Jens Chr. Grøndahl: Identitetspolitikken ligner en kulturel apartheid

KOMMENTAR: En nylig Black Lives Matter-demonstration i Odense gav os et eksempel på, hvordan identitetspolitikken lænker mennesker til egen race. Det hæmmer indlevelsen og ligner kulturel apartheid, skriver Jens Christian Grøndahl. 

I 1960’erne blomstrede Københavns jazzmiljø op og fik internationalt niveau.

Store amerikanske musikere bosatte sig og kunne jævnligt høres i det første Montmartre i Store Regnegade.

Ben Webster, Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Kenny Drew, fulgt af Ernie Wilkins, Richard Boone og Thad Jones.

Ingen af dem havde nok regnet med, at de efter deres død skulle få hver sin gade opkaldt efter sig i det nye kvarter, der er skudt op på Sluseholmen i Københavns Havn.

For en kortere eller længere periode af deres liv blev den danske hovedstad deres hjem. De var kommet til byen på gennemtræk under deres europæiske turneer, og så var de blevet hængende. Det har der været personlige grunde til, men der har også været den fælles oplevelse af at blive respekteret. Som kunstnere og som mennesker.

Respekten for deres kunst var uundgåelig, fordi de ragede op. Hjemme i USA havde de været vant til, at deres kunstart blev set ned på som noget underlødigt, der hørte til på de snuskede natklubber, hvor jazzmusikere sædvanligvis havde deres arbejdsplads.

Menneskelig værdighed var den anden overraskelse. At blive mødt og behandlet på lige fod, uden at hudfarven spillede ind. Noget af en forandring i forhold til den racistiske virkelighed i deres hjemland.

Jazzen er nok USA’s mest betydningsfulde og originale bidrag til verdenskulturen. Uden den ville vi ikke have haft rytmisk musik i bredere forstand. Men som efterkommere af afrikanske slaver har jazzens ophavsmænd aldrig kunnet føle sig 100 procent hjemme i deres fædreland.
Hvor danskere og andre europæere ved århundredets begyndelse var emigreret til USA, gjorde sorte amerikanske jazzmusikere det modsatte.

Det land, de europæiske emigranter kom til, var alt andet end jomfrueligt. Man ville ikke engang kunne sige, at det havde mistet sin uskyld, for det var født i synd.

Ved et grimt tilfælde bærer George Floyds drabsmand efternavnet Chauvin. Slår man op i et leksikon under ”chauvinisme”, står der, at begrebet dækker en ”overdreven og skrydende nationalfølelse” og er opkaldt efter en stærkt nationalistisk soldat i Napoleons hær.

Det er muligt, at dræberbetjenten i Minneapolis’ politi hyldede den chauvinistiske vrangforestilling om White Supremacy, men det er ikke afgørende. Når man taler om, at racismen i USA er strukturel, er det, fordi den ikke står og falder med den enkelte politibetjents mentalitet og sindelag.

Racismen ligger i luften, man indånder. Den lurer under overfladen som en ubevidst negativ forventning hos begge parter og gør sig gældende, så snart tingene spidser til.

Som alle ved, indledes Uafhængighedserklæringen med, at alle er skabt lige. Alle ved også, at det aldrig har været sandt. Den smukke konstatering forblev et uindfriet løfte, også efter at sydstaterne tabte borgerkrigen. I syden var der fortsat enighed om, at de sorte med deres slavenatur naturligvis ikke skulle tælles med.

Set fra et land som Danmark fremstår den amerikanske historie som et rædselsfuldt paradoks. Det er frihedens og mulighedernes land, men samtidig ulighedens, hadets og voldens. Racekonflikten er klaustrofobisk, den forgifter mødet mellem mennesker og inficerer det blik, de kaster på hinanden.

Ét er de ødelæggende klasseforskelle og politiets tilbagevendende og dødelige overgreb, men racismen indvirker også på den tilsyneladende fredelige omgang mellem veluddannede middelklasseamerikanere.

Angsten for at krænke og den sociale kontrol, der går under betegnelsen ”politisk korrekthed”, har i årtier domineret de amerikanske universiteter. Hvad, der burde være frodige oaser for et frisindet åndsliv, er i stedet blevet moralske kaserner for den dårlige samvittighed.

Hvor den amerikanske venstrefløj tidligere kæmpede for sociale forbedringer, har den i nyere tid stillet sig tilfreds med identitetspolitikkens inkvisitoriske heksejagt. Når man står magtesløs over for den onde virkelighed, må man nøjes med at patruljere sin egen og andres bevidsthed.

Det er ikke svært at blive enige om, hvordan vi skal forholde os til racismen i USA, men hvad med os selv? Siger det bare alt om os, at vi har opkaldt gaderne i et helt kvarter efter sorte amerikanske kunstnere? Hvad hvis manden, vi står overfor, ikke er jazzmusiker, men for eksempel parkeringsvagt?

En af mine venner stod for nylig i sit vindue ud til en københavnsk gade. En afrikansk udseende P-vagt var i færd med at udstede en bøde. Da han fjernede sig, blev han indhentet af den rasende bilejer: ”Nu skal jeg sige dig en ting, Lille Sorte Sambo!”

Der vil altid være brådne kar, både i det amerikanske politi og blandt de danske bilister. Og vi har altid valget mellem at bagatellisere eller generalisere. I begge tilfælde slipper man for billigt.

Jeg kan ikke vide, om manden, der fik en bøde, var vaskeægte racist. Han fortjener at blive udskammet, men det er for nemt at standse dér. Ved lettelsen over, at man selv er et ordentligt menneske. Hvis vi skal blive klogere på racismen, bør vores indlevelsesevne strækkes længere end til dens ofre.

Måske var den vrede bilejer bare lejlighedsracist?

Man ved godt, at man holder ulovligt, og det var også kun et lille øjeblik, men det var altså et virkelig vigtigt ærinde, så hvad gør man? Man skynder sig pligtskyldigt tilbage, og dér står P-vagten lige så nidkært og monterer bøden under ens vinduesvisker. Var man kommet bare 30 sekunder før... 

Kun den meget flegmatiske, resignerede type ville ikke blive agiteret. Og fordi man står over for et fremmed, ukendt menneske, der i situationen tilmed opleves som en modstander, har man kun vedkommendes fremtoning at afreagere på.

Det er dér, kæden hopper af. Det er dér, man fornedrer sig, idet man fornedrer den anden.

Hvor selvbeherskelsen glipper, og den subjektive egeninteresse ikke bare forvrænger blikket på næsten, men også griber ud efter hvad som helst ved ham eller hende, som vil kunne italesættes på en nedsættende måde.

Forskellen mellem to mennesker behøver ikke være særlig stor, hvad enten det gælder etnicitet eller samfundsklasse, før indlevelsen halter. Derfor er naturlighed i omgangen med andre ikke altid nok, modsat hvad mange danskere tror. Den hyggelige jovialitet kan nemt komme til kort, og så er det springende punkt, hvad man har at sætte i stedet.

Da jeg første gang besøgte New York, slog det mig, hvor høflige alle var, både i det offentlige rum og i mere lukkede sammenhænge. Alle syntes bevidste om at leve i et samfund, hvor store forskelle og kontraster gør det nødvendigt med sociale færdselsregler.

Det er der intet som helst formelt ved, tværtimod er takt og tone grunden til, at man selv i en fortravlet, propfuld subway kan føle sig nogenlunde tilpas. Men høfligheden er kun urbanitetens ydre form. Bag den høflige facade har man valget mellem to forskellige måder at håndtere forskellen på.

Man kan neutralisere den og frigøre sig fra den ved at sige til sig selv:

Vi er forskellige, men vores respektive identitet er ikke noget, vi hver især har valgt. Lad mig i stedet fokusere på personen over for mig, mennesket bag farven. Et enestående individ med tanker og følelser, som vedkommende måske vil dele med mig, hvis jeg er fordomsfri og åben.

Det kan jo være, at jeg trods forskellene står over for et menneske, som jeg har mere til fælles med, end jeg vidste. Det kan også være, at jeg står over for en dum idiot, men i så fald er det af grunde, der intet har med hudfarve at gøre.

Sådan er den humanistiske fremgangsmåde. Den fokuserer på individet og underspiller gruppetilhørsforholdet.

I nyere tid er humanismen blevet beskyldt for at være den hvide europæiske mands indirekte måde at bevare sin dominans på. En anden tilgang er blevet fremherskende. Ifølge den skal man tværtimod betone forskellene og respekten for minoriteter. Man er lænket til sin gruppe. Individet er en social konstruktion.

På de amerikanske universiteters ”cultural studies” kan man lære hvordan. Tankegangen indebærer, at en hvid person umuligt kan forestille sig, hvordan det er at være sort, ligesom en mand ikke skal formaste sig til at indleve sig i en kvinde.

I sin yderste konsekvens kan det ligne en ny form for apartheid.

Vi fik et eksempel herhjemme, da Black Lives Matter i den forgangne uge organiserede en demonstration i Odense som led i de verdensomspændende protester efter George Floyds død.

Demonstrationens hvide deltagere fik på forhånd besked om, at slagord som ”I can’t breathe” ikke var for dem. En sort BLM-repræsentant forklarede på TV2 News, at det var, fordi hvide ikke oplever racisme.

Indlevelse, nej tak.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk. 

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Pandemien sender bølger af global misinformation ind over Danmark Lisbeth Knudsen: Pandemien sender bølger af global misinformation ind over Danmark Næste artikel Christian Egander Skov: Sønderjylland stopper ikke ved grænsen til Tyskland Christian Egander Skov: Sønderjylland stopper ikke ved grænsen til Tyskland
Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

Kronik: Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke vidste, jeg var en del af

KRONIK: For syv år siden var jeg blevet for fuld og var faldet i søvn. Jeg vågnede op i et samleje, jeg ikke selv vidste, jeg var en del af. I dag har debatten om #MeToo, sexisme og samtykkeloven givet kvinder som mig et sprog til at sætte ord på egne oplevelser. Nu skal samfundet lytte og handle, skriver Marie de Stoppelaar.