Kåre Svarre JakobsenIshøj Kommune henter direktør i Miljø- og Fødevareministeriet
Et enigt ansættelsesudvalg i Ishøj Kommune har godkendt ansættelsen af 44-årige Kåre Svarre Jakobsen som ny teknik- og miljødirektør. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
”Der sker rigtig meget spændende i Ishøj i de her år, f.eks. højhastigheds- og letbane, omdannelse af det gamle erhvervsområde og et styrket fokus på borgerens møde med kommunen. Den udvikling vil jeg gerne være en del af. Jeg er flasket op med planområdet og har tidligere været chef for Borgerservice i Greve Kommune. Der er flere steder i stillingen, hvor der er sammenfald med områder, jeg tidligere har haft berøring med,” siger den kommende direktør om motivationen for at søge stillingen i Ishøj Kommune.
Kåre Svarre Jakobsen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet i 1999 og har tidligere været beskæftiget i Greve og Ringsted Kommuner. Kåre Svarre Jakobsen kommer til Ishøj Kommune fra en stilling som kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet og går dermed fra at have ansvaret for 30 medarbejdere til 230. Men den kommende teknik- og miljødirektør føler sig dog parat til dette nye ansvar.
”Jeg har været igennem et coachingforløb for at skærpe mine lederkompetencer og forberede mig til en eventuel direktørstilling. Her fik jeg bekræftet, at jeg er parat og har de færdigheder, der skal til. Det har været vigtigt for mig at finde en stilling, hvor der er plads til, at jeg kan øve mig i rollen. Det er der i Ishøj, hvor der er politisk stabilitet, og hvor jeg bliver en del af en direktion med to meget erfarne direktører,” siger han i pressemeddelelsen.
Kåre Svarre Jakobsen tiltræder stillingen 1. marts. Her afløser han den tidligere tekniske direktør Ole Horskær Madsen, der gik på pension ved årsskiftet.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Venstrefløjen vil stoppe hoteller i København. Men de overser noget vigtigt


































