Jarl Cordua: Sønderslået alliance står stadig i skyggen af den tidligere ledelse

Politisk leder Alex Vanopslagh (LA) kæmper stadig med at få sit lille liberale parti ud af de lange skygger, som den tidligere ledelse stadig formår at kaste.

Senest har Liberal Alliances mangeårige bagerste skanse, Leif Mikkelsen, med sin højlydte og bratte exit fra formandsstolen markeret sin protest over, at et andet, mindre kendt koryfæ, partiets tidligere reklamemand, Søren Kenner, for nylig er blevet ekskluderet af partiet.

Der er to tolkninger. Den pessimistiske: Liberal Alliance er i en eksistenskrise, hvor stadigt flere skår slås af den i forvejen sønderslåede alliance af liberale, der nu i flere målinger har ligget under spærregrænsen.

Og så er der den mere positive tolkning: Den nye leder af Liberal Alliance 2.0 er i gang med et nødvendigt opgør med fortidens ledelse, der i al for lang tid tid har tilladt Søren Kenner et spillerum for heftig, konstant og lidet konstruktiv kritik af flere af partiets topfolk, som de mener i virkeligheden handler om en frustreret mands uforløste opgør med sin for evigt tabte indflydelse i det fordums regeringsparti. 

For at forstå konfliktens baggrund må man skrue tiden cirka ti år tilbage.

Dengang omkring 2010 var Anders Samuelsen alene i spidsen for det, der nok bedst kan betegnes som en parodi på et politisk parti, nemlig Ny Alliance.

Tilbage står, at den liberale alliance igen er skrumpet en kende, men håbet lever for, at man i det mindste fremstår lidt mere harmoniske end før.

Jarl Cordua

Det var dengang, at den tidligere radikale fløjmand var efterladt alene på stranden efter projektets forlis i kølvandet på 2007-valget.

Samuelsen og rest var nede og suge vand, trak 0,0 procent af vælgerne i meningsmålinger, og Henrik Qvortrup udstedte kåde garantier om at ville æde en stråhat, hvis ikke Samuelsens parti i enhver ny forklædning efter et nyt folketingsvalg endegyldigt var fortid.

Sådan kom det dog ikke til at gå. Da situationen så allermest håbløs ud, mødtes et lille forbund af fire modne mænd. De forsikrede hinanden om Liberal Alliances levedygtighed, blandede blod, og svor hinanden evigt troskab. 

De fire var foruden Kenner og Lars Seier Christensen også Samuelsen og formanden Leif Mikkelsen. Sidstnævnte blev den klippe, som partiet kunne bygge på.

Solid, gammel jysk urvenstremand, tidligere DGI-formand og dermed også med en for partiet sjælden folkelig forankring, men også iblandet en stor portion ærekærhed, som man kunne slå sig på.

De fire har til denne dag bevaret dette særlige bånd og er så forbundne, som voksne mennesker nu kan være - fraregnet ægteskab og egne børn.

Søren Kenner var en meget succesfuld reklamemand, der fra sin bopæl i England bidrog med sin store viden og kreative idéer om reklame og kampagner til det stærkt nødlidende parti. På et tidspunkt var han også formand for partiets visionsgruppe, der stod partiledelsen nær.

Kombineret med Lars Seier Christensens finansiering lykkedes det på ret kort tid i 2010 med en succesfuld reklamekampagne at få etableret en politisk enkel profil for det let transformerede parti, der nu hed Liberal Alliance.

Budskabet gik klokkerent ind i store dele af et frustreret borgerligt vælgerkorps, hvor man tilbød sig som et friskt alternativ til de ikke ubetydelige vælgere, der var trætte af det noget bedagede, håbløst ufokuserede og permanent kriseramte Konservative Folkeparti og det topstyrede, afideologiserede, glædesløse Venstre, hvor medlemmerne og vælgerne nu i stigende grad også skulle til forholde sig til den nye formands privatøkonomiske dispositioner både i fortid og nutid.

Det var på alle måder "Stunde null" for det, der siden blev successen "Liberal Alliance" – et regeringsparti, der kunne stille med udenrigsministerposten. Det politiske projekt er nu et overstået kapitel, men troskabseden består. 

Spørger man Søren Kenners kritikere i partiet, er det netop denne stærke alliance, der forklarer den seneste krise i partiet, hvor formanden Leif Mikkelsen tre måneder før, at det var meningen, trækker sig som landsformand.

Det fremgår også klart af det brev, som Mikkelsen har sendt til hovedbestyrelsen, som tirsdag kom til offentlighedens kendskab via DR.

Fratrædelsen sker i protest over, at hovedbestyrelsen stadfæstede den eksklusion af Kenner, som en LA-storkredsforening tidligere havde besluttet og længe havde ønsket, men som den tidligere ledelse havde blokeret for.

Derfor var det ikke så overraskende, at Mikkelsen var uenig i beslutningen, som han ikke så sig i stand til at forsvare på det kommende landsmøde i egenskab af afgående landsformand.

Interessant er det også, at Mikkelsen i samme moment langer ud efter folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) for at have været endnu mere illoyal end Kenner, da Dahl dagen efter folketingsvalget sidste år i heftige vendinger kritiserede den tidligere partiledelse.

I Mikkelsens optik kan man ikke ekskludere den ene, når den anden dengang optrådte langt mere illoyalt.

Der er dem, der på den anden side mener, at Dahls frustration dengang netop handlede om, at den tidligere ledelse på grund af gamle loyalitetsbånd simpelthen ikke evnede at sige fra overfor Kenner, hvorfor eksklusionen nu var nødvendig for, at Liberal Alliance kan komme videre. Det var signalet til den gamle garde, at dens tid er ovre. 

Mikkelsens loyalitet overfor Kenner er i al fald større end til partiets nye ledelse i hovedbestyrelsen, hvor kun tre stemmer – heriblandt Mikkelsens – gik imod eksklusionen.