Jens Chr. Grøndahl: Det er ikke nok at håbe

KOMMENTAR: Sammenlignet med resten af Europa fremstår det danske samfund som århundredets succeshistorie, hvor lighed og velstand er blevet hinandens forudsætninger, skriver Jens Christian Grøndahl.

Gaderne er morgenstille i middelalderbyen mellem jul og nytår. Ingen skraldevogne, ingen dieseldrevne cateringlastbiler med frosne pommes frites til caféerne. Alt er lukket og slukket. Kun en enkelt forvildet brandert skræpper hæst i det sene daggry. Kun enkelte stålampuller til lattergas lyser mellem brostenene som tegn på en ny generations nye måder at beruse sig på.

Selv passerede jeg de tres i år og indrømmer gerne, at jeg somme tider døjer med at huske lysten til at skeje ud. Forgifte sig med dødsforagt og danse hele natten. Selvfølgelig var vi lige så bindegale, men enhver må spille sin rolle, og min er nu blevet den foruroligede far og farfars.

Han tænker: De unge har i dåbsgave fået et samfund, hvor alle har adgang til uddannelse og sundhed. Hvor ligheden er knæsat, og minimumsnormeringer i vuggestuerne er en valgkamps hotteste tema.

Alligevel driver så mange af dem ud i misbrugets dødsdrom. Jagten på det vildere, mere intense, mere altoverskridende nu, der for nogle ender i en skriggul ambulance.

Det gode har altid været for kedeligt. Man forstår det ikke, hvis man ikke er ung. Efterkrigstidens besindige, rødmossede socialdemokrater forstod heller ikke, at en flok langhårede LSD-trippere skulle være frugten af deres kamp og møje.

Enhver generation har sine fliphoveder. Der er altid nogle, der aldrig bliver voksne, hvad enten den infantile egoisme er generisk, eller det er, fordi de ender under en gravsten, før det første hårstrå bliver gråt.

Nytåret er ikke bare et fælles goddag til det ukendte. Som samfund kan vi bruge årsskiftet til i fællesskab at sige farvel til dem, vi mistede før tid, om de så døde af ubesindighed eller i en trafikulykke. Af sygdomme, vi ikke har lært at bekæmpe, eller fordi de satte livet på spil for andre.

Kalenderen er vi fælles om. Nytårets talmagi, et fælles hak i dagenes flow, uanset hvor forskelligt vi kommer gennem dem.

Selv bliver vi som bekendt mere og mere forskellige. På vej i kirke juleaften passerede vi en indisk gademusikant, der sad ved Storkespringvandet og spillede en raga for ingen. Han var på tålt ophold i julestemningen, men o.k., tyverne tegner til at blive Asiens årti.

Kina er godt på vej til at annektere Færøerne med Huawei som trojansk hest. Forårsruller med skærpekød, hvorfor ikke? Skulle det være værre end Den Gule Måge?

USA's ambassadør, Carla Sands, fik færøsk uld i munden, da Berlingske spurgte, om amerikanerne ikke overvåger lige så meget som kineserne. Kan det ikke komme ud på ét?

Overvågning er der ikke noget nyt i. "Når jeg strammer mine trusser / Som har blonder og er gule / Kan jeg komme til at røre / Ved det frække, de skal skjule. / Men så snart der' noget, der kildrer / Bar' en lille bitte smule / Så lurer der et øje i det høje. / Ham gud, han er eddermame svært at få smidt ud."

Sådan sang Trille med tekst af Jesper Jensen. Unge læsere ved nok ikke, hvem Trille eller for den sags skyld Jesper Jensen var, men de var frække, kan jeg fortælle. Dengang.

I dag har selv ordet "fræk" fået en gammelmodig klang. Sex er over det hele. Sex har vundet, Gud er sendt på førtidspension, og overvågningen står algoritmerne for. Du har lige købt et par sko på nettet. Nu skal du eddermame få sko! Det vil regne med sko på din skærm fra nu af i en måned.

Nutidens virtuelle menneske er selv den største privatlivskrænker, flittig som han/hun/hen er med at dele alt på de sociale medier ned til den sidste croissant og caffe latte.

Kaffen bliver kold, og bagværket tørt, mens det lækre liv dokumenteres. Ville du ikke ønske, du var her? Ville du ikke ønske, du var mig? Ville du ikke nok?

Takket være PET's mere alvorstyngede overvågning blev julehandelen i Københavns centrum ikke forvandlet til et islamistisk blodbad. Jeg klipper gerne et hjørne af privatlivets ukrænkelighed, hvis politiet kan spare min familie, mine medborgere og mig selv for at blive terrorofre.

Man kan løfte alle de pegefingre, man vil, på retssikkerhedens vegne. Bekymringen bliver farisæisk, når det gælder liv og død. Nytåret er også en anledning til kontrafaktisk eftertanke. Tænk på, hvor galt det kunne være gået.

Det åbne samfund vælger ikke selv sine fjender. Terroren virker, selvom vi ikke bryder os om at indrømme det. Alene truslen om terror er nok til, at vi modificerer åbenheden for ikke at sætte den helt over styr.

Det er en prekær afvejning, og der er al mulig grund til at agte og ære de myndighedspersoner, der skal stå for den i skyldig respekt såvel for lovgivningen som for vores sikkerhed.

Unge læsere ved måske heller ikke, hvad "kontrafaktisk", "farisæisk" eller "prekær" betyder. Så må de google. I et land med gratis skolegang for alle er det ikke bare en ret, men også en pligt at høre efter i timen.

For skolens vedkommende er det til gengæld en forpligtelse at sende de unge ud i livet på et forsvarligt grundlag af viden og kultur. Værdierne har en historie. Kender man den ikke, begynder de at forvitre.

Hvis vi ikke selv ved, hvem vi er, og hvad der trods al mangfoldighed knytter os til hinanden som samfund og civilisation, kan det for alvor være lige meget, om Huawei eller Apple-Google-Facebook står for overvågningen. Så bliver det Asiens årti, uden at vi har noget at brokke os over.

Men hvad er det så, vi står for?

Vi kan begynde med ligheden. Respekten for den anden.

Her er en aktuel replik fra spisefrikvarteret i en privilegeret københavnsk skoleklasse: "Holly, hvad har du gang i? Jeg sagde jo, at jeg ikke ville have peber på min fucking avocadomad!"

Det skal for tydelighedens skyld præciseres, at Holly ikke er den nye klassekammerat. Hun hedder heller ikke Holly. Jeg har ændret navnet for julefredens og privatlivets skyld, men hun bliver kaldt noget lige så kulørt.

Au pair-pigerne navngives ligesom travheste. De kan umuligt have så tåbelige navne hjemme på Filippinerne. Er det mon et eksempel på kulturudveksling? Vi amerikaniserer dit navn, og du laver vores børns avocadomadder. Men peber, Holly, honestly! Nok er du fra de varme lande …

Julens mest strømførende debatemne blev det borgerlige oprør mod Mattias Tesfayes nytårsforsæt om at give au pair-ordningen et kritisk eftersyn. Helt i overensstemmelse med de faktiske forhold konstaterer integrationsministeren, at der under dække af kulturudveksling reelt ikke er tale om andet end arbejdskraft. Ordningen henhører derfor under lovgivningen herom.

Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, gav ham ret, skønt ærindet var det modsatte, da hun i sin egen avis fortalte, at hun og hendes au pair udgør "et arbejdsfællesskab".

En større delegation fra Hellerup og omegn tog til orde i selveste Politiken. Den radikale avis var det indlysende forum, så sandt som skolelærernes parti straks gik i front for at forsvare brugen af au pair-piger. De synes blot, at flere skal have råd til sådan en flittiglise fra troperne.

Det er ikke nemt at være radikal. Dér står man og har alle de rigtige meninger, men se, om det giver adgang til overklassen.

Verden er uretfærdig.

I spidsen for den nye folkebevægelse stod Michael Pram Rasmussen, den tidligere bestyrelsesformand for Mærsk, der nu har fået tid til at engagere sig i spørgsmål om husførelse. Til Berlingske sagde han:

"Vi oplever, at der er en ægte kulturel udveksling i vores hjem, fordi der bor en person med en meget anderledes baggrund end vores egen. Vores børn smager anderledes mad, hører fremmede sange og vokser op med en voksen, der ser anderledes ud end mor og far."

Sådan var det sikkert også dengang i kolonierne, da plantageejerens børn blev passet af en indfødt. De små lærte både at spise peber og lade sig lulle i søvn på det fremmedartede tungemål.

Man skal ikke kimse ad fortidens imperiale sympati for det farvede tyende, tænk bare på baronesse Blixen, men kulturudveksling?

Endnu har ingen tænkt på at spørge, hvordan det kan være, at vi fortrinsvis kulturudveksler med Filippinerne, hvor unge piger notorisk presses af deres familier til at knokle i Vesten frem for at skabe sig et liv.

FOA har regnet på det, og forskellen mellem udgiften til en filippinsk au pair og prisen for en hushjælp til mindstelønnen viser sig at være cirka 10.000 kroner mindre, når man indregner kost og logi. Måske handler det i al sin enkelhed om at prioritere.

Drop bilen, sælg sommerhuset eller flyt til en billigere kommune, så skal der nok blive råd til den tjenestepige.

Læseren kan med rette indvende, at Danmark har større problemer at slås med. Men diskussionen om au pair-pigerne ramte en nerve.

Det handler ikke om misundelse, som Michael Pram Rasmussen lod os forstå. Hvem misunder et segment, der ikke kan finde ud af at stryge sine skjorter selv?

Det handler om, hvem og hvad vi er.

Vi er et samfund, hvor ligheden er baseret på lige dele sindelag og lovgivning. Det ene afspejles i det andet. Har man tilbragt det meste af sit liv i erhvervslivets top, burde man have lært at sætte pris på denne kulturelle og sociale egenart ved vores samfund.

Den danske model har gjort os bedre rustet end så mange andre til at møde globaliseringen uden at sætte balancen mellem social tryghed og økonomisk dynamik over styr. Se bare på balladen i Paris, hvor Macrons forsøg på at reformere et fossilt pensionssystem har provokeret de forkælede franskmænd ud på boulevarderne.

Balancen er eksistentiel.

Ved indgangen til det nye årti står Europa i et vadested.

USA trækker sig, mens Tyrkiet, Rusland, Iran og Kina rykker frem. Magtfuldkomne regimer drevet af værdier, der ikke kunne være os mere fremmede. Hvor ligheden er forvansket til kæft, trit og retning. Hvor den personlige frihed knægtes med religionen eller kulturen som undskyldning.

Der er mere end nogen sinde brug for, at vi europæere står sammen, men briterne gider os ikke, og i Østeuropa rulles demokratiet tilbage af autoritære, nationalistiske regeringer.

Der er mere end nogen sinde brug for, at Berlin og Paris går forrest, men også det tyske demokrati trues indefra af den brune fristelse, og i Frankrig overdøves den republikanske ånd af populismens ressentiment.

Sammenlignet med resten af Europa fremstår det danske samfund som århundredets succeshistorie. At værne om det er at huske historien. Huske, hvordan lighed og velstand blev hinandens forudsætninger.

Det samfund, vi med rette er så tilfredse med, var fremtidsmusik for generationerne før os. Men de vidste, at det ikke er nok at håbe, hvis ens børn skal have en bedre fremtid. Deres drøm blev til vores virkelighed, fordi de lagde grunden.

De klarede det endda helt uden au pair-piger.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel Næste artikel Michael Kristiansen: Hvad er egentlig problemet med Martin Rossen? Michael Kristiansen: Hvad er egentlig problemet med Martin Rossen?
Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

ANALYSE: Med sin nye titel som næstformand er Morten Messerschmidt nu ubetinget Dansk Folkepartis kronprins. Men det giver ham også et medansvar for partiets fremtid, der kan ende med at trække ham ned sammen med Kristian Thulesen Dahl, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.