Johanne Dalgaard: Den er stadig helt gal med Finansministeriets regnemodeller

Jeg ejer en lille VW Lupo fra omkring årtusindeskiftet, som jeg har fået forærende.

Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle være bilejer, synes jeg. Da jeg var yngre, havde jeg blikket vendt stift i én retning: storbyen. Da jeg flyttede til København for at studere, troede jeg aldrig, jeg ville flytte til en forstad eller på landet.

Fra jeg fik kørekort som 18-årig og i cirka ti år efter, kørte jeg stort set kun bil, når jeg besøgte mine forældre i den anden ende af landet. Det passede mig glimrende at tage cykel og kollektiv transport alle steder hen, og jeg syntes ikke, privatbilisme var noget, man som politisk opvakt borger burde give sig af med, når nu det koster så dyrt i klimaregnskabet.

Men Københavns skøre boligmarked og det faktum, at min kæreste har børn, som der skal være plads til i hjemmet og som det kan være praktisk at kunne transportere rundt på egen hånd, ændrede temmelig brat ved mit perspektiv. Vi flyttede til den yderste københavnske vestegn, hvor alting – sociale kontakter, arbejde, offentlige serviceydelser, supermarkeder, butikker i det hele taget – lå længere væk og var meget mere besværligt. Og på et tidspunkt fik vi altså en bil forærende.

Her nogle år senere ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi skal undvære den og stadig få det hele til at hænge sammen. Jeg pendler langt med toget til hverdag – helt til Odense – og hvis ikke jeg havde bilen, ville jeg stadig være fuldstændig prisgivet den erfaringsmæssigt ikke særlig stabile offentlige morgentrafik på strækningen mellem Hedehusene og Roskilde. Jeg ville komme for sent frem i tide og utide. Indkøb ville være et dagligt, fysisk krævende cirkus, man skulle mande sig op til efter en lang arbejdsdag inklusive tre timers togpendling. 

Jeg har udviklet en afhængighed i forhold til at have bil. Det er der også mange andre borgere, der har, og det er et centralt problem, som man er nødt til at tage alvorligt og gribe realistisk an, hvis man skal lykkes med ambitionerne om grøn omstilling.

Det er ikke første gang, der sættes spørgsmålstegn ved brugbarheden af Finansministeriets regnemodeller.

Johanne T. Dalgaard
Embedsmand og freelanceskribent

Flere elbiler på vejene er en oplagt del af løsningen, selvom det ikke kan stå alene – man er også nødt til at gøre noget ved den mange steder forsømte og nedslidte kollektive transportsektor, der driver folk som mig til at omvende sig til entusiastiske privatbilister.

I bestræbelsen for at skabe grundlaget for flere elbiler i Danmark, er man imidlertid løbet ind i et overliggende og mere strukturelt problem, der kan hæmme hele øvelsen med at gøre samfundet grønnere – nemlig, at vi stadig beregner samfundsmæssig værdi som noget, der kan eksistere adskilt fra presset på klimaet og klodens ressourcer i øvrigt.

Det vakte opsigt, da Kommissionen for Grøn Omstilling af Personbiler først på ugen præsenterede en delrapport, hvori man konkluderede, at det vil koste samfundet 5,7 milliarder kroner at få 1 million elbiler på de danske veje i 2030.

Siden bragte Dagbladet Information historien om, at denne konklusion kom af beregninger baseret på Finansministeriets regnemodeller, der værdisætter CO2-udledningerne til under en tredjedel af, hvad en række eksperter finder hensigtsmæssigt og realistisk.

Det kan man jo i sig selv mildest talt føle sig kaldet til at sætte spørgsmålstegn ved visdommen i. Men til overflod blev historien senere berigtiget: Finansministeriet oplyste nu, at man faktisk slet ikke i noget omfang havde taget højde for værdien af reduktion i CO2-udledningerne, da man beregnede de samfundsmæssige omkostninger ved at erstatte CO2-tunge biler med ikke-CO2-tunge biler.

Det er ikke første gang, der sættes spørgsmålstegn ved brugbarheden af Finansministeriets regnemodeller, der ofte er blevet kritiseret for at operere med nogle meget mangelfulde antagelser om, hvad der reelt udgør værdi for et samfund.

Men det er nok første gang, at noget i den henseende har fremstået så himmelråbende paradoksalt – og tåbeligt, som at man i beregningerne, der skal danne selve grundlaget for den grønne omstilling af et område, ser fuldstændig bort fra de centrale effekter, som omstillingen har på klimaet.

Det kalder altså på snarlig politisk handling: noget er nødt til at ændre sig fundamentalt i Finansministeriet.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.