Professor om det multikulturelle samfund: ”Man kan faktisk bære burka og være en ret patriotisk dansker"

INTERVIEW: Vi er nødt til at indse, at stærk national tilknytning ikke er racisme. Altinget har talt med den britiske socialforsker Eric Kaufmann, der sidste år udgav den kontroversielle bog 'Whiteshift'. Løsningen er, at vi får flere måder at være en del af det nationale fællesskab på, siger han.

Foto: Christian Lindgren
Simon Friis Date

Scenen sættes i bydelen Barking and Dagenham øst for London, hvor Labour-parlamentsmedlem Margaret Hodge mødes for at tale med to lokale beboere, Eleanor og Poppy, som er utilfredse med den voksende andel beboere med indvandrerbaggrund i området.

Kløfterne mellem samtalepartnerne drejer hurtigt diskussionen ned ad et frustreret spor.

Poppy: Vil du ikke prøve at bo her i to eller tre uger og se, hvordan det er?

Hodge: Jeg er her ret ofte … Hør, tiderne har skiftet, og vi er nødt til at komme videre.

Fakta
  • Eric Kaufmann
  • Født 11. maj 1970 i Hong Kong og opvokset i Vancouver
  • Bosiddende i London med hustruen Fran og to børn, Stuart og Alannah
  • Professor ved Birkbeck University siden 2011, master og ph.d. fra London School of Economics
  • Foruden 'Whiteshift' forfatter til blandt andet Shall the Religious Inherit the Earth (Profile, 2010) og The Rise and Fall of Anglo-America (Harvard, 2004)
  • Bidrager med indlæg til medier som Foreign Policy, Huffington Post, Newsweek International og Prospect Magazine

Eleanor: Jeg har ondt af mine børnebørn.

Hodge: Vi kæmper for gode skoler og jobs til dem. Det, der bekymrer mig, er den 18-årige, som går ud af skolen eller universitetet uden et job. Det er de konservatives og denne regerings skyld med alle deres nedskæringer.

Poppy: Du ville have lavet samme nedskæringer.

Hodge: Ikke på denne måde. Alle unge mennesker ville være i beskæftigelse, i praktik eller i jobtræning. Men sid nu ikke og hæng med mulen. I har det ikke så slemt.

Poppy: Ting tages fra os. Jeg kan ikke engang få tjekket mine øjne (hos en optiker).

Hodge: Jo, du kan.

Poppy: Nej, jeg kan ikke.

Hodge: Jo, du kan.

Poppy: Nej, jeg kan ikke.

Hodge: Jo, du kan.

Poppy: Nej, jeg kan ikke.

Hodge: Jo, du kan. Nu må du ikke blive så vred.

Poppy: Jeg bliver vred, bare jeg går op til Heathway indkøbscenter.

Hvis man vil illustrere de stagnerede og fastlåste fronter i indvandringsdebatten, er Barking and Dagenham ifølge Eric Kaufmann, professor ved Birkbeck University i London, et godt sted at starte.

Den ovenstående udveksling er taget fra 'Whiteshift', Kaufmanns bogudgivelse fra efteråret. Og lige så barok, som den kan fremstå, lige så nøjagtigt kan den sammenfatte de vestlige demokratiers manglende evne til at se, hvor højrepopulismen er kommet fra.

"Samtalen mellem Labour-politikeren Margaret Hodge og de to vælgere viser, at det at diskutere etnokulturelle forandringer er et tabu. Det er tydeligt, hvorfor de vil formindske indvandring. De siger, det forandrer den etniske balance og den kulturelle karakter i Barking, som de har kendt hele deres liv," siger han.

Det er ikke en produktiv følelse at blive vred af at tage på indkøb, men viljen til at bevare sit lokalsamfund, som det er, kan ikke bare slås hen og reduceres til fladpandet racisme, der bør ignoreres.

Racismestigmaet
Det er svært at tale om Storbritannien og indvandring uden hurtigt at komme ind på Brexit. Den lidet produktive meningsudveksling mellem Poppy, Eleanor og Margaret Hodge kunne godt lyde som et sammenkog af den politiske debat op til folkeafstemningen i sommeren 2016. Den var uhøvisk og barsk, men mest af alt bestod den af to sider, der var fuldkommen ude af stand – eller uvillige – til at sætte sig ind i modpartens virkelighed.

Næsten to af tre (62,8 procent) vælgere i Barking and Dagenham stemte leave. Ifølge Kaufmann blev sejrherrerne ved Brexit-afstemningen dem, der på snedigst vis formåede at mobilisere vælgere om noget, de følte berørte dem direkte.

"Brexit-afstemningen var en sublimering, hvor mange forsøgte at tale om noget andet end det, det faktisk handlede om. Vælgere bekymrer sig ikke rigtigt om EU. De bekymrer sig til gengæld om indvandring. Det, UKIP gjorde, var at binde de to ting sammen – og pludselig var folk helt oppe at køre over EU," analyserer han.

Foruden professor i London er Eric Kaufmann et barn af globaliseringen. Han er født i Hong Kong og opvokset i Canada, har boet i Japan i otte år, men har nu tilsyneladende fundet fast base i den engelske metropol. Kaufmann har jødiske rødder fra Tjekkiet og er derudover "kvart kinesisk, kvart latino", som han selv opsummerer det.

Trods dette føler han sig ikke som en kosmopolit. Tværtimod har den multikulturelle opvækst fostret en interesse i nationer og national identitet, som har drevet hans forskning og hidtidige udgivelser om populisme. Og her er koblingen: Når vi taler om populisme, nærmere bestemt højrepopulismen i Vesten, handler det ifølge professoren altid om frygten for at miste den nationale identitet med indvandringen som den brændende platform.

Mange af Kaufmanns kolleger ser resultatet af en økonomisk usikker og lønmæssigt depraveret middelklasse, når de analyserer Trumps valgsejr i 2016 eller UKIP's Brexit-succes i Storbritannien.

Men det handler ikke om økonomi, siger han. Det handler om værdier, og det handler om indvandring. "Jeg argumenterer i bogen for, at når vi skal prøve at forklare højrepopulismens fremgang, er det rodfæstet i indvandring. Indvandringen er vigtig på grund af identitetstruslen, ikke på grund af økonomien," siger Kaufmann.

Om folk imidlertid har ret i at frygte etnokulturelle forandringer er et af den slags normative spørgsmål, som han ikke går op i:

"Folk er forskellige. Der er nogen, som er stærkt knyttet til traditioner, nationalfølelsen og deres familie, og det er der ikke noget galt med. Jeg skelner mellem tilknytning til egen gruppe og afsmag over for andre grupper. Det sidste er racisme. Men socialpsykologisk forskning har i flere årtier påvist, at der ingen sammenhæng er mellem at have et positivt billede af hvide mennesker og et negativt billede af sorte mennesker, " pointerer Kaufmann og understreger.

"Jeg synes, det her er vigtigt, fordi mange af dem, som er tilknyttet deres egen gruppe, bliver stigmatiseret som racister. Folk antager, at de hader sorte mennesker, og det er et stort problem."

Mere på nationalitetsmenuen
Kaufmann mener, at når vi sætter lighedstegn mellem dem, der har et positivt billede af deres egen gruppe, og dem, der har et negativt billede af andre grupper, så undertrykker vi nogle diskussioner og giver dem et uheldigt udløb.

Indvandringsdebatten skal blive meget mere rummelig. Men rummeligheden skal gå begge veje, og det er her, Kaufmann præsenterer sin løsning, rettet mod politikerne.

Til formålet låner han den britiske antropolog Victor Turners begreb om multivokalisme (flerstemmighed, red.); idéen om, og accepten af, at der er flere måder at føle sig knyttet til en gruppe på.

I stedet for at definere nationalitet ud fra det, Kaufmann kalder salmebogsmetoden, hvor nogle politikere opstiller nogle strenge og fastlåste barrierer for fædrelandstilknytning, som uundgåeligt vil ekskludere dele af befolkningen, bør politikere acceptere, at nationalitet kan se ud på mange måder.

"Mange konservative vil måske forbinde danskhed med generationer, der går i arv, og det særlige danske landskab. Etniske minoriteter, som bor i byerne, har måske et mere multikulturelt billede af, hvad det vil sige at være dansk. Som politiker skal man repræsentere nationen som helhed, ikke tvinge folk til at identificere sig med nationen på en bestemt måde," siger professoren, der ærgrer sig over, at salmebogsmetoden i dag er de europæiske politikeres foretrukne.

Der bør med Kaufmanns ord komme flere ting på nationalitetsmenuen, som kan appellere til forskellige grupper og samle dem under samme flag. Som politiker skal man være klar til at udvide menukortet og gøre det attraktivt for flere at blive en del af det nationale fællesskab.

Dette kan ifølge professoren godt lade sig gøre uden at udvande den nationale identitet og gøre den grænseløs.

"Der skal selvfølgelig trækkes nogle streger i sandet. Enhver stat har ret til – og bør – definere nogle minimumskrav omhandlende eksempelvis ligestilling, ytringsfrihed og homoseksuelles rettigheder," understreger Kaufmann.

Patriotisk i burka
Hvad hverken kosmopolitter eller konservative kan løbe fra, er den befolkningsændring, som indvandringen bidrager til. Demografiske fremskrivninger, som Kaufmann bruger i Whiteshift viser, at i både New Zealand og Nordamerika vil hvide være en minoritet i 2050, og når århundredet går på hæld, er det samme gældende i Vesteuropa.

Det handler om indvandringen i sig selv, men også om noget så banalt som reproduktionsforskelle mellem befolkningsgrupper. Vender man igen tilbage til Barking and Dagenham, viste den britiske Census-rapport fra 2011, at andelen af hvide briter i dette område var faldet fra 81 procent i 2001 til under 50 procent i 2011.

I USA kom hvide babyer (børn under et år) i 2016 i undertal, og sidste år fandt det amerikanske Census Bureau til deres egen overraskelse ud af, at der nu døde flere hvide amerikanere, end der blev født. Sådanne kendsgerninger optager konservativt eller nationalt sindede borgere ganske meget.

Følelsen af kulturel ustabilitet bakkes altså op af data, men politisk polarisering mellem de konservative og kosmopolitterne forstærker den. Og det er ikke godt. Derfor bør politikere promovere en positiv vision for, hvordan man kan tage brodden af højrefløjspopulismen og så kimen til en alliance mellem de uforenelige fronter.

Vestlige samfund står over for enorme demografiske forandringer, og det kalder på en nytænkning af, hvordan man definerer tilhørsforhold til et nationalt fællesskab.

"Man er ikke en dårlig person, hvis man identificerer sig som dansk gennem konservative, traditionsbundne værdier. Men man kan også identificere danskhed med fokus på sundhedssystemet, de sociale værdier eller det gode nabolag i sin hjemby," siger Kaufmann.

Det handler således om at smede en alliance mellem konservative og kosmopolitter, en vision, som klinger umiddelbart overens med Socialdemokratiets Peter Hummelgaard, der til Altingets magasin i marts sidste år argumenterede for, at "alliancen mellem dem, vi kalder kosmopolitterne, og arbejderklassen, som byggede på et klassekompromis, var med til at skabe det fremskridt, vi oplevede i det 20. århundrede. Og den er i opbrud i hele den vestlige verden, fordi de ikke lever sammen, ikke kender hinanden og ikke har solidaritet med hinanden. Den alliance er nødt til at genopstå. Hvis ikke vi formår det, så vil der ikke være et flertal for at gennemføre en mere socialt retfærdig politik," sagde han dengang.

Den alliance, Kaufmann gerne vil smede, beror imidlertid på en inkluderende nationalidentitet, som går noget videre end Hummelgaard og kollegerne i S.

Mens Kaufmann i bogen blandt andet kritiserer den danske 24-års-regel og kalder den et disproportionalt indgreb i danske muslimers liv, er flertallet i det danske folketing gået endnu videre, senest i april sidste år, hvor maskeringsforbud rettet mod religiøse beklædningsgenstande som burka og niqab blev vedtaget.

"Jeg er ikke overbevist om, at det er vejen at gå. Hvis man er bekymret over voksende illiberale minoriteter, skal man håndtere det i sin indvandringslovgivning. Så vil man gøre det sværere for disse mennesker at komme ind i landet. Når først de er en del af landet, er du nødt til at give dem de samme civile og religiøse friheder som alle andre."

Kan det at bære burka eller ikke at ønske at give hånd til medborgere inkluderes i det multivokale samfund?

"Det kan inkluderes. Folk har ret til at være patriarkalske i deres familierelationer og netværk. Vi kender eksemplet fra de ultraortodokse amerikanske jøder, som faktisk er meget stærkt knyttede til USA – man kan forestille sig en burkabærende person være stærkt knyttet til Danmark."

"Hvad de har i hovedet, når de tænker på deres danske nationalidentitet, vil måske handle om det gode sundhedssystem, det multikulturelle samfund eller deres gode naboer. Det vil givetvis være anderledes end mange danskeres, men pointen med multivokalismen er, at så længe man er knyttet til en idé om Danmark, så er de knyttet til Danmark. Problemet er, hvis man er knyttet til Marokko eller Pakistan – så har man multikulturalisme. Man kan faktisk bære burka og være en ret patriotisk dansker."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00