Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Europas fremtid bliver afgjort nu

KOMMENTAR: EU-landenes svære forhandlinger om en europæisk genopretningsplan bliver afgørende for kontinentets fremtid. Heldigvis tegner der sig en mulighed for et historisk kompromis mellem de to fløje i nord og syd, skriver Jens Christian Grøndahl. 

Inden Ursula von der Leyen fremlagde sit bud på en europæisk genopretningsplan, havde Danmark, Østrig, Holland og Sverige fremlagt et nedslående "non-paper", skriver Jens Chr. Grøndahl. 
Inden Ursula von der Leyen fremlagde sit bud på en europæisk genopretningsplan, havde Danmark, Østrig, Holland og Sverige fremlagt et nedslående "non-paper", skriver Jens Chr. Grøndahl. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er faldet i Mette Frederiksens lod at lede Danmark gennem den uforudsete og altomfattende krise, vi står midt i.

Hun løfter opgaven med tillidsvækkende myndighed. Der har været fodfejl, men hånden har hun ikke rystet på.

Statsministeren har vist sig på omgangshøjde med den gamle sandhed, at lederskab er en dyd i sig selv, også når ikke alle beslutninger udmærker sig ved den samme visdom. Når landet er i nød, kan det ikke være anderledes. Nogen må vise vejen, selv om ingen aner, hvor vi er på vej hen.

Det bliver sagt igen og igen:

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ikke bare Danmark, men hele verden står over for den største udfordring siden 1945. Både målt på, hvor dybt pandemien griber ind i hvert enkelt menneskeliv, og fordi hele planeten pludselig deler skæbne på grund af den rædselsfulde virus.

Men hvordan kom vi gennem krisen dengang for 75 år siden?

Hvor statsministeren indadtil har vist format og handlekraft, optræder hun over for det europæiske fællesskab som en småtskåren, fodslæbende udsending fra en landsbynation blottet for horisont

Jens Chr. Grøndahl

Tyskland var en ødemark af aske og ruiner. Det europæiske kontinent lå underdrejet af mangel, fattigdom og politisk usikkerhed. Bornholm kunne være endt i Warszawapagten. Folk sultede i Paris og andre storbyer.

De amerikanske soldater blev populære, når de uddelte tyggegummi og nylonstrømper til de befriede europæere. Men amerikanerne bidrog også mere substantielt til Europas genopretning.

Den udvikling, der i Tyskland kom til at hedder Wirtschaftswunder, og som overalt i Europa fik industrien på fode og skabte velstand for flere end nogen sinde før, ville have været utænkelig uden Marshall-hjælpen.

Selv om eventyrslottene i Disneyland er efterligninger af de romantiske middelalderborge på højene ved Rhinen, var det ikke kun veneration for det gamle kontinent, der i 1947 fik Præsident Truman til at investere så massivt i genopbygningen. Den sovjetiske trussel var reel. Frygten for kommunistisk verdensherredømme definerede den amerikanske udenrigspolitik.

Europa er i dag et af de rigeste områder i verden. De europæiske velfærdsdemokratier er de mest avancerede samfund, historien har kendt. Så meget har vi vundet. Så meget er på spil, når vi nu står over for den gigantiske udfordring, det er at redde økonomien ud af den ødelæggende stilstand forårsaget af covid-19.

Forskellen mellem dengang og nu er, at amerikanerne ikke kommer og redder os. De har nok i deres egen coronakrise. Forskellen er også, at kasernestaterne øst for Jerntæppet i mellemtiden er blevet en mere eller mindre demokratisk, mere eller mindre veludviklet del af det genforenede, fredelige Europa.

Til gengæld står vi over for en ny monolitisk modstander, og selv om der også er tale om en militær supermagt, er det først og fremmest udsigten til økonomisk dominans, vi har grund til at frygte. Med alt hvad det indebærer for vores måde at leve på. Det åbne samfund. Den demokratiske retsstat.

Læs også

Forleden hørte jeg en mørk, moduleret stemme tale med inderlig patos fra bilradioen. Den talte serbokroatisk, så jeg måtte vente på studieværtens oversættelse. Det var Serbiens præsident, der havde talt, og hans budskab var ikke til at tage fejl af.

Der fandtes ikke sådan noget som som europæisk solidaritet, sagde han. Europæerne var der ikke for hans land. Kina var der. Kineserne havde været på pletten med værnemidler og respiratorer. Et hold kinesere var landet i Beograd, og fem dage senere stod der et interimistisk, men spritnyt og fuldt udrustet hospital specialindrettet til covid 19-patienter. Ikke noget med at tilbyde sit gamle skrammel.

Studieværten noterede tørt, at hovedparten af den økonomiske støtte, som Serbien modtager, stadig kommer fra EU. Det forandrer bare ikke noget. Serberne har set solen stå op over deres investeringshungrende nation, og det gør den som bekendt i øst.

De har ingen problemer med at blive brohoved for den nye silkevej. Kinas diskrete, men insisterende økonomiske imperialisme, der også omfatter køb af havneanlæg og anden infrastruktur i Grækenland og Italien. Foruden alt det andet.

Og hvad der gælder for de svageste europæiske økonomier, kommer også til at gælde for Europa som politisk fællesskab. Hvis vi ikke selv vil investere i vores egen genopbygning, så træder Kina gerne til. På de skrevne og uskrevne betingelser, der nu engang vil komme til at gælde.

Så kan vi glemme alt om at flage for Tibet, men herregud, hvis det skulle være prisen for at kunne fortsætte som før. Uden at skulle bekvemme os til at vise gensidig offervilje.
Hvor solidariteten ikke når over grænserne, vil bommene snart gå op for Kinas ekspansive ambitioner.

I den forgangne uge lancerede Ursula von der Leyen som bekendt EU-Kommissionens oplæg til den store genopretningsplan for Europa. Nogle dage før havde Østrig, Holland og Sverige sammen med Danmark offentliggjort deres ”non-paper”, som det så lakonisk hedder i diplomatjargon. Det kunne heller ikke blive et mere nedslående indholdsløst ”non”.

Andre vil være bedre til at forklare, hvorfor tilbudet til de hårdest ramte lande om at øge deres gæld må virke som en hån. Andre vil også med større indsigt kunne argumentere for, at det er i eksportnationen Danmarks egen interesse at hjælpe nogle af vores vigtigste handelspartnere på fode, så de igen får lyst til at aftage vores varer.

Men selv en økonomisk idiot som jeg kan blive deprimeret over, hvordan Mette Frederiksen placerer Danmark i denne skæbnestund.

Hvor statsministeren indadtil har vist format og handlekraft, optræder hun over for det europæiske fællesskab som en småtskåren, fodslæbende udsending fra en landsbynation blottet for horisont. Og det skønt Danmark er en af fællesskabets stærkeste økonomier og et af kontinentets mest vellykkede samfund.

Der er nu udsigt til et udmarvende tovtrækkeri mellem de fire fornærede sparegrise på den ene side og EU-Kommissionen på den anden. Undervejs vil de store linjer drukne i smålige egeninteresser, og det historiske perspektiv vil fortabe sig i øjeblikkets pekuniære nid og nag.

Man vil komme forslåede ud af forhandlingslokalet med det bedst mulige kompromis, og EU-landene vil humpe videre. Splidagtige indbyrdes og sårbare over for en global uorden, hvor demokratiet i stigende grad fremstår som en belejret undtagelse. Modent til undergravelse.

Set i et europæisk perspektiv handler det historiske nu som sædvanlig om politik snarere end økonomi.

Vel var det Marshall-hjælpens rare penge, der muligggjorde fred, velstand og demokrati i den frie del af det krigshærgede Europa. Men der stod en politisk vilje bag de mange generøse dollars. Viljen til fred, velstand og frihed. Viljen til at trænge totalitarismen tilbage.

I det nedlukkede, coronaramte Europa skal der også penge til, mange penge, for at løbe økonomien i gang, sikre den sociale fred indadtil og udadtil forsvare vores frie livsform over for demokratiets nutidige fjender.

Det nye og opløftende i den aktuelle situation er, at Frankrig og Tyskland har fundet hinanden igen. Der tegner sig muligheden for et historisk kompromis mellem de to fløje, der siden finanskrisen har delt Europa mellem nord og syd, strammere og slappere, markedsfundamentalister og keynesianere.

Tyskland har rykket sig i forhold til den strenge strammerkurs, der går under det dystre navn Austerity. Det burde få Danmark til at genoverveje sin position.

Set med kølige, nordeuropæiske øjne kan det virke hovedløst at hælde milliarder og atter milliarder ned i de sydeuropæiske økonomiers bundløse sump. Men står vi virkelig over for det umulige valg mellem Skylla og Charybdis? Mellem den uansvarlige gavebod og den håbløse gældsforøgelse?

Der burde være en mellemvej, og danskerne burde kende den bedre end så mange andre.
 
Hvorfor er Danmark sådan et vellykket samfund?

Fordi vi har udviklet den danske model, der takket være et fleksibelt arbejdsmarked forener den nødvendige sociale tryghed med den lige så nødvendige dynamik.

Hvorfor er eksempelvis Italien så mislykket?

Fordi man dér har forsømt at gøre sig fleksible med det resultat, at dygtige unge mennesker indtil coronakrisen flygtede ud af deres forkalkede plejehjem af et fædreland, hvor de hverken kan få et arbejde eller et sted at bo.

I diskussionen om at afbalancere EU’s facilitering af markedskræfterne med en social dimension, har danskerne reageret forsvarsfuldt med, at ingen skal komme og pille ved vores model. Men hvad, hvis tidspunktet tværtimod er kommet, hvor det er Sydeuropa, der skal pilles ved?

Hvad de gule veste forhindrer Præsident Macron i at gennemføre, har Mette Frederiksen og de andre nordeuropæiske regeringsledere nu en enestående mulighed for at hjælpe ham med.

Det ville kun være rimeligt, og det ville være den bedste udgang på krisen, hvis den europæiske solidaritet i form af en ny Marshall-hjælp blev ledsaget af kravet om dybtgående strukturelle reformer, hvor det er tiltrængt.

Noget for noget.

Det burde være sprog, en dansk statsminister kan forstå.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00