Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Nu er Dansk Folkepartis storhedstid forbi

KOMMENTAR: Dansk Folkepartis politiske kurs har siden det katastrofale folketingsvalg drevet for vejr og vind. Storhedstiden er forbi, og de sidste, som det er ved at gå op for, er partiets egne topfolk, skriver Jarl Cordua.

DF-toppen har lige siden sidste års folketingsvalg lignet en trup i granatchok, skriver Jarl Cordua.
DF-toppen har lige siden sidste års folketingsvalg lignet en trup i granatchok, skriver Jarl Cordua.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nøjagtig den samme kreds af mennesker har igennem 25 år stået i spidsen for Dansk Folkeparti: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Og indtil for nylig også partiets mangeårige pressechef, Søren Søndergaard.

Frem til det for partiet meget skuffende kommunalvalg i 2017 var historien om DF nærmest en lang succeshistorie. Undtagelsen var, da man oplevede en lille tilbagegang ved folketingsvalget i 2011, der gav anledning til, at Pia Kjærsgaard året efter i 2012 overdrog formandsstafetten til "kronprins Kristian" Thulesen Dahl efter 17 år på posten.

Succeshistorien skyldes i bund og grund denne gruppe menneskers uforlignelige evne til at læse folkestemninger, både før og mens de sker. Pia Kjærsgaard selv var en stemningsmæssig seismolog og fik efter sigende god hjælp af sin myteomspundne private rengøringshjælp, der tilsyneladende bidrog til at indstille sigtet, så det blev perfekt til at ramme utilfredse folkestemninger.

I 25 år virkede DF's opskrift så godt, at man kunne kokettere med, at det var helt unødvendigt med moderne midler som vælgerundersøgelser og deslige, som blev overladt til "designpartier" som Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der brugte mindre formuer på disse hjælpemidler.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det blev imidlertid Kristian Thulesen Dahl, der kom til at tage DF til et helt nyt niveau i vælgeropbakning i 2014 og i 2015 – først med Morten Messerschmidts knusende valgsejr, der sendte fire DF'ere i Europa-Parlamentet og bagefter Folketingsvalget, da mere end hver femte dansker, 21,1 procent, stemte på Liste O og gjorde partiet til landets næststørste – tre mandater større end statsministerpartiet Venstre. Herfra gik det kun én vej: ned. 

Første advarsel var kommunalvalget i 2017, hvor DF forinden havde bildt sig selv, baglandet og omverdenen ind, at de stod over for det helt store kommunale gennembrud, og hvor forventningen var, at partiet kunne erobre borgmesterposter.

En væsentlig årsag til DF's krise handler om, at partiet ikke længere har en niche for sig selv.

Jarl Cordua

Det blev dog kun til en borgmesterpost på Læsø, hvor den nye borgmester fremstod som en, der mere havde meldt sig ind af opportunistiske grunde end dybtfølt bekymring for flygtningestrømmen. Tværtimod kæmper Læsø med fraflytning og et vigende befolkningstal.

Da partiets næstformand, Carl Christian Ebbesen, samtidig mistede sin kultur- og fritidsborgmesterpost i København, og partiet gik pænt tilbage i forhold til kommunalvalget i 2013 og mistede byrådsmandater i bundter, så var fiaskoen total. Ja, DF var nærmest til grin.

Pludselig stod det klart for alle, at DF, som mange meningsmålinger og iagttagere i årevis havde været forsigtig med at bortdømme og undervurdere, stod i en akut krise.

Til DF's succesfulde formel regnes især den udsøgte topstyring af partiet, hvor den samme kreds af mennesker gennem et kvart århundrede tog beslutningerne, og hvor der blev slået hårdt ned på enhver, der udfordrede ledelsen.

Det bremsede formentlig samtidig al idédebat, der kunne udvikle ny politik for partiet. Det kunne man nok have brug for i en nutid, hvor det er tydeligt, at de gamle cirkustricks ikke virker.

Frem mod katastrofevalget lå beslutningerne – og dermed ansvaret for den nuværende krise – kun hos to til tre personer: Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Søndergaard.

Med Søndergaard ude er det altså de to politiske strateger, formanden for partiet og formand for folketingsgruppen, der bærer hovedansvaret for, at partiet nu ligger i ruiner med en vælgeropbakning på et niveau som for 20 år siden.

Henset til den vælgerlussing, som Kristian Thulesen Dahl erkendte at have fået allerede på valgaftenen, der er den største, som noget dansk parti har fået, siden man ændrede valgsystemet til forholdstalsvalg, så er det stadig forunderligt, at netop disse to hovedansvarlige for valgnederlaget fortsat klamrer sig til den magt, som de har fået lov at forvalte i et kvart sekel. Det ville have været helt utænkeligt i ethvert andet parti.

Imidlertid har røster – også fra Dansk Folkeparti – hævdet, at partiet faktisk før valgnederlaget allerede var i en proces, hvor topstyringen var begyndt at krakelere. De lokale græsrødder fandt sig ikke længere i at blive fjernstyret fra sekretariatet på Christiansborg, som det var sket tidligere.

Et ulmende oprør var i gang. Offentligheden så det også udfolde sig under Meld/Feld-krisen om misbrug af EU-midler, der blev startskuddet til lang tids kritisk omtale af partiet, Morten Messerschmidt, EU-parlamentsgruppen, der gik op i limningen, og ikke mindst "teflonmanden" himself, Thulesen Dahl.

Pludselig begyndte de implicerede at bide fra sig, som sagen udviklede sig, og den begyndte med, at en af DF's egne EU-parlamentarikere, Rikke Karlsson, kritiserede Meld/Feld-fidusen, der en gang for alle punkterede DF's selvbillede som folkets "rene" repræsentanter, der revsede alle de øvrige partiers bjergsomme politikere.

Læs også

Kristian Thulesen Dahl forsøgte i efteråret at dosere sine indrømmelser i tilpas mål efter en turné rundt til baglandet, hvor han under kaffeslabberasen pludselig selv blev udsat for kritik. Herefter bekendte han, at DF begik en stor fejl, da man ikke gik med i regering.

I mange vælgeres øjne blev det lakmusprøven på, at Kristian Thulesen Dahl og kompagni ikke var til meget andet end snak, når det kom til at bære et regeringsansvar.

Formentlig havde den nederlagstyngede kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), også lugtet, at DF ikke turde gå med i regering, hvis man stillede de rigtige krav for at indlemme DF i regeringen.

Havde Kristian Thulesen Dahl turdet "gå under åget" og i regering, havde man måske kunnet fastholde nogle vælgere, men skuffet andre ved pludselig at droppe EU-modstanden og skulle forklare, hvorfor man ikke kunne stoppe flygtningestrømmen i efteråret 2015.

En væsentlig årsag til DF's krise handler om, at partiet ikke længere har en niche for sig selv. Engang var DF det eneste parti, der var flygtningefjendtligt, integrationsskeptisk, nationalistisk, EU-skeptisk, velfærdsorienteret, anti-establishment og (små)borgerligt på samme tid.

Nye Borgerlige kan overmatche DF på stort set alle områder, men er til gengæld mere synligt borgerligt, men mindre velfærdsorienteret end DF, der gennem mange år har investeret troværdighed i at være et parti, der gerne ville være mindst lige så velfærdsorienteret som socialdemokraterne.

Dermed gik også en del af den borgerlige identitet tabt, da Kristian Thulesen Dahl i flere situationer undsagde de borgerlige partier for at fastholde et samarbejde med Socialdemokratiet. Det har ikke kun Nye Borgerlige udnyttet. Det er også blevet udnyttet af Venstre og De Konservative.

Samtidig har Socialdemokratiet haft størst succes med at gøre Kristian Thulesen Dahl interesseret i en alliance, initieret af fagforeningen 3F, allerede i sidste valgperiode, da man i februar 2017 indledte en politisk valentinsromance med Mette Frederiksen (S), der blev foreviget på tv.

I dag kan de fleste DF'ere, fraregnet Thulesen Dahl selv, se, at det var en strategisk fejl. Omvendt må det henregnes som et af de mest geniale træk, som socialdemokraternes strateger nogensinde har udtænkt.

Sammen med Socialdemokratiets bevidste ideologiske skift mod højre i udlændingepolitikken fra efteråret 2015 under flygtningekrisen skabte Kristian Thulesen Dahls legitimering af socialdemokraterne grobunden for, at gamle DF-vælgere satte kurs mod Socialdemokratiet.

Anledningen blev, da socialdemokraterne gik til valg på folkepension og tidlig tilbagetrækning til nedslidte, som kun kunne blive en realitet ved en rød valgsejr. Pludselig skulle DF både omfavne idéen, være i opposition til Socialdemokratiet og bakke op om en blå statsminister, hvis politiske projekter man havde punkteret den ene gang efter den anden.

Det blev selvsagt en umulig kommunikationsopgave for Kristian Thulesen Dahl. Successloganet "I ved, hvad vi står for" fra 2015 gav pludselig ingen mening under valgkampen i 2019, hvor meningsmålingerne pludselig viste et voldsomt skred i vælgeropbakningen.

DF levede i mange år højt på en stemning af, at partiet var en succes. Formentlig har der ved flere valg været en bandwagon-effekt, hvor troløse vælger hoppede på toget med DF's vinderhold.

Det modsatte skete sikkert også for DF, da EU-valget i maj sidste år blev en gedigen katastrofe og ydmygelse og forvarsel om det kataklystiske valgnederlag på grundlovsdag blot nogle få uger senere.

Lige siden 5. juni har DF-toppen lignet en trup i granatchok. Den ene dag spillede man med i toppen af den politiske superliga om mesterskabet, og intet kunne ske, uden at Kristian Thulesen Dahl havde en finger med i spillet.

Den næste dag er man tvangsnedrykket til bunden af første division, hvor det kun i særlige tilfælde er interessant, hvad DF mener. Nemlig når De Radikale udfordrer regeringen, og DF indkaldes som reserver, som det skete med boligindgrebet tidligere på året, hvor man gerne betalte en pris i form af politisk troværdighed uden større indflydelse blot for at kunne ydmyge De Radikale og ligne et relevant parti, der stadig sad med ved det politiske voksenbord.

Meningsmålingerne tyder på, at den slags manøvrer, hvor man af taktiske grunde hjælper S-regeringen, ikke bringer DF tilbage forrest blandt borgerlige vælgeres foretrukne partier.

Og noget tyder på, at det er borgerlige vælgere, der udgør hovedstolen af DF's stærkt decimerede vælgerbase, der på nuværende tidspunkt måles til cirka syv til otte procent.

Alligevel er det tydeligt, at Kristian Thulesen Dahl og hans makker Peter Skaarup stadig ikke kan glemme de dage, hvor DF spillede en afgørende nøglerolle i dansk politik.

Derfor vil mummespillet om "pension til Arne" fortsætte en rum tid endnu, indtil DF må gøre op med sig selv, om de fortsat vil være regeringens hjælperytter med den indflydelse, som det vil give, eller forsøge at finde sig til rette i blå blok som væbner for partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) og indstille sig på en fremtid, hvor man frasiger sig at erobre vælgere fra flygtningeskeptiske velfærdssocialdemokrater fra arbejderklassen.

Dette strategiske dilemma er imidlertid på det sidste blevet overskygget af det, der ligner et internt oprør mod "DF-familien", der har styret partiet i flere år, end det er normalt, at man får lov til i andre partier.

Det er et oprør, som slet ikke lader sig slå ned, som man så det tidligere, hvor øksen faldt hurtigt og hellere en gang for lidt end en gang for meget, når nogle brokkede sig for højlydt.

Problemet for Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup er, at baglandet med valgnederlagene in mente slet ikke længere stoler på deres dømmekraft og evne til at lægge en vinderstrategi.

Man sælger sikkert gerne Thulesen Dahls drømme om igen at gå ind til finansministeren med gule sedler i det trykte finanslovsforslag og sole sig i kameralinserne mod igen at få et parti, der ikke længere er til grin ude på bodegaerne, i lagerhallerne, på fabriksgulvene og til bankospilaftenerne.

Man vil ikke lægge navn til et taberparti, som har udsigt til at tabe endnu et kommunalvalg med et brag, og efterspørger i stedet en ledelse af partiet, hvor alle de taktiske spilfægterier er bortvejret, og hvor der ikke længere er tvivl om kursen.

Det kræver formentlig en fuldstændig afklaring af, hvorvidt partiet er borgerligt, herunder om det vil føre "borgerlig" i betydningen liberal økonomisk politik.

DF's politiske kurs har siden valget på alle områder drevet for vejr og vind. Indtil Thulesen Dahl har skåret igennem og sagt, at man kræver Danmark ud af EU uden forbehold, så vil der stadig være usikkerhed på det punkt.

Det er dog tydeligt, at stærke kræfter som Morten Messerschmidt og Søren Espersen presser på for, at DF er lige så klar i mælet sammenlignet med Nye Borgerlige, hvor der ikke er knyttet britiske forbehold til en udmeldelse.

Senest har tidligere EU-parlamentsmedlem Anders Vistisen blandet sig i debatten ved åbent at kritisere topledelsen. En manøvre, der dog endte med, at Anders Vistisen efter en del intern skældud blev sat i spidsen for et arbejdsudvalg, der skal forsøge at undgå, at DF løber ind i endnu et katastrofalt valgnederlag ved kommunalvalget om kun 18 måneder.

Det afgørende er imidlertid, at der tilflyder pressen underretninger om, at efterhånden ikke ret mange DF'ere fra de lavere geledder i diverse lokalforeninger nærer den store frygt ved at stå op mod Kristian Thulesen Dahl, hvor de tidligere var langt mere tilbageholdende.

Måske fordi de ikke selv tror på, at partiet under hans ledelse har nogen stor fremtid for sig, hvorfor der ikke længere er så meget at tabe, som der var før. De er sikkert også klar over, at Kristian Thulesen Dahl med hver eneste "halshugning" af en kritiker vil udstille sin egen krise og den desperation, som de mange mærkværdige meldinger fra DF'ere i den seneste tid er udtryk for.

Gruppenæstformand Søren Espersen, der i de gode gamle dage efterlyste sommerhumøret hos andre, har selv siden valget lignet en, der gik rundt med en depression.

Peter Skaarup ligner slet ikke den, der har det kølige overblik, men ligner tværtimod en, der har mistet det, og Morten Messerschmidt brillerer med den ene mere skingre twitterbesked efter den anden. Senest da han ville lukke DR, fordi han ikke brød sig om DR1's 4. maj-udsendelse.

DF har i den seneste tid forsøgt sig med mere skærpede meldinger på EU-området, skingre meldinger på retsområdet såsom præventive fodlænker til mulige medlemmer af kriminelle indvandrerbander på Nørrebro og andre grebne halmstrå, der om muligt kan påvise, at regeringen (som DF endnu ikke har noget afklaret forhold til) har svigtet den stramme udlændingepolitik.

Coronaperioden har ikke hjulpet DF. Det bedste, som man kan håbe på, er at lede efter sager, hvor der kan ske en kobling mellem flygtninge, indvandrere, grænseåbning og coronatilfælde.

Man forsøgte sig med sagen om de 30 muslimer i Gjellerup, der kaldte til bøn og brød forsamlingsforbuddet og kørte rundt i dyttende biler, uden at politiet greb ind.

Men DF's aktuelle problemer blev udstillet, da stort set alle andre, herunder regeringen, erklærede sig fuldstændig enig i kritikken og krævede en bedre indsats af politiet, som de bliver nødt til at levere, hvis det gentager sig.

I de gode gamle dage ville DF være blevet udskammet i situationen. Det kan de ikke længere håbe på. Nu er partiet bare ligegyldigt. Foruden at være slidt og i stadigt flere vælgeres øjne totalt ligegyldigt.

Imens kan offentligheden betragte det, som ligner DF's langsomme deroute, hvor der sikkert er udsigt til en lang og uskøn kamp om magten, hvor Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup vil klamre sig til formandsposterne, mens andre kræfter såsom Anders Vistisen vil forsøge at overbevise dem om, at partiets fremtid ligger i en kamikazekurs med højtstemte trusler om at vælte både fortidens og fremtidens borgerlige statsministre på flygtningepolitikken og svulstig højborgerlig nationalromantik a la Morten Messerschmidt, der utvivlsomt vil virke endnu mere fremmedgørende for de vælgere, der har søgt ly hos socialdemokraterne og sikkert befinder sig vel der.

Dansk Folkepartis storhedsparti er endegyldigt forbi, og de sidste, som det er ved at gå op for, er partiets egne topfolk.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)









0:000:00