Jens Chr. Grøndahl: Det er ikke nok at håbe

Gaderne er morgenstille i middelalderbyen mellem jul og nytår. Ingen skraldevogne, ingen dieseldrevne cateringlastbiler med frosne pommes frites til caféerne. Alt er lukket og slukket. Kun en enkelt forvildet brandert skræpper hæst i det sene daggry. Kun enkelte stålampuller til lattergas lyser mellem brostenene som tegn på en ny generations nye måder at beruse sig på.

Selv passerede jeg de tres i år og indrømmer gerne, at jeg somme tider døjer med at huske lysten til at skeje ud. Forgifte sig med dødsforagt og danse hele natten. Selvfølgelig var vi lige så bindegale, men enhver må spille sin rolle, og min er nu blevet den foruroligede far og farfars.

Han tænker: De unge har i dåbsgave fået et samfund, hvor alle har adgang til uddannelse og sundhed. Hvor ligheden er knæsat, og minimumsnormeringer i vuggestuerne er en valgkamps hotteste tema.

Alligevel driver så mange af dem ud i misbrugets dødsdrom. Jagten på det vildere, mere intense, mere altoverskridende nu, der for nogle ender i en skriggul ambulance.

Det gode har altid været for kedeligt. Man forstår det ikke, hvis man ikke er ung. Efterkrigstidens besindige, rødmossede socialdemokrater forstod heller ikke, at en flok langhårede LSD-trippere skulle være frugten af deres kamp og møje.

Enhver generation har sine fliphoveder. Der er altid nogle, der aldrig bliver voksne, hvad enten den infantile egoisme er generisk, eller det er, fordi de ender under en gravsten, før det første hårstrå bliver gråt.

Man kan løfte alle de pegefingre, man vil, på retssikkerhedens vegne. Bekymringen bliver farisæisk, når det gælder liv og død. 

Jens Christian Grøndahl

Nytåret er ikke bare et fælles goddag til det ukendte. Som samfund kan vi bruge årsskiftet til i fællesskab at sige farvel til dem, vi mistede før tid, om de så døde af ubesindighed eller i en trafikulykke. Af sygdomme, vi ikke har lært at bekæmpe, eller fordi de satte livet på spil for andre.

Kalenderen er vi fælles om. Nytårets talmagi, et fælles hak i dagenes flow, uanset hvor forskelligt vi kommer gennem dem.

Selv bliver vi som bekendt mere og mere forskellige. På vej i kirke juleaften passerede vi en indisk gademusikant, der sad ved Storkespringvandet og spillede en raga for ingen. Han var på tålt ophold i julestemningen, men o.k., tyverne tegner til at blive Asiens årti.

Kina er godt på vej til at annektere Færøerne med Huawei som trojansk hest. Forårsruller med skærpekød, hvorfor ikke? Skulle det være værre end Den Gule Måge?

USA's ambassadør, Carla Sands, fik færøsk uld i munden, da Berlingske spurgte, om amerikanerne ikke overvåger lige så meget som kineserne. Kan det ikke komme ud på ét?

Overvågning er der ikke noget nyt i. "Når jeg strammer mine trusser / Som har blonder og er gule / Kan jeg komme til at røre / Ved det frække, de skal skjule. / Men så snart der' noget, der kildrer / Bar' en lille bitte smule / Så lurer der et øje i det høje. / Ham gud, han er eddermame svært at få smidt ud."

Sådan sang Trille med tekst af Jesper Jensen. Unge læsere ved nok ikke, hvem Trille eller for den sags skyld Jesper Jensen var, men de var frække, kan jeg fortælle. Dengang.

I dag har selv ordet "fræk" fået en gammelmodig klang. Sex er over det hele. Sex har vundet, Gud er sendt på førtidspension, og overvågningen står algoritmerne for. Du har lige købt et par sko på nettet. Nu skal du eddermame få sko! Det vil regne med sko på din skærm fra nu af i en måned.

Nutidens virtuelle menneske er selv den største privatlivskrænker, flittig som han/hun/hen er med at dele alt på de sociale medier ned til den sidste croissant og caffe latte.

Kaffen bliver kold, og bagværket tørt, mens det lækre liv dokumenteres. Ville du ikke ønske, du var her? Ville du ikke ønske, du var mig? Ville du ikke nok?

Takket være PET's mere alvorstyngede overvågning blev julehandelen i Københavns centrum ikke forvandlet til et islamistisk blodbad. Jeg klipper gerne et hjørne af privatlivets ukrænkelighed, hvis politiet kan spare min familie, mine medborgere og mig selv for at blive terrorofre.

Man kan løfte alle de pegefingre, man vil, på retssikkerhedens vegne. Bekymringen bliver farisæisk, når det gælder liv og død. Nytåret er også en anledning til kontrafaktisk eftertanke. Tænk på, hvor galt det kunne være gået.

Det åbne samfund vælger ikke selv sine fjender. Terroren virker, selvom vi ikke bryder os om at indrømme det. Alene truslen om terror er nok til, at vi modificerer åbenheden for ikke at sætte den helt over styr.

Det er en prekær afvejning, og der er al mulig grund til at agte og ære de myndighedspersoner, der skal stå for den i skyldig respekt såvel for lovgivningen som for vores sikkerhed.

Unge læsere ved måske heller ikke, hvad "kontrafaktisk", "farisæisk" eller "prekær" betyder. Så må de google. I et land med gratis skolegang for alle er det ikke bare en ret, men også en pligt at høre efter i timen.

For skolens vedkommende er det til gengæld en forpligtelse at sende de unge ud i livet på et forsvarligt grundlag af viden og kultur. Værdierne har en historie. Kender man den ikke, begynder de at forvitre.

Hvis vi ikke selv ved, hvem vi er, og hvad der trods al mangfoldighed knytter os til hinanden som samfund og civilisation, kan det for alvor være lige meget, om Huawei eller Apple-Google-Facebook står for overvågningen. Så bliver det Asiens årti, uden at vi har noget at brokke os over.

Men hvad er det så, vi står for?

Vi kan begynde med ligheden. Respekten for den anden.