det også nødvendigt med en vis interesse for det organisatoriske aspekt i jobbet, hvis det skal gå EU-Kommissionen og dens formand godt, mener Caroline Grøn.

Hun peger på, at den navnkundige kommissionsformand Jacques Delors, der sad på posten i ti år fra 1985 til 1995, "elskede politik, men hadede administration."

Det, mener hun, spillede en rolle, da den efterfølgende EU-Kommission, anført af luxembourgske Jacques Santer, måtte gå af efter grove anklager om korruption og dårlig administration.

"I det lange løb går det ikke at køre et system som EU-Kommissionen uden at være interesseret i, hvordan organisationen også fungerer," siger Caroline Grøn.

Kamp om rollefordelingen
Udnævnelsen af den nye formand for EU-Kommissionen er kun én brik i den famøse kabale om EU's topposter, der lige nu foregår i Bruxelles.

Der skal også findes en ny formand for statslederne i Det Europæiske Råd, en ny EU-udenrigschef, en ny formand for Europa-Parlamentet og muligvis en fast formand for euro-landene.

De to førstnævnte udspringer af den seneste traktatændring i 2007, og siden dengang har der ifølge Caroline Grøn været en afklaringsproces i gang, hvor magtfordelingen mellem kommissionsformanden, udenrigschefen og lederen af Det Europæiske Råd skulle findes.

Det er dog stadig svært at sige, hvor magtfulde de forskellige topposter er, hvis man måler dem mod hinanden, mener Caroline Grøn.

Det er godt nok EU-Kommissionen, der tager initiativ til lovgivningen, men det er i sidste ende medlemslandene, der skal forhandle de konkrete aftaler på plads med Europa-Parlamentet.

"Men det jeg hører, når jeg taler med de embedsmænd, der sidder og forhandler lovgivning, så er der med 28 medlemslande mange, der vil gå rigtig langt for at undgå at ændre alt for meget i den tekst, der kommer fra EU-Kommissionen. Simpelthen fordi det let bliver meget omstændeligt at komme i mål, når så mange lande skal blive enige," siger Caroline Grøn.

Et spørgsmål om fortolkning
Sammen med udpegningen af Jean-Claude Juncker er EU's stats- og regeringschefer også blevet enige om et såkaldt strategi-papir, der udpeger de prioriteringer, som de finder vigtigst i de kommende fem år.

Det er tanken, at disse pejlemærker skal indgå i EU-Kommissionens arbejde, når den forbereder, eller måske afholder sig fra at forberede ny lovgivning.

Og den fordeling illustrerer meget godt arbejdsdelingen mellem formanden for statslederne, Herman Van Rompuy, der har skrevet strategi-papiret, og den kommende formand for EU-Kommissionen, der skal forestå den praktiske udmøntning af prioriteterne. 

Og så er vi tilbage ved diskussionen om, hvem der i virkeligheden bestemmer mest over den hverdag, som de 500 millioner europæere færdes i. 

"Er magten over politikken at sige, at for eksempel konkurrenceevne er en vigtig prioritet, eller er det at lave de måske 38 lovforslag, der skal forbedre konkurrencedygtigheden?" spørger Caroline Grøn.

*Artiklen er bragt første gang i juni, da Jean-Claude Juncker blev nomineret til posten som formand for EU-Kommissionen. Den er pr. 15.07 opdateret med nyheden om, at kandidaten nu er endeligt godkendt.

Dokumentation

De tidligere formænd for EU-Kommissionen. 

Navn  Land  Periode  Note 
Walter Hallstein Tyskland  1958-1967 En af EU's 'grundlæggere'
Jean Rey Belgien  1967-1970  Tidl. minister og EU-kommissær
Franco Maria Malfatti  Italien 1970-1972  Tidl. minister
Sicco Mansholt  Holland 1972-1973  Tidl. minister og EU-kommissær
François-Xavier Ortoli Frankrig 1973-1977 Tidl. minister og EU-kommissær
Roy Jenkins  Storbritannien  1977-1981  Tidl. minister 
Gaston Thorn Luxembourg  1981-1985  Tidl premierminister
Jacques Delors  Frankrig 1985-1995 Tidl. EU-parlamentariker og minister
Jacques Santer  Luxembourg  1995-1999  Tidl. premierminister
Manuel Marín (midlertidig)  Italien  1999-1999  Tidl. minister
Romano Prodi  Italien  1999-2004  Tidl. premierminister
José Manuel Barroso    Portugal  2004-2014  Tidl. premierminister 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

José Manuel Durão Barroso

Bestyrelsesformand, Goldman Sachs International, Fhv. formand, EU-Kommissionen
ll.m. (University of Lisbon), msc (University of Geneva)

0:000:00