Her er valgets Kong Midas og konen i muddergrøften

Ekstra Bladet kan bare komme an med forsider og dårlige historier. Han har måske en lidt for smart lobbytjans ved siden af sædet i Folketinget, men hvad pokker, vi har hørt det hele før, og vi forventer ikke bedre af ham. Ingen kan længere forarges over Løkkes numre. Dem må man åbenbart tage med, hvis man vil have en partileder fra øverste hylde.

Løkkes kandidater svarer i øst og vest, når de skal udfylde deres kandidattest, og spidskandidater i flere storkredse virker lige så uldne i kanten som partiformanden selv. Men igen; Hvad gør det? Vi ved jo, at det bliver Løkke, der kommer til at lægge linjen, og den vil være lige så pragmatisk som manden selv. Det er trygt og godt, dansk og dejligt, politik på midten som de potentielle vælgere kender og elsker den.

Selv voksne VK-vælgere ser Vanopslagh som et alternativ, når nu de konservative roder rundt, og Venstre alligevel ikke virker som et alternativ til statsministerposten.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Men hvad så med spørgsmålet om ikke at være rød eller blå. Lilla hævder Løkke at være. Eller det punkt, hvor om alle de øvrige partier kan få lov at dreje. Men han er altså stadig blå, hvæser socialdemokraterne, mens de borgerlige gjalder op om, at en stemme på Løkke er en stemme på Mette Frederiksen.

Hans moderate vælgerskare bliver blot bekræftet i, at de er på rette vej. Virkelighedens Birgitte Nyborg har indtaget valgkampen, fået det hele til at handle om ham selv og diverse bogstavkombinationer, så vi næsten glemmer politikken, mens han gør alt til guld.

Lidt i skyggen af Løkke - men med stadig større succes - har vi valgets anden Kong Midas. Det er Liberal Alliances Alex Vanopslagh som i stort antal skovler vælgere ind i det hidtil så lille foretagende. De unge elsker ham. Selv voksne VK-vælgere ser ham som et alternativ, når nu de konservative roder rundt, og Venstre alligevel ikke virker som et alternativ til statsministerposten. Så kan man lige så godt gå helt liberalt.

Selv sagen om en ikke så beboet lejlighed i Struer, der har givet partiformanden adgang til et ekstra vederlag fra Folketinget, og en gratis lejlighed tæt på den københavnske saloner får ikke de potentielle vælgere til at overveje deres kryds. Hvem har ikke selv benyttet en god fidus eller gået til kanten? Og gør de røde ikke bare det samme?

De unge vælgere kender måske endda nogen, der har skiftet adresse for at få udeboende SU. På en eller anden måde fungerer sagen for liberalister måske bare på samme måde, som en racismedom virker for en DF’er. Den flugter med det politiske tankesæt. Og når først det går godt, går alting godt.

Jeg kender det fra flere valgkampe. Da jeg første gang blev valgt ind i Folketinget tilbage i 2005 for Radikale, gik alting godt for partiet. Marianne Jelved, der gennem 90’erne havde haft et image som dansk politiks vindtørre moster, blev pludselig kult som ’Damen med håndtasken’. Den uspiseligt bitre rucolasalat og senere café latten blev symboler på det radicoole. Vi fik det bedste valg i 32 år. Alt blev til guld.

Lige ind til det ikke gjorde. Radikale kom med ultimative krav (pas på!) og egen statsministerkandidat (Pas på, blev der sagt). Herfra gik det hele nedad, men det er en anden historie.

Jeg oplevede succesen igen med Liberal Alliance. Ved valgene i 2011 og 2015 var der fremgang. Unge mennesker valfartede om partiet, og det kunne være svært at forlade en gymnasiedebat med under 40-50 procent af stemmerne. En gang oplevede jeg at tage til en sådan debat som vikar for Joachim B. Olsen, der i sidste øjeblik måtte melde forfald.

Jeg kom ti minutter for sent til debatten, halsende ind i en fyldt gymnastiksal med næsten 1000 unge mennesker. Da de første så mig, begyndte folk at rejse sig fra stolene og i løbet af få sekunder stod halvdelen af salen op og klappede som vanvittige. Alene fordi jeg havde entrereret salen som en kendt politiker fra Liberal Alliance. Alt blev til guld.

Da valget endeligt kom, virkede de radikale som det mindst forberedte parti af alle. Mærkeligt al den stund at de selv udløste folketingsvalget.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Lige ind til vi kom med ultimative krav (der var de igen!), sad i ministerkontorerne, gennemspillede et amatøragtigt skatteforløb, led et forsmædeligt nederlag, blev siddende i regering og var lige ved at ryge ud af Folketinget ved valget i 2019. Vores partileder Anders Samuelsen røg faktisk ud – som den kun anden partileder i historien, der har måttet forlade Folketinget uden at hele partiet er gået samme vej. Men igen; Det er en anden historie.

Og det er hele pointen. Når det går godt, sidder man behageligt på tigerens ryg, mens den fører en længere og længere ind i junglen, men når først den begynder at løbe den forkerte vej, så er det med at holde fast, for så ved man ikke, hvor den fører en hen. Og der er ikke langt fra Kong Midas til Konen i muddergrøften.

Det er den klassiske historie fra Brødrene Grimms eventyr, om at hovmod står for fald. I politik betyder det typisk ultimative krav og statsministerkandidaturer.

Netop et statsministerkandidatur (pas på, blev der sagt) lancerede den konservative Søren Pape efter sommerferien, da meningsmålingerne duftede af Poul Schlüter, og et blåt flertal begyndte at være realistisk. Herefter gik det galt. Man foreslog et smalt skatteforslag til det, der skulle til at være et bredt parti. Og forsiderne rullede ud af Ekstra Bladet. Kendte han overhovedet sin egen mand? Rejsen til Den Dominikanske Republik. Boligforhold i Viborg. Hvad var det dog for noget alt sammen?

De enkelte sager var måske ikke det store, men det samlede billede så ikke godt ud. Vælgerne begyndte at sive. Havde Pape og de konservative alligevel slået et for stort brød op? Målingerne fortsatte ned. Debatterne gik ikke så godt. Når først det går nedad, går det nedad.

Det samme for de radikale. Da Mette Frederiksens regering stod ved dommens dag og modtog Minkkommissionens rapport, ville de hverken være fugl eller fisk. De blå partier ville alle have en advokatvurdering af konklusionerne. Det gjorde man nemlig også ved Instrukssagen. Og Tamilsagen. Kan I se mønsteret? SF og Enhedslisten havde ikke behov for mere end en næse til statsministeren. Det var Socialdemokraterne udelt tilfredse med, og så manglede bare de radikale.

Her havde de radikale et enkelt valg: Enten kunne de bakke op om regeringen, eller de kunne gå med de borgerlige for at understrege deres særlige forhold til retsstaten. Hvis de mente det rigtigt alvorligt, kunne de endda trække støtten til regeringen. Som efter Tamilrapporten i 1993. De valgte ingen af delene. Eller rettere; de valgte enten-eller. En klassisk radikal beslutning, hvis man ellers har fordommene om det lille midterparti i orden.

Rygterne vil vide, at der ikke var overensstemmelse mellem folketingsgruppe og bagland. Eller også var det noget med, at Socialdemokraterne ikke optrådte tilstrækkeligt ydmygt på pressemødet om Minkrapporten. Under alle omstændigheder valgte man at vælte regeringen i slow motion – eller med funktionærlovens tre måneders varsel, som den politiske kommentator og tidligere Thorningrådgiver Noa Redington vittigt har formuleret det.

Da valget endelig kom, virkede de radikale som det mindst forberedte parti af alle. Mærkeligt al den stund at de selv udløste folketingsvalget. Herfra gik alting galt. Hvem der har udtænkt, at Sofie Carsten Nielsen (R) skulle stå i en pølsevogn på Lolland, ved jeg ikke. Men vedkommende burde tvinges til at memorisere alle beslutningsreferater fra Ove Rodes Overordentlige kommission. Den eneste radikale, der bør opholde sig på Lolland i en valgkamp, er den stedlige folketingskandidat. Alle andre medlemmer af partiet bør holde sig til de store byer.

Det blev ikke bedre af, at Sofie Carsten Nielsen begyndte at tale om de stakkels naturgaskunder på Lolland. Øen er slet ikke tilsluttet gasnettet. Til grin kan man altid blive. Herefter gik partiet i flyverskjul. For kort tid siden lancerede de et gennemarbejdet energioplæg, der rent faktisk svarer på flere af tidens store udfordringer. Bare for sent til at gøre en forskel i denne valgkamp.

Og partiet, der taler om at politik er gået i stykker, har stadig ikke fortalt eller forklaret de måbende vælgere, hvordan de har tænkt sig at reparere dansk politik. Altså ud over at vælte Mette Frederiksen for straks derefter at pege på hende igen. Nedturen er total. Og den er umulig at komme ud af.

Også det kender jeg. Både som radikal i 2007 og som LA’er i 2019. Intet kan man gøre i en sådan valgkamp. Ud over at begrænse skaden. Den eneste trøst er, at det går op og ned i showbiz. Dagens Kong Midas bliver en dag til konen i muddergrøften. Og den anden vej rundt. Men for nu er der bare at ønske Løkke og Vanopslagh stort tillykke og alt det bedste til Pape og Carsten Nielsen.