Jarl Cordua: Regeringens stilleleg bør stoppe nu

KOMMENTAR: Undvigelsernes tid er ved at løbe ud. Regeringen bør tvinges til at spille ud med de forslag, som den har lovet og stillet vælgerne, sit politiske bagland og forligspartierne i udsigt, skriver Jarl Cordua. 

Det er nemt at konstatere, at Mette Frederiksens socialdemokratiske regering står historisk stærkt.

Oppositionen er i knæ ideologisk og ledelsesmæssigt. Partierne er splittet i atomer i alle mulige sekter og afarter af nationalkonservatismen, optaget af stadigt mere skingre udlændingepolitiske paroler og verdensfjern nationalromantik. De liberale partier virker desuden pænt desillusionerede og driver nærmest for vejr og vind.

Venstrefløjen fremstår tæmmet og veldresseret som en hund, der pænt beder om den næste kiks. Om lidt går den sidste rebel – Uffe Elbæk – på pension som partileder, og en ny partileder – muligvis uden sæde i Folketinget – tager over. Det vil heller ikke ryste Frederiksen, også henset at Alternativets mandater fortsat er ligegyldige i forhold til de flertalskombinationer, der gennemfører konkret politik. 

Tilbage står De Radikale, som har bragt Frederiksen til regeringsbænkene, men som hverken vil lægge stemmer til regeringens stramme udlændingepolitik eller dens højtprofilerede ideologiske ambitioner om at forøge forsørgerbyrden med nye velfærdsordninger. Her er Dansk Folkeparti skrevet ind i rollehæftet som den evigt utro elskerinde, der dog konstant flirter med regeringen på de samme to politikområder.

Meningsmålingerne viser, at rød blok samlet fører med op til ti procentpoint over blå blok, og det er endda, før man beregner tab af mandater i kraft af stemmespild, som der også er udsigt til med alle de små partier i blå blok. Det bliver næppe anderledes, før især det nye ledelsesteam i Venstre får sat et projekt på skinner, som kan samle oppositionen.

Selv Socialdemokratiets egne målinger ser ud til at hæve sig over valgresultatet, der i stemmer og procentandele blev en skuffelse. Nu ligger man nogle gange et par procent over vælgertilslutningen i juni 2019. Ikke prangende, men alt i alt noget, der viser den rigtige retning og indgyder yderligere selvtillid i et parti, der ikke har fremstået så harmonisk i årtier.

Regeringschefen selv har tydeligvis også fundet sig godt til rette. Hun fremstår myndig og kompetent og i nærmest zenagtig balance. Ingen kan huske, hvornår et spørgsmål eller en ordveksling i folketingssalen har bragt hende ud af den stoiske ro, som hun udstråler. Det er i al fald ikke Jakob Ellemann-Jensens spørgsmål. Heller ikke tirsdag eftermiddag under den nye "partilederrunde", som Præsidiet har indført som ny model for den politiske debat i Folketinget.

Alligevel er det, som om regeringen nu hastigt nærmer sig tidspunktet for, hvor parolerne, spilfægterierne og de friske bemærkninger ikke længere tilfredsstiller offentligheden og det parlamentariske grundlag.

Undvigelsernes tid er ved at løbe ud. Regeringen bør tvinges til at spille ud med de forslag, som den har lovet og stillet vælgerne, sit politiske bagland og forligspartierne i udsigt. 

Kronjuvelen hos Socialdemokratiet er naturligvis forslaget om tidlig tilbagetrækning til folkepension for nedslidte, også kendt som "løftet til Arne". Et forslag, som kun må koste tre milliarder kroner om året, bygger på et rettighedsprincip og derfor ikke kræver visitation, men hvor det står tindrende uklart, hvordan man vil afgrænse, hvilke lønmodtagergrupper der til sin tid kan komme i betragtning.

Er det kun jord- og betonarbejdere, eller skal pædagoger også have muligheden? Ingen ved det, før beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kommer med et udspil.

Heldigvis for regeringen køber de fleste forklaringen om, at forslaget må vente på sig, fordi overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet først skal landes. Man vil ikke stå i en situation, hvor et forslag fra regeringen fører til nye krav ved forhandlingsbordet, fordi nogle lønmodtagergrupper ikke er omfattet af "Arnes ordning".

Politisk er der allerede nu sonderinger til især Dansk Folkeparti, der er eneste realistiske samarbejdspartner, efter at Radikale blankt har sagt nej til det, som de ser som en relancering af efterlønsordningen bare i ny indpakning.

DF holder indtil videre S på pinebænken og betinger sig – klogt – at de hverken vil stikke eller bekende, før de ser et konkret forslag. Indtil det sker – i forsommeren, siger regeringen nu – vil DF udnytte tiden til at håne Socialdemokratiet for ikke at kunne levere på deres forkromede valgløfte, som i disse dage kan holde etårsjubilæum, men altså uden at det er blevet realiseret.

Langt værre går det med et andet socialdemokratisk flagskib, som forventeligt led skibbrud. Det var socialdemokraternes "helhedsplan", der skulle løse problemet med flygtningetilstrømningen, herunder afviste asylansøgere, der ifølge planen skulle placeres i en dansk finansieret flygtningelejr i et hidtil ukendt land i Mellemøsten eller Afrika.

Planen, som Socialdemokratiet hævdede, var "realistisk", fremstod ved sin fremsættelse som mere offensiv end det, som den daværende Venstre-ledede regering med Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister havde i støbeskeen.

Hverken den forrige eller den nuværende regerings planer om en "modtagelejr", hvortil man kan eksportere de uønskede flygtninge, er blevet en realitet. Ja, ideen er forblevet totalt urealistisk, som kritikere blandt eksperter på området samstemmende indvendte.

Tirsdag kunne Berlingske citere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som på et samråd 9. januar sagde, at han "erkender fuldstændig, at måske sidder jeg her om fem år og må bare erkende, at vi er løbet panden mod en mur, og det er skønne spildte kræfter".

Citatet er blevet fortolket som en total indrømmelse af, at regeringen ikke kan levere på forslaget. Siden har Tesfaye været ude og tale forslaget op igen, men han formår ikke at skjule, at der er tale om en gang kunstig åndedræt til en håbløs plan, som kun lever hos Tesfaye og hans trofaste embedsmænd, der så kan løbe sig staver i livet, når de kommer rendende med deres håbløse idé hos andre landes myndigheder, der ikke viser den bare skyggen af interesse.

Tiden er nok ikke inde til at aflive planen, da det vil kunne rykke alvorligt ved socialdemokraternes troværdighed hos de vælgere, som blandt andet skiftede støtten til DF og Venstre ud med S, netop fordi de troede på deres "helhedsplan". Så langt øjet rækker, forbliver den ikke desto mindre et politisk fata morgana, og Mattias Tesfaye har som minister fået et pænt, men også et forventeligt, hak i sin troværdighed.

Alt imens Tesfaye og hans regering har fejlet med selv at overtale lande til at huse flygtninge, så forsøger man i stedet at holde liv i forslaget ved at henvise til EU-sporet, hvor regeringen åbenbart forestiller sig, at EU på sigt vil overtage idéen og realisere den. Ønsketænkningen kan nok indgyde håb blandt visse håbefulde vælgere, men savner realisme.

Den radikale Jens Rohde, der har en lang erfaring som EU-parlamentariker, peger i et opslag på Facebook på det paradoksale i, at Frederiksen-regeringen kræver indrømmelser på EU's syvårige budget, der i øjeblikket er til forhandling, i form af en rabat, samtidig med at regeringen forestiller sig, at EU skal oprette og finansiere et helt nyt asylsystem efter den danske regerings model.

Ifølge Rohde har regeringen heller ikke stillet forslag til budgettet, der kunne indikere, at den har seriøse planer om at overtale de øvrige EU-lande, der kunne realisere den "retfærdige og realistiske helhedsplan" om modtagelejre inden for de næste otte år.

Samlet set fremstår Socialdemokratiets to år gamle planer om modtagelejre som en effektiv valggimmick, hvor man fik lejlighed til at udtrykke holdninger, som man delte med vigtige vælgergrupper, som man formåede at overbevise, men hvor realismen aldrig var en følgesvend. Konklusionen er, at regeringens helhedsplan ligger i ruiner i mødet med virkeligheden.

Det tredje flagskib i regeringens parade af endnu ikke realiseret politik er "klimaloven", der indtil videre består af en kæmpestor skal med indbygget bundlinje om realisering af 70-procentsreduktion af CO2-udledningen inden 2030 i forhold til niveauet i 1990. Foreløbig går det den forkerte vej for Danmark, hvor udledningen af CO2 i 2018 steg med hele fire procent som følge af sommerens tørke.

Og hvad er det for instrumenter, som skal realisere målet? Vil regeringen låne sig til investeringerne, som venstrefløjen forestiller sig, eller vil man droppe udbygningen af Velfærdsdanmark i modstrid med egne valgløfter og i stedet bruge hele råderummet på opgaven? Eller vil man overtale de borgerlige partier til at finde pengene hos middelklassens skatteborgere og erhvervslivet i form af højere skatter og afgifter?

Ingen ved det, og alle venter på et snarligt udspil. Tålmodigheden hos klimaaktivisterne og dele af venstrefløjen er næppe uendelig, og med tiden må glæden over at vedtage en klimalov uden politiske tiltag være helt fordampet.

Regeringen har med sin selvskabte profil om at være ideologisk drevet af store velfærdsudbyggende målsætninger i gammel-socialdemokratisk stil skabt forventninger blandt andet i eget bagland om at kunne genskabe dele af Anker Jørgensens samfundsmodel med højere dagpenge i forhold til i dag.

Dagpengene kan af forskellige grunde ikke følge med lønniveauet, blandt andet fordi de langsomt udhules, da de er med til at finansiere andre sociale tiltag og ordninger, og fordi det politisk er besluttet med skattereformen i 2015, at de offentlige ydelser ikke må stige med de almindelige lønstigninger frem til 2025. Det er sket ud fra den hensigt, at det skal kunne betale sig at arbejde fremfor at gå på understøttelse.

I fagbevægelsen frygter man for solidariteten i ordningen, da det for dele af arbejdsmarkedet ikke længere er attraktivt at betale ind til arbejdsløshedskasserne. Især i 3F, der har mange ufaglærte medlemmer, der mere end andre gør brug af A-kasserne, bliver der nu blæst til kamp for at få fjernet denne udhuling af dagpengesatsen.

For nylig lavede TV 2 en rundspørge blandt socialdemokratiske tillidsfolk, der viste en massiv opbakning til kravet. Det efterlader dermed en opgave hos Mette Frederiksen, der selv i valgkampen – dog uden at love noget – har bidraget til forventningerne i eget bagland om, at denne regering kan rette op på velfærden, herunder imødekomme fagbevægelsens krav, der ikke pludselig forstummer.

Det er dog næppe et krav, der er nogen udbredt forventning om, at regeringen imødekommer her og nu. Men det vil leve, og det vil skabe forventninger, som på sigt vil gøre indhug i det økonomiske råderum, der måtte være tilbage, efter Arne og klimaloven har fået sit.

Tiden med de kække undvigelser og bragesnakken fra valgkampen må snart få en ende. Nu bør det snart dages for S-regeringen, så stillelegen med sig selv stopper, og Mette Frederiksens ministre i stedet spiller konkret ud med forslag til, hvordan de har tænkt sig at gennemføre regeringens politik.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Politikere oversælger store sportsbegivenheder Benny Damsgaard: Politikere oversælger store sportsbegivenheder Næste artikel Harun Demirtas: Regeringen må gribe ind over for omfattende social kontrol Harun Demirtas: Regeringen må gribe ind over for omfattende social kontrol
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.