Kommentar af 
Naveed Baig

Imam: Jeg var gæst ved Dronningens jubilæum – og det tvang mig til at genopdage min religiøse identitet

For nylig har jeg både været gæst i den berygtede Grimhøjmoske og til Dronningens pompøse jubilæum. Og trods indlysende forskelle havde begge møder flere vigtige ting til fælles, skriver imam Naveed Baig.

At stille sig til skue som muslim med kufiyya (muslimsk hovedbeklædning) på til gudstjeneste i kirken er umuligt uden samtidig at genopdage sig selv og sin anderledeshed, skriver Naveed Baig.
At stille sig til skue som muslim med kufiyya (muslimsk hovedbeklædning) på til gudstjeneste i kirken er umuligt uden samtidig at genopdage sig selv og sin anderledeshed, skriver Naveed Baig.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Naveed Baig
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At stå ansigt til ansigt med folk med en anden og endda radikalt anderledes eksistentiel observans er en direkte vej til at blive slynget ud af sit vante og trygge jeg.

Det inter- og intra-religiøse samarbejde har det med at være rig på den slags oplevelser, man kunne kalde 'værens-oplevelser' – altså oplevelser, der rejser spørgsmål om, hvem og hvad man er, som skaber undren og refleksion og presser én til at se sig selv med nye øjne.

Vi kender vel alle følelsen af at træde ind i ukendt land, når man pludselig befinder sig i nye situationer og kontekster, hvor man bliver usikker og overvældet. Man er udstillet som fremmed i sin identitet, man undres nervøst over, hvad de sociale rammer mon kræver af ens opførsel på denne scene, og om man er klar til det kompromis, situationen kræver.

På en måde er man ude af sig selv og ser sig selv udefra. Den muslimske tænker al-Ghazali ville sige, at verden i disse tilstande kan fortælle os "sandheden om os selv", mens Kierkegaard siger, at vi bliver "samtidige med os selv". Vi befinder os på et sted eller i en tilstand, der bringer nye horisonter, ny indsigt og måske også visdom.

For nylig blev jeg mindet om dette ved to ret forskellige arrangementer. Det ene i den berygtede moske på Grimhøjvej i Aarhus, hvor jeg skulle informere om et kommende EU støttet sikkerhedsseminar for religiøse grupperinger, og det andet i Københavns Domkirke i forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens 50 års regeringsjubilæum.

Rejsen til Grimhøjvej-moskeen hvirvlede en masse bekymrede tanker op: Jeg havde tidligere kun hørt om moskeen og dens holdninger gennem medierne, og det var bestemt ikke munter læsning.

Selvom jeg var blandt muslimer – mine egne, om man vil – befandt jeg mig på meget fremmed jord

Naveed Baig

Netop denne moskes profil og tilgang – herunder særligt hvad jeg havde læst i pressen om deres støtte til Islamisk Stat – gjorde mig vaklende og usikker allerede inden besøget. Ville vi ende i mundhuggeri, skænderi og forlade hinanden i vrede? Ville moskeen aflyse mødet i sidste øjeblik via en kedelig sms?

Mine fordomme blev gjort til skamme allerede ved indgangen til moskeen, hvor jeg blev budt varmt velkommen af moskeens formand og en række storsmilende mænd med venlige, gæstfri blikke og hilsner. Og efter et par chokolade snacks var paraderne langt nok nede til at vi kunne beskæftige os med det kontroversielle spørgsmål, jeg havde med i baghovedet.

Moskeen støtter, fandt jeg ud af, oprettelsen af et islamisk kalifat, men har aldrig støttet Islamisk Stat, som de med foragt nævnte havde terroriseret og myrdet løs på muslimer såvel som ikke-muslimer igennem mange år i Levanten.

Pludselig stak samtalen i andre spændingsfyldte og spændende retninger: det danske samfund og muslimers rolle i det, sikkerhed for muslimer og moskeer, teologi og forskellige islamiske udtryk, herunder endda sufisme – islams spirituelle lære, som ellers ofte er den varme kartoffel i mødet mellem salafier og mere traditionelle muslimer.

Selvom jeg var blandt muslimer – mine egne, om man vil – befandt jeg mig på meget fremmed jord. Men jeg var samtidig ikke i tvivl om, at jeg var yderst velkommen.

Dronninge-arrangementet i Københavns Domkirke udspillede sig på en helt anden skala: religiøse, kulturelle og politiske aktører fra hele Danmark var til stede under stor mediebevågenhed.

Jeg var en kontroversiel gæst i dette danske fællesskab, idet muslimer som bekendt langt fra er alles kop te

Naveed Baig

Det var en pompøs scene, hvor det officielle Danmark, kongehuset og folkekirken, satte en dagsorden for, hvordan en samlet religiøs markering af Dronningen – og i forlængelse heraf selve det religiøse Danmark – ser ud i 2022.

Som muslim, var jeg selvsagt glad for at være inviteret, fordi det pointerer majoritetens syn på muslimers legitimitet og ret i samfundet. Samtidig var jeg en kontroversiel gæst i dette danske fællesskab, idet muslimer som bekendt langt fra er alles kop te, og flere vil sætte spørgsmålstegn ved, om islam overhovedet kan være dansk.

Men den fremmede religiøse kontekst, en kristen kirke, var samtidig fuld af personlige dilemmaer: Hvad kan jeg som muslim tillade mig, og hvordan skal jeg gebærde mig? Hvilke ritualer kan jeg være med til? Må jeg synge med på salmer, hvor Jesus bliver omtalt som Guds søn, når dette opfattes som en meget alvorlig teologisk afvej i islam?

Alle disse spørgsmål var jeg tvunget til at forholde mig til for åben skærm, bogstavelig talt, og som repræsentant for "danske muslimer".

De to møder – det ene intra-religiøst og det andet inter-religiøst – har på trods af indlysende forskelle flere vigtige ting til fælles.

Begge gange var jeg inviteret til at skulle være mig selv på en ny måde og til at se min identitet og min religiøse overbevisning udefra – ja, mig selv udefra – i lyset af min næste, som i møderne markerede sig som afgørende anderledes i forhold til mig.

Sårbarhed skaber afmagt og frygt, men den indeholder også potentialet for barmhjertighed og håb, fordi det netop er gennem sårbarheden, at vi knytter de mest værdifulde og ægte bånd til andre mennesker

Naveed Baig

Gensidig kritik, at italesætte teologiske og ideologiske forskelle og at diskutere forskellige opfattelser af samfundet og muslimers rolle og fremtid i det med folkene fra moskeen kræver velvilje og en god portion mod fra begge parter – udover også at det skubbe os til at reflektere over os selv.

At stille sig til skue som muslim med kufiyya (som er en muslimsk hovedbeklædning) og anderledes dragt på til gudstjeneste i kirken samt at træde respektfuldt og ydmygt ind i andres religiøse rum er umuligt uden samtidig at genopdage sig selv og sin anderledeshed.

Det kræver mod at træde ind i uvante og sårbare situationer, særligt når disse udstiller de mest grundlæggende eksistentielle forskelle og positioner. Det kræver troskab mod én selv, at interagere med verden og al dens diversitet og kompleksitet på en ordentlig måde. Men møderne er samtidig berigende på en helt særlig måde.

Anderledesheden og forskellene understreger desuden sårbarheden som en menneskelig fællesnævner. Sårbarhed skaber afmagt og frygt, men den indeholder også potentialet for barmhjertighed og håb, fordi det netop er gennem sårbarheden, at vi knytter de mest værdifulde og ægte bånd til andre mennesker.

Danske kirker, moskeer og andre religiøse steder har en afgørende funktion i vores samfund, som vi ikke kan være foruden. De er tilbedelsessteder, men også steder, hvor den måde vi forstår os selv, omverdenen og den indbyrdes relation mellem de to udbygges.

Bede-stederne byder til refleksion hos den enkelte, men de giver også bud på, hvordan menneskelig sameksistens skal foregå. De skaber sammenhængskraft. De værdier, som prædikes, rækker ud over de religiøse steders vægge, fordi det er mennesker, der bærer rundt på disse værdier og handler derefter.

Læs også

Igennem mere end to årtiers tværreligiøst arbejde har jeg endnu ikke mødt én eneste moske (eller et andet religiøst samfund) i Danmark, der bevidst arbejder i modstrid med danske love eller som er ude på at "overtage landet". Grimhøjvej-moskeen mangler måske organisering, og deres PR-indsats er muligvis ringe, men jeg er overbevist om, at de gerne vil bidrage positivt til det danske samfund. Og at de endda ser netop dette, som en kerne-indsats for moskeen.

Jubilæet i kirken vidner på samme vis om en dansk folkekirke, som gør sig umage for at være rummelig ved at invitere muslimer og jøder indenfor – og dermed sætte en dagsorden for et tolerant og anerkendende Danmark. Det undrede mig i den sammenhæng, at man hverken havde inviteret buddhister, sikher, asa-troende, hinduer eller humanistiske grupperinger med, men dette ændrer ikke ved, at folkekirken forsøger at samle på tværs af religiøse forskelle og tale fornuft og visdom ind i magthavernes øre.

Begge mine besøg eksemplificerer på forskellig vis, hvor vigtigt det er at mødes på kryds og tværs af teologiske ståsteder og religiøse overbevisninger. Mine egne fordomme blev gjort til skamme i Grimhøjvejens moske, og jeg bilder mig ind, at deres opfattelser måske også rykkede sig lidt.

Vi er nødt til at lytte til hinanden og se hinanden i øjnene. Ellers misforstår vi hinanden. Det er endnu vigtigere i det inter-religiøse møde, særligt når det udsendes til hele nationen. Vi respekterer hinanden, vi anerkender hinandens forskelle, vi mødes i fred og fordragelighed.

Det lyder så banalt, men det er så vigtigt, at blive ved. Derfor en lille appel herfra: Tal med de mennesker og grupperinger, som du normalt ikke omgås med eller ligefrem er skeptisk overfor. Gør en indsats for at forstå den andens, din næstes, fortælling.

Vi er nødt til at tage det sårbare skridt fra vores egen livsverden til den andens. Den oprigtige, ligeværdige dialog kan virkelig rykke bjerge – også når den tager de svære og problematiske emner op.

I lyset af hinanden modnes vi, snubler vi, forandres vi, lærer vi, fejler vi, reflekterer vi. Vi vækkes gennem de værensoplevelser, der skubber os ud af vores tryghedszone.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)

Naveed Baig

Imam, Dansk Islamisk Center, næstformand, Islamisk-Kristent Studiecenter
Master i sjælesorg (Københavns Uni. 2015), ph.d.-studerende, Universitetet i Oslo,

0:000:00