Jarl Cordua: Venstres formand drukner i dårlige sager

KOMMENTAR: Venstre-regeringers dårlige beslutninger gennem mange år, Lars Løkke Rasmussens kommende erindringsbog og Inger Støjbergs sag i Instrukskommissionen hober sig op i Jakob Ellemann-Jensens bunke af problemer, skriver Jarl Cordua.

Hvis man går og håber på, at de borgerlige igen kommer til at indtage regeringsbænkene, så synes vejen dertil at tage sig stadigt længere ud, som tiden går.

Årsagerne er mange og forskellige. S-regeringens succes med at få sin egen politik gennemført uden de store dikkedarer er i sig selv en årsag. Regeringschefens personlige popularitet, som i skyggen af coronakrisen blot er vokset til nye højder, er en anden grund.

Statsminister Mette Frederiksens (S) person og ledelse mere end partiets ideologiske projekt kan nok forklare Socialdemokratiets store fremgang under krisen, sådan at partiet lige nu har opbakning fra hver tredje vælger. I al fald i meningsmålingerne.

Politik er et nulsumsspil, så hvor der er vindere i meningsmålingerne, er der også tabere. Og de borgerlige har samlet set været taberne lige siden folketingsvalget, der trods Venstres og De Konservatives fremgang som bekendt blev et stort borgerligt valgnederlag.

Andres succes kan altså til dels forklare de borgerliges fiasko. Dertil kommer selvfølgelig også egen andel i den udvikling, hvor afstanden mellem rød og blå blok bliver stadigt større i meningsmålingerne.

Nogle målinger viser lige nu en forskel på hele 20 procentpoint. Venstrefløjsfantasier om "arbejderflertal" – det vil sige SFØ-flertal uden De Radikale – er pludselig inden for rækkevidde.

Her spiller naturligvis Dansk Folkeparti efterhånden velbeskrevne kollaps en markant rolle. I denne uge blev der lagt til i fortællingen om et parti, der langsomt, men sikkert, er ved at erodere.

To DF-byrådsmedlemmer i Vordingborg, der havde svært ved at indordne sig under Dansk Folkepartis jernhårde partidisciplin, smuttede til rivalerne i Nye Borgerlige og meget passende gav de partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) hele skylden for, at det måtte komme så vidt.

Sådan går det tit. Dansk Folkepartis succes var da også partiformandens, men det er nærmest alene hans skyld, når det går galt. De to nye byrådsmedlemmer, der er sat til at administrere kommunal service, havde pludselig markante meninger om den episode for snart fem år siden, da flygtningesituationen var ude af kontrol, og hvor flygtninge betrådte de danske motorveje for at nå til Sverige.

At det kunne få lov at passere var "et svigt" fra Dansk Folkepartis side, lød det fra renegaterne, der hurtigt havde lært sig punkterne fra deres nye partiformands, Pernille Vermunds (NB), talepapir, da hun forud for valget i et forsamlingshus i Aabenraa med stor succes udfordrede Kristian Thulesen Dahl.

Nogle vil måske undre sig over, hvorfor det tog disse nyomvendte så mange år og et kommunalvalg at nå til den konklusion. Andre DF'ere er også nået til samme konklusion.

Den indtil for nylig også meget oppositionelle Anders Vistisen belærte sin formand, at han tilbage i 2015 simpelthen burde have trukket tæppet væk under Lars Løkke Rasmussen-regeringen, da den ikke fik stoppet flygtningene ved grænsen. 

Flygtningekrisen i efteråret 2015 er blevet et referencepunkt for den danske højrefløj og motor i vælgermobiliseringen, hvor det gælder om at være mest muligt i opposition til den Venstre-regering, der sad på det tidspunkt.

Det er derfor svært at se, hvordan denne del af højrefløjen samtidig skal binde sig til at støtte en statsministerkandidat som Jakob Ellemann-Jensen fra det samme parti med omtrent samme liberale synspunkter som Lars Løkke Rasmussen, som, de i dag mener, burde være væltet.

Den nuværende regering med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, passer omvendt slet ikke ind i samme fortælling om "svigt". Tværtimod var det i efteråret 2015, at Socialdemokratiet skærpede partiets linje i udlændingepolitikken og i øvrigt også over for EU, der i højrefløjens fortælling rangerer på niveau med Mordor.

Så hvem er det egentlig, at højrefløjen i Danmark vil bekæmpe? Eller støtte? Det står ikke klart. I alle tilfælde prisgiver det Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at skabe en illusion om en samlet blå blok. 

Blå bloks fiasko, som i sidste ende altid ender med at blive statsministerkandidatens fiasko, hænger også sammen med Ellemann-Jensens tydelige begyndervanskeligheder og åbenlyse manglende erfaring som toppolitiker.

Han slås også med spøgelser og efterveerne af mange års Venstre-regeringers beslutninger, hvor nogle af dem viste sig at være dårlige (for eksempel Skat) og ikke mindst magtkampene siden Anders Fogh Rasmussens afgang.

Tidligere næstformand Kristian Jensen (V) var ét problem, der så blev (brutalt) håndteret, da Jakob Ellemann-Jensen fyrede ham som ordfører. Dertil kommer Ellemanns forgænger, Lars Løkke Rasmussen, der tydeligvis har gjort sin stilling klar.

Måske ville han formulere det sådan: Venstre vragede mig, efter at jeg leverede stor mandatfremgang. Derfor skylder jeg ikke mit parti at tage det særlige hensyn at dæmpe mig og finde min plads i skyggen.

Lars Løkke Rasmussen skriver flittigt i B.T. åbenhjertige, knivskarpe kritiske analyser af regeringens håndtering af coronakrisen, der gang på gang, men uden at nævne ham med ét ord, udstiller efterfølgeren som vag og vattet.

Ingen forestiller sig, at det kommer til at ændre sig foreløbig. Til august udkommer Løkkes erindringsbog. Den kan kun ende med at blive årets bestseller. Alle forventer, at bogen bliver mest interessant i beskrivelsen af opgøret med Kristian Jensen og hele rækken af Løkkes banemænd i Venstres organisation.

Pressen og alle politiske iagttagere får én lang fest – også selvom Løkke undervejs skulle skælde ud på kritikerne – også dem i kommentatorkorpset, som Løkke har udviklet en indædt afsky for. Forleden i radioprogrammet 'Slotsholmen' på P1 betroede Lars Løkke Rasmussen lytterne, at han ikke ville nedlade sig til at blive rubriceret som politisk kommentator.  

Det vil være underholdende og spændende, men relativt ufarligt for Jakob Ellemann-Jensen, hvis der også bliver lukket op for Løkke-posen med analyser, der afklæder eller demaskerer mere eller mindre aftrådte koryfæer som Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Søren Pind, Claus Hjort Frederiksen, Anders Samuelsen og Søren Gade.

Set fra Ellemanns stol er det måske mere værd at notere sig, at Løkkes bog med andre åbenhjertige beskrivelser kan ødelægge det, der måtte være tilbage af den blå alliance.

Vil Løkke for eksempel fortælle historien om, hvordan partiformand Søren Pape Poulsen (K) rendte fra aftalen med Venstre om at frede fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), da han blev underkendt i sin egen folketingsgruppe?

Får vi Løkkes ærlige mening om den konservative skikkelse Rasmus Jarlov, der lige siden har været et yndet hadeobjekt i Venstre, hvilket blot siden er forstærket, efter at han overtalte Marcus Knuth til at forlade Venstre?

Får vi indblik i Løkkes syn på samarbejdet med Kristian Thulesen Dahl og den alliance, som DF-formanden fik med Socialdemokratiet? Hvilke gloser vil han hæfte på Thulesen Dahls karakter og evner som politisk strateg? Blev Thulesen Dahl blød i knæene til sidst efter 2015-valgsejren og turde derfor ikke gå med i regering?

For Ellemanns skyld bør Løkke være både nådig og diplomatisk, men vil han så være troværdig? Man kan vel ikke forestille sig, at Løkke om ti år fra nu vil komme med endnu en erindringsbog, der taler mere ud af posen?

Løkke får i eftersommeren al det spotlight, som han kan ønske sig, og det har ikke undgået nogens opmærksomhed, at Løkkes motiv ud over et forståeligt behov for at forklare sig også kunne handle om økonomiske interesser.

En velfortalt og meddelsom erindringsbog, der sælger godt plus efterfølgende foredragsturné rundt i landet skæpper pænt i enhver kassebeholdning. Men vil det være hjælpsomt for Ellemanns muligheder for at bevare gode relationer til Pape og Thulesen Dahl?

Hvad vægter tungest? Behovet for at tale rent ud én gang for alle og de gevinster, der følger med, eller hensynet til efterfølgeren? Henset til Løkkes ageren de seneste måneder ligner det, at Løkke nok er sig selv nærmest.

Den gamle partiformand kunne også vælge at beskrive nogle af sine nuværende aktive partifæller. Får vi for eksempel Løkkes syn på historien om Bertel Haarder, der sagde nej til at blive generalkonsul i Flensborg, efter at Løkke havde kæmpet for, at en politiker endelig kunne beklæde sådan en post?

Alle forventer, at Kristian Jensen bliver hængt helt til tørre, men Løkke skal dog være opmærksom på, at hans gamle næstformand – også – holder sit krudt tørt.

Det vil under alle omstændigheder ikke hjælpe Ellemann med et stort familieskænderi i fuld offentlighed, så han kan allerede nu øve sig på at holde en grimasse, der kan passe.

Det er nok spørgsmålet, om Løkke vil gøre meget ud af en anden sag, der hjemsøger Venstrefolkene i disse dage, nemlig kommissionsafhøringerne, der officielt handler om den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) "instruks" til embedsmændene i forbindelse med det, som hun – og hendes mange tilhængere – kalder for "barnebrudssagen".

Støjberg var nok den største Løkke-loyalist vest for Lillebælt, da det i sin tid gjaldt. Hvis ikke hun havde bakket Løkke op i dagene op til formandsopgøret i juni 2014, så havde han dengang været færdig som formand. Støjberg svigtede ham aldrig, hvilket man i øvrigt også kan sige om Ellemann, der holdt sig på afstand af alle intriger, lige indtil formandspladsen stod tom.

Støjbergs sag er også et arvet problem for Ellemann. Havde han sidste år følt sig stærk nok, ville han have nægtet Støjberg at blive næstformand, med henvisning til at denne sag kunne ødelægge hans politiske projekt.

Støjberg overbeviste tilsyneladende sidste efterår Ellemann om, at denne sag ikke kom til at overskygge det Venstre, som han skulle til at bygge op. Det er en rimelig antagelse, at Venstre selv har undersøgt mulige juridiske udfald af sagen og vægtet sandsynlighederne for sagens udfald.

Det vil være meget nærliggende at pege på partiets kasserer, advokat Nicolai Mallet, der tidligere har ageret juridisk hushjælp for partiets topfolk, som den, der har leveret rådgivning i vurderingen af denne sag.

Hvis Mallet har overbevist Ellemann om, at der ikke er fugls føde på denne sag, har han måske ikke følt behov for at lægge sten i vejen for, at Støjberg blev næstformand, men tværtimod set det som en fordel og en styrke, hvor partiets fløje, når det kommer til udlændinge- og integrationspolitik, kunne blive samlet. 

Der var efter valget en vis usikkerhed om, hvorvidt en kommission blev nedsat. Det blev den imidlertid efter pres fra især Enhedslisten og De Radikale, mens Socialdemokraterne hele tiden har holdt sig på afstand.

Man kan se det som en politisk indrømmelse fra regeringen, hvor Socialdemokratiet helst ikke skal kunne angribes som tilhængere af barnebrude, som Inger Støjberg fra begyndelsen har forsøgt at frame, som det sagen i virkeligheden handler om.

Det gør den ikke. Den handler udelukkende om, hvorvidt Støjberg som minister bevidst overhørte alle advarsler fra embedsmændene, da hun insisterede på en ulovlig praksis om at adskille alle såkaldte "barnebrude" (de yngste piger var 14 år) og uden undtagelse, selvom det var strid med reglerne om, at adskillelsen kun kan ske ved "individuel" vurdering. At ministerens forsøg på at gennemtrumfe denne praksis var ulovlig, er en for længst fastslået kendsgerning af Folketingets ombudsmand. 

I afhøringen af de centrale embedsmænd bliver kritikernes billede af ministerens håndtering af sagen nærmest bekræftet én til én. Støjberg blev specifikt advaret om den ulovlige praksis, men hun insisterede på at udsende en pressemeddelelse med den ulovlige instruks, som, hun i øvrigt senere erkendte, var forkert.

Nu kan man så siden diskutere, om pressemeddelelsen juridisk tæller som en instruks, men intentionen – hvis man altså skal tro embedsmændene – er ikke til at tage fejl af. Støjberg ville fremstå som hård banan, uanset hvad reglerne var og er på området.

I næste uge er det Venstres næstformand, der skal vidne i kommissionen. Det bliver meget interessant for offentligheden at se, hvilken forklaring som hun denne gang vælger at præsentere.

For Støjberg har nemlig skiftet forklaring flere gange undervejs i sagen, lidt afhængig af hvilket publikum hun står overfor.

Det er et mærkværdigt dobbeltspil, hvor hun både vil tage æren for den foreslåede praksis, som alle er enige om var ulovlig, men på den anden side giver udtryk for, at det aldrig var hendes intention at bryde de gældende regler.

Sagen er i øvrigt blevet yderligere giftig, da Støjbergs partifælle og daværende justitsminister Søren Pind har blandet sig ved på Twitter at skrive, at Justitsministeriet allerede dengang fastslog over for kollegerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet, at den foreslåede praksis var ulovlig. Det er nærliggende at antage, at kommissionen sender Pind en invitation om at møde op til en afhøring, så han kan uddybe sin forklaring. 

For Ellemann vil denne sag skygge for Venstres endnu ikke udfoldende politiske projekt, som i forvejen har det svært under en coronakrise, hvor regeringen fortsat er i fuld kontrol over begivenhederne, og hvor oppositionens leder har haft svært ved at trænge igennem.

Ellemann har dog i de seneste uger fundet noget klippegrund ved at forsøge at tale en dagsorden op, der handler om den økonomiske regning, der skal betales efter krisen.

Både han og regeringen ved, at det med tiden ikke bliver en let sag at affeje det store oppositionsparti og fortsat more sig med at skære Venstre ned til et parti på linje med Alternativet.

Der kommer derfor et tidspunkt, hvor Ellemann må sætte sig i respekt over for den stadigt mere kåde og selvbevidste Mette Frederiksen og hendes team af snu rådgivere. 

Støjbergs sag vil vare længe endnu, og i en normal situation var hun aldrig med denne sag blevet næstformand for partiet. Det havde en stærk formand forhindret.

Nu går det ikke længere an at skille sig af med hende, også fordi Støjbergs natur er at stå fast og skabe ballade, hvis Ellemann eller andre i Venstre forsøger på det. Hver eneste morgen på Facebook mobiliserer Støjberg sine tilhængere, som hun stædigt – med stort held – forklarer, at sagen udelukkende drejer sig om barnebrude, og alle dem, der nu rejser anklager mod hende om magtmisbrug, ja, de må følgelig være tilhængere af denne mellemøstlige praksis.

Støjbergs analyse hviler måske på en formodning om, at hun nok har tabt slaget om det juridiske, men i det mindste politisk kan redde sig i land, hvis tilpas mange vælgere bakker hende op.

Det er nemlig Socialdemokratiet, der i sidste ende skal afgøre, om sagen ender med en rigsret og dermed evig politisk fortabelse.

Vil Mette Frederiksen ofre sin troværdighed i udlændingepolitikken ved at risikere den for denne sag, hvor Venstre i forvejen ligger på risten og syder? Ville det ikke for regeringen alligevel være bedst med en ordentlig næse til Venstres næstformand og så ellers bare komme videre og så rive Venstre denne skamplet i næsen hen ad vejen?

I mellemtiden er Venstre som parti taget fuldstændigt som gidsel af Støjberg. De tør ikke røre hende – også fordi hun er populær i visse ikke ubetydelige vælgersegmenter.

Og i en tid, hvor man ikke har mange vælgere, må man glæde sig over dem, som man har. Problemet for Ellemann og dem, som man kunne kalde for lov-og-orden-borgerlige, som går op i principper, og som kan gennemskue Støjbergs effektive spin og kan se det forvaltningsmæssige og juridiske problem i sagen, må vende sig i afsky for det, der foregår.

For dem bliver de borgerlige – med Inger Støjberg på holdet som leder og minister – ikke et seriøst alternativ den dag, hvor de måtte blive trætte af Socialdemokratiet. Også af den grund giver det god mening, hvis Socialdemokratiet gør, hvad de kan, for at lade Støjberg slippe med en næse.

Sagen er dog stadig kun i sin vorden. Vi ved, at kommissionen vil skulle indkalde flere vidner. Måske endda en Lars Løkke Rasmussen, der som statsminister måske vidste mere om de advarsler, som vi nu ved, der blev givet fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og fra Justitsministeriet? Og hvis han fik noget at vide, hvordan reagerede han så? Hvis han altså reagerede.

Det kunne jo blive til et helt kapitel i hans erindringsbog.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Kritikken af pseudo­arbejdende akademikere gør mig træt Johanne Dalgaard: Kritikken af pseudo­arbejdende akademikere gør mig træt Næste artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Arketypen på en mandlig leder forhindrer kvinder i at bryde igennem Cecilia Bonefeld-Dahl: Arketypen på en mandlig leder forhindrer kvinder i at bryde igennem
Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

KRONIK: For syv år siden var jeg blevet for fuld og var faldet i søvn. Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af. I dag har debatten om #MeToo, sexisme og samtykkeloven givet kvinder som mig et sprog til at sætte ord på egne oplevelser. Nu skal samfundet lytte og handle, skriver Marie de Stoppelaar.