Kommentar af 
Anne Højer Simonsen

Klimaforandringerne er blevet håndgribelige, uomgængelige og prissat

Effekten af klimaforandringerne slår nu for alvor igennem i økonomien. Klimaet trækker investeringer, politik og markedet i sin retning og kan sågar afgøre folketingsvalg, som vi har set det i Danmark, skriver Anne Højer Simonsen.

Investeringer i klimaløsninger er investeringer i fremtiden, skriver Anne Højer Simonsen.
Investeringer i klimaløsninger er investeringer i fremtiden, skriver Anne Højer Simonsen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Anne Højer Simonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For 25 år siden afleverede jeg mit speciale på polit-studiet. Det havde titlen "marketable CO2 emission permits". Dengang var det et lettere nørdet emne, som kun få interesserede sig for, og det var ikke til at opdrive en tekst på dansk, som beskrev, hvad det handlede om.

Klimakonventionen var spritny, men det var før IPCC for alvor blev kendt, og Kyoto-protokollen var endnu ikke født. Vi talte om oliekriser og betalingsbalance på studiet. og i polithuset, og i den brede befolkning var interessen for klima ikke stor.

Mange behandlede klimaforandringerne med ironisk distance, som Shu-bi-dua gjorde i hittet Costa Kalundborg.

Det har ændret sig siden. I dag er de fleste klar over, at klimaforandringerne er en udfordring, som kræver handling her og nu.

En søgning på climate (change) action plan viser, at der arbejdes med klimaplaner i byer og stater over hele verden og i en myriade af organisationer. Der er lavet utallige analyser og planer om, hvad vi kan gøre. Klimabudskaber optræder på bannere og fylder i nyhedsfladen, og der indgås klimaaftaler på alle niveauer.

Vi er nu i den situation, at vi rent faktisk kan se og mærke klimaforandringerne. Verden oplever historiske kuldebølger, rekordhøje temperaturer, voldsomme oversvømmelser og mystiske vejrfænomener.

Klimaforandringerne er blevet håndgribelige, uomgængelige og prissat.

Anne Højer Simonsen
Kommentarskribent

Det slår igennem i økonomien. Nationalbankerne er begyndt at analysere klimaforandringers indflydelse på den finansielle stabilitet. Klimarisici er noget, virksomhederne er nødt til at forholde sig til, svarer toplederne i verdens største virksomheder, når World Economic Forum spørger.

Klimaforandringerne var det vigtigste tema ved det seneste folketingsvalg, og det var et muligt kabinetsspørgsmål for under et år siden.

Inden for kort tid er der sket en række ting, som peger i den rigtige retning. Prisen på EU’s CO2-kvoter har nået nye højder med op mod 300 kroner per ton. Aktiekurserne i de grønne virksomheder sætter rekorder på verdens børser, og markedet investerer på livet løs i klimaløsninger.

I den fysiske, politiske og forretningsmæssige sfære er klima slået igennem som uomgængelig dagsorden. Nu er det den vej investeringer, politik og marked trækker. Jeg oplever, at det virker selvforstærkende i en usikker tid med pandemi og truende økonomisk tilbageslag. Investeringer i klimaløsninger er investeringer i fremtiden.

Vi hører, at der er spottet hvidhajer ved Monterey Bay og tun i Kattegat. Og vi ser formanden for EU-Kommissionen,  Ursula von der Leyen, USA’s præsident, Joe Biden, og den danske statsminister, Mette Frederiksen, tale om grøn genopretning efter coronakrisen. Det er alt sammen en del af den samme virkelighed og fortælling.

Klimaforandringerne er blevet håndgribelige, uomgængelige og prissat. Og det kan betale sig at gøre en indsats.

Bill Clintons chefstrateg opfandt i begyndelsen af 1990’erne udtrykket, "it’s the economy, stupid", som en nøgle til at forstå bevæggrunde, alliancer og interesser i politik og forretning.

Jeg vil vove den påstand, at vi i dag i samme åndedrag kan sige: "it’s the climate, stupid".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00