Josephine Fock: Grotesk koncentration af rigdom er økonomisk falliterklæring

KLUMME: Når otte mennesker ejer det samme som halvdelen af verdens befolkning, så har det økonomiske system spillet fuldstændigt fallit, skriver Josephine Fock, gruppeforkvinde og finansordfører for Alternativet.

Placeholder image
Med en formue på 75 mia. dollar topper Bill Gates Oxfarms liste over verdens otte rigeste mænd.  Foto: Kristian Juul Pedersen/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Oxfam Ibis har netop offentliggjort en rapport, der fastslår, at kun otte personer – alle mænd – tilsammen ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Otte mennesker ejer det samme som 3.600.000.000 mennesker. Det er jo ikke rigtig til at fatte. Men vi må og skal fatte det. Og vi må og skal reagere på det.

Det er i hvert fald vores udgangspunkt i Alternativet. For en så ekstrem ulighed er ikke bare udtryk for en voldsom uretfærdighed, nej, det er en trussel mod vores frie samfund, vores fælles sikkerhed, den fremtid, vi skal dele sammen.

Når økonomien i en sådan grad fejler, når en eksisterende tænkning på en sådan måde spiller fuldstændigt fallit, så har vi en forpligtelse til at tænke nyt og sætte nogle bedre systemer i stedet.

En så ekstrem ulighed er ikke bare udtryk for en voldsom uretfærdighed, nej, det er trussel mod vores frie samfund, vores fælles sikkerhed, den fremtid, vi skal dele sammen.

Josephine Fock, Finansordfører, Alternativet

Der er heldigvis mange, der arbejder på den dagsorden i disse år. I denne uge mødes verdensledere og andre topfolk i schweiziske Davos for at diskutere blandt andet ekstrem ulighed og flere og flere stiller spørgsmålstegn ved økonomisk vækst som det eneste sagliggørende.

Flere og flere er samtidig enige i, at økonomien ikke skal være et mål i sig selv, men et middel til at opnå gode liv. Økonomien skal med andre ord arbejde for os, ikke omvendt.

I Alternativet er vi derfor ved at udvikle en ny økonomisk tænkning, ja faktisk et bud på en ny bæredygtig samfundsmodel. Det gør vi sammen med både danske og internationale aktører, og en afsløring som den, Oxfam Ibis netop har præsenteret, bestyrker mig i, at behovet for en ny tilgang aldrig har været større, end det er i dag.

Målet med samfundsudviklingen skal ikke bare være vækst i BNP. Målet med samfundsudviklingen skal være vækst i velbefindende, gode liv, en bedre natur og et klima i balance. Vi skal med andre ord arbejde for en udvikling, der er bæredygtig, en udvikling, der kommer andre end den ene procent – eller de otte rigeste mænd – til gode.

Det betyder, at det ikke længere er nok at se på økonomisk bæredygtighed. Vi skal også sikre social og miljømæssig bæredygtighed. Flere virksomheder har allerede indført den tredobbelte bundlinje, så lad os da komme i gang i større skala.

Det handler om et opgør med vanetænkning, et opgør med tanken om, hvad der er udgifter, og hvad der investering, når man bruger finansministeriets regnemodeller. Med en kortsigtet tilgang har disse regnemodeller i alt for lang tid understøttet en samfundsudvikling og en økonomisk model, som selv Saxo Bank for nylig har fastslået ikke virker.

Trickle down-economics – altså tanken om, at hvis blot de rigeste bliver rigere, ja så bliver de fattigste også rigere – virker ikke, fastslog Saxo Banks cheføkonom for nylig i et opsigtsvækkende interview.

Det kan jeg kun give ham helt ret i. Særligt i lyset af den nyeste rapport fra Oxfam Ibis, der dokumenterer en for mig at se helt grotesk koncentration af rigdom.

Indtil arbejdet med vores nye samfundsmodel er på plads, er vores tilgang klar. I vores finanslovsudspil afsatte vi over fire år 75 milliarder kroner til at øge ligheden både i Danmark og i verden. Samtidig bakker vi op om tankerne om en international finansskat, ligesom vi ønsker, at reglerne for dobbeltbeskatning bliver mere fair, så de kommer verdens fattigste til gode.

Vi kan ikke bare blive ved med at fortsætte som hidtil og håbe, det hele løser sig. Vi er nødt til at gå markant til værks, hvis vi skal skabe en økonomi i balance og fremtidssikre vores samfund. Det har vi tænkt os at gøre i Alternativet, og vi håber, at mange flere vil være med. 

.....

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet. Hun er gruppeforkvinde i partiet, ordfører for finans og økonomi, samt ordfører for mennesker på flugt og nydanskere. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser