Jens Chr. Grøndahl: Identitetspolitikken ligner en kulturel apartheid

I 1960’erne blomstrede Københavns jazzmiljø op og fik internationalt niveau.

Store amerikanske musikere bosatte sig og kunne jævnligt høres i det første Montmartre i Store Regnegade.

Ben Webster, Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Kenny Drew, fulgt af Ernie Wilkins, Richard Boone og Thad Jones.

Ingen af dem havde nok regnet med, at de efter deres død skulle få hver sin gade opkaldt efter sig i det nye kvarter, der er skudt op på Sluseholmen i Københavns Havn.

Tankegangen indebærer, at en hvid person umuligt kan forestille sig, hvordan det er at være sort, ligesom en mand ikke skal formaste sig til at indleve sig i en kvinde. I sin yderste konsekvens kan det ligne en ny form for apartheid.

Jens Chr. Grøndahl

For en kortere eller længere periode af deres liv blev den danske hovedstad deres hjem. De var kommet til byen på gennemtræk under deres europæiske turneer, og så var de blevet hængende. Det har der været personlige grunde til, men der har også været den fælles oplevelse af at blive respekteret. Som kunstnere og som mennesker.

Respekten for deres kunst var uundgåelig, fordi de ragede op. Hjemme i USA havde de været vant til, at deres kunstart blev set ned på som noget underlødigt, der hørte til på de snuskede natklubber, hvor jazzmusikere sædvanligvis havde deres arbejdsplads.

Den sociale kontrol, der går under betegnelsen ”politisk korrekthed”, har i årtier domineret de amerikanske universiteter. Hvad, der burde være frodige oaser for et frisindet åndsliv, er i stedet blevet moralske kaserner for den dårlige samvittighed.

Jens Chr. Grøndahl

Menneskelig værdighed var den anden overraskelse. At blive mødt og behandlet på lige fod, uden at hudfarven spillede ind. Noget af en forandring i forhold til den racistiske virkelighed i deres hjemland.

Jazzen er nok USA’s mest betydningsfulde og originale bidrag til verdenskulturen. Uden den ville vi ikke have haft rytmisk musik i bredere forstand. Men som efterkommere af afrikanske slaver har jazzens ophavsmænd aldrig kunnet føle sig 100 procent hjemme i deres fædreland.
Hvor danskere og andre europæere ved århundredets begyndelse var emigreret til USA, gjorde sorte amerikanske jazzmusikere det modsatte.

Det land, de europæiske emigranter kom til, var alt andet end jomfrueligt. Man ville ikke engang kunne sige, at det havde mistet sin uskyld, for det var født i synd.

Ved et grimt tilfælde bærer George Floyds drabsmand efternavnet Chauvin. Slår man op i et leksikon under ”chauvinisme”, står der, at begrebet dækker en ”overdreven og skrydende nationalfølelse” og er opkaldt efter en stærkt nationalistisk soldat i Napoleons hær.

Det er muligt, at dræberbetjenten i Minneapolis’ politi hyldede den chauvinistiske vrangforestilling om White Supremacy, men det er ikke afgørende. Når man taler om, at racismen i USA er strukturel, er det, fordi den ikke står og falder med den enkelte politibetjents mentalitet og sindelag.

Racismen ligger i luften, man indånder. Den lurer under overfladen som en ubevidst negativ forventning hos begge parter og gør sig gældende, så snart tingene spidser til.

Som alle ved, indledes Uafhængighedserklæringen med, at alle er skabt lige. Alle ved også, at det aldrig har været sandt. Den smukke konstatering forblev et uindfriet løfte, også efter at sydstaterne tabte borgerkrigen. I syden var der fortsat enighed om, at de sorte med deres slavenatur naturligvis ikke skulle tælles med.

Set fra et land som Danmark fremstår den amerikanske historie som et rædselsfuldt paradoks. Det er frihedens og mulighedernes land, men samtidig ulighedens, hadets og voldens. Racekonflikten er klaustrofobisk, den forgifter mødet mellem mennesker og inficerer det blik, de kaster på hinanden.

Ét er de ødelæggende klasseforskelle og politiets tilbagevendende og dødelige overgreb, men racismen indvirker også på den tilsyneladende fredelige omgang mellem veluddannede middelklasseamerikanere.

Angsten for at krænke og den sociale kontrol, der går under betegnelsen ”politisk korrekthed”, har i årtier domineret de amerikanske universiteter. Hvad, der burde være frodige oaser for et frisindet åndsliv, er i stedet blevet moralske kaserner for den dårlige samvittighed.

Hvor den amerikanske venstrefløj tidligere kæmpede for sociale forbedringer, har den i nyere tid stillet sig tilfreds med identitetspolitikkens inkvisitoriske heksejagt. Når man står magtesløs over for den onde virkelighed, må man nøjes med at patruljere sin egen og andres bevidsthed.

Det er ikke svært at blive enige om, hvordan vi skal forholde os til racismen i USA, men hvad med os selv? Siger det bare alt om os, at vi har opkaldt gaderne i et helt kvarter efter sorte amerikanske kunstnere? Hvad hvis manden, vi står overfor, ikke er jazzmusiker, men for eksempel parkeringsvagt?

En af mine venner stod for nylig i sit vindue ud til en københavnsk gade. En afrikansk udseende P-vagt var i færd med at udstede en bøde. Da han fjernede sig, blev han indhentet af den rasende bilejer: ”Nu skal jeg sige dig en ting, Lille Sorte Sambo!”

Der vil altid være brådne kar, både i det amerikanske politi og blandt de danske bilister. Og vi har altid valget mellem at bagatellisere eller generalisere. I begge tilfælde slipper man for billigt.

Jeg kan ikke vide, om manden, der fik en bøde, var vaskeægte racist. Han fortjener at blive udskammet, men det er for nemt at standse dér. Ved lettelsen over, at man selv er et ordentligt menneske. Hvis vi skal blive klogere på racismen, bør vores indlevelsesevne strækkes længere end til dens ofre.