Jarl Cordua: Den danske Macron-lookalike

KOMMENTAR: Radikale er historisk isoleret i dansk politik – og hvis ambitionen er at modellere en fremtidig politik efter den franske præsident Macrons succesformel, så kunne en strammere udlændingepolitik være en vej frem. Men et sådant strategiskifte er der ingen tegn på. Tværtimod, skriver Jarl Cordua.

SR-alliancens endelige endeligt blev en realitet med S-formand Mette Frederiksens coup de grâce dagen før grundlovsdag. Siden har spekulationerne kredset om, hvordan Socialdemokraterne så kan finde det flertal, der skal gøre dem alle sammen til ministre i den lykkelige etpartiregering, hvor S endelig kan være herrer i eget hus uden hele tiden at skulle tage hensyn til de hovmodige radikale og deres rædsomme reform- og værdipolitik.

”Mands minde i dansk politik er otte dage”, siges det. Det får man klart et indtryk af, når man overhører, hvordan toneangivende socialdemokrater fremhæver de lykkelige dage med socialdemokratiske etpartiregeringer i 70'erne, hvor der var valg hvert andet år og konstant økonomisk og politisk krise.

Så kan sosserne heldigvis fremhæve S-guldalderen i 60'erne, hvor Krag og Kampmann gjorde gode tider bedre, hvor S havde vælgeropbakning på cirka 40 procent i snit. Siden jordskredsvalget 1973 nåede S aldrig over de tal igen.

Ved sidste valg fik S 26,3 procent. Allerede glemt er også Løkke-regeringens forsøg 2015-16 på at navigere sig igennem et Folketing med kun 34 mandater i ryggen. Det var ikke just en fornøjelse, hvis man spørger Venstrefolkene.

S skal naturligvis altid fremhæve, at de er så meget bedre end Venstre. På den anden side så må Mette Frederiksen og co. erkende, at medietrykket og forholdene i dansk politik har ændret sig markant siden 70'erne og guldalderen i 60'erne.

En svag mindretalsregering, der hopper fra tue til tue, bliver udstillet nådesløst. Og det kan testimonials fra diverse S-veteraner, som mener at kunne huske og fremhæve de gode gamle dage, bare ikke ændre på.

Mette Frederiksen og hendes hird får det meget svært som mindretalsregering, selv om at det naturligvis er utidige og uvelkomne betænkeligheder, der kolliderer med den fine fortælling, S er ved at bygge op med dele af pressens hjælp om det lykkeland, der nu venter, og hvor Radikale gudskelov ikke er med ved styretøjet i mindretalsregeringen.

Frederiksens frihedsbrev, der opsagde alliancen med Radikale, er især interessant, fordi der er en underliggende formodning på Christiansborg om, at der kan skabes en alliance med Kristian Thulesen Dahl ved radikalt afbud den dag, hvor et flertal i rød blok er en realitet, men ikke kan samles om en fælles udlændingepolitik.

Hvordan stiller det Radikale, at man nu står på herrens mark og må se til, at DF – formoder vi – træder til og neutraliserer de afgørende mandater, som Liste B i september 2011 gjorde så god brug af i Tårnet på Amager under regeringsforhandlingerne med S og SF og fire år frem? Hvad gør De Radikale ved denne strategiske udfordring?

På den korte bane: Ikke ret meget. 

Spørger man rundt i partiet, er der en rimelig enslydende analyse. Her og nu og frem til valget, så kan Radikale stemmemaksimere optimalt ved at fremstå som det lysende klare alternativ i udlændingepolitikken, nu hvor S helt har skiftet holdning og SF – formoder man – har skiftet politik af strategiske hensyn. 

I den radikale base er Mette Frederiksen langt fra populær. Målinger viser, at hun er ”ren turnoff” hos de radikale vælgere, forlyder det. I partiapparatet og baglandet – især i de store byers stærke partiforeninger, Aarhus og København – anser man sig i direkte opposition til alt, hvad DF står for, og enhver tilnærmelse til Thulesen Dahls og Mette Frederiksens synspunkter er utænkeligt, og man høster heller ingen vælgergevinst ved at gøre det.

Der findes dog enkelte i den radikale folketingsgruppe, som forsigtigt har slået til lyd for en tilnærmelse til socialdemokraterne, sådan at man ikke helt kortslutter muligheden for at komme i regering efter et valg. Det er især Martin Lidegaard og Ida Auken, som identificeres som dem, der er bekymret for, at muligheden for igen at blive ministre fordufter, hvis S og R taler sig væk fra hinanden. 

Kan Radikale på sigt skifte holdning? For eksempel efter et valg, hvor R har fået stor fremgang, og der er et rødt flertal bag Mette Frederiksen? Ser man Radikale stå bag yderligere udlændingestramninger som del af en regering? Det vil – sådan ser det ud – være Frederiksens krav for at slippe Radikale ind i varmen. Det bliver svært for Østergaard at forklare sine vælgere efterfølgende. Det er ikke desto mindre set før, at ”Paris er en messe værd”. Spørg bare SF og LA.

De Radikale har det med at omfavne den liberale franske præsident Emmanuel Macron, som man på en eller anden led gerne vil fremstå som den danske udgave af. Der findes måske et ”partyliberalt” eller ”hippieliberalt” segment af borgerlige, der er pro verden, pro reformer og er noget træt af DF's massive indflydelse, som er mulige for Radikale at få fingrene i. Man kunne også kalde det for ”nok-er-nok-segmentet”, som har stemt LA til tider, og som kan identificere sig med de dele af Venstre, der har det svært med Støjberg-linjen i partiet.

Men der er et problem. Macron er faktisk kommet til magten i Frankrig ved at love udlændingestramninger og udsender nogle helt andre signaler omkring det spørgsmål end Morten Østergaard.

Sidstnævnte har været på besøg ude i virkeligheden, i indvandrerghettoen i Vollsmose, men der er ikke rigtig tegn på, at han og Radikale har skiftet standpunkt, når det gælder, om Danmark skal tage imod flere flygtninge, og man vil ikke rigtig anerkende, at der er et problem med islam og nogle af religionens udøvere her i Vesten. Spørgsmålet er, om springet for de liberalt sindede borgerlige – der ikke abonnerer på DF's frygtdagsorden – til Radikale, til trods for sirenesangen fra Østergaard og co., simpelthen er for langt? 

Hvordan får De Radikale så indflydelse? Ja, de kan naturligvis få masser af indflydelse gennem den grønne dagsorden med Mette Frederiksen som statsminister. Det sker så i konkurrence med Alternativet, SF og Enhedslisten, der nok altid kan og vil overbyde på det punkt. 

Og så håber nogle radikale på, at et godt valgresultat til Radikale, hvor Østergaard også rækker hånden ud til tidligere vælgergrupper i uddannelsessektoren for at klinke skårene, kan bringe ham i en situation, hvor der kan skabes nye flertal på tværs af blokkene, hvor de radikale stemmer bliver relevante og afgørende.

Det kræver dog nok mere end en væsentlig fremgang i forhold til det forrige valgresultat, hvor Radikale blev mere end halveret. For garvede radikale er det dog ikke nyt, og man trøster sig med, at partiet vælgermæssigt tit har været en roller coaster med voldsomme bevægelser op og ned.

Østergaard selv sidder sikkert på posten som partileder, og der spores ingen opposition. Skulle han pludselig en dag melde forfald, er der enighed om, at Sofie Carsten Nielsen vil blive ny leder.  Det er dog forventningen i baglandet og nok også hos ham selv, at Østergaard leverer et helt andet og bedre valgresultat ved det kommende valg. 

Østergaard har også fuld opbakning fra den relativt nyslåede radikale Jens Rohde, som nu kæmper for et comeback til Folketinget, og som løber med opmærksomheden på en måde, der åbenbart irriterer andre radikale.

Rohde ser også den radikale leder som en ”Macron”, kunne man for nylig læse på Twitter, hvor Østergaard blev fremhævet med egenskaberne ”råstyrke, empati og intellekt”. Man skal dog ikke lede længe i baglandet for at erfare en vis skepsis overfor Rohdes kandidatur, som blandt andet beskrives som en ”fritsvævende drabant”, der holdes ud i strakt arm af ledelsen, og som skulle være ”helt sin egen” og ”ikke en del af noget”.

På den anden side fremstår han som et af partiets mest markante og konstant synlige værdikrigere, der er med til at understrege forskelle på Radikale og hans gamle venner i blå blok. Det plejer ellers at være egenskaber, som man sætter pris på i en valgkamp.

Den beherskede radikale entusiasme bag Rohdes bestræbelser om et varigt gensyn med Christianborg indebærer efter alt at dømme MF Andreas Steenbergs farvel til taburetten, da ingen tror på, at selv en stor fremgang vil bringe to radikale fra Vestjylland i Folketinget.

I lørdags tog Rohde ved et radikalt storkredsmøde formentlig lidt af brodden af den ulmende interne kritik ved selv at tage sidstepladsen på stemmesedlen, hvor Steenbergs navn står allerøverst. Det sker formentlig i sikker forvisning om, at vælgerne nok skal finde Rohdes navn på valgdagen.

Andre radikale iagttagere er ikke så sikre på, at valget er afgjort og fremhæver, at Steenberg har et godt navn i partiet, blandt vælgerne og i lokalområdet. Havde Rohde ikke selv taget sidstepladsen, så havde han fået den ved kampafstemningen, lyder en vurdering. Rohde har i al fald fået travlt med at understrege sine evner som holdspiller og nedtone rivaliseringen. Under alle omstændigheder bliver det et af de mest interessante og også af medierne dækkede interne valgkampe ved folketingsvalget.

”Den danske Macron” er i øvrigt ikke fri for at slå skæverter. Det så man for nylig, da han for nyligt i Børsen beskrev S-SF samarbejdet med DF som det ”Rød-brune kabinet”.  Der, hvor alle andre forstår farven brun som nazismens farve, måtte man efterfølgende forstå på Østergaard, da han skulle forklare sig, at det han i virkeligheden mente var en farve, der skulle beskrive den højreorienteredes værdipolitik.

Som om det gør sagen meget bedre.

Østergaard mente dog, at han lige så godt kunne have beskrevet alliancen mellem venstreorienteret økonomisk politik og højreorienteret værdipolitik som ”rød-gul”. Det gjorde han så bare ikke. Og det havde næppe heller været lige så opsigtsvækkende. Nu har alle fattet pointen, men spørgsmålet er, om det er noget, der lægger alen til vurderingen af Østergaards evner til at kommunikere med nye vælgere og at skabe alliancer på et tidspunkt, hvor Radikale er historisk isoleret i dansk politik. 

---------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Majbritt M. Nielsen: Opgøret med unge kvinders mindreværd er ikke en kommunal opgave Majbritt M. Nielsen: Opgøret med unge kvinders mindreværd er ikke en kommunal opgave Næste artikel Lars Tvede: SKAT, du dræber den danske innovation Lars Tvede: SKAT, du dræber den danske innovation
  • Anmeld

    Kim Kaos

    De faktiske forhold i jernindustrien

    Det var sgu på tide at S begyndte at lære R lidt om "De faktiske forhold i jernindustrien".

    Lad os håbe de kan holde kursen og evt. sætte sig tungt på midten sammen med DF - pænt støttet af SF.

    Så bliver der ro på bagsmækken og alle de andre må så følge trop eller surmule over i skammekrogen

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Mette Frederiksen må gå til Canossa hvis hun vil have min stemme

    Mette Frederiksen sad i hele Thorning perioden helt frivilligt som minister og jeg husker ingen trusler om at træde tilbage for at byde hverken Thorning, Vestager, Corydon eller Bødskov trods.

    Hun gik hele vejen som en del af katastrofen og det kan man ikke bagefter bare snakke sig fra og sige "undskyld, det var en blunder".

  • Anmeld

    Kim Sørensen

    Du kigger baglæns på tingene, Jarl.

    Det kan meget vel være, at RV gerne vil være den danske udgave af Macron. Men den politiske virkelighed er nu engang, at Macron nærmere er den franske udgave af RV og derfor står med nogenlunde samme problemer.

    Kigger man på meningsmålingerne ligger landet nemlig sådan, at Macrons popularitet er styrtdykket. Værst står det til blandt lavindskomstgrupperne, hvor kun 21% har et positivt syn på præsidenten. Udbredte kritikpunkter, blandt de adspurgte vælgere, er at Macron er "for arrogant" og "de riges præsident". På den lange bane står Macron altså over for nogenlunde samme forhindringer, som dem, der står mellem RV og det folkelige gennembrud, der skal til for at sikre RV plads i en evt. kommende S-ledet regering.

  • Anmeld

    Christian X

    Elevråds politikere som Morten Østergård

    er en hovedårsag til politikerleden og mange af problemer Danmark slås med.
    Må R gå i graven med udbryderne Å og LA.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    En upolitisk kommentar

    Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er mere end død-hamrende træt af, at vores ledende, ansvarlige politikere spiller skak med os vælgere og borgere.
    Jeg vil ikke være en skakbrik, der manipuleres med ved smarte beregningsmetoder og fint sprogligt indpakkede nedgørelser af skiftende medarbejdergrupper. og mindretalsgrupper, der på skift beskyldes for at være ineffektive, uvidende, dovne eller sågar kriminelle.
    Når det sker samtidigt med, at man med åbent sind overskrider sine beføjelser og selve Grundlovens bestemmelser. SÅ har jeg svært ved at finde respekten for dem frem.
    Når det sker samtidigt med, at man nægter en faglig dialog med den store vidensbank, vi har i Danmark, og fravælger evaluering af egne fantastiske reformer.
    Når man samtidigt alene vil forholde sig til særligt bestilte statistikker og specielt, politisk udvalgte såkaldte eksperter, så holder alt op.'
    Når man samtidigt flytter sine egne rådgivere så langt væk som muligt fra de bonede gulve på Christiansborg, så må man rystes.
    **For så kommer det i alt for høj grad til at handle om magtspil samt skakspil med alle vælgere og borgeres tilværelse og livsbetingelser.**
    ....
    Hvis man ikke magter at finde løsninger på hovedlinjerne i alvorlige problemstillinger, så bør man kaste handsken i ringen i stedet for at ty til særlove, stramningerog særlige forordninger overfor udvalgte medarbejdergrupper eller minoritetsgrupper.
    **Hvornår holder man op med at åle hinanden og andre og i stedet tager fat på at løse problemstillinger på ei vidende og oplyst grundlag?**
    Det er da det, vi andre forventes at gøre hver eneste dag,....hvis vi vil beholde vores position og vores job.


    .

  • Anmeld

    Gert Johansen · Arkitekt

    Er S ved at forsvinde

    Hvorfor skulle jeg stemme på S? Den økonomiske politik, som S vil føre, klarer Løkke lige så godt. Flygtninge og indvandrerpolitikken i samarbejde med DF ligger også bedre i hænderne på Løkke. Socialpolitikken har S opgivet eller også er den sammenfaldende med Løkkes. EU-politikken er også den samme og nærmer sig DF.

    Hvor er arbejderpartiet med en klar social og international arbejderpolitik? Det er ikke længere S. Måske går det som i Frankrig og Tyskland, Socialdemokratiet er ved at forsvinde - har udspillet sin rolle og "alternativerne" opstår.

  • Anmeld

    Mads Lindstrøm

    Full me once shame on you, full me twice shame on me

    Før Helle Thorning fik flertal og blev statsminister, så tog S spenderbuksernes på og lagde afstand til R. Efter valget giftede de sig med R, og droppede de fleste af deres økonomiske planer.

    Nu lægger S så afstand til R igen. Overbuspolitikden på velfærd, miljø, ... er så småt igang og vil næsten med sikkerhed tage til frem mod næste valg.

    Hvorfor skal jeg tro, at resultatet er anderledes end under Thorning?

  • Anmeld

    Keld jensen

    En stille undren

    Hvorledes kan det være at Jarl C. som er kandidat for venstre til det kommende Folketingsvalg kan skrive politiske kommentarer her i altinget?

  • Anmeld

    A. Hansen · Sygeplejerske

    Kongekabale

    Befolkningen -ikke kun i Danmark- manipuleres gennem medierne og af politikerne i en grad, så det er næsten umuligt for anstændige mennesker at tro.
    Det er desværre sådan, det er. Vi forblændes af historier, som kun er belyst fra én side (magtens), mens den anden eller de andre aldrig kommer frem i offentligheden.
    Vi bliver forført af fx. fodbold i månedsvis, Tour de France og anden underholdning, mens der foregår de mest uhyggelige ting i det skjulte bagved - ting vi aldrig får viden om, før skaden er sket.
    Der er ganske få politiske partier tilbage, der fører en anstændig politik, men de har svært ved at trænge igennem mediernes filter, så det vi hører er ofte så manipulerende, at vi kommer til at tro, at den fordrejede sandhed ER sandheden.
    Jeg vil anbefale at se eller gense den politiske thriller “Kongekabale” af Nikolaj Arcel fra 2004. Den viser i store træk, hvad der foregår i realiteten. Det er ikke bare fiction, og den er om muligt endnu mere aktuel, end da den blev produceret.
    Brug eget værdisæt, når I stemmer næste gang, og tænk over, om det I hører, er sandt eller falsk for jer. Der er ganske få tilbage at stemme på, hvis man vil føle sig som et anstændigt menneske.

  • Anmeld

    Ole Storm

    Rød & Brun er det....

    Når DF, ifølge Soc.Dem, er(var) Danmarks mindst stuerene parti, ryster pelsen, og rammer dem der ikke dukker sig. Og disse så er SF og Soc.Dem. Ja, så bliver farven altså rødbrun.
    Jeg ved så ikke hvad farven er, når DF har LA i pottetræning, som de har haft siden LA kom i regering..- men det er da ret grumset?!