Jarl Cordua: Regeringen gør sig selv til skydeskive

KOMMENTAR: Jo mere regeringen tager afstand fra sundhedsmyndigheder og forsøger at placere ansvaret for fejl hos embedsmændene, jo mere åbner den op for politisk kritik fra oppositionen, skriver Jarl Cordua.

"Madame Corona" hærger over hele verden, men i Danmark aner man en vis optimisme hos sagkundskaben med hensyn til at undgå katastrofescenarierne, som vi ser i disse dage i Italien og Spanien og snart også i USA.

Vi kommer til at se mange flere dødsofre til trods for optimistiske forventninger hos dem, der er i stand til at tyde hældningerne på graferne over udviklingen i sygdomstilfælde. De mener, at det sundhedsmæssige beredskab vil kunne holde til den spidsbelastning, som forudsigeligt vil finde sted om nogle uger.

Måske giver denne forsigtige optimisme plads til lidt mere debat og diskussion af myndighedernes beredskab og planer for, hvordan vi bliver coronavirussen kvit i en fart, og hvordan vi fremover skal forholde os til nye eller tilbagevendende epidemier.

Det giver os også anledning til at diskutere, hvordan vi få lukket samfundet op, sådan at de økonomiske skadevirkninger, som allerede er en realitet, kan blive begrænset.

For nogle danskere ender diskussionen om de økonomiske konsekvenser af coronaen hurtigt med frygten for døden og for omsorgen for deres medmennesker. Nogle vil ikke – eller kan ikke – forholde sig til den alvorlige diskussion, som allerede nu er gået i gang med hensyn til, hvad samfundet bør gøre, indtil en vaccine er i omløb måske først om et år. For nogle er det bare en "kedelig" eller smagløs diskussion om penge versus menneskeliv, der hurtigt bør stoppe. 

De, der alligevel drister sig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange uendelige samfundsmilliarder man bør bruge på at redde relativt få ældre og i forvejen sygdomssvækkede menneskeliv, kan forvente at blive mødt med kommentarer om deres "menneskesyn".

Måske har man mere held med at påpege, hvorfor det er nødvendigt, at hele samfundet skal sættes i stå i mange måneder frem, fremfor i stedet blot at isolere de samme sårbare mennesker, der ligesom alle andre i forvejen lever afskærmet, indtil en vaccine kan fås i håndkøb?

Det er muligt, at mange gerne vil betale den fulde pris nu og i al fremtid uden at ville forholde sig til omkostningerne. Hvordan vil mange af de samme mennesker se på sagen om seks måneder, hvor de står uden job, hvor deres virksomheder er ruineret, boligen usælgelig, og det liv, som de kendte og holdt af, måske er endegyldigt forbi?

Vil de da lede efter forklaringer på, hvorfor deres liv nu pludselig sættes på pause? Vil de granske enhver beslutning truffet af den siddende regering og vurdere, om det kunne være gået anderledes, hvis man havde fulgt andre strategier? Sandsynligheden taler for det. 

Allerede nu mødes regeringen af disse presserende spørgsmål, som den snart skal forholde sig til. Hvad skal der ske, så snart der øjnes en mulighed for at lukke op for samfundet igen? For hvad nu, hvis man åbner for hurtigt?

Kan regeringen i det hele taget åbne samfundet uden at have epidemien under kontrol? Har regeringen noget valg, hvis ikke dansk økonomi skal brase sammen og arbejdsløsheden eksplodere yderligere? Dilemmaerne og risiciene for de politiske magthavere står nærmest i kø.

Indtil videre har regeringen haft et ganske stort held med at agere "situationens generalstab" med effektiv kommunikation sammen med sundhedsmyndighederne personificeret i Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hvor sidstnævnte topper troværdighedsmålingerne.

Det er i øvrigt et internationalt gennemgående træk, at befolkningen bakker op om den siddende regering uden dikkedarer. Selv i Italien får den hårdt prøvede og hidtil upopulære regering pludselig pæn opbakning.

Det samme mønster ser man i Danmark, hvor regeringen dog længe har haft pæn opbakning. De få meningsmålinger, der er lavet, viser næsten alle usvækket stor opbakning til S-regeringen og rød blok. Enkelte endda stor fremgang for S.

Imidlertid tyder en del på, at de dage, hvor regeringen henset til situationens alvor kunne være sikker på bred og fuldtonet politisk opbakning og konsensus om dens beslutninger, nærmer sig udløbsdatoen. Og den udvikling kan den til dels takke sig selv for.

I de seneste dage har offentligheden set, hvordan regeringen, det vil sige statsministeren og sundhedsministeren, i stigende grad lægger afstand til sundhedsmyndighederne og dens tidligere beslutninger.

Så længe tingene kører på skinner under krisen, så er der ikke grænser for, hvor meget regeringen bader sig i den store opbakning og de anerkendende ord fra en taknemmelig befolkning.

Men når det handler om at skulle tage ansvar for beslutninger, som ikke blev truffet i tide, for eksempel at tage advarslen fra FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, alvorligt eller uudnyttede muligheder for indkøb af testkits, så tøver regeringen ikke med at placere aben alle andre steder end hos den selv.

Når statsministeren holder møder med Folketingets partier, skælder hun Brostrøm og sundhedsmyndighederne ud, og det samme gør sundhedsminister Magnus Heunicke senest i går tirsdag i Danmarks Radios P1, hvor han udtrykte sin utilfredshed med Sundhedsstyrelsen og dens teststrategi, hvor alt for få mennesker er blevet testet. Formentlig på grund af akut manglende testkit.

Man kan så diskutere, hvorfor den mangelsituation er opstået? Også her vil regeringen placere aben hos sundhedsmyndighederne frem for at forholde sig til det faktum, at man altså har ledet landet i snart et år og dermed i sidste ende selv har ansvaret. Man har kunnet agere tidligere. Det gjorde man ikke.

Sundhedsministeren har været tvunget i defensiven ved et par lejligheder, hvor private har tilbudt sig med hjælp og hjælpemidler, og hvor de intet svar kunne få. Det fik Heunicke – efter endnu en beklagelse – håndteret snildt ved at agere offensivt og få foranstaltet opsætningen af en e-mail, hvor erhvervslivet kunne få et hurtigt svar.

Igen tyder det på, at sundhedsmyndighederne reagerer trægt på henvendelser fra erhvervslivet, og det er tydeligt, at regeringen ikke vil finde sig i til sidst at stå med aben, fordi myndighederne er tunge at danse med i forhold til at svare borgerne og erhvervslivet.

Det er dog især de manglende test, der er gået hen og blevet regeringens akilleshæl. For flere kompetente iagttagere peger på, at hvis Danmark nogensinde skal åbnes op, så kræver det, at man på et tidspunkt forlader afbødningsstrategien og sætter ind med en test- og opsporingsstrategi, der begrænser smitten via test, opfølgning og afklaring af smittekæder og isolation. Det er strategien i for eksempel Sydkorea.

Politisk har Heunicke lugtet, at "flere test" er vejen frem, og han har ved et par lejligheder i de seneste dage sagt, at "test" nu er regeringens strategi, og at Sundhedsstyrelsen nu også er enige heri og har rettet ind.

Imidlertid er oplevelsen hos blandt andet partiernes sundhedsordførere, at der ikke er ændret strategi. "Afbødningsstrategien", som regeringen har forfulgt på anbefaling af Sundhedsstyrelsen, er stadig i brug.

Det er nok også det bedste, for så længe man ikke formår at teste flere på grund af kapacitetsproblemer, så kan man ikke tale om et skifte til en "ny" teststrategi, uanset hvor mange gange Heunicke hævder det.

De seneste dages udvikling ligner derfor et optræk til desperation i Sundhedsministeriet og i regeringen, hvor man i al fald konsekvent følger den strategi, at man ingen problemer har med at smide embedsmændene under bussen, hvis tingene går galt.

Det er en meget partiegoistisk strategi – også med den uheldige bagside for regeringen, at den risikerer at åbne for en mere politiseret diskussion af dens corona-håndtering, som den formentlig kunne have undgået, hvis den havde veget tilbage for offentlig kritik af sundhedsmyndighederne.

For så længe regeringen står skulder ved skulder med sundhedsmyndighederne, så kan den regne med fuld opbakning fra oppositionen, men jo mere den har behov for offentligt at placere ansvaret hos embedsmænd frem for hos sig selv, så kan den forvente, at oppositionen farer i flæsket på regeringen i samme sekund, at den fornemmer, at det er opportunt.

Embedsmænd vil fremover nok også tage deres forholdsregler med udsigt til den behandling.

De seneste dage har vist, at samarbejdet mellem sundhedsmyndighederne og regeringen er præget af regeringens manglende tillid til, at førstnævnte over tid ikke har givet de rigtige råd, og Sundhedsstyrelsen ved nu, at regeringen ikke tøver med at agere politisk opportunt eller følge sin mavefornemmelse frem for at underkaste sig et strengt sundhedsvidenskabeligt eller "teknokratisk" regime.

Den linje har bestemt sine tilhængere i vælgerbefolkningen, men det gør det samtidigt også pludselig meget mere legitimt at kritisere en regering, der insisterer på at agere mere politisk, end hvad der sundhedsfagligt er belæg for.

Skulle regeringen savne opbakning til dens mere politisk funderede tiltag, så har den dog stadig den mulighed at søge opbakning bredere politisk ved at invitere for eksempel Venstre med ind i et samarbejde, så man deles om ansvaret hen over midten.

Indtil videre har regeringen dog insisteret på selv at tage hele ansvaret og dermed risikoen. Altså lige fraregnet den del, som man behændigt kan placere hos "teknokraterne" i Sundhedsstyrelsen.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Sådan får klimahandlingsplanen et Joachim von And-perspektiv for erhvervslivet Martin Lidegaard: Sådan får klimahandlingsplanen et Joachim von And-perspektiv for erhvervslivet Næste artikel Paula Larrain: Tanker om corona og om, hvorfor tvivl er en nådegave Paula Larrain: Tanker om corona og om, hvorfor tvivl er en nådegave
Messerschmidt bliver næstformand i DF

Messerschmidt bliver næstformand i DF

ROKADE: Søren Espersen stopper i DF's gruppeledelse. Det giver plads til, at Morten Messerschmidt kan overtage posten som næstformand i partiet.