Jens Chr. Grøndahl: Det er i sindet, at verden vokser

Vores venner i Skagen tog mig en aften først på sommeren med i Råbjerg Mose, et vildt naturområde mellem Ålbæk og Jerup. Vildskaben er resultat af et omfattende stykke genopretning. Et allerede tilgroet hjulspor vidner om indsatsen.

Vi gik en times tid ind i vildnisset uden at møde nogen. I samtalens pauser var der kun suset i græsset, larmen fra vores gummistøvler og endelig, længe ventet, den hult knirkende kalden fra en trane. I en skælvende kikkerts fladpressede perspektiv så jeg for første gang det slanke, vertikale væsen, som jeg ellers kun kendte fra Gyldendals bogrygge.

Den Store Danske Encyklopædi fortæller, at tranen fra gammel tid har været en forårsbebuder, og at den symboliserer årvågenhed, udødelighed og kontakt med guderne. Man tror det gerne, mens man årvågent holder vejret og skærper sanserne for at opleve den aristokratiske fugl.

Stedet var oprindeligt havbund, fortalte mine venner og gjorde mig opmærksom på terrænets bølger, de såkaldte ”rimmer”, adskilt af fugtige lavninger, ”dobber”. En blanding af hede og mose med sin helt egen vegetation. Navnene er digte i sig selv, troldurt og klokkeensian, for ikke at tale om moseposten, der kun vokser her. Et myopisk univers af farver, hvis man lægger øjet til og nærlæser det tilsyneladende grå landskab.

”Når jeg bøjer mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor,” skrev Tom Kristensen. Ordene står på hans gravsten på Thurø, og de melder sig i stilheden over Råbjerg Mose. Han, der ellers havde ”længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død”. Er det alderen, der gør os mildere stemt?

Med tiden, efter modernitetens rasen, er vi som samfund i hvert fald blevet mere tilbøjelige til at lade sindet stemme af den natur, der bare er, uforvansket af vores indgriben og bjærgsomme manipulation.

Som børn af den industrialiserede, omfordelte velfærd er vi langt om længe på vej i den modsatte retning.

Jens Chr. Grøndahl

”Skynd dig, kom! om føje år / heden som en kornmark står,” formanede allerede H.C. Andersen i sin sang om Jylland mellem havene. Det var endda, før fremskridtet gav sig til at hærge. Som børn af den industrialiserede, omfordelte velfærd er vi langt om længe på vej i den modsatte retning.

Tilbage til naturen? Vel bare til en mere lydhør, sansevågen påskønnelse af livsgrundlagets reservoir af oplevelse, intensitet, nærvær. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes,” hed det dengang, men gevinsten handler ikke længere om landbrugsjord eller evindelig vækst. Det er i sindet, at verden vokser. I evnen til opmærksomhed.

Vi gjorde holdt ved en lille sø, men kunne sagtens være fortsat. Hvor ellers i Danmark kan man gå og gå i den utæmmede natur med følelsen af, at omgivelserne bare absorberer éns fremrykkende tilstedeværelse?

Vandspejlet ulmede gyldent, og myggene sværmede, men mine forudseende venner havde både sørget for at have balsam og kølig hvidvin med i rygsækken.

Overalt i den blå og rosa skumring stod kærulden og lyste som en stjernehimmel af store, lodne fnug. Andre fugle blev udpeget, men jeg har glemt deres navne igen. I sådan en stund går det op for byboen, at der er en dannelse på linje med kunst, musik og digtning i kendskabet til fugle og vækster.

Solen havde passeret under skovtykningen mod vest, og vi var på vej tilbage, da de pludselig kom. Ti, tyve, fyrre traner kredsede i en majestætisk cirkel over mosen, rundt og rundt igen, før de slog sig ned for natten.

Vi kunne bare stå og glane. Om tranerne er i kontakt med guderne, ved jeg ikke, men at se dem i deres uforstyrrede flugt er at være i kontakt med noget stort og ordløst. Det er ligesom naturen selv, man får lov at belure. En mere omfattende virkelighed med en helt anden tidsregning.

Før vi steg ind i bilen, standsede mine venner igen. Kunne jeg høre natteravnen? Jeg troede, det var noget, man selv var. Dengang efter gymnasiet, da man tumlede gennem byen, indtil solen stod op over Refshaleøen. Natteravnen lød som et mystisk radiosignal fra en hemmelig verden.

Langs vejen så vi harer flintre over markerne og et rådyr med sin hvide mås i bølgegang, som en karruselhest i den blå sommernat. Så var vi fremme ved Råbjerg Kirke. Det lille bedehus lyste op inde bag stensætningen med sin kalkede flanke og klokkestablen i abstrakt silhuet.

For mange år siden var jeg til julegudstjeneste derinde med min familie. ”Tiden går, tik-tak,” sagde præsten fra prædikestolen. ”Tik-tak,” svarede en af mine døtre med spæd røst. Vi måtte snegle os hjem på grund af sneen og rådyrene, der sprang gennem fjernlyset. 

På denne søndag vil der i Råbjerg Kirke måske blive prædiket over fortællingen fra Lukasevangeliet om at kende sin besøgelsestid. ”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på.”

Man kan få lyst til at gå i kirke alene for at høre, hvordan præsten vil fortolke de somme tider dunkle bibelord. Teksternes genkomst er lige så sikker som tranernes. Også kirkeåret udgør en anden tidsregning end kalenderens småtskårne to do-lister eller save the date-påmindelser. Konkurrencesamfundets tyranniske stok og gulerod.

Måske handler dagens tekst også om at være parat til at tage imod tranerne? Parat til at stå som et barn og lade sig overvælde af skønheden i deres glidende kredsen.

De sidste linjer er ikke til at tage fejl af: ”Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af.”

Det er lige før, evangeliet får vendt op og ned på forholdet mellem herren og hans kjortelklædte personale. Det lyder jo næsten som et bibelsk argument for topskattens bevarelse. Hvad vil de mon sige inde i Gammel Skagen, på terrassen foran Ruths Hotel?

Kirkegården støder op til Råbjerg Mile, og i et hjørne ligger Aksel Schiøtz, tenoren, der under Besættelsen gav den danske sangskat en betydning, som det i dag er svært helt at forstå. Birgitte Grimstad var hans datter, og forleden hørte jeg en af de viser, hun har indspillet, dén om de atten svaner.

Det var i haven til Holger Drachmanns Hus i Skagen, hvor ”Drachmann-kvartetten” hver sommer underholder med oplæsning, sang og causerier. Kvartettens sangerinde er halvt svensk, og hun fortalte, at digtet er af Cornelis Vreeswijk med musik af ingen mindre end Benny Andersson og Bjørn Ulvæus. Sådan møder ABBA Aksel Schiøtz med indirekte, men poetisk retfærdighed.

”Min ven, lad mig vide, om du kunne lide, / hvis jeg bare var vågnet, da jeg drømte, du kom, / så du intet fik bedt mig om.” Der er et underfundigt spil på færde her mellem indeni og udenpå, mellem drøm og virkelighed. Man må kunne drømme, hvis man virkelig skal mødes.

Det kunne Holger Drachmann. Få læser i dag hans senromantiske vers, og i mange af dem er der måske også rigeligt med slængkappe og bredskygget hat, men man føler sig tæt på ham, når man står i hans hjem. Alt er, som han efterlod det, fra penneskafterne på skrivebordet til den udstoppede ørn over pejsen.

Huset står som en vågen drøm om, at livet kan blive et digt, hvis vi tør. Selv blev han gammel før tiden, nedslidt af dårligt helbred, pengesorger og ægteskabelige trakasserier, men han kendte stadig sin besøgelsestid. Var ikke bare en poetisk turist, altid nærværende og solidarisk over for fiskerne, også uden for sæsonen.

Til det sidste havde han sans for det store uden for de småsprossede vinduer, som i digtet om stormsvalen: ”Den elsker det salte, det vaade, det vilde – / Den hader det trygge, og alt som staar stille.”

Identifikationen er ikke til at tage fejl af, men romantikken har sin eksistentielle bund. Modet til at være fri kræver også, at man kender sin besøgelsestid. ”Hjemløse Flyver, så vær Du mit Følge / Mod Frihedens Land bag den fredløse Bølge!”

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.