Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua om Løkkes nytårstale: Statsmands-strategien har aldrig virket

KOMMENTAR: Lars Løkke forsøger med sit hovedtema om kaos i international politik i nytårstalen at iscenesætte sig selv som den erfarne rorgænger, der kan få Danmark sikkert i havn. Problemet er bare, at det er en strategi, som hidtil ikke har virket for nogen.

Sidst statsmands-strategien blev forsøgt var med Poul Nyrup i 2001 oven på terrorangrebene på New York og Washington. Og strategien virkede slet ikke, skriver Jarl Cordua. 
Sidst statsmands-strategien blev forsøgt var med Poul Nyrup i 2001 oven på terrorangrebene på New York og Washington. Og strategien virkede slet ikke, skriver Jarl Cordua. Foto: Kjeld Navntoft/ Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I det, der meget vel kan blive Lars Løkke Rasmussens sidste nytårstale, fik statsministeren tirsdag aften slået et par vigtige, men også forventelige temaer an i den folketingsvalgkamp, der allerede er i gang.

Det skete dog uden at lancere konkrete forslag, som må vente, til vi kommer tættere på en valgudskrivelse.

Løkke beskrev udmærket de urolige tider i international politik, hvor man må spejde langt efter politisk lederskab, hvor alliancerne er under pres af Putin, Kina, Brexit, Trump osv. Alt sammen folk, politik og begivenheder, der har potentiale til at skade lille Danmark, afhængige, som vi er, af sikre internationale spilleregler i handel og storpolitik.

”Det kan virke fristende at lukke af for en besværlig omverden. Vende ryggen til. Have nok i sig selv. Men er det nu så let? Verden forsvinder jo ikke. Danmarks sikkerhed afhænger af internationalt samarbejde. Vores velstand kommer fra handel med andre lande. Vores udvikling næres af udsyn. Vi bliver ikke mindre af at samarbejde med andre, vi bliver større. Danmark er et lille land. Men vi er sammen om at udleve en stor idé: Et åbent, rigt samfund, hvor velstand og bæredygtighed går hånd i hånd. Hvor få har for meget og færre for lidt,” sagde Løkke, der som Danmarks rorgænger på verdens oprørte have altså omfavnede det internationale samarbejde.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Engang var det et synspunkt, de fleste danske partier stod på, men det er ikke tilfældet længere. Stort set alle partier – minus De Radikale – er i dag EU-skeptiske i større eller mindre grad, og enkelte parlamentarikere fra yderfløjene forsvarer fra tid til anden enten Vladimir Putin eller Donald Trump.

Selv i statsministerens eget parti Venstre har kandidat til Europa-Parlamentet og tidligere gruppeformand Søren Gade for længst gjort EU-skepsis til sin dagsorden. Det så man igen for nylig, hvor Gade valgte at ydmyge partiets spidskandidat Morten Løkkegaards erklærede valgstrategi om at markedsføre Venstre som Danmarks mest pro-europæiske parti som både clumsy (endnu et skabagtigt engelsk udtryk i den offentlige debat, der på dansk betyder klodset) og lalleglad.

For den del af de borgerlige vælgere og avislæsere, der stadigvæk står på retsstatens grund, så er det betryggende, at Løkke sætter en grænse for, hvad han vil være med til. Problemet er imidlertid, at alle – også Thulesen Dahl – ved, at Løkke også på det punkt er til at handle med, hvis det gælder statsministerposten.

Jarl Cordua

Især i den borgerlige blok er EU-skepsis udtalt, og den er voksende. Et par dage før nytår sprang en relativt ukendt københavnsk folketingskandidat for Venstre pludselig til Nye Borgerlige, et parti, som mange vurderer kommer i Folketinget efter valget, og som går ind for udmeldelse af EU.

Venstre opstiller åbenbart folk, der siden viser sig at have helt andre holdninger til internationalt samarbejde end dem, som Venstre i årtier har kæmpet for. Det kan undre, men man kan så ikke klandre Løkke for det, da han ikke går og putter med sine holdninger på det punkt.

Det kan man heller ikke bebrejde hans nærmeste samarbejdspartner, Kristian Thulesen Dahl (DF), der efterfølgende især kritiserede denne del af talen. I B.T. i dag peger DF-formanden på, at Løkke i sin analyse af den politiske uro i Vesten ikke har blik for, at balladen egentlig skyldes befolkningernes modstand mod immigration og trangen til at blive herrer i eget hus, fri for snærende bånd som EU og FN.

Når de to store blå partiers formænd ser så forskelligt på international politik og nogle af vores alliancer, så er det svært at forestille sig et eventuelt V-DF-regeringssamarbejde efter folketingvalget. Hvis altså ikke man lige ved, at Løkke er meget pragmatisk anlagt og gerne forbliver statsminister. Selv for en høj pris.

Når Løkke vælger at gøre trusler og kaos i international politik til et hovedtema i sin nytårstale, så bliver det også set som et forsøg på at iscenesætte sig selv som den erfarne rorgænger, der på et oprørt og uroligt hav med farlige rev og ukendte farer i horisonten alligevel med fast kurs og sikker hånd på roret manøvrerer Danmarks skib sikkert i havn.

Derfor ser Løkke gerne, at vælgerne stiller sig selv spørgsmålet: Tør man betro en relativt uerfaren Mette Frederiksen den store opgave at passe på Danmark i sådan en urolig tid? Problemet er imidlertid, at det er en valgstrategi, som hidtil ikke har virket for nogen.

Sidst statsmands-strategien blev forsøgt, var med Poul Nyrup i 2001 oven på terrorangrebene på New York og Washington. Og strategien virkede slet ikke. Danskerne var optagede af helt andre emner og var klar til at prøve noget nyt med Anders Fogh, der i øvrigt i valgkampen erklærede sig enig med Nyrup i alt, hvad han foretog sig udenrigspolitisk.

Når det gælder politiske temaer, der har mere potentiale for at vinde folketingsvalget, så kom Løkke vidt omkring, men uden at være særlig konkret. Klimadagsordenen blev nævnt, og her gjorde Løkke sig til talsmand for dem, der valgte håb frem for håbløshed – men igen uden at nævne nogle nye konkrete tiltag.

Et andet valgtema, som fagbevægelsen forsøger at sætte på dagsordenen, uligheden, kom han også omkring, og det var så mest den ulighed, man får øje på uden for Danmarks grænse, men Løkke fik da igen sagt, at han var barn af velfærdssamfundet og familiens første student.

Økonomi og beskæftigelse, som efterhånden er skubbet langt ned på den politiske dagsorden, blev også nævnt, nærmest undskyldende, men de mange positive resultater blev da fremhævet undervejs. Løkke fremstod som en anden dørsælger, der af frygt for ikke at forstyrre vælgerne unødigt alligevel af bagdøren lige ville understrege sine salgsargumenter om, hvor godt det i øvrigt går.

Løkke fik også gravet en forsvarslinje i udlændingepolitikken, måtte man forstå. Han beskrev, hvordan en halv million ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er kommet til Danmark i hans levetid. I begyndelsen var det kun hyggeligt med en enkelt muslim i gymnasieklassen, men siden er problemerne – i kraft af antallet – kun vokset. Løkke skelner skarpt mellem dem, der vil Danmark og omfavner og lever efter vores sekulære værdier, og dem, der ikke vil.

Hvor DF og Nye Borgerlige fører kampagne på at sende dem hjem, der allerede er kommet, så opstiller Løkke en forsvarslinje, som han kan forsvare bredt i Venstre, også efter et eventuelt vundet valg:

”Men vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.”

Løkkes pointe ”vi står, hvor vi står”, som dog allerede er blevet misforstået af for eksempel B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, er, at vi ikke bare kan sende folk ud af landet, som har slået rod og har opnået borgerrettigheder i Danmark.

Imidlertid er det ikke nok for mange blå vælgere, som i ren skræk for islam og terror og manglende integrationsresultater hellere vil abonnere på højrefløjens ikke særligt konkrete forestillinger om ”hjemsendelse” af folk, der har boet i Danmark i årtier. Måske er det den politik, som det borgerlige B.T.s chefredaktør efterlyser i sin leder i dag? Avisen har ellers lige ført kampagne mod, at man sender børn uden dansk statsborgerskab ud af landet. Nu er det pludselig blevet et problem, at Løkke ”står, hvor han står”.

For den del af de borgerlige vælgere og avislæsere, der stadigvæk står på retsstatens grund, så er det betryggende, at Løkke sætter en grænse for, hvad han vil være med til. Problemet er imidlertid, at alle – også Thulesen Dahl – ved, at Løkke også på det punkt er til at handle med, hvis det gælder statsministerposten.

For Løkke står, hvor han står. Lige indtil at han står et helt andet sted. Han er indbegrebet af en pragmatiker. På godt og ondt.

Sidst, men ikke mindst, var der lidt nyt om Løkkes bebudede sundhedsreform. Forinden nytårsdag havde Løkke lækket til Berlingske, at planerne går i retning af nedlæggelse af regionerne. Det store tilbud til vælgerne er, som for længst beskrevet, 21 sundhedscentre, der skal tage hånd om, at befolkningen i dag går forgæves i sundhedssystemet, så ressourcerne bruges forkert og ineffektivt.

Og så blev der lejlighed til at pudse det gamle slogan ”patienten før systemet” af til genbrug i talen. Ingen kan være uenige i det. Og så benyttede Løkke også klogt nok lejligheden til at sende en kærlighedserklæring til landets sundhedspersonale, som han godt ved løber stærkt i det daglige. 

Alt i alt holdt Løkke en glimrende tale, som dog næppe går over i historien som uforglemmelig. Indholdet tyder på, at statsministeren gemmer krudtet og idéerne, til vi kommer tættere på valget.

Løkke har efterfølgende fået kritik for ikke, ligesom nogle hørte i Dronningens tale, at benytte lejligheden til at give erhvervslivet – og især bankerne – en opsang for den tidligere udviste dårlige moral. Det havde – set i bakspejlet – nok været klogt at nævne, men så havde Løkke nok også åbnet en flanke, hvor nogle vil mene, at han selv var sårbar.

Godt nytår til alle læserne!

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Michael Dyrby

Fhv. chefredaktør, B.T., fhv. nyhedsdirektør, TV 2
lærer (Marselisborg Seminarium 1984), journalist (DJH 1989)

0:000:00