Jarl Cordua: Jakob Ellemann-Jensen er ny favorit som V-formand

KOMMENTAR: Den helt store vinder efter mandagens gruppemøde i Venstre, hvor topposterne i folketingsgruppen blev fordelt, er ny politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen. Formandschancerne for Kristian Jensen svinder ind, og uret tikker, skriver Jarl Cordua.

Dønningerne fra valget slår stadig op om dansk politik og navnlig Venstre, der mandag på gruppemødet valgte ny ledelse, hvilket ikke gik så stille af, som ledelsen havde håbet på.

Ikke fordi det skabte større afklaring om fremtidens ledelse, men måske snarere fordi forløbet kun har skærpet opmærksomheden om det forudsigelige opgør om, hvem der skal efterfølge Lars Løkke Rasmussen som Venstres formand.

Baglandet viger tydeligvis tilbage for at udløse en magtkamp, der kan splitte partiet yderligere. Sårene fra 2014-opgøret er stadig friske. Derfor klynger man sig til Lars Løkke, der med ni ekstra mandater ved folketingsvalget kortsluttede Kristian Jensens plan om at overtage partiet umiddelbart efter det valgnederlag, man oprindeligt forudså.

Jensens planer var så fremskredne, at en magtdeling var i støbeskeen, hvor Karsten Lauritzen var udset til at være gruppeformand og Sophie Løhde politisk ordfører.

Efter valget aftalte Løkke og Jensen dog at udsætte det konstituerende gruppemøde til august, og relativt tidligt i processen stod det klart, at Jakob Ellemann-Jensen ville stille op til posten som politisk ordfører.

Alligevel var Kristian Jensens fløj længe mærkeligt upåvirkede af, at der nok aldrig var flertal for, at man kunne sætte sig på magten. I andre dele af partiet fik man indtryk af, at Jensens folk tog sig til rette på forventet efterbevilling med hensyn til ordførerposter uden først at sikre sig opbakning til at føre beslutningerne ud i livet.

Det blev selvsagt opfattet som en provokation nogle steder, og Jensen fik også rodet sig ud i aftaler om ordførerposter, som de mere garvede kræfter i partiet kunne se, at han fik mere end svært ved at levere på.

Det fik Karsten Lauritzen konkret at mærke, da Jensen i sidste uge ringede til den tidligere skatteminister, mens han var på ferie i Colombia, med den besked, at han selv gik efter posten som gruppeformand.

Det burde nok ikke undre nogen, at Jensen vil sikre sig en plads i gruppeledelsen, når han kunne se sin rival Jakob Ellemann-Jensen gå efter at blive politisk ordfører og uden større besvær kunne vinde en kampafstemning over Sophie Løhde eller andre, der ellers kunne tænkes at stille op.

Det underlige er, at det så sent går op for en på papiret så garvet politiker som Jensen, at han skal sikre sig en plads i gruppeledelsen for at forblive relevant som formandskandidat. Denne sene og i sagens natur over for en vigtig støtte ikke særligt elegante manøvre er i sig selv vand på Jensens kritikeres mølle, der i årevis har talt om, at næstformandens politiske boldøje ikke er det bedste.

Og regningen for det er kommet ind ad døren, for det tyder nemlig på, at Jensens alliance med Lauritzen og Løhde nu er smuldret. De to har åbenbart dannet deres egen alliance og signalerer nu, at de har tænkt sig at operere uafhængigt af Jensen. Med andre ord er Jensens magt eller kontrol med begivenhederne mindsket yderligere, og fraktionsdannelsen i Venstre er taget til.

Selve valget til gruppebestyrelsen blev i øvrigt en opvisning i Lars Løkkes manglende autoritet i partiet. Han havde forsøgt at lave en pakkeløsning, som mandag blev præsenteret for partiet, hvor Inger Støjberg skulle gøres til gruppens næstformand. Ikke verdens vigtigste post, men omvendt heller ikke fuldstændig ubetydelig i et stort oppositionsparti.

Forinden havde Støjberg og hendes løjtnanter Marcus Knuth og Mads Fuglede i øvrigt været rundt i gruppen for at sondere terrænet for, om hun kunne vælges til gruppeformand.

Det viste sig dog hurtigt, at det var der langtfra stemning for. At hun overvejede den mulighed og med det senere resultat in mente, siger også lidt om, at Støjbergs evne til at vurdere egne muligheder ikke er overvældende.

Alligevel kunne Løkke godt se idéen i at sikre stemmeslugeren en plads i ledelsen. Det ville selvsagt skabe ro, og så kunne Støjberg i ledelsen være med til at stække Kristian Jensen, der siden 2014 har været en så stærk næstformand, at Løkke gang på gang har måttet fyre sine egne støtter i regeringen for at skabe plads til Jensens folk på ministerbænkene.

I gruppen var der udbredt irritation over at blive præsenteret for en plan, hvor Løkke foreslog at vælge hele ledelsen samlet på én gang. Det blev derfor afvist.

I fraværet af modkandidater til Ellemann-Jensen og Kristian Jensens poster var der ikke mulighed for at udtrykke utilfredshed med processen, men den kom, da Sophie Løhde stillede op mod Inger Støjberg om posten som gruppenæstformand. Afstemningen var skriftlig og hemmelig, men det forlyder, at Løhde vandt kampvalget overbevisende. Og det gjorde hun formentlig af flere grunde.

For det første var en stemme på Løhde den eneste mulighed, gruppen havde for at protestere mod Løkkes ifølge kritikere "klodsede" og undervejs bossede beslutningsprocedure.

For det andet er Støjberg slet ikke nær så populær i folketingsgruppen, som hun er hjemme i Skive-kredsen, hvor hendes stemmetal nærmer sig nordkoreanske cifre. Det viser sig især ved hendes manglende evne til at skabe alliancer i gruppen, som er en disciplin, Løhde helt tydeligt er bedre til.

Som minister demonstrerede Støjberg flere gange, at hun ikke rigtigt respekterede folketingsgruppens kompromiser i udlændingepolitikken. Kritikere fik gang på gang det indtryk, at Støjberg solgte hurtigere ud af indrømmelserne til DF, end Venstre – med store vanskeligheder - kunne nå at formulere kompromiserne under store sværdslag i folketingsgruppen.

Den tilgang til samarbejde har selvsagt sin pris. For når Støjberg konsekvent tog regeringspartiet til indtægt for sin hele tiden strammere udlændingepolitik, var det bestemt populært i store dele af vælgerbefolkningen og ikke mindst i partiet, men det undergravede samtidig partifællers tillid til Støjberg, som blev set som hensynsløs solospiller.

Endelig peger kritikere på, at Støjberg er en for endimensional politiker, der ikke rigtig formulerer politik på mange andre områder end udlændingepolitik. Man skal kunne rumme flere facetter som politisk leder, lyder synspunktet.

Støjberg-fløjen havde i øvrigt forinden lidt et andet nederlag, da de nyvalgte folketingsmedlemmer valgte Christoffer Melson som deres repræsentant i gruppebestyrelsen over Støjberg-støtten Mads Fuglede, der tabte snævert med stemmerne 6-5.

Venstre-toppen har hele vejen forsøgt at kontrollere begivenhederne. Det begyndte mandag på gruppemødet, hvor de enkelte medlemmer blev pålagt forbud mod at tale med pressen om mødet. I morgenaviserne dagen efter stod det dog klart, hvor lidt det forbud blev respekteret.

Allerede efter mødet undgik Løkke og den nyvalgte ledelse helt at omtale det kampvalg, som Støjberg tabte til Løhde. I kun syv minutter svarede man på spørgsmål fra pressen, der derfor slet ikke nåede at spørge ind til begivenhederne på mødet.

Det var først, da pressemødet var slut, at dramaet om kampvalget og fravalget af Støjberg blev kendt, hvorefter medieinteressen steg betragteligt.

Støjbergs nederlag skabte helt forventeligt ballade blandt hendes støtter, hvor europaparlamentariker Søren Gade hurtigt kom på banen med kras kritik. Man skulle ellers tro, at han som tidligere gruppeformand kendte og respekterede folketingsgruppens ret og evne til at træffe beslutninger, som de vil.

Også baglandet i Skive har været ude med kritik og forståelig skuffelse over, at Støjberg ikke fik plads i ledelsen, og det endte med skingre trusler om udmeldelser af partiet fra skuffede medlemmer af den lokale vælgerforening.

Det er imidlertid lidt en gåde, hvem kritikken præcist er rettet imod. Er det Lars Løkke, der rent faktisk gjorde alt for at sikre Støjberg en plads i ledelsen? Eller er det de enkelte folkevalgte partifæller, der kun fik lov til én gang at stemme om ledelsens enkelte medlemmer?

Er det i øvrigt en ny præmis, at man skal have plads i ledelsen, efter hvor mange personlige stemmer man har fået? Region Midtjylland, som Støjberg kommer fra, er i forvejen stærkt repræsenteret i ledelsen med næstformanden Kristian Jensen.

Region Syddanmark er eksempelvis ikke repræsenteret i ledelsen, selvom dette område har lige så mange venstremedlemmer som den midtjyske region.

Onsdag kom der mere styr på gemytterne. Ingen venstrefolk har tilsyneladende endnu meldt sig ud af Skives Venstre. Tværtimod var nye medlemmer nu på vej ind i partiet, "for at støtte Inger", som kredsformanden formulerede det. Hun slår sig til tåls med det håb, at Støjberg får en "tung post", hvilket Kristian Jensen allerede har garanteret.

Mon ikke det for en gangs skyld er et løfte, som han kan indfri? Støjberg ville under alle omstændigheder få en tung ordførerpost. Det bliver dog næppe posten som udlændingeordfører, som hun allerede selv har signaleret, at hun ikke er interesseret i.

Kristian Jensens forhold til Støjberg bliver i øvrigt næppe bedre af, at hans tidligere støtte og kandidat Sophie Løhde er løbet med posten som gruppenæstformand.

I det hele taget har de sidste måneder ikke gavnet Jensens bestræbelser på at sætte sig i formandsstolen efter Lars Løkke. Hans alliancer er i opbrud, og Jensen bliver med sit relative dårlige personlige valgresultat mange steder i Venstre ikke set som billetsælgeren, der kan sikre Venstre regeringsmagten igen.

Havde Støjberg flyttet kreds til Nordjylland, som partiledelsen længe tryglede hende om, så havde Jensen formentlig fået et noget bedre personligt valg og stået bedre i den kamp om formandsposten, som stadigt flere ser vil komme inden så længe.

Den store vinder på mandagens gruppemøde er selvsagt Jakob Ellemann-Jensen, der som politisk ordfører nu bliver partiets ansigt udadtil. Det vil øge kendskabet til hans person og formentlig også hans popularitet både i partiet og blandt vælgerne.

Ellemann-Jensen er desuden blevet ordfører uden de større sværdslag. Han har ikke måttet skabe alliancer, hvor nogen er blevet lovet noget undervejs. Hans forhold til Støjberg er også rimelig godt, og han kan nok regne med opbakning blandt mange af Løkkes gamle støtter, når den tid kommer.

Hvis han formår at lave en alliance med Lauritzen, Løhde og Støjberg og måske også folk som Hans Christian Schmidt, så er løbet formentlig kørt for Kristian Jensen. Ellemann-Jensen behøver ikke engang at skynde sig, da tiden indtil videre arbejder for ham.

Kristian Jensen derimod har næppe lige så god tid, hvilket han længe har demonstreret med sine mange forsøg på at forcere en udvikling, der kan bringe ham tættere på formandsstolen.

Forsøger han igen at demonstrere sin utålmodighed, så spiller han Løkke et kort i hånden, der legitimerer, at han som afgående formand kan blande sig i formandskampen.

Hvis valget for Løkke står mellem at skulle vælge mellem en erklæret rival, der i al fald mindst én gang har forsøgt og næsten lykkedes med at vippe ham af pinden tilbage i 2014 og i øvrigt lige siden har presset citronen maksimalt for at sikre sig selv og egne støtter centrale ministerposter på bekostning af Løkkes folk, og så Jakob Ellemann-Jensen, der har været loyal hele vejen igennem, så kan man næsten gætte sig til, hvilken vægtskål Løkke vælger at kaste sit lod i.

Oveni viser flere målinger, at Ellemann-Jensen er mere populær end Jensen blandt Venstres vælgere og blandt de partier, der politisk ligger tæt på Venstre.

Det er stadigvæk Venstres delegerede, der på et landsmøde vælger den næste formand, men de skeler erfaringsmæssigt også til, hvad medlemmerne, vælgerne og deres folketingsmedlemmer mener om den sag.

Konklusionen er, at mere og mere tyder på, at Venstres næste formand hedder Jakob Ellemann-Jensen.

Hvornår et magtskifte finder sted, er umuligt at gisne om, men hvis man for eksempel betragter den enestående respektløshed, som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, viser over for Lars Løkke – med stående invitationer til Inger Støjberg om at skifte parti – og dermed umaskeret indblanding i Venstres interne forhold, så vurderer han tilsyneladende også, at Løkkes dage som formand er talte.

For Thulesen Dahl har tilsyneladende indkalkuleret, at det er en helt omkostningsfri hån, som han kan tillade sig over for blå bloks – efter manges vurdering – meget forhenværende statsministerkandidat.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Martin Thorborgs ’flyvende fuckfinger’ ramte ved siden af Benny Damsgaard: Martin Thorborgs ’flyvende fuckfinger’ ramte ved siden af Næste artikel Jonas Herby: Vi lever i en neo-velfærdsstat, der kæmper for at overleve Jonas Herby: Vi lever i en neo-velfærdsstat, der kæmper for at overleve
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.