Jens Chr. Grøndahl: Kvindernes nytår

Jeg tror, at mange læsere har den samme følelse. Vi kender ikke længere den verden, vi lever i. Så hurtigt forandrer den sig, og sådan accellererer forandringens hastighed, at man kun dunkelt aner, hvor håbløst bagud man er med sine begreber.

Vi er med på, at internettet og den digitale teknologi har omkalfatret den globale virkelighed, men vi fatter ikke forvandlingens omfang. Vi famler efter noget at sammenligne med og forsøger os med Gutenberg og bogtrykkekunsten, herregud. Flere og flere deltager entusiastisk i de sociale mediers nedbrydning af skellet mellem det offentlige og det private, men vi er langt fra at forstå, hvad det er i færd med at gøre ved os, politisk, kulturelt og menneskeligt.

Her kunne jeg let bevæge mig i en kulturpessimistisk retning. Det ligger lige for, især hvis man er over 50, at ængstes og beklage sig over samtidens dekadence, dannelsestabet, sædernes forfald. Det har forfattere på 50 plus gjort lige siden antikken.

Jeg vil prøve på at modstå fristelsen, for egentlig foretrækker jeg at nøjes med helt nøgternt at konstatere forandringen og mine egne forestillingers anakronistiske utilstrækkelighed.

Det næste øjeblik er hun pludselig havnet i en fælde, hvor det er ”hendes egen skyld”, at et halvskaldet magtmenneske trænger sig på med sin libido.

Jens Chr. Grøndahl

Desuden er alt ikke forandring til ukendelighed. Vores udrangerede verdensbillede rummer også en håndfuld værdier, der langt fra at være utilstrækkelige tværtimod har vist sig at have fremtiden for sig. Faktisk er de så levedygtige, at vi nærmest er kommet til at tro, at de klarer sig uden vores indsats.

Det er der selvfølgelig ingen værdier, der gør. De skal næres for at overleve. Det er ikke nok at have dem som en slags ærværdige klenodier. De skal virke i det praktiske liv, og vi må hele tiden overveje, hvad de egentlig går ud på.

I Latinamerika, i Asien, på det afrikanske kontinent og i den arabiske verden bliver kvinder hver dag undertrykt, mishandlet, voldtaget, stenet, brændt eller på anden vis myrdet af bestialske psykopater eller forstokkede, middelalderlige patriarker. 

Jens Chr. Grøndahl

Ingen drømmer om at sætte spørgsmålstegn ved folkestyret, retssikkerheden og den personlige frihed, men de er ikke nær så gamle, som man kunne forledes til at tro.

Her i landet er det stadig kun lidt over hundrede år siden, at kvinderne fik valgret, og da jeg var barn i 60’ernes begyndelse, gik mange kvinder stadig hjemme, mens manden tjente pengene. Min generation oplevede fra barnehøjde den store, altomvæltende forandring i måden, vi lever sammen på som kærester og ægtefæller. Som de første voksede vi op med, at ligestillingen er konsensus.

Man kan diskutere, om ligheden er fuldt implementeret, men man kan ikke diskutere dens berettigelse. Der er stadig kampe, der skal udkæmpes, men forholdet mellem mænd og kvinder drejer sig ikke længere først og fremmest om rettigheder, hverken i politisk eller moralsk forstand.

Det drejer sig til gengæld stadig om kultur, og hvis 70’ernes kvindebevægelse var en kulturrevolution, så blev 2017 året for kvindernes anden intifada.

Me Too-bevægelsen havde aldrig fået sit momentum uden de sociale medier, men overraskelsen over dens gennemslagskraft afspejler andet og mere end sendrægtighed i forhold til den digitale nutid. Også som mand har jeg været længe om at fatte bevægelsens rækkevidde og betydning.

Noget i mig stejler over dét udtryk: ”som mand”. Det er jo nær ved at være den laveste fællesnævner, man kan synke ned til. Den undergås kun af vendingen ”som menneske”. Vi er ikke dyr, men vi er heller ikke bare mænd eller kvinder. Vi er personer, hver især i sin egen ret, og den rå kønsbestemmelse indebærer en permanent trussel om banalisering frem for nuancering. Om at der vil blive politiseret på samtalens og forsonlighedens bekostning.

Alligevel må jeg, hvis jeg skal være ærlig, bevæge mig ned på kønsfællesskabets fordummende plan.

Da selv jeg langt om længe blev opmærksom på, at Me Too ikke bare var en dønning på mediehavet, var min første reaktion at være skeptisk. Nå, tænkte jeg, nu er det så blevet moderne at have været udsat for krænkelser. Gud ved, hvor mange af vidnesbyrdene der fremsuggereres af den slørede erindring, så man kan melde sig i de forurettedes selvretfærdige rækker?

Jeg ved, at der også er kvinder, der har reageret sådan, og vel er det relevant at anholde optræk til inkvisition og skinhellighed, men jeg måtte alligevel bremse mig selv i mit eget bekvemme forbehold.

Hvorfor straks indtage en kritisk, mistroisk holdning? Hvorfor ikke den mere plausible konklusion, at så mange udsagn om det samme nok ikke bliver fremsat uden grund? At vi med andre ord står over for et tilbagevendende problem.

I sin personlige beretning ”Harvey Weinstein Is My Monster Too”, offentliggjort i New York Times, konkluderer den mexicanske skuespillerinde Salma Hayek, at mænd gennem tiden har begået overgreb, fordi de kunne. Og at kvinder nu siger fra af samme grund. Fordi de kan.

De kan, fordi internettet gør det muligt at dele erfaringer og udstille offentligt, hvad en urimelig skamfølelse hidtil har fået det enkelte offer til at holde for sig selv.

Teknologien og den udviskede grænse mellem offentligt og privat indebærer en moralsk befrielse, fordi kvinder ikke længere ”samarbejder” med krænkerne ved at påtage sig et medansvar for overgrebene i form af tavshed og fortrængning.

Da jeg talte med en ældre, mandlig ven om Me Too, tog han afstand fra tendensen til heksejagt på udvalgte syndebukke. Samtidig udtrykte han med dæmpet stemme, som om han på forhånd følte sig intimideret, sin bekymring for, at uskylden skal gå tabt i det erotiske spil mellem mænd og kvinder. Forførelsens udveksling af tegn, hvor det kan være svært at afgøre, hvem der har initiativet. Spændingen mellem insisteren, modstand og overgivelse, der kun er mulig, fordi begge parter er på gyngende grund.

Ordet ”uskyld” virker måske løjerligt i den forbindelse, men jeg forstod ham godt. Han kunne også have talt om umiddelbarhed eller spontanitet: Egenskaber, der begge trives dårligt under den kønspolitiske korrektheds regimente.

Alle overgreb ufortalte har mange kvinder jo alligevel kun hån til overs for den mand, der spørger om lov, før han kysser dem. Til gengæld skal man være meget tungnem, hvis man – nået så langt – må konstatere, at hun helst havde været fri. Det springende punkt er selvfølgelig, om man fremturer mod bedre vidende.

At opføre sig civiliseret vil i denne sammenhæng ikke sige at undertrykke sin lyst, men at have integreret et mål af finfølelse og gensidighed i sin seksualitet. For nogle mænd en given ting, for andre en irrelevant forhindring for trangens ret.

Når jeg læser Me Too-kampagnens personlige beretninger, spørger jeg igen og igen mig selv, hvorfor den pågældende kvinde ikke sagde fra, stak ham én eller skammede ham ud i andres påhør.

Salma Hayek giver begyndelsen til et svar i New York Times, når hun skriver, at der inden i enhver kvinde er en pige. En reminiscens af det unge, usikre menneske, hun var engang, begrænset i sin autonomi og evne til selvforsvar, hvad enten det skyldtes hendes opdragelse eller simpelthen hendes manglende livserfaring.

Det er stadig en mindre gængs egenskab hos unge kvinder at manifestere deres personlige grænser med eftertryk. Som regel er overgrebene desuden blevet mulige, fordi manden indtog en magtposition og var i stand til at obstruere offerets karrieremuligheder, hvis han ikke fik sin vilje.

Samtidig kan en ung kvinde, hvis hun er køn, opleve en erotisk magt, som hun ikke nødvendigvis har styr på selv. Det ene øjeblik føles det sikkert lidt berusende, når granvoksne mænd lader sig distrahere. Det næste øjeblik er hun pludselig havnet i en fælde, hvor det er ”hendes egen skyld”, at et halvskaldet magtmenneske trænger sig på med sin libido.

Det bliver aldrig hendes skyld, men på den anden side hører det med til den personlige integritet, at hun ud over at kunne trække grænser over for andre også bliver i stand til at trække dem over for sig selv. Det er ikke hendes mandlige chef alene, der beslutter, om hendes kvindelighed skal have betydning for hendes karriere.

Jeg taler her om andet og mere end dybden på en kjoleudskæring. Jeg taler om, hvordan man kommer ind i et rum, hvordan man ser mænd i øjnene, hvordan man giver hånd.

Mit ubehag ved kønnet som fællesnævner og politisk slagmark skyldes naturligvis, at jeg på den måde stilles over for valget mellem at være et potentielt monster, i kvindernes øjne, eller, i de andre mænds, en selvkastrerende dengse.

Ubehaget forstærkes, fordi jeg i min egen generation har oplevet mænd, der teede sig, som om kvindefrigørelsen aldrig havde fundet sted, samtidig med at feminismen i sine sekteriske, postmoderne varianter har fjernet sig fra den oprindelige kvindesags humanisme.

Dens budskab var jo ikke, at mænd er fra Mars og kvinder fra Venus, men at vi trods alle livgivende forskelle er mennesker med en fælles fornuft og følsomhed og en fælles interesse i, at friheden bliver gensidig.

Anskuet på den måde får Me Too en moralsk og menneskelig resonans langt ud over de vestlige middelklassekvinders truede selvrespekt. Det handler jo på globalt plan om grufuldt meget mere, end om man er blevet taget på låret eller presset til at have sex med en overordnet.

I Latinamerika, i Asien, på det afrikanske kontinent og i den arabiske verden bliver kvinder hver dag undertrykt, mishandlet, voldtaget, stenet, brændt eller på anden vis myrdet af bestialske psykopater eller forstokkede, middelalderlige patriarker. Selv i Nordamerika og Europa bliver kvinder igen og igen ofre for et had, der er lige så universelt og grænseløst som den underliggende frygt.

Om det hedder æresdrab eller afsporet perversion er egentlig underordnet. I alle kulturer kan man finde fremmedgørende forestillinger, der skiftevis idealiserer, dæmoniserer eller forhåner kvindens krop, psyke og seksualitet. En mulig definition på begrebet kultur er vel simpelthen: hvordan man tæmmer hende, snører hende ind og besværger hendes uudgrundeligt spørgende blik.

En tilsvarende definition på frigørelse vil derfor være: kvindelig kritik af den maskuline orden, kvindelig fornuft over for maskulin destruktion, kvindelig vildskab over for mændenes angst for kontroltab.

Integrationsdebattens evindelige snak om ”kulturmøde” og ”identitetspolitik” har alt for længe afholdt os fra at fokusere på ligestillingen som altafgørende forudsætning. Det handler ikke om, at folk skal have deres kultur, men om at kvinderne uanset kultur skal have deres frihed.

Demokratiets og modernitetens allervæsentligste gevinst har været at nedtone den traditionelle kulturs rolle som betydningsskabende referenceramme til fordel for kvinders mulighed for selv at finde og skabe mening i tilværelsen.

Af samme grund findes der heller ikke noget bedre parameter for en vurdering af verdens tilstand her ved indgangen til endnu et stykke af fremtiden. Hvor kvinder bliver undertrykt, mishandlet og myrdet, går meget andet også ad helvede til. Hvor piger kommer i skole, og mødrene får deres egen økonomi, er der derimod et spirende håb.

--------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.