Historiker: Den nye verdensorden tvinger Norden til at overveje atomvåben

Atomvåbnets hastige udvikling

Atomvåben har siden deres opfindelse – og første og eneste brug i 1945 – været stærkt reguleret.

I begyndelsen var det kun USA, der rådede over atomvåben. Men hurtigt fulgte først Sovjetunionen og siden Storbritannien og Frankrig. I 1950'erne voksede antallet af atomvåben voldsomt, samtidig med at indsættelsesmåderne blev mere avancerede – fra bombefly og artillerigranater til interkontinentale ballistiske missiler affyret fra blandt andet atomdrevne ubåde.

Kapløbet førte blandt andet til Cubakrisen i 1962, som måske var det tætteste verden har været på en atomkrig, men som heldigvis blev afværget.

Efter at have toppet med mere end 40.000 atomare sprænghoveder omkring 1970, førte en række våbenkontrolaftaler til, at antallet hos især USA og Sovjetunionen blev reduceret.

I lyset af krigen i Ukraine er flere lande begyndt at tale om at udvikle atomvåben.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Det ændrede dog ikke på, at atomvåben spillede en væsentlig stabiliserende rolle under Den Kolde Krig, hvor scenariet om mutual assured destruction (MAD – gensidig og total ødelæggelse) var med til at holde krigen kold. Som Reagan hviskede til Gorbatjov i Reykjavik i 1986: "Ville vi to virkelig trykke på knappen?".

Siden fulgte Kina, som i dag hastigt udbygger sit atomarsenal og i de kommende år forventes at råde over mere end 1.000 atomvåben. Dermed bevæger Kina sig fra udelukkende at have kapacitet til et gengældelsesangreb til også at kunne indlede en angrebskrig med atomvåben.

Indien og Pakistan udviklede ligeledes atomvåben, men har endnu ikke brugt dem mod hinanden. Israel besidder efter al sandsynlighed også atomvåben. Nordkorea har længe haft et program og gennemførte sin første atomprøvesprængning i 2006. De vurderes i dag at have op mod 30-40 atomvåben og mellemdistancemissiler. Iran har også længe haft et atomvåbenprogram, som på trods af sanktioner og bombninger, fortsat skrider fremad.

Lige siden 1945 har det været et fælles internationalt formål at begrænse spredningen af atomvåben og sørge for, at flere lande ikke udviklede atomvåben. Derfor blev atomvåbenprogrammer i blandt andet Sydafrika, Libyen, Egypten, Canada og Australien ikke til noget eller er afmonteret i dag.

En ny verdensorden

I lyset af krigen i Ukraine – og den ændrede sikkerhedspolitiske arkitektur i verden – er flere lande begyndt at tale om at udvikle atomvåben. Det omfatter blandt andet Japan som frygter truslen Kina, Sydkorea som frygter Nordkorea, og Polen som frygter Rusland.

Andre lande, som naturligt kan udvikle atomvåben baseret på trusselvurderinger og geografi, er Taiwan, Australien, Egypten, Brasilien, og der er endda snak om det i Algeriet. Det vil derfor sandsynligvis ikke være Danmark og Norden, som går forrest i udviklingen af større spredning, men vi ville skulle agere i en ny verden, hvor atomvåben er noget, flere lande har.

Norge havde et atomvåbenprogram umiddelbart efter Anden Verdenskrig, men med optagelsen i Nato i 1949 blev det besluttet, at landet ikke skulle forfølge det yderligere.

Sverige, som både har atomkraftværker og en højteknologisk våbenindustri, var meget tæt på selv at udvikle og bygge en atombombe i 1960'erne, men opgav det i 1968 under pres fra USA. 

Russerne tænker anderledes

Scenariet, hvor nordiske atomvåben er relevante, er i en ny geopolitisk virkelighed, hvor den amerikanske atomparaply ikke dækker os, og hvor mange andre lande udvikler atomvåben.

For hvis Norden ikke føler sig sikker under den amerikanske atomparaply eller på at modtage militær støtte i tilfælde af et angreb, hvordan skal vi så forsvare os mod en modstander, som har atomvåben?

Et nordisk forsvarssamarbejde med de samlede militære styrker fra Finland, Sverige, Norge og Danmark er relativt stærkt, men kunne styrkes meget ved at besidde egne atomvåben.

Hvis der sker en stor spredning af atomvåben i verden, vil det fundamentalt ændre ved våbnets rolle og status.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

Den eneste sandsynlige landmilitære modstander mod Norden er et Rusland, som er klar til en regional krig, hvor USA eller Nato ikke griber ind – netop det scenarie har Forsvarets Efterretningstjeneste beskrevet i deres seneste trusselsvurdering.

Hidtil har Rusland ikke anvendt taktiske atomvåben i krigen mod Ukraine, men de har jævnligt truet med det, og jeg tror, vi skal passe på med at affeje det som propaganda. Russerne tænker anderledes om både atomvåben og afskrækkelse, og vi kan fejlvurdere dem.

De baltiske lande står nok først for, men hvis for eksempel et oprustet Polen udvikler egne atomvåben, kan det måske skubbe Rusland i retning af Norden. I sådan en situation, hvor afskrækkelse er vigtig, ville Norden stå meget stærkere med en atomar kapacitet, der kunne ramme Moskva.

Dansk modstand

Hvis der sker en stor spredning af atomvåben i verden, hvor mange mindre lande udvikler egne atomvåben, vil det fundamentalt ændre ved våbnets rolle og status i international sikkerhedspolitik.

Det vil samtidig ændre vilkårene for Danmark og nødvendiggøre et opgør med vores hidtidige opfattelse.

Den danske erfaring med atomvåben er noget blandet. Den omfatter blandt andet sagen om atomvåben i Grønland/Thule-basen, hvor et amerikanske B-52 bombefly i 1968 styrtede ned med fire atombomber ombord.

Under Den Kolde Krig var amerikanske atomvåben ikke velkomne i Danmark. Det førte blandt andet til demonstrationer, når amerikanske krigsskibe anløb danske havne uden at oplyse, om de medbragte atomvåben.

Danmark har også aktivt vedtaget, at vi ikke skal have atomkraftværker, hvilket der først er blevet stillet spørgsmålstegn ved inden for de seneste år.

Orwells profeti

Tanken om, at Danmark aktivt skulle medvirke til udviklingen af atomvåben – og måske endda selv besidde dem – med alt hvad det indebærer, forekommer fortsat urealistisk, måske unødvendigt og for mange direkte kættersk. Men vi kan blive nødt til at tale om det.

Særligt det seneste år har budt på sikkerhedspolitiske forandringer og trusler, som for blot få år siden ville være blevet affejet som latterlige. Verden har tilsyneladende ændret sig, og det må vi forholde os til.

Et dansk engagement i et fællesnordisk atomvåbenprogram vil være omkostningstungt, men kan samtidig fungere som en teknologisk drivkraft for både erhvervsliv og forskning.

Selv et begrænset arsenal på måske 30 eller 50 atomvåben – primært mindre sprænghoveder til missiler affyret fra fly og skibe – vil kræve en omfattende støttestruktur til opbevaring, vedligeholdelse og sikkerhed. Hertil kommer det måske vigtigste: en klar kommandostruktur og en gennemarbejdet doktrin for anvendelsen.

Verden har tilsyneladende ændret sig, og det må vi forholde os til.

Niels Klingenberg Vistisen
Krigshistoriker

For hvis atomvåben skal have den nødvendige afskrækkende effekt, skal de indgå i et troværdigt beredskab, hvor det også fremstår sandsynligt, at de vil blive anvendt i tilfælde af et angreb. Det forudsætter modne drøftelser og øvelser mellem det politiske og det militære niveau. Det er krævende – men ikke umuligt.

Allerede en måned efter at de to atombomber blev kastet over Japan i august 1945, og verden lærte at sige atombombe, skrev den britiske forfatter George Orwell en kronik om spredningen af atomvåben.

Orwell forstod våbnets enorme kraft, og hans konklusion var klar: Hvis atomvåben forblev i hænderne på et begrænset antal stormagter, kunne de skabe stabilitet og fred gennem afskrækkelse. Men hvis de blev allemandseje – og også mindre stater fik adgang til dem – ville resultatet være verdens undergang.

I store træk er spredningen af atomvåben blevet holdt i ave siden 1945, dels gennem den gensidige afskrækkelse mellem stormagterne under Den Kolde Krig, dels gennem internationale ikke-spredningsaftaler.

Spørgsmålet er, om vi står over for et brud med denne orden, og om Norden i så fald bør handle derefter. Tør vi lade være?