Humor holder troen fri af fanatisme. Og den minder os om, at kærligheden kommer først

Vi oplever alle en verden i tiltagende uro, hvor diktatoriske ledere i alle afskygninger truer det frie liv, så det er tid til at minde om, at Bibelen – i modsætning til andre religiøse tekster – ikke er en lovtekst.

Den er en inspirationstekst med adskillige satiriske elementer, og hvis man ikke slipper latteren løs, risikerer troen at blive til fanatisme.

Det er frygteligt, men der findes ikke en tro så smuk og dyb – en tanke, ideologi eller politik så eftertænksom – at den ikke kan blive grebet af fanatisme.

Pludselig bliver det, der er skabt til eftertanke, forvandlet til et mareridt, hvor mennesker tager deres tro, tanke, ideologi eller politik mere højtideligt end kærligheden til medmennesket.

Jo mere jeg studerer teologien, vores egen kirkehistorie og det danske samfund, jo oftere tænker jeg, at det, der kendetegner os danskere, er, at vi er vorherres muntre udøvere af arvesynden.

Det autoritære menneske har opdaget, at humor er en frygtelig modstander.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, København

Vi ved godt, at det, vi gør, kan være noget værre noget; men dybest set kan vi ikke få os til at tro, at vorherre skulle have noget imod os – for vi er jo danske.

Den, der ikke kan mærke spidserne i den bemærkning, må selv om det – og kvalificere sig til et andet statsborgerskab.

De fleste autoritære tanker og systemer har deres udspring i forestillinger, som mange mennesker kan forbinde med sandhed; men pludselig tjener tankerne og troen ikke længere menneskene eller fremmer kærligheden og barmhjertigheden.

Tværtimod bliver det mennesket, der skal underlægge sig trossystemet, ideologien og politikken, som man ikke må modsige. Velsignelse bliver til forbandelse. Frihed bliver til tyranni.

Jeg har bemærket, at humor ikke er tilladt i diktaturer. Det autoritære menneske har opdaget, at humor er en frygtelig modstander. Den punkterer selvhøjtideligheden, og pludselig kan man høre det latterlige skryderi.

Der findes teologer samt religiøse og politiske ledere, der hævder, at Guds hellighed varetages ved, at verden skal omvendes til deres forestillinger.

Det er statens og lederens opgave at skaffe denne hellighed plads – hvad enten den er politisk eller religiøs. Det er altid teologen eller partilederen, der bestemmer, hvad sandhed er.

Modstand mødes ikke med overbærenhed og muntre bemærkninger, men med straf og sanktioner. Fængselsstraffe, forvisninger, henrettelser og anholdelser hører til dagens orden.

Man skal adlyd. Kærligheden til en tro eller en politik eller en filosofi har sat sig igennem og tåler ingen modsigelse. Man elsker ikke menneskene, men sin idé.

Det går endda så vidt, at man i disse religiøse og politiske ideologier ser mennesker stemme for deres egen detronisering, når de bliver hugget ned bagfra af den politiske modstander. Det hører til æreskodeksen – også selv om man raser mod modstanderen.

Mennesket er opløst. Idéen, troen, politikken lever videre. Man kan ikke få ret i et autoritært system. Det kan ikke tage fejl.

Humoren peger hele tiden på tvetydigheden som en del af sandheden. Jeg ved godt, at mange mennesker altid tænker om sandheden, at den er entydig.

Der var ingen teknik eller forskning, der kunne have fundet nåde, hvis ikke det blev gjort med kærligheden for øje.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, København

Det er den kun for den autoritære og for den, der ikke kan begribe sin egen fejlbarlighed og blive befriet til tvetydigheden.

De politiske tektoniske plader bevæger sig, mens tyrannier, diktatorer og autoritære styreformer lokker, og vi derfor må leve med en ny virkelighed.

Antidemokratiske kræfter er populære igen. Men vi tager kampen op mod selvretfærdighed, hævn, griskhed, åndelig ladhed og løgn med hjælp fra Jesus.

Han pegede ikke på forskellige mennesketyper. Han vidste, at ethvert menneske rummer alle nuancerne, ligesom klokkerne rummer alle klange. For ham kom kærligheden først og fremmest som menneskehedens befrielse.

Der var ingen teknik eller forskning, der kunne have fundet nåde, hvis ikke det blev gjort med kærligheden for øje.

Oftere og oftere forekommer det mig, at humoren er det frygteligste våben mod tyrannen og det autoritære. Ikke sjældent har man lyst til at bemærke over for sådanne mennesker dét, som tilskrives Shakespeare: "Jeg havde besluttet at duellere med dig på humor; men jeg ser, at du kommer ubevæbnet!"

Tænk, hvilken irriterende bedrevidenhed, der ville hænge som en mørk sky over politik, tro og menneskelighed, hvis vi overgav os til entydigheden og ikke protesterede, lavede fis og ballade.

Tænk hvis der gik faster Anna i det hele. Tænk hvis vi ikke forstod, at når der tales om opstandelse, så er det, fordi gækken er sluppet løs – selvom modbydeligheden, humørløsheden og selvhøjtideligheden har gjort sig umage med at gøre livet surt og umenneskeligt.

Dødens tarvelighed bliver modsagt med livslyst og livsglæde og båret ind i verden af kvinder og mænd, der lever mellem entydighed og flertydighed, mellem unisone toner og polyfoni. Den slags mennesker kommer med begge ben på jorden – og de hænger som bekendt ikke på træerne.

Den kristne tros grundlov er kærligheden, der fylder én med glæde.

Den lokker én ud af selvoptagetheden og selvglæden, og man ser ind i et land og bliver mindet om, at så længe kærlighedens hjerte slår, er der himmeltanker, og man får mod til at leve.

Det er en hjørnesten, som står fast, og derfor adlyder vi ikke på forhånd.

Vi tager afstand fra et-parti-stater, vi tænker og adlyder under krig, vi passer på sproget, tror på sandheden, står sammen om at tage politiske beslutninger, gør godt, elsker vores land – og er rolige, når det utænkelige sker.