Jarl Cordua: Udligningsreform splitter hovedstadens alliance og blå blok

Danmark har fået en socialdemokratisk regering, der er meget optaget af at fjernstyre fortællingen om sig selv. Den er også meget opmærksom på at kommunikere med vælgerne og sikre sig, at den politik, regeringen fører, altid skal flugte én til én med det, man siger.

På den måde lyder Frederiksen-regeringen som et ekko af Fogh-regeringen, i al fald i den første periode efter "systemskiftet 2001", hvor manøvremulighederne var omtrent lige så gode.

Det er en fortælling om en regering, der har fået løbepas af venstrefløjen til at føre en benhård politik over for kriminalitet og flygtninge, hvilket ikke efterlader de borgerlige meget manøvrerum.

Samtidig kan man med en fyldt statskasse i ryggen (så længe det varer) og omfordelende initiativer gøre en dyd ud af at understrege den klassiske socialdemokratiske ideologiske profil, som man selv mener blev udvisket i årene under Thorning-regeringen.

Med forslaget til en kommunal udligningsreform har regeringen tydeligvis truffet et ideologisk, men også et strategisk valg. Man vil være Udkantsdanmarks bedste ven, samtidig med at man tager hånd om de fattige fætre på den københavnske vestegn, hvor partiet traditionelt har sine vælgerhøjborge, og hvor borgmestrene vælges med nordkoreanske cifre.

Regningen for reformen sender man til de velstående typisk borgerligt ledede kommuner ofte nord for København. Ingen har ondt af den konservative Hans Toft i Gentofte, hvor man må forstå på social- og indenrigsminister Astrid Krag, at det flyder med mælk og honning i de samme gader, hvor Audi'erne og Tesla'erne holder parkeret.

Udover at S kan få mest muligt af sin politik igennem med et DF-forlig, så er der endda ekstra gevinster ved, at man yderligere splitter de blå partier og får udstillet Jakob Ellemann-Jensens svækkede statsministerkandidatur.

Jarl Cordua

Når smilene er bredest hos socialdemokratiske ministre, så er det, når de kan føre omfordelingspolitik efter egen selvforståelse som de "fattiges værner og de riges ris", som Jeppe Aakjær skrev.

Dele af pressen og reformens kritikere har også været meget venlige til at godtage sammenligningen af udligningsreformen som noget, Robin Hood kunne have fundet på.

Så bliver det ikke meget bedre for regeringens framing-specialister, når selv kritikere af udligningsforslaget beskriver politikken med så venlige gloser. Det ligger ligefor at komplimentere Frederiksens stabschef, Martin Rossen, og resten af spin-afdelingen for veludført arbejde!

Forslaget understreger desuden, at Socialdemokratiet ikke efterlader meget plads til Dansk Folkeparti til at etablere den ønskede platform som partiet, der mere end andre kæmper udkantens sag.

DF kan bestemt stille langt mere vidtgående krav om mere udligning, men fra regeringskontorerne, hvor DF næppe nogensinde kommer, kan S nu levere den efterspurgte vare, som DF's gamle venner i blå blok i forrige valgperiode fik forpurret.

Udkantslobbyen og de fattige kommuner har god grund til at smile. De har i al fald fået deres hovedkrav igennem, som handler om, at hovedstadsudligningen mellem rige og fattige kommuner i hovedstaden skal væk og i stedet erstattes af en bredere udligning, hvor pengene når længere ud på Sjælland, Lolland-Falster, Fyn, Bornholm og naturligvis Jylland, der er epicentret for udligningskravet.

Hovedstadsudligningen var imidlertid det, der længe kittede de meget forskellige hovedstadskommuner sammen i en politisk alliance vendt mod udkantens kommuner for at bevare tingenes tilstand.

Når regeringen fjerner denne udligningsordning, så kortslutter den alliancen mellem kommunerne i hovedstaden. Især når den friholder de fattige socialdemokratiske fætre på Vestegnen, som også får gavn af reformen ved at justere på en række variable i fordelingsnøglen.

Borgmestrene her har ikke travlt med at beklage sig over, at ekstraregningen bliver sendt til de borgerligt ledede nordsjællandske kommuner samt Høje-Taastrup, Vallensbæk og Dragør og så socialdemokraten Frank Jensen i Københavns Kommune, som de tidligere stod skulder ved skulder med.

S-regeringens mere vidtgående forslag får sikkert de borgerlige omegnskommuner omkring København til at spørge sig selv, om det mon ikke havde været "billigere" for dem, at de tilbage i 2018 havde ladet Løkke-regeringen genindføre en udligningsreform? Den blev som bekendt dengang forpurret af stærke kræfter hos K.

Det offensive udspil splitter ikke bare alliancen blandt hovedstadskommunerne. Det splitter også de borgerlige partier midtover.

Da det især er de konservative kommuner, der skal holde for, så er de konservative på Christiansborg allerede gået i forsvarsposition for deres ramte kommuner. Glemt er pludselig, at partiets folketingsgruppe også har medlemmer, som er valgt i udkantsområderne, og som derfor får meget svært ved at kritisere regeringens forslag.

Blandt dem er partiets formand, Søren Pape, der er valgt i Vestjylland, men også den seneste tilgang, Marcus Knuth, har, mens han var Venstre-mand, markeret sig som en varm fortaler for mere udligning som borgerlighedens repræsentant for det noget økonomisk trængte Lolland-Falster.

Konservative er med regeringens udspil tydeligvis skrevet ud af ligningen. Spørgsmålet er, om de har noget som helst at vinde for de K-kommuner, der står til at betale gildet, hvis Pape og co. alligevel går med.

Mest spænding er der om Venstres position. Partiet har holdt borgmestertræf mandag, hvor borgmestrene skiftedes til at gå på talerstolen for dels at omfavne regeringens forslag, der tilgodeser deres trængte kommuner, dels at beklage sig over, at regeringen nu lænser kommunekasserne og tvinger dem til at sætte skatten op.

Midt i det hele sidder Sophie Løhde, der er udset til partiets overordnede forhandler, sammen med finansordfører Troels Lund Poulsen og kommunalordfører Anni Matthiesen. Det er disse mennesker, der skønnes at have det største overblik over de meget komplicerede og ofte uigennemskuelige enkeltdele, der udgør regeringens udligningsreform.

Men det er dog Jakob Ellemann-Jensen, der har det sidste ord i sagen, og forventningen er, at han gerne vil lave et forlig.

Venstre-folkene er under pres fra to sider. Dels fra dem, der mener, at man enten skal slå til eller skaffe de enkelte kommuner endnu flere penge. Dels fra dem, der ønsker, at regningen for omfordelingen skal gøres mindre.

Når regeringen har stillet sig så tydeligt på udkantskommunernes side, så er Venstre tvunget i en position, hvor de er overladt til at kæmpe for de Venstre-kommuner, der står for at betale regningen.

Det kunne godt ligne et ønskescenarie for regeringen. Men tingene er mere nuancerede end som så, for det skønnes, at store dele af folketingsgruppen og flere af V-forhandlerne er varme på at støtte de dele af regeringens udligningsplan, der sender flere penge til fattige udkantskommuner.

Venstre koncentrerer sig derfor om at stille politiske krav til regeringen, der bedre formår at samle partiet, og man har i den anledning afsendt en stribe af opklarende spørgsmål til regeringen.

Hvorfor skal de socialdemokratiske omegnskommuner "belønnes" med endnu en hovedstadsudligning, når de ikke evner at aktivere kommunens mange indvandrere? Hvorfor skal den regning betales af andre? Hvordan kan det være, at socialdemokratiske kommuner som Aarhus og Aalborg ikke skal være med til at bære en større byrde, når nu København skal spytte så meget mere i kassen?

Venstres forhandlere er i øvrigt irriterede over, at regeringen holder kortene med beregningerne tæt til kroppen før forhandlingerne. Det er sikkert også i frustration over, at regeringen er meget opmærksom på, at den selv vil styre kommunikationen i begyndelsen af forløbet.

Det er en kendt leveregel inden for politisk kommunikation, at "den første vinkel" på en sag i medierne har det med at overleve al den efterfølgende polemik og "støj".

Man kan formulere det sådan, at hvis vælgerne overordnet køber regeringens fortælling om en "retfærdig" udligningsreform, så er forhandlingspositionen inde i forhandlingslokalet styrket betydeligt.

En del tyder faktisk på, at regeringens selvtillid er steget med et par grader, efter reformen blev præsenteret. Egentlige modstandere findes kun blandt en række af økonomisk ramte borgmestre, Konservative og LA.

Kritikere af dele af planen findes naturligvis også i Venstre, som vil forhandle enkelte dele væk i det omfang, at regeringen vil give sig. Andre – blandt andet DF – mener, at reformen slet ikke er vidtgående nok, men kræver et helt nyt system, hvor kommuneskatten og kommunernes indtægter er ens over hele landet.

Netop DF er blevet endnu mere interessante i spillet om udligningsreformen, henset til at de i sidste uge meget overraskende gik solo og lavede en aftale med boligminister Kaare Dybvad (S) om indgreb over for spekulanter, der har investeret i københavnske udlejningsboliger.

Alle troede dog forinden, at regeringen for første gang siden valget var bragt i mindretal, da Radikales ordfører Jens Rohde var gået sammen med blå blok om at afvise boligministerens forslag. I stedet ville de diktere ham et nyt.

Imidlertid sprang DF til og reddede den heldige boligminister ud af suppedasen. DF bedyrer, at de har haft saglige grunde til at indgå forliget, der dog alt andet lige endnu en gang udstiller det manglende blå sammenhold.

DF's kendte horn i siden på Radikale, som man højlydt betragter som sin politiske hovedmodstander, har utvivlsomt også bidraget til beslutningen. I al fald stod det klart, at Radikale ikke ved den lejlighed fik lov til agere "kongemager" mellem blokkene. Det er nemlig den position, som DF's Thulesen Dahl har brugt tre år på at indtage, og som blev dyrekøbt betalt med 21 mandater ved folketingsvalget i fjor.

I dag er der ingen på Christiansborg, der misforstår signalet fra DF's leder: Han er klar til at sikre regeringens flertal i alle de sager, hvor DF politisk kan se sig selv.