Hvis vi bruger frygten for centralisering som stopklods for forandring, drukner sognene i administration

Sognet er den grundlæggende enhed i folkekirken. Der er ikke en plet på den danske jord, der ikke er "kirkeligt dækket".

Vi er den organisation, der når helt ud i spidsen over alt i landet. Jeg er heller ikke i tvivl om, at sognet hører med til genialiteten, netop fordi vi er til stede lokalt. Derfor har vi også et pejlemærke, der hedder, at vi skal være til stede alle steder. 

Opgaverne er talrige og vi mærker hele tiden, at det enkelte sogn ikke kan løfte dem alle på en tilstrækkelig kvalificeret måde.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Men verden forandrer sig. Mennesker bevæger sig. Vi danner hele tiden samfund på nye måder. Pejlemærket om at være til stede overalt har aldrig været ment udelukkende geografisk.

Det var fra dets opfindelse også ment åndeligt, nemlig at folkekirken skal løse opgaverne overalt i det danske samfund. Det betyder på hospitaler, i fængsler, i militæret, på universiteter, i folkeskolen, i sociale sammenhænge og så videre.

Vi skal være til stede i samfundet med relevant kommunikation, og vi skal være der som stolte bærere af et koncertliv, en foredragsvirksomhed, et børne- og ældrearbejde.

Opgaverne er talrige og vi mærker hele tiden, at det enkelte sogn ikke kan løfte dem alle på en tilstrækkelig kvalificeret måde, og derfor søger vi nye veje. Samtidig må vi forenkle vores muligheder for at komme videre. 

Det arbejde søges løst i de to ovennævnte rapporter. Forenklinger uden forandringer findes ikke. Jeg forstår til fulde en glæde ved det allerede eksisterende; men minder bare om den virkelighed, vi også skal have med os i dette arbejde. 

Men bekymret er jeg ikke. Kun vanetænkningen og tornerosesøvnen frygter jeg.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det er ikke nemt at finde medlemmer til menighedsrådene. Jeg var ked af det, da jeg opdagede efter første valgrunde, at 20 procent af menighedsrådene i Københavns stift ikke var valgt.

Det var ingen trøst, da jeg opdagede, at vi såmænd var kommet bedst i mål. Hvordan kan man mangle 20 procent, når man i fire år har vidst, at der kommer et valg?

Vi har heller ikke endnu fået vendt medlemstilbagegangen, selvom der kæmpes bravt i hverdagen, og der hele tiden tages pastorale tiltag af alle vores ansatte og frivillige.

Men bekymret er jeg ikke. Kun vanetænkningen og tornerosesøvnen frygter jeg. Vi har brug for at kunne være den kirke, der løser de lokale opgaver (sogneopgaverne) og alle de andre opgaver, som jeg har nævnt ovenfor. Vi har brug for endnu flere kræfter inden for disse områder.

Vi er en kirke med mange medlemmer, med en god økonomi og med et højtuddannet personale. Men selv jeg kan se, at det overskud, vi har nu økonomisk og menneskeligt kan se helt anderledes ud om blot 15 år. 

Jeg undrer mig derfor over, at man griber til det politisk manipulerende sprog og taler om centralisering.

Hvorfor ser vi ikke ad at forandre vores administrative systemer og vores organisation, så man demokratisk forsvarligt kan træffe de beslutninger med respekt for det lokale niveau, der er nødvendige?

Vores provstier og vores provstiudvalg er knyttet ind i den kommunale virkelighed og derfor et fremragende anknytningspunkt til denne del af det danske samfund.

Det er også i provstirådet, at man kan træffe de vanskelige og nødvendige beslutninger om anderledes brug af kirker, kirkegårde, prioriteringer af det øvrige kirkelige liv.

Lige nu har vi kræfterne til at tage væsentlige og til tider meget vanskelige beslutninger om kirker, kirkegårde, embedsboliger og så videre. Hvorfor skal vi køre en stemning op mellem landsdelene? 

Vi ved, at vi skal være solidariske og er det gerne; men i fremtiden skal kirken være et hus af levende stene, og selvfølgelig skal vi bevare det bevaringsværdige; men vi skal finde ud af hvordan. Virkeligheden kræver det af os. 

Lad os dog tage disse væsentlige og vanskelige beslutninger, mens vi har mange kræfter.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Lad os dog tage disse væsentlige og vanskelige beslutninger, mens vi har mange kræfter og god økonomi i stedet for bare at sætte sig tilbage i sædet og tænke: det holder min tid ud.

Vi kan ikke være bekendt at sende regninger ind i fremtiden til vores børn og børnebørn og endnu værre, vi kan ikke være bekendt at byde dem at skulle tage beslutninger i panik. Panik afstedkommer altid mange dårlige beslutninger.

Hvis angsten for centralisering bliver det våben, man bruger til at slå forandringer ned med, kan man sikre sig, at det lokale demokrati i sognene vil drukne i administration. Det er næppe det, de lokale menighedsrådsmedlemmer drømmer om, når de melder sig frivilligt til at være kirke for folket.